Min søn kører mig helt derud

Anonym skriver:

hej

jeg har en meget livlig søn på 2 1/2 år. Han blev storebror i august. Hans sprog har været meget lidt men han er nu begyndt at sige flere ord. Han er ofte meget kærlig både ved lillebror og storesøster på 5. 

Sagen er den at han slår. Han slår især mig dog også sin far og storesøster men det er ganske lidt.( det er mig der har ham mest mht til det praktiske og konflikterne)  Mig slår og sparker han dagligt. Ja nærmest hver time. Når han sparker eller slår griner han oftest. Nogen gange kommer det i forbindelse med at gan får nej til noget og andre gange ud af det blå. 

Derudover skriger han HVER gang han ikke får sin vilje. Han skriger højt og længe. Især putte tiden er forfærdelig. Der skriger han konstant, og han sover først kl. 21.30 uanset hvad tid jeg putter ham. Og næste dag er han frisk, så det virker virkelig som om han bare ikke har brug for mere søvn. Vi har prøvet at dp vækkede ham tidligere fra lur, men det gjorde ham bare endnu mere sur og slående men stadig sov han ikke før. Vi prøvede i 1 måned. 

Han slår ikke i dp men skriger gerne og hører bestemt ikke efter. 

Jeg ved simpelhent ikke hvad jegg skal stille op. Hans sprogforståelse er jo ikke helt i top endnu så lange snakke forstår han ikke. Vi har prøvet med rolig markering af at vi ikke vil have han slår og skriger, vi har prøvet med kram( han slår og sparker og vil ikke krammes) vi har prøvet at give så meget opmærksomhed som vi kan, skalle ud virkede heller ikke ( han griner blot) time out, vende ryggen til ham, konsekvens ( der giver mening)  Ja alle ting folk i familien har givet af råd, men Intet hjælper. Vores baby reagere meget på hans skrig og bliver tydeligt utryg og bange så det påvirker også baby. 

 

Jeg er total i vildrede. Jeg har måtte forlade rummet et par gange da jeg kunne mærke jeg var ved at blive for vred. Men frygter sgu jeg en dag kommer for langt ud for er 100% udkørt over situationen. Når han slår og skriger kan jeg næsten ikke være i rummet. Men er jeg Eks alene kan jeg jo ikke bare flygte væk. 

Hvad gør jeg? Hvordan før vi vendt situationen før det er forsent ( tænker både på ham og baby) 

 

er desperat efter at få vendt sitiationen 

 

det skal lige siges at han også slog og sparkede før baby kom men skrigend er nye og den sidste måned er konflikterne eksploderet i antal. 

Gjorde vores søn også, jeg fik hjælp det er fordi DU ikke lægger klare rammer. 

Nu er DIN opgave og sig: HERTIL OG IKKE LÆNGERE! 

virkelig vis ham konsekvenser med han slår dig, ikke råb om du kan undgå det, men på værelse med ham

vors søn slår ikke mere, og er meget gladere, jeg er ikke i tvivl børn trives i klare rammer! 

lineog4 skriver:

Jeg er som sådan enig med dig. Mine børn har også lært, st der er noget der er til diskussion og noget er ikke. Jeg hjemme fortæller jeg dem hvad der er til diskussion og i akilennig andre steder skal de som sådan bare regne med det ikke er til diskussion, hvis de fx bliver bedt om at sætte sig ned, men tilgengæld er det spændende at diskutere samfundaforholdnk samfundfagstimen og der må man gerne være uenig med læreren.

Men der hvor jeg er hundrede procent enig med Rikke (var det det hun hed?) Det er opdelingen af straf og konsekvens. Hvis min dreng slår mig er konsekvensen, at jeg lige nu ikke vil lege videre og jeg fortæller ham, at det er forkert. Jeg vil aldrig straffe ham med, at så må du ikke om en dag få fredags slik eller spille på IPad som du ellers plejer - der er nemlig ingen sammenhæng mellem fredags slik og det at han slår mig. Det er ikke konsekvens pædagogik, men straf pædagogik: jeg straffer dig ved at fratage dig noget godt fordi du gjorde noget forkert. Den metode er jeg uenig i, jeg er derimod enig i konsekvensen: du slår mig, jeg rejser mig og vil ikke lege- for det er nyttig viden for børn - dine handlinger har en konsekvens og slår du dine kammerater, så vil de formodentlig ikke lege med dig. 

Og anerkendelse er for mig ikke at lefle og droppe konsekvens. Anerkendelse er , at jeg anerkender, at mit barn har et følelsesliv og skal guide til hensigtsmæssig opførsel også når følelserne raser. 

Det er jeg helt enig i. Jeg er efter de forældre, som ikke tør tage konflikten med deres børn og vise/fortælle dem hvad der er rigtigt og forkert. 

Jeg sad forleden aften og så Remee og Mathilde hvor hun udtaler: Vi er nok ikke strenge nok overfor Kenya, fordi ingen af os vil være den sure forælder, og jeg bryder mig ikke om konflikterne, så jeg siger for det meste bare ja. Øh... Det er jo en fuldstændigt misforstået forældrerolle.