Jer med børn i institution...

Hvordan har I det inderst inde med, at jeres børn tilbringer størstedelen af deres vågne timer sammen med pædagoger/dagplejere fremfor med jer, deres forældre? Synes I det er den bedste løsning for jer og barnet? Har I dårlig samvittighed, når I afleverer dem? Eller ville I ønske, at det var anderledes? Fx., at I kunne tilbringe mere tid i hverdagen med dem eller holde en længere barsel?

Håber I vil komme med jeres mening.

Jeg har ingen dårlig samvittighed...som i overhovedet ingen. Min datter ELSKER børnehaven og har mange gode venner at lege med.

Hun får noget, som jeg ikke kan give hende.

Desuden er jeg altså nødt til at arbejde. Jeg kan ikke lave om på det (eller det kunne jeg måske godt ved at gå ned i tid), men det er nu sådan det er, og så gider jeg seriøst ikke have dårlig samvittighed over det.

Det eneste tidspunkt jeg har haft dårlig samvittighed er de få gange, hvor hun er blevet ked af det.

Vi bruger dog weekenderne til at slappe af og være der for hende.. LAve ting, som vi ikke kan i hverdagen.

Jeg er dog pt. på barsel, så får hun kortere dage osv. 

Nej, jeg kunne ikke bruge mere tid på barsel, for jeg trives ikke på barsel... 

Jeg har det svært med, at min datter er i dagpleje. Hun er der imellem 24-30 timer hver uge, men det føles alligevel som for meget. Jeg savner hende meget, når hun er i dagpleje. 

Men hun er glad. Hun stortrives. Hun har et kæmpe behov for stimulering og elsker de andre børn og dagplejemor. Jeg afleverer en glad pige og henter en glad pige hver dag, selvom det er tydeligt, at hun også har savnet mig.

Jeg har ikke dårlig samvittighed. Jeg er snarere selv ked af den tid, jeg går glip af. 

Jeg har overhovedet ikke dårlig samvittighed. De har det meget sjovere derude end hjemme, men jeg har også gjort mig umage med at finde gode tilbud. For vores vedkommende er det blevet hhv naturdagpleje og ditto børnehave - begge privat. Her er en almindelig dag fra 7.15-15.45. 

Dårlig samvittighed?? Næ, det er kun noget jeg får hvis jeg vidste at jeg kunne gøre det anderledes. Fx hvis jeg havde fri kl 13 hver dag men konsekvent hentede kl 16. 

Mit liv kan kun hænge sammen hvis der er en indtægt, og den indtægt skal jeg stå for som den voksne. Sådan er livet nu engang så ingen dårlig samvittighed her, men ja, jeg ville da ønske at det der med arbejde var en total frivillig ting som man kunne nøjes med i et omfang man selv syntes var sjovt og hvor fri med ungerne når de bare havde en rigtig off dag var helt uproblematisk. Men igen. Realiteten er en anden  

heldigvis er mine børn glade for deres bhv og skole/sfo, så det er slet ikke noget der sådan fylder i min hverdag. Jeg går ikke fra dem om morgenen med tungt hjerte, for heldigvis er de omgivet af enormt søde og dygtige voksne, og endnu sødere børn som de udvikler sig sammen med. Og i den alder mine unger har nu (4 og 7) er det der med relationerne til jævnaldrende faktisk ret vigtigt. De danner ægte venskaber nu, som betyder noget for dem og som virkelig giver dem noget ift sociale samspil. 

Men da de var små? Altså hvis barslen kunne strækkes til 2 år ville jeg da med glæde tage det hele, men jeg ville ikke gå hjemme indtil skolestart fx  

Jeg har aldrig haft dårlig samvittighed, forstået på den måde, at jeg syntes det var synd for mine børn. Men jeg har ærgret mig over, at arbejdet har fyldt og fylder så meget. 

Jeg har endda valgt at være på nedsat tid, men alligevel har jeg en del lange dage og har en oplevelse af at have for lidt tid sammen med mine børn. De lider ikke under det på nogen måde, så skulle jeg have dårlig samvittighed over for nogle så er det over for mig selv og alt det jeg går glip af, også fordi når dagene er lange så er overskuddet til hygge bare det mindre og dermed går jeg glip af endnu mere

Jeg nyder sommerferien, hvor jeg har 4 uger med børnene og kan have både tid til totalt afslapning sammen med dem og oplevelser, føler jeg lærer dem at kende igen i den periode (altså kender dem jo, men vores tid sammen er i hverdagen jo altid delt op).

