Kan ikke trøste min datter

Jeg søger råd og erfaringer omkring vores datter og mit forhold. Helt konkret handler det om, når hun bliver rigtig sur og ked af det. 

Hun er 2,5 år og der er kommet vilje og selvstændighed i hende. Når hun så bliver meget sur eller ked af det over store eller små ting - som jo selvfølgelig alle er store i hendes verden, så kan jeg ikke trøste hende. Hun skriger og skriger og jeg skal gå og må ikke kigge på hende, men hun vil stadig have mig, men alligevel ikke. Kan mærke det er meget svært for hende. Jeg anerkender altid hendes følelser og forsøger det bedste jeg kan at rumme hende og give hende tid til at være ked af det, men samtidig vil jeg ikke have hun overtræder mine grænser fx omkring at skubbe, få mig til at gå osv. 

Sagen er så den, at efter lang tid bliver jeg tit så ked af det på hendes vegne, at jeg får far til at tage over. Her skriger hun, at jeg ikke må gå, og det skærer i mit hjerte. Vi har prøvet før at så vælger at blive og så fortsætter hendes frustationer. Men når far har taget over, så går der ganske kort tid, før hun er faldet til ro. Dette gælder også hvis jeg slet ikke har været hjemme, så tænker ikke det er fordi hun “makker ret” for jeg kommer igen. Men hvad ved jeg? Jeg har det dårligt over at gå, men jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe det an. Vi har prøvet at far slet ikke tog over, og her har det taget 2-2,5 time med fuld knald på skrigeriet uden nogen pause overhovedet, hvorefter hun så til sidst har faldet til ro.

Jeg er helt med på, at man skal rumme deres frustrationer og gråd, men jeg synes det er svært når det varer så længe! Det har i øvrigt altid været sådan her - det er bare ekstra hårdt nu, fordi det sker så mange gange i forhold til da hun var yngre.

Hvordan havde i grebet det an? 

Jeg ville gå. Jeg går selv til og fra her hjemme. 

2 min hvor han kan afreagere og så kommer jeg og spørger om han er klar til at snakke og så kan han så vælge om han er eller ej.

Hvis ikke går jeg i 2 min. Igen og kommer tilbage.

Når han så er klar taler vi om hvorfor han fik "time out" og hvad man må og ikke må

Det fungere super godt her  

Jeg mener det er med til at rumme børn at man giver dem plads og tid og ro til at afreagere. 

Når min dreng får lov til det så slå/spytter eller andet han ikke mig. Men hvis jeg sidder hos ham og prøver at "trøste" så får jeg hans frustretioner 

Jeg har ikke selv børn endnu (vi prøver ihærdigt) 

men jeg kan fortælle om min mors erfaring vedr min lillesøster (og sikkert også mig) 

men min søster var ligesådan som din datter, nogle gange kunne det tage 5 timer før det stillede af. Hun stod og skreg at min mor skulle gå og så alligevel ikke, slog, skuppede og krammede på same tid.. En dag fik min mor bare nok og så blev min søster sat på værelset i hendes seng, og min mor sagde, vi kan ikke snakke sammen, før du falder ned. Og hun gik ud og lukkede døren. 

Der gik ikke mere en 5 min, og så var der stille. Så gik min mor ind altid med en glas kakao eller mælk,  og spurgte om hun var klar til at snakke om hvorfor hun var ked af det eller sur, Dette virkede utroligt godt, og da hun så blev 3-4 år, så når hun var ked af det eller sur, så gik hun selv ind på hendes værelse for at rase af, og kom ud når hun selv var klar. Vi (min bror og jeg) brugte det også når vi passede hende, men her gik det lidt hurtigere, fordi vi jo ikke var mor ;-) 

vores far var aldrig hjemme, så han var aldrig med på opdragelsen af nogle af os, så der kan jeg ikke rigtig sige noget til :-) 

Jeg er slet ikke til time out eller til at sende børn ind på værelset som straf. Jeg synes ikke, man skal straffe børn ved at ekskludere dem fra fællesskabet, bare fordi de viser deres følelser. Og derudover vil jeg ikke have, at de skal forbinde deres værelse med straf.

Jeg har en datter på 22 mdr og hold nu op hun kan blive rasende over selv de mindste ting. Det er så hårdt, når hun bare græder og slår og på samme tid beder om at blive trøstet. Jeg plejer at gøre som du og anerkende hendes følelser. Hvis det, hun er sur over, ikke er noget, hun må bestemme, så holder jeg fast i min beslutning og lader hende rase ud. Sætter ord på, hvad hun føler. Hvis hun afviser mig, bliver jeg bare i nærheden, sætter mig måske på gulvet og siger, at jeg er klar til at trøste, når hun har brug for det.

