Min søn kører mig helt derud

L-mor skriver:

Nogle kloge ord fra Rikke Winckler,  https://foraeldresparring.dk/opdragelse-med-hjertet/: 

 

Tag et hvilket som helst barn, helt ned til 2 års alderen og spørg det:

"Må man slå, når man blir sur?"

Og alle børn vil svare nej. 

"Nej, slå!" "mig ikke slå, fy, fy"

Børn ved godt, at de ikke må slå - for det har deres forældre selvfølgelig lært dem. 

Men. 

Derfor kommer mange mindre børn altså til at slå alligevel. Det betyder ikke, at der er noget galt med dit barn. 

Eller, at der er noget galt med dig. 

Men det betyder, at der er en kæmpe forskel på, at  vide hvad man må og hvad man kan   efterleve, når man er barn. 

Børns opførsel bliver nemlig drevet af deres følelser.

Det gør voksnes opførsel iøvrigt også rigtig tit. 

Når vi siger, at vi vil tale pænt og vreden alligevel løber af med os og vi råber højt,  er det jo ikke fordi, at vi ikke VED,  at man ikke burde råbe, vel?

Følelser driver opførslen. 

Det betyder, at børn  der får hjælp til følelserne, som har udløst at de slår meget bedre kan opføre sig ordentligt. 

Tit gør vi det omvendt. 

Vi går i clinch med opførslen, skælder den ud, shamer opførslen, siger ting som "hvis du slår får du ingen venner", "hvis du blir ved, er der ingen fredagsslik", "hvis ikke du stopper nu, ryger du ind på dit værelse". 

VI vil have dem til at stoppe, og vi vil have dem til at FORSTÅ, at man ikke må slå. 

Men de ved det godt. 

En mor fortalte et eksempel. 

Pigen på ca 4 år fik et nej til at spise hos veninden. Pigen blev frustreret og slog ud efter mor. 

Det provokerer de fleste af os. 

Og vi siger "stop - jeg vil ikke slås" og sekundet efter, slår de små hænder ud efter os igen. 

Derfra er det nemt at se, hvordan tingene kan løbe af sporet med en voksen, der må den ene side siger "stop" og et barn på den anden side, der bliver ved med at slå. 

Der er lagt i kakkelovnen både til råb, time-out, konsekvens...

Barnet bag opførslen

Tag et kig bagved opførslen for at se, hvad det er, der har udløst den.  I mange situationer kan vi voksne sagtens regne ud, hvad der er galt. Vi kan sagtens se, at her er et barn, der vildt gerne vil spise hos veninden. Et barn, der er virkelig ærgerlig over at få et nej. 

Mød derfor dit barns frustration med forståelse:

"Åh ja, du elsker bare at spise over hos Mathilde, det kan vi gøre en anden dag"

Barnet slår ud. 

Du griber hænderne og siger "Ja du ville så gerne" eller "Øv, det ikke er i dag". 

Men skal de ikke vide, at det ikke er okay, tænker du måske. 

Jov, de skal vide, at man ikke slår. 

Men sig det kun en gang. "Nej ikke slå" - og så tal til det bagved "Ja du ville så gerne spise der". 

Grib hænderne, sådan at du stopper den handling, som dit barn ikke selv formår. 

 

Følelsemæssig førstehjælp!

Når vi formår at hjælpe med frustrationerne bagved opførslen så yder vi følelsesmæssig førstehjælp.

Dit barn er nemlig hverken ond eller uopdragent.

 Dit barn er blot styret af sine følelser og kapret af sin hjerne.

Frustrationer vælter børn. Evnen til at kunne sige pyt, evnen til at sige "nåmen så spiser jeg der bare en anden dag" kræver modenhed og overblik. Men børn er i deres følelser og skuffelsen her og nu overtager fuldstændigt deres system.

Deres umodne pandelap, som er den der styrer "den gode opførsel",  kan ikke klare opgaven med at få stoppet følelserne, udbruddet eller hånden der slår ud.

Frustrationerne over at få et nej kan altså generer så meget skuffelse, vrede og irritation i barnet, følelser som kan være store, følelser som de ikke kan holde ud af at have i sig selv, og defor forsøger at komme af med, ved at slå ud.

