Anonym skriver:
hej
jeg har en meget livlig søn på 2 1/2 år. Han blev storebror i august. Hans sprog har været meget lidt men han er nu begyndt at sige flere ord. Han er ofte meget kærlig både ved lillebror og storesøster på 5.
Sagen er den at han slår. Han slår især mig dog også sin far og storesøster men det er ganske lidt.( det er mig der har ham mest mht til det praktiske og konflikterne) Mig slår og sparker han dagligt. Ja nærmest hver time. Når han sparker eller slår griner han oftest. Nogen gange kommer det i forbindelse med at gan får nej til noget og andre gange ud af det blå.
Derudover skriger han HVER gang han ikke får sin vilje. Han skriger højt og længe. Især putte tiden er forfærdelig. Der skriger han konstant, og han sover først kl. 21.30 uanset hvad tid jeg putter ham. Og næste dag er han frisk, så det virker virkelig som om han bare ikke har brug for mere søvn. Vi har prøvet at dp vækkede ham tidligere fra lur, men det gjorde ham bare endnu mere sur og slående men stadig sov han ikke før. Vi prøvede i 1 måned.
Han slår ikke i dp men skriger gerne og hører bestemt ikke efter.
Jeg ved simpelhent ikke hvad jegg skal stille op. Hans sprogforståelse er jo ikke helt i top endnu så lange snakke forstår han ikke. Vi har prøvet med rolig markering af at vi ikke vil have han slår og skriger, vi har prøvet med kram( han slår og sparker og vil ikke krammes) vi har prøvet at give så meget opmærksomhed som vi kan, skalle ud virkede heller ikke ( han griner blot) time out, vende ryggen til ham, konsekvens ( der giver mening) Ja alle ting folk i familien har givet af råd, men Intet hjælper. Vores baby reagere meget på hans skrig og bliver tydeligt utryg og bange så det påvirker også baby.
Jeg er total i vildrede. Jeg har måtte forlade rummet et par gange da jeg kunne mærke jeg var ved at blive for vred. Men frygter sgu jeg en dag kommer for langt ud for er 100% udkørt over situationen. Når han slår og skriger kan jeg næsten ikke være i rummet. Men er jeg Eks alene kan jeg jo ikke bare flygte væk.
Hvad gør jeg? Hvordan før vi vendt situationen før det er forsent ( tænker både på ham og baby)
er desperat efter at få vendt sitiationen
det skal lige siges at han også slog og sparkede før baby kom men skrigend er nye og den sidste måned er konflikterne eksploderet i antal.
Nogle kloge ord fra Rikke Winckler, https://foraeldresparring.dk/opdragelse-med-hjertet/:
Tag et hvilket som helst barn, helt ned til 2 års alderen og spørg det:
"Må man slå, når man blir sur?"
Og alle børn vil svare nej.
"Nej, slå!" "mig ikke slå, fy, fy"
Børn ved godt, at de ikke må slå - for det har deres forældre selvfølgelig lært dem.
Men.
Derfor kommer mange mindre børn altså til at slå alligevel. Det betyder ikke, at der er noget galt med dit barn.
Eller, at der er noget galt med dig.
Men det betyder, at der er en kæmpe forskel på, at vide hvad man må og hvad man kan efterleve, når man er barn.
Børns opførsel bliver nemlig drevet af deres følelser.
Det gør voksnes opførsel iøvrigt også rigtig tit.
Når vi siger, at vi vil tale pænt og vreden alligevel løber af med os og vi råber højt, er det jo ikke fordi, at vi ikke VED, at man ikke burde råbe, vel?
Følelser driver opførslen.
Det betyder, at børn der får hjælp til følelserne, som har udløst at de slår meget bedre kan opføre sig ordentligt.
Tit gør vi det omvendt.
Vi går i clinch med opførslen, skælder den ud, shamer opførslen, siger ting som "hvis du slår får du ingen venner", "hvis du blir ved, er der ingen fredagsslik", "hvis ikke du stopper nu, ryger du ind på dit værelse".
VI vil have dem til at stoppe, og vi vil have dem til at FORSTÅ, at man ikke må slå.
Men de ved det godt.
En mor fortalte et eksempel.
Pigen på ca 4 år fik et nej til at spise hos veninden. Pigen blev frustreret og slog ud efter mor.