Børn på den alder kan ikke regulere deres følelser og de er ved at lære dem af kende. Det kan gå voldsomt for sig, men de gør det ikke for at være uartige eller få deres vilje. 

Anonym skriver:

Jeg søger råd og erfaringer omkring vores datter og mit forhold. Helt konkret handler det om, når hun bliver rigtig sur og ked af det. 

 

Hun er 2,5 år og der er kommet vilje og selvstændighed i hende. Når hun så bliver meget sur eller ked af det over store eller små ting - som jo selvfølgelig alle er store i hendes verden, så kan jeg ikke trøste hende. Hun skriger og skriger og jeg skal gå og må ikke kigge på hende, men hun vil stadig have mig, men alligevel ikke. Kan mærke det er meget svært for hende. Jeg anerkender altid hendes følelser og forsøger det bedste jeg kan at rumme hende og give hende tid til at være ked af det, men samtidig vil jeg ikke have hun overtræder mine grænser fx omkring at skubbe, få mig til at gå osv. 

 

Sagen er så den, at efter lang tid bliver jeg tit så ked af det på hendes vegne, at jeg får far til at tage over. Her skriger hun, at jeg ikke må gå, og det skærer i mit hjerte. Vi har prøvet før at så vælger at blive og så fortsætter hendes frustationer. Men når far har taget over, så går der ganske kort tid, før hun er faldet til ro. Dette gælder også hvis jeg slet ikke har været hjemme, så tænker ikke det er fordi hun “makker ret” for jeg kommer igen. Men hvad ved jeg? Jeg har det dårligt over at gå, men jeg ved ikke hvordan jeg skal gribe det an. Vi har prøvet at far slet ikke tog over, og her har det taget 2-2,5 time med fuld knald på skrigeriet uden nogen pause overhovedet, hvorefter hun så til sidst har faldet til ro.

 

Jeg er helt med på, at man skal rumme deres frustrationer og gråd, men jeg synes det er svært når det varer så længe! Det har i øvrigt altid været sådan her - det er bare ekstra hårdt nu, fordi det sker så mange gange i forhold til da hun var yngre.

 

Hvordan havde i grebet det an? 

Sådan har min datter også haft det, og der kommer stadig sådan nogle ture en gang imellem, hun er 4 nu. Jeg har sørget for at sige til hende at jeg elsker hende så højt, og rigtig gerne vil høre hende og forstå hvad hun siger. Og at jeg er der fot hende lige udenfor værelset. Så har jeg sat mig ned på gulvet og ventet, på afstand, men stadig hos hende. I dag er det ofte far der frembringer en hysterisk reaktion, og det løses hurtigst ved at han kigger ind igen og igen, og siger til hende han elsker hende og bare vil vente på hende når hun er klar. Det går galt når han begynder på at spørge hvorfor hun reagerer sådan, forklare sig, og ellers snakke om hvad der gik galt. Det tog ham lidt tid at forstå det, men nu virker det, at han bare holder sig til den simple besked om at hun er så elsket, og vi savner hende og håber hun snart har lyst til at komme til os. Så snakker vi bagefter når hun er faldet ned 

Morogbarn skriver:

Jeg er slet ikke til time out eller til at sende børn ind på værelset som straf. Jeg synes ikke, man skal straffe børn ved at ekskludere dem fra fællesskabet, bare fordi de viser deres følelser. Og derudover vil jeg ikke have, at de skal forbinde deres værelse med straf.

Jeg har en datter på 22 mdr og hold nu op hun kan blive rasende over selv de mindste ting. Det er så hårdt, når hun bare græder og slår og på samme tid beder om at blive trøstet. Jeg plejer at gøre som du og anerkende hendes følelser. Hvis det, hun er sur over, ikke er noget, hun må bestemme, så holder jeg fast i min beslutning og lader hende rase ud. Sætter ord på, hvad hun føler. Hvis hun afviser mig, bliver jeg bare i nærheden, sætter mig måske på gulvet og siger, at jeg er klar til at trøste, når hun har brug for det.

Børn på den alder kan ikke regulere deres følelser og de er ved at lære dem af kende. Det kan gå voldsomt for sig, men de gør det ikke for at være uartige eller få deres vilje. 

 

Men nogen gange forøger man bare frustrationerne ved at blive i situationen. 

Jeg har også med held gået til og fra, når vores drenge er blevet frustrerede. 

Min datter på tre, er præcis sådan. 

Jeg har læst en meget fin tilgang (mate meo) hvor du netop anerkender barnets behov for nærhed og afstand. 

Først forsøger jeg at spørge, om hun vil have et kram, så vi kan tale om, hvorfor hun blev så

sur/ked af det. Så bliver hun som regel mere sur. Og små børn kan rent fysisk ikke komme væk fra den vredsfølelse. Og det er noget, vi som voksne må kunne rumme. Så når hun afviser “mig”. Så sætter jeg mig på afstand - et sted hun kan se lign (vigtigt). 