Straf og konsekvenser hjælper ikke

Ofte synes, vi at der skal være en konsekvens for at have slået ud. 

Men konsekvenser lister lige så stille hen og bliver en straf.

En straf vi finder på, såsom "så er der ikke noget fredagsslik", "så får du ikke den legeaftale", "så tager vi Ipaden.". 

Hvis vi holder os til eksemplet med pigen, der blev frustreret over ikke at måtte spise hos veninden, så er der INGEN sammenhæng mellem dén situation og så få taget ens fredagsslik. 

Det er derfor ikke en konsekvens. Men en straf. 

En straf for ikke at kunne styre ens opførsel, fordi man ikke kan styre ens følelser. Dybest set straffer man en umoden hjernen. Det giver ikke mening. 

Og det giver slet ikke læring til fremtidige situationer. 

At rumme sine følelser og frustrationer

En del af det at være menneske er at kunne rumme sine frustrationer. At kunne rumme sine egne følelser. At kunne gå igennem dem. 

(uden man behøver at æde 2 kg chokolade, powershoppe, drikke et ekstra glas rødvin eller forsvinde ind i cyberspace)

Men som denne fine, kloge mor sagde til mig:

"jeg blev jo selv smidt ind på værelset da jeg var barn, så jeg ved ikke rigtigt hvordan man gør". 

Og hun har ret. 

Børn lærer nemlig ikke at håndtere deres følelser ved at sidde alene på et værelse. . 

Børn har brug for voksnes hjælp til at komme igennem følelserne, brug for vores hjælp til at regulere deres opførsel, feks stoppe med at slå ud samtidig med, at vi giver dem lov til at have de følelser af ærgelser og frustrationer, som de nu engang har. 

Er det svært?

JA det er møg hamrende svært. De fleste af os bliver provokerede. De fleste af os bliver vrede. De fleste af os lader vores følelser styre vores opførsel. 

Og så kører det nemt  i ring. 

For det er rigtigt svært at lære andre noget, som man dybest set ikke selv kan. 

Ååååhh jeg er så enig med dig

Barnet skal guides i sin måde at vise sine følelser på, ikke straffes. Straf fortæller barnet hvor forkerte dets følelser er og dermed nedbrydes selvværdet ligeså stille og roligt. 

Anerkend følelserne. Dermed udvikles barnets selvværd.

L-mor skriver:

Nogle kloge ord fra Rikke Winckler,  https://foraeldresparring.dk/opdragelse-med-hjertet/: 

 

Tag et hvilket som helst barn, helt ned til 2 års alderen og spørg det:

"Må man slå, når man blir sur?"

Og alle børn vil svare nej. 

"Nej, slå!" "mig ikke slå, fy, fy"

Børn ved godt, at de ikke må slå - for det har deres forældre selvfølgelig lært dem. 

Men. 

Derfor kommer mange mindre børn altså til at slå alligevel. Det betyder ikke, at der er noget galt med dit barn. 

Eller, at der er noget galt med dig. 

Men det betyder, at der er en kæmpe forskel på, at  vide hvad man må og hvad man kan   efterleve, når man er barn. 

Børns opførsel bliver nemlig drevet af deres følelser.

Det gør voksnes opførsel iøvrigt også rigtig tit. 

Når vi siger, at vi vil tale pænt og vreden alligevel løber af med os og vi råber højt,  er det jo ikke fordi, at vi ikke VED,  at man ikke burde råbe, vel?

Følelser driver opførslen. 

Det betyder, at børn  der får hjælp til følelserne, som har udløst at de slår meget bedre kan opføre sig ordentligt. 

Tit gør vi det omvendt. 

Vi går i clinch med opførslen, skælder den ud, shamer opførslen, siger ting som "hvis du slår får du ingen venner", "hvis du blir ved, er der ingen fredagsslik", "hvis ikke du stopper nu, ryger du ind på dit værelse". 

VI vil have dem til at stoppe, og vi vil have dem til at FORSTÅ, at man ikke må slå. 

Men de ved det godt. 

En mor fortalte et eksempel. 

Pigen på ca 4 år fik et nej til at spise hos veninden. Pigen blev frustreret og slog ud efter mor. 

Det provokerer de fleste af os. 

