Manglende overskud - nemt sur/ked af det

Det sidste længe stykke tid, siden min søn (andet barn) kom til verden for to år siden, har jeg simpelthen intet overskud haft. Jeg er konstant træt og ville egentlig bare gerne sove hele dagen væk de fleste dage. Ungernes legen/larm irriterer mig grænseløst og jeg bliver nødt til at gå for mig selv for ikke at springe i luften af ren uforståelig raseri. Jeg er endda begyndt at ryge igen efter at været røgfri i 5 år.

Bare en opvask der skal tages eller noget vasketøj der skal lægges sammen får mig til at føle mig komplet magtesløs og ofte bliver det ikke gjort fordi jeg bare ikke magter det.

Min mand er komplet uforstående og usympatisk overfor mit manglende overskud og har intet ændret i hans væremåde overfor mig. Han bliver - med rette - irriteret over at jeg ikke gør mine "pligter" rettidigt og at jeg bliver irriteret på børnene over at de konstant hænger på mig, når de bare gerne vil have min opmærksomhed, som jeg bare ikke føler at jeg er i stand til at give dem.

Jeg føler bare at jeg er en elendig mor, kone og voksen.

Det lyder som depression... til lægen med dig 

Anonym skriver:

Det sidste længe stykke tid, siden min søn (andet barn) kom til verden for to år siden, har jeg simpelthen intet overskud haft. Jeg er konstant træt og ville egentlig bare gerne sove hele dagen væk de fleste dage. Ungernes legen/larm irriterer mig grænseløst og jeg bliver nødt til at gå for mig selv for ikke at springe i luften af ren uforståelig raseri. Jeg er endda begyndt at ryge igen efter at været røgfri i 5 år.

Bare en opvask der skal tages eller noget vasketøj der skal lægges sammen får mig til at føle mig komplet magtesløs og ofte bliver det ikke gjort fordi jeg bare ikke magter det.

Min mand er komplet uforstående og usympatisk overfor mit manglende overskud og har intet ændret i hans væremåde overfor mig. Han bliver - med rette - irriteret over at jeg ikke gør mine "pligter" rettidigt og at jeg bliver irriteret på børnene over at de konstant hænger på mig, når de bare gerne vil have min opmærksomhed, som jeg bare ikke føler at jeg er i stand til at give dem.

Jeg føler bare at jeg er en elendig mor, kone og voksen.

Klare dine pligter rettidigt? Du er jo ikke 12 år gammel pre-teen. Hvis man er lidt empatisk så støtter man da sin partner når vedkommende er nede og tilbyder eventuelt at tage lidt ekstra tjanser på hjemmefronten hvis det er det der skal til.

Du må give ham et los i røven.

IenFart skriver:

Klare dine pligter rettidigt? Du er jo ikke 12 år gammel pre-teen. Hvis man er lidt empatisk så støtter man da sin partner når vedkommende er nede og tilbyder eventuelt at tage lidt ekstra tjanser på hjemmefronten hvis det er det der skal til.

Du må give ham et los i røven.

Hvis man i 2 år ikke har kunne klare at bidrage til husholdningen, så kan jeg dælme godt forstå at manden er lidt opgivende. Specielt hvis den trætte/udkørte/ sure part ikke har gjort noget for at få det bedre. Så jeg vil faktisk mene at det er manden som skal give sin kone et "los i røven", lige op til lægen..

Mom skriver:

Hvis man i 2 år ikke har kunne klare at bidrage til husholdningen, så kan jeg dælme godt forstå at manden er lidt opgivende. Specielt hvis den trætte/udkørte/ sure part ikke har gjort noget for at få det bedre. Så jeg vil faktisk mene at det er manden som skal give sin kone et "los i røven", lige op til lægen..

Jeg læste det ikke som om det var en samtlige 2 år det har stået på, men det kan jeg godt ved genlæsning se at det kan forstås. Så er det selvfølgelig på sin plads at han opfordrer til at der bliver gjort noget.

Det er dog ikke til at læse hvordan han så griber det an. Det fremgår ikke at der på noget tidspunkt har været støtte eller forståelse eller hjælp at hente.

Så måske de begge skal have et los.

Det lyder umiskendeligt meget som en depression. Jeg synes det er en rigtig god ide, at du tager til lægen. 