Jeg sætter mig ned i samme rum som hende, i et hjørne eller hvor der nu er plads. Også sidder jeg der. Siger til hende, at hun bare skal komme og få kram. At det er okay at være sur og jeg bare er der. Nogen gange - hvis vi er hjemme - går hun på eget værelse. Og det må jeg respektere(også selv jeg synes, det er svært). Så går jeg ind til hende efter 2 min og bliver ved med det. Indtil hun er glad, når jeg kigger ind. 

Hvis vi er ude, så er det samme metode. Jeg sætter hende lidt væk fra mig og siger, at jeg kan se hun vred. Og jeg meget gerne vil give hende et kram, hvis hun har lyst om lidt. Så kigger jeg lidt rundt i rummet og smiler til hende i ny og næ. Så går der max 5-7 min. Så kommer hun selv. 

Jeg er ALTID i hendes synsfelt og altid tilgængelig, hvis hun har behov for trøst. Men respekterer, hvis hun har “brug” for at være rigtig vred først.

nopa (Nordic parenting) har skrevet en fin artikel om viljefaste børn. :-) og den handler netop om, at nogle børn har behov for at være sure først. Og det er totalt legitimt. Også selv det føles meget mærkeligt, at man ikke kan trøste sit barn. Men barnet kan ikke lade være med at være vred. Og man kan ikke tale til et meget vredt barn - derfor må man gøre sig tilgengængelig på andre måder :-)

Vores dreng på 2 år og 7 måneder har inden for den sidste måneds tid begyndt at få ture, hvor han bliver helt hysterisk over de mindste ting. Det er helt normalt for den alder. Når han får sine anfald, så er vi i nærheden. Sætter grænser, hvis det er nødvendigt. I dag ville han for eksempel ikke med inden for, men bare gå en tur for sig selv. Det kan han selvfølgelig ikke. 

Når han har kørt sig selv helt op, og står med tårerne trillende ned af kinderne, så er det svært for ham bare at stoppe. Jeg har fundet ud af, at han skal hjælpes til at få en udvej ud af konflikten. Det nytter ikke noget at spørge ham, hvorfor han græder. Det ved han dybest set heller ikke selv. Har heller ikke lyst til at straffe ham, når han tydeligvis bare ikke kan styre alle de følelser, som flyver rundt oppe i hovedet. 

I dag snakkede jeg ikke for meget, for han kan alligevel ikke rumme alle de informationer i situationen. Jeg satte mig på gulvet med ham foran spejlet, så han kunne se sig selv. Begyndte blot at synge mens jeg nussede ham. Spurgte om han havde lyst til at hjælpe med at lave mad. Efter lidt tid, så begyndte han at slappe af. Og pludselig rejste han sig op, fandt en af lillebrors legesager under radiatoren og sagde; hov se hvad lillebror har glemt. Efter at have grædt og været fuldstændig hysterisk i 10 minutter var det overstået, og vi gik ud i køkkenet og begyndte på maden. 

Tak for svarene. Jeg er heller ikke til time out og generelt at efterlade mit barn alene i en utryg situation. Til jer der ikke giver time out, vil i så synes jeg skulle blive i det i de over 2 timer det kan tage for hende? Jeg synes det er så uendeligt hårdt, og jeg har så ondt at hende, fordi hun er så ked af det, men samtidig ikke kan finde ud af at tage i mod omsorgen. Synes godt nok to timer er længe at græde. Skal jeg bare sidde stille og kigge på og så anerkende hende engang i mellem?

Anonym skriver:

Tak for svarene. Jeg er heller ikke til time out og generelt at efterlade mit barn alene i en utryg situation. Til jer der ikke giver time out, vil i så synes jeg skulle blive i det i de over 2 timer det kan tage for hende? Jeg synes det er så uendeligt hårdt, og jeg har så ondt at hende, fordi hun er så ked af det, men samtidig ikke kan finde ud af at tage i mod omsorgen. Synes godt nok to timer er længe at græde. Skal jeg bare sidde stille og kigge på og så anerkende hende engang i mellem?

Jeg er heller ikke til time out- har aldrig brugt det, og kommer aldrig til det. Som en anden skriver oven over, så giver jeg rum ved at være i rummet, men også give den afstand de har haft behov for. 

Personligt ville jeg lade far tage over, hvis det hjælper. Hvorfor holde fast på jeg skal igennem konflikten når nu far kan - det vender og så er der pludselig dig, der kan og far der får frustrationen. Her hjemme har det vekslet og vi har fulgt dem - selvsagt bestemmer vi fx hvem skal børste tænder, hvem puttet osv. Men ingen grund til at lave hårdt mod hårdt, når de er i deres følelsers vold.