Og vi siger "stop - jeg vil ikke slås" og sekundet efter, slår de små hænder ud efter os igen. 

Derfra er det nemt at se, hvordan tingene kan løbe af sporet med en voksen, der må den ene side siger "stop" og et barn på den anden side, der bliver ved med at slå. 

Der er lagt i kakkelovnen både til råb, time-out, konsekvens...

Barnet bag opførslen

Tag et kig bagved opførslen for at se, hvad det er, der har udløst den.  I mange situationer kan vi voksne sagtens regne ud, hvad der er galt. Vi kan sagtens se, at her er et barn, der vildt gerne vil spise hos veninden. Et barn, der er virkelig ærgerlig over at få et nej. 

Mød derfor dit barns frustration med forståelse:

"Åh ja, du elsker bare at spise over hos Mathilde, det kan vi gøre en anden dag"

Barnet slår ud. 

Du griber hænderne og siger "Ja du ville så gerne" eller "Øv, det ikke er i dag". 

Men skal de ikke vide, at det ikke er okay, tænker du måske. 

Jov, de skal vide, at man ikke slår. 

Men sig det kun en gang. "Nej ikke slå" - og så tal til det bagved "Ja du ville så gerne spise der". 

Grib hænderne, sådan at du stopper den handling, som dit barn ikke selv formår. 

 

Følelsemæssig førstehjælp!

Når vi formår at hjælpe med frustrationerne bagved opførslen så yder vi følelsesmæssig førstehjælp.

Dit barn er nemlig hverken ond eller uopdragent.

 Dit barn er blot styret af sine følelser og kapret af sin hjerne.

Frustrationer vælter børn. Evnen til at kunne sige pyt, evnen til at sige "nåmen så spiser jeg der bare en anden dag" kræver modenhed og overblik. Men børn er i deres følelser og skuffelsen her og nu overtager fuldstændigt deres system.

Deres umodne pandelap, som er den der styrer "den gode opførsel",  kan ikke klare opgaven med at få stoppet følelserne, udbruddet eller hånden der slår ud.

Frustrationerne over at få et nej kan altså generer så meget skuffelse, vrede og irritation i barnet, følelser som kan være store, følelser som de ikke kan holde ud af at have i sig selv, og defor forsøger at komme af med, ved at slå ud.

Straf og konsekvenser hjælper ikke

Ofte synes, vi at der skal være en konsekvens for at have slået ud. 

Men konsekvenser lister lige så stille hen og bliver en straf.

En straf vi finder på, såsom "så er der ikke noget fredagsslik", "så får du ikke den legeaftale", "så tager vi Ipaden.". 

Hvis vi holder os til eksemplet med pigen, der blev frustreret over ikke at måtte spise hos veninden, så er der INGEN sammenhæng mellem dén situation og så få taget ens fredagsslik. 

Det er derfor ikke en konsekvens. Men en straf. 

En straf for ikke at kunne styre ens opførsel, fordi man ikke kan styre ens følelser. Dybest set straffer man en umoden hjernen. Det giver ikke mening. 

Og det giver slet ikke læring til fremtidige situationer. 

At rumme sine følelser og frustrationer

En del af det at være menneske er at kunne rumme sine frustrationer. At kunne rumme sine egne følelser. At kunne gå igennem dem. 

(uden man behøver at æde 2 kg chokolade, powershoppe, drikke et ekstra glas rødvin eller forsvinde ind i cyberspace)

Men som denne fine, kloge mor sagde til mig:

"jeg blev jo selv smidt ind på værelset da jeg var barn, så jeg ved ikke rigtigt hvordan man gør". 

Og hun har ret. 

Børn lærer nemlig ikke at håndtere deres følelser ved at sidde alene på et værelse. . 

Børn har brug for voksnes hjælp til at komme igennem følelserne, brug for vores hjælp til at regulere deres opførsel, feks stoppe med at slå ud samtidig med, at vi giver dem lov til at have de følelser af ærgelser og frustrationer, som de nu engang har. 

Er det svært?

JA det er møg hamrende svært. De fleste af os bliver provokerede. De fleste af os bliver vrede. De fleste af os lader vores følelser styre vores opførsel. 

Og så kører det nemt  i ring. 