Det provokerer de fleste af os.
Og vi siger "stop - jeg vil ikke slås" og sekundet efter, slår de små hænder ud efter os igen.
Derfra er det nemt at se, hvordan tingene kan løbe af sporet med en voksen, der må den ene side siger "stop" og et barn på den anden side, der bliver ved med at slå.
Der er lagt i kakkelovnen både til råb, time-out, konsekvens...
Barnet bag opførslen
Tag et kig bagved opførslen for at se, hvad det er, der har udløst den. I mange situationer kan vi voksne sagtens regne ud, hvad der er galt. Vi kan sagtens se, at her er et barn, der vildt gerne vil spise hos veninden. Et barn, der er virkelig ærgerlig over at få et nej.
Mød derfor dit barns frustration med forståelse:
"Åh ja, du elsker bare at spise over hos Mathilde, det kan vi gøre en anden dag"
Barnet slår ud.
Du griber hænderne og siger "Ja du ville så gerne" eller "Øv, det ikke er i dag".
Men skal de ikke vide, at det ikke er okay, tænker du måske.
Jov, de skal vide, at man ikke slår.
Men sig det kun en gang. "Nej ikke slå" - og så tal til det bagved "Ja du ville så gerne spise der".
Grib hænderne, sådan at du stopper den handling, som dit barn ikke selv formår.
Følelsemæssig førstehjælp!
Når vi formår at hjælpe med frustrationerne bagved opførslen så yder vi følelsesmæssig førstehjælp.
Dit barn er nemlig hverken ond eller uopdragent.
Dit barn er blot styret af sine følelser og kapret af sin hjerne.
Frustrationer vælter børn. Evnen til at kunne sige pyt, evnen til at sige "nåmen så spiser jeg der bare en anden dag" kræver modenhed og overblik. Men børn er i deres følelser og skuffelsen her og nu overtager fuldstændigt deres system.
Deres umodne pandelap, som er den der styrer "den gode opførsel", kan ikke klare opgaven med at få stoppet følelserne, udbruddet eller hånden der slår ud.
Frustrationerne over at få et nej kan altså generer så meget skuffelse, vrede og irritation i barnet, følelser som kan være store, følelser som de ikke kan holde ud af at have i sig selv, og defor forsøger at komme af med, ved at slå ud.
Straf og konsekvenser hjælper ikke
Ofte synes, vi at der skal være en konsekvens for at have slået ud.
Men konsekvenser lister lige så stille hen og bliver en straf.
En straf vi finder på, såsom "så er der ikke noget fredagsslik", "så får du ikke den legeaftale", "så tager vi Ipaden.".
Hvis vi holder os til eksemplet med pigen, der blev frustreret over ikke at måtte spise hos veninden, så er der INGEN sammenhæng mellem dén situation og så få taget ens fredagsslik.
Det er derfor ikke en konsekvens. Men en straf.
En straf for ikke at kunne styre ens opførsel, fordi man ikke kan styre ens følelser. Dybest set straffer man en umoden hjernen. Det giver ikke mening.
Og det giver slet ikke læring til fremtidige situationer.
At rumme sine følelser og frustrationer
En del af det at være menneske er at kunne rumme sine frustrationer. At kunne rumme sine egne følelser. At kunne gå igennem dem.
(uden man behøver at æde 2 kg chokolade, powershoppe, drikke et ekstra glas rødvin eller forsvinde ind i cyberspace)
Men som denne fine, kloge mor sagde til mig:
"jeg blev jo selv smidt ind på værelset da jeg var barn, så jeg ved ikke rigtigt hvordan man gør".
Og hun har ret.
Børn lærer nemlig ikke at håndtere deres følelser ved at sidde alene på et værelse. .
Børn har brug for voksnes hjælp til at komme igennem følelserne, brug for vores hjælp til at regulere deres opførsel, feks stoppe med at slå ud samtidig med, at vi giver dem lov til at have de følelser af ærgelser og frustrationer, som de nu engang har.
Er det svært?
JA det er møg hamrende svært. De fleste af os bliver provokerede. De fleste af os bliver vrede. De fleste af os lader vores følelser styre vores opførsel.
Og så kører det nemt i ring.
For det er rigtigt svært at lære andre noget, som man dybest set ikke selv kan.