IenFart skriver:

Jeg læste det ikke som om det var en samtlige 2 år det har stået på, men det kan jeg godt ved genlæsning se at det kan forstås. Så er det selvfølgelig på sin plads at han opfordrer til at der bliver gjort noget.

Det er dog ikke til at læse hvordan han så griber det an. Det fremgår ikke at der på noget tidspunkt har været støtte eller forståelse eller hjælp at hente.

Så måske de begge skal have et los.

Det kan sagtens være at de begge skal have et los. Men set med mine briller starter det med at de begge tager en tur til lægen.

Det kunne være mig du beskrev... bare indenfor det sidste år  efter vi fik nummer tre er jeg blevet fuldstændig drænet... jeg håber det bliver bedre med tiden  og når vejret bliver lysere.... 

har du prøvet vitamin piller?? Kostomlægning? 

Motion? 

Det står på min nytåarsliste 

håber det bedste for dig! 

Jeg giver lige et lidt overordnet svar.

Først og fremmest, så lever jeg sundt (udover min nyligt genoptagede dårlige vane). Jeg spiser godt, tager mine vitaminer og motionerer 2 gange om ugen, samt har et fysisk krævende job.

Dernæst så har jeg ikke haft det non-stop på denne måde de sidste 2 år. Det kommer og går. Nogle dage er bedre end andre, men de dårlige dage bliver flere og flere.

Jeg forsømmer ikke mine pligter fuldstændig, men kan sagtens komme til at lade opvasken stå i et par dage og så lige give en skalle med at få det væk igen, hvorefter jeg er fuldkommen drænet. Det samme med vasketøj. Og jeg laver mad samt står op med og afleverer+henter børnene i institution hver dag.

Min mand har længe sagt at han er bekymret for mig, men han har bare en mærkelig måde at vise det på. Han bliver sur når jeg beder ham om at tage sig af børnene, fordi de hænger på mig og jeg bare gerne vil have noget fred. Han er træt når han kommer hjem, hvilket også er forståeligt, for han tager af sted inden vi står op og kommer hjem en halv times tid efter vi gør.

Jeg har været ved lægen og hun har haft taget 100 blodprøver på mig, haft mig inde at få tjekket min mave med kikkert (ikke rart!) og har givet mig B12 på recept, men det har ikke hjulpet, synes jeg.

Herhjemme står jeg for opvask og vasketøj samt set meste med børnene, mens manden står for den generelle rengøring af huset (støvsugning, gulvvask, oprydning).

Anonym skriver:

Jeg giver lige et lidt overordnet svar.

Først og fremmest, så lever jeg sundt (udover min nyligt genoptagede dårlige vane). Jeg spiser godt, tager mine vitaminer og motionerer 2 gange om ugen, samt har et fysisk krævende job.

Dernæst så har jeg ikke haft det non-stop på denne måde de sidste 2 år. Det kommer og går. Nogle dage er bedre end andre, men de dårlige dage bliver flere og flere.

Jeg forsømmer ikke mine pligter fuldstændig, men kan sagtens komme til at lade opvasken stå i et par dage og så lige give en skalle med at få det væk igen, hvorefter jeg er fuldkommen drænet. Det samme med vasketøj. Og jeg laver mad samt står op med og afleverer+henter børnene i institution hver dag.

Min mand har længe sagt at han er bekymret for mig, men han har bare en mærkelig måde at vise det på. Han bliver sur når jeg beder ham om at tage sig af børnene, fordi de hænger på mig og jeg bare gerne vil have noget fred. Han er træt når han kommer hjem, hvilket også er forståeligt, for han tager af sted inden vi står op og kommer hjem en halv times tid efter vi gør.

Jeg har været ved lægen og hun har haft taget 100 blodprøver på mig, haft mig inde at få tjekket min mave med kikkert (ikke rart!) og har givet mig B12 på recept, men det har ikke hjulpet, synes jeg.

Herhjemme står jeg for opvask og vasketøj samt set meste med børnene, mens manden står for den generelle rengøring af huset (støvsugning, gulvvask, oprydning).

Hvis det fungere sådan som du beskriver, så kan det måske være:

Meget normalt når man har små børn?

Hænge sammen med dit arbejde, som du skriver er fysisk krævende? Måske skal du lede efter noget andet?

Være en mild depression, eller noget stress relateret?

Et spørgsmål om at finde en anden rytme i hjemmet?

Det lader jo til at du og din mand deles meget fint om husholdningens forpligtigelser?