For det er rigtigt svært at lære andre noget, som man dybest set ikke selv kan. 

Åh ja, det er virkelig kloge ord!! Især det med, at vi voksne kan jo heller ikke altid selv styre vores følelser. 

Min datter på 3 har været mega svær. Hun slog, sparkede, skreg og kradsede. Og vi blev også frustrerede også begynder de der straffe med ingen fredagsslik osv. Men her de sidste 2 måneder har vi faktisk gjort det, der blev anbefalet her. Og vi har fået en helt ny og gladere pige. 

Ja, nu bliver jeg lidt modsat. Det er fint at være anderkendende overfor sit barn, men der er fandmende også noget der hedder opdragelse, og det er nutiden forældre faktisk ikke ret gode til. Alt for mange børn har alt for meget at skulle have sagt - og derved alt for meget magt. Det er jer forældre der bestemmer, og især når barnet er 2,5 år. Tag ejerskab for ansvaret og vær tydelig i dine grænser.

Hvis man ikke er tydelig og klart får vist sit barn grænserne, så ender det barn med ikke at have nogle venner, fordi ingen gider lege med et barn, som ikke kan se ud over sin egen næse og altid har fået at vide: jamen jeg kan godt se det er svært for dig, det er også synd. Det synes jeg er helt misforstået. Det er dit ansvar at opdrage, også når det bliver svært og der er konflikter.

Der er helt sikkert noget hjælp at hende i din kommune. Den kommune jeg bor i, er der et familie råsgivningscenter, hvor man kan henvende sig anonymt. Måske er det også det i din kommune? Jeg håber du finder en løsning.

Mullemee skriver:

Ja, nu bliver jeg lidt modsat. Det er fint at være anderkendende overfor sit barn, men der er fandmende også noget der hedder opdragelse, og det er nutiden forældre faktisk ikke ret gode til. Alt for mange børn har alt for meget at skulle have sagt - og derved alt for meget magt. Det er jer forældre der bestemmer, og især når barnet er 2,5 år. Tag ejerskab for ansvaret og vær tydelig i dine grænser.

Hvis man ikke er tydelig og klart får vist sit barn grænserne, så ender det barn med ikke at have nogle venner, fordi ingen gider lege med et barn, som ikke kan se ud over sin egen næse og altid har fået at vide: jamen jeg kan godt se det er svært for dig, det er også synd. Det synes jeg er helt misforstået. Det er dit ansvar at opdrage, også når det bliver svært og der er konflikter.

Der er helt sikkert noget hjælp at hende i din kommune. Den kommune jeg bor i, er der et familie råsgivningscenter, hvor man kan henvende sig anonymt. Måske er det også det i din kommune? Jeg håber du finder en løsning.

Jeg er såmænd også enig med dig. For selvfølgelig skal det være grænser og man bliver nødt til at sige stop og være bestemt. Men jeg mener at det samtidig er vigtigt at være anerkendende. Så det er vigtigt med begge dele. For hvis alt bliver til en straf, så bliver børnene fortvivlede. 

Der er jo heller ingen voksne der kan lide at blive straffet og snakket grimt til. Forskellen er bare at de fleste voksne har lært han håndtere de følelser det giver det har børnene ikke, og det skal man hjælpe dem med. 

Konjac skriver:

Jeg er såmænd også enig med dig. For selvfølgelig skal det være grænser og man bliver nødt til at sige stop og være bestemt. Men jeg mener at det samtidig er vigtigt at være anerkendende. Så det er vigtigt med begge dele. For hvis alt bliver til en straf, så bliver børnene fortvivlede. 

Der er jo heller ingen voksne der kan lide at blive straffet og snakket grimt til. Forskellen er bare at de fleste voksne har lært han håndtere de følelser det giver det har børnene ikke, og det skal man hjælpe dem med. 

Der er vi helt enige. Jeg mener også at man skal lytte til barnet, men at man nogle gange virkelig er nødt til at være den voksne og tage ansvaret på sig og lære barnet, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er. Og det betyder, at man må tage konflikten med sit barn og holde fast i sin mening.