Jeg ville ønske jeg kunne tage et år ud af kalenderen og rejse med dem og være sammen 24/7 men ja er nok for meget tryghedsnarkoman, og har behov for at vide, at jeg har en indkomst.

men hånden på hjertet, jeg ville virkelig gerne trække stikket og have tid og overskud til børnene på en anden måde ned jeg har nu. Ikke alene for deres skyld, men så sandelig også for min.

Jeg har det rigtigt godt med det.

jeg kan ikke se, hvordan jeg skal kunne gøre det anderledes, hvis jeg også skal forsørge mine børn. Så valget er en mor hjemme men ingen mad, eller en mor der arbejder og mad på bordet.

Desuden synes jeg, at man sender et signal til sine børn om, at det er vigtigt at kunne forsørge sig selv.

Herudover er der lavet undersøgelser, der viser, at børn (døtre mener jeg det var) af hjemmegående mødre (mødre ikke fædre) klarer sig dårligere uddannelsesmæssige, end børn af mødre der arbejder.

men i bund og grund handler det vel om hvordan mit barn trives og ikke om min gode / dårlige samvittighed og alle mine børn har elsket at være i børnehave.

Min ældste søn var jeg nødt til at sende i institution allerede da han var knap 10 mdr grundet studie osv. Jeg har aldrig brudt mig om det, ikke i den alder. At børn i vuggestue/dagplejealderen har bedre af at komme i institution og at man som forældre ikke kan give dem det samme er jeg helt uenig i. Det er blot blevet en nødvendighed i det samfund vi har indrettet. Det er absolut ikke børnenes behov.

Min datter på 2 år er stadig hjemme sammen med sin far. Og det bliver hun ved med indtil hun skal i børnehave. Og hvor er jeg bare glad for at vi valgte hun ikke skulle i insitution før. Hun er på ingen måde bagud, hverken socialt eller noget i forhold til andre på hendes alder. Vi har en pige der har fået plads til at være sig selv og mærke egen behov - det skal tidsnok komme at hun skal lære at indordne sig i en flok. I den alder hsr børn ikke behov for andre end sine forældre. 

Jeg vsr selv hjemme indtil jeg skulle starte i skole og det var aldrig et problem. Og tror at den statistik omkring at skulle klare sig dårligere, hvis ens mor er hjemmegående, har nogle lidt andre aspekter end blot at være hjemmegående. Det afhænger vel af ressourcer, årsager til at være hjemmegående mm. Jeg ved godt at statistik er statistik, men jeg er da alligevel endt med en lang videregående uddannelse og et godt job. 

Så her kommer vores datter først til at møde institutionslivet til sommer når hun starter i børnehaven og det er jeg bare så glad for.

Først og fremmest er det jo mit behov og ikke deres at de er afsted. Derfor giver det da dårlig samvittighed helt sikkert. heldigvis kunne jeg have dem hjemme indtil de var 15 måneder og 2,9,år.

Heldigvis har de mange fridage og korte dage da jeg er studerende og far har skiftende arbejdstider der giver mulighed for korte dage. Så de er nok afsted i snit 30 timer om ugen Max.

Det er et dilemma synes jeg helt sikkert. Stod det til mig skulle der være langt bedre mulighed for længere barsel, gerne til barnet var 2 år. Jeg har arbejdet i en vuggestue og med den normering der er idag synes jeg ikke det er den bedste løsning for små børn. 

Ja, det har jeg. Jeg kan desværre ikke trives som hjemmegående og hans temperament passer ikke til at jeg ville kunne have ham hjemme (han er ikke typen der trives med at tulle rundt en hel dag, men ville kræve vi skulle meget ud og det er jeg ikke så god til). Han er heldigvis glad for at gå i børnehave. 

Derfor kæmper jeg også for bedre normeringer sammen med andre forældre (og pædagoger), så det bliver lidt nemmere at sende ham afsted hver dag