Der er jo heller ingen chefer i dagens Danmark, som gider diskutere i en evighed om farven skal være rød eller sort, fordi den ansatte synes det andet er bedre. Eller folkeskolelærere som vil diskutere om barnet skal sætte sig ned, når timer starter eller om det ikke skal. Nogle gange må man bare rette ind, og det er der mange forældre der glemmer, og så kommer barnet ud og skal agere i et samfund, hvor der ikke altid er plads til, at man kan diskutere alting. Det kan nogle gange gøre det svært for barnet, og der synes jeg faktisk, at forældrene har svigtet deres barn.

Og jeg ved godt, at der helt sikkert er mange, der slet ikke er enige med mig, men det er sådan jeg har det. Jeg har to piger, som jeg tit oplever bliver rost af andre voksne mennesker, fordi de godt kan finde ud af, hvordan man opfører sig - i hvert fald når de er ude. Hvordan de er derhjemme er jo en anden sag, men det skal der også være plads til. Så længe de ved, at der er en forskel. 

Mullemee skriver:

Der er vi helt enige. Jeg mener også at man skal lytte til barnet, men at man nogle gange virkelig er nødt til at være den voksne og tage ansvaret på sig og lære barnet, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er. Og det betyder, at man må tage konflikten med sit barn og holde fast i sin mening.

Der er jo heller ingen chefer i dagens Danmark, som gider diskutere i en evighed om farven skal være rød eller sort, fordi den ansatte synes det andet er bedre. Eller folkeskolelærere som vil diskutere om barnet skal sætte sig ned, når timer starter eller om det ikke skal. Nogle gange må man bare rette ind, og det er der mange forældre der glemmer, og så kommer barnet ud og skal agere i et samfund, hvor der ikke altid er plads til, at man kan diskutere alting. Det kan nogle gange gøre det svært for barnet, og der synes jeg faktisk, at forældrene har svigtet deres barn.

Og jeg ved godt, at der helt sikkert er mange, der slet ikke er enige med mig, men det er sådan jeg har det. Jeg har to piger, som jeg tit oplever bliver rost af andre voksne mennesker, fordi de godt kan finde ud af, hvordan man opfører sig - i hvert fald når de er ude. Hvordan de er derhjemme er jo en anden sag, men det skal der også være plads til. Så længe de ved, at der er en forskel. 

Enig, jeg gider heller ikke diskutere. Det er de voksne der bestemmer. Men det betyder ikke, at vi ikke skal lytte og forstå. Og det er det jeg forstår ved at være anerkendende. 

Jeg har også to piger, og de har været så forskellige. Den lille er meget mere følsom, så der har jeg virkelig skulle sætte mig mere ind i hendes følelser og frustrationer. 

Det er sq hårdt at være forælder 

Sikke et godt skriv fra Rikke.

Vi havde også en periode hvor vores søn på 2 synes at det var sjovt at slå og sparke.

Jeg stoppede ham altid. Sagde stop og nej. Stoppede gerne inden han nåede at gøre bevægelsen færdig. Så sagde jeg “det gør mig ked af det når du slår/sparker.” Så kan fik fortalt at det ikke var sjovt for mig. 

Jeg hjalp ham også fremad ved eks at sige “ hvis du gerne vil have kontakt er det meget bedre at sige hej/ ae mig / give et kram, for det vil jeg meget hellere”

Der fulgte en kortere periode hvor han gerne ville slå for så at ae. Den fik jeg igen korrigeret med a at fortælle at han helst skulle direkte til kram og søde ting.

Nu slår han ikke for sjov længere. Der kan være enkelte episoder hvor han er ked af det/ frustreret over noget han ikke må. Men igen det er sjældent at han reagerer ved at slå nu

Konjac skriver:

Enig, jeg gider heller ikke diskutere. Det er de voksne der bestemmer. Men det betyder ikke, at vi ikke skal lytte og forstå. Og det er det jeg forstår ved at være anerkendende. 

Jeg har også to piger, og de har været så forskellige. Den lille er meget mere følsom, så der har jeg virkelig skulle sætte mig mere ind i hendes følelser og frustrationer. 

Det er sq hårdt at være forælder 

Ja, enig. De skal også have lov til at bestemme i et vist omfang, ellers lærer de jo heller ikke at tro på egne evner. Ja, mine to er også vildt forskellige. Den store er følsom og den lille buldrer bare igennem. Heldigvis er de gode sammen og til at gå på kompromis i deres lege, så de begge bliver hørt. Hvilket også er vigtigt at lære. 

Du skriver han sprogmæssigt ikke har været med og først nu er der kommet enkelte ord - lige der har du grunden!

Forstil du ingen stemme har og ikke forstår dig på følelser - du kan mærke indeni at det brænder fordi du har så meget du gerne vil have ud når du er glad/sur/ked af det/trist/ensom men INGEN omkring dig forstår det fordi du ikke kan få det ud rigtigt.

Sådan har din dreng det, og at slå ved han giver opmærksomhed! Han er 2,5 år - han er ikke ude på at skade dig eller andre omkring dig. Han er ikke ude på at være en uopdragen unge for det ved han slet ikke hvad er! Men der er noget han gerne vil sige og kun ved at anerkende ham finder i sammen frem til hvad det er.

For guds skyld straf ham ikke! Giv ham ikke time out’s for det får ham kun til at føle sig forkert og endnu mere alene, men mød ham i situationen.

Og ja det er pisse hårdt! Jeg har også en pige på 2,3 så skriger 1-1 1/2 time om aftenen fordi hun ikke vil sove, men ved at anerkende hendes følelser omkring finder hun alligevel ro og tryghed i min favn 

Mullemee skriver:

Der er vi helt enige. Jeg mener også at man skal lytte til barnet, men at man nogle gange virkelig er nødt til at være den voksne og tage ansvaret på sig og lære barnet, hvad der er acceptabelt, og hvad der ikke er. Og det betyder, at man må tage konflikten med sit barn og holde fast i sin mening.

Der er jo heller ingen chefer i dagens Danmark, som gider diskutere i en evighed om farven skal være rød eller sort, fordi den ansatte synes det andet er bedre. Eller folkeskolelærere som vil diskutere om barnet skal sætte sig ned, når timer starter eller om det ikke skal. Nogle gange må man bare rette ind, og det er der mange forældre der glemmer, og så kommer barnet ud og skal agere i et samfund, hvor der ikke altid er plads til, at man kan diskutere alting. Det kan nogle gange gøre det svært for barnet, og der synes jeg faktisk, at forældrene har svigtet deres barn.

Og jeg ved godt, at der helt sikkert er mange, der slet ikke er enige med mig, men det er sådan jeg har det. Jeg har to piger, som jeg tit oplever bliver rost af andre voksne mennesker, fordi de godt kan finde ud af, hvordan man opfører sig - i hvert fald når de er ude. Hvordan de er derhjemme er jo en anden sag, men det skal der også være plads til. Så længe de ved, at der er en forskel. 

Jeg er som sådan enig med dig. Mine børn har også lært, st der er noget der er til diskussion og noget er ikke. Jeg hjemme fortæller jeg dem hvad der er til diskussion og i akilennig andre steder skal de som sådan bare regne med det ikke er til diskussion, hvis de fx bliver bedt om at sætte sig ned, men tilgengæld er det spændende at diskutere samfundaforholdnk samfundfagstimen og der må man gerne være uenig med læreren.

Men der hvor jeg er hundrede procent enig med Rikke (var det det hun hed?) Det er opdelingen af straf og konsekvens. Hvis min dreng slår mig er konsekvensen, at jeg lige nu ikke vil lege videre og jeg fortæller ham, at det er forkert. Jeg vil aldrig straffe ham med, at så må du ikke om en dag få fredags slik eller spille på IPad som du ellers plejer - der er nemlig ingen sammenhæng mellem fredags slik og det at han slår mig. Det er ikke konsekvens pædagogik, men straf pædagogik: jeg straffer dig ved at fratage dig noget godt fordi du gjorde noget forkert. Den metode er jeg uenig i, jeg er derimod enig i konsekvensen: du slår mig, jeg rejser mig og vil ikke lege- for det er nyttig viden for børn - dine handlinger har en konsekvens og slår du dine kammerater, så vil de formodentlig ikke lege med dig. 

Og anerkendelse er for mig ikke at lefle og droppe konsekvens. Anerkendelse er , at jeg anerkender, at mit barn har et følelsesliv og skal guide til hensigtsmæssig opførsel også når følelserne raser.