Nogen der har taget samme beslutning?

Hej alle, 

Min mand og jeg har været igennem et langt forløb for at få et barn.

Bare lidt forhistorie: vi starter sommeren 2015 hvor jeg smider p pillerne, der går et år og jeg bliver gravid. Mister til sa uge 10, i 2017 er jeg gravid 2 gange i foråret men mister ved 6 uger begge gange. Bliver gravid september igen, mister uge 7 med langt forløb på sygehus og sygdom heraf. Bliver gravid i år men mister i uge 7 midt i juli.

De sidste tre år har været et helvede, jeg har lidt under mine hormoner, jeg bliver så syg hver gang jeg har mens. Jeg er nok skidt til pas 75% af tiden. Udover det var jeg sygemeldt et år pga stress/depperesion/angst og arbejder nu på deltid 20 timer i ugen da jeg ikke kan holde til mere endnu.

Vi er 26 og 28 år, og blev gift i foråret og har været sammen i over 10 år.

Vi har nu taget en beslutning om at til januar starter jeg på p piller igen, og vi skal leve vores liv uden børn.

Og faktisk ser jeg frem til Det, jeg orker simpelthen bare ikke mere. 

Vi er enige om at vi kan have et fantastisk liv uden børn, og kan berige vores hverdag med mange andre meningsfulde ting.

Men alligevel bliver jeg nervøs, hvad nu hvis han fortryder? Jeg er så bange for at han vil bebrejde mig at vi ikke fik børn, og vi ender med at hade hinanden for det.

Jeg er 100% afklaret, jeg ved jeg sagtens kan leve uden børn. Men jeg er bare ikke sikker på om han ved Det, selvom han siger at han hellere vil have mig end en ny og børn. 

Så nu til mit spørgsmål, har du eller kender du nogen der har taget den her beslutning? Hvordan går det dig/dem? 

Har du/de fortrudt og startet projektet igen? For vi er jo unge nok til at vente 5 år og prøve igen. Men lige nu føler jeg ikke jeg kan mere.

PS. Vi er udredt det vi kan, det "eneste" er at jeg har PCOS og er overvægtig. Og jeg ønsker ikke at skulle igennem flere sygehus besøg eller undersøgelser. 

Tak fordi du læste med 

Har i overvejet adoption ?

Ja, men vi kan desværre ikke opfylde de krav der er 

HåberPåMirakler skriver:

Ja, men vi kan desværre ikke opfylde de krav der er 

Hvad med at blive plejefamilie? Ved godt at det ikke helt er det samme, men....

HåberPåMirakler skriver:

Hej alle, 

Min mand og jeg har været igennem et langt forløb for at få et barn.

Bare lidt forhistorie: vi starter sommeren 2015 hvor jeg smider p pillerne, der går et år og jeg bliver gravid. Mister til sa uge 10, i 2017 er jeg gravid 2 gange i foråret men mister ved 6 uger begge gange. Bliver gravid september igen, mister uge 7 med langt forløb på sygehus og sygdom heraf. Bliver gravid i år men mister i uge 7 midt i juli.

De sidste tre år har været et helvede, jeg har lidt under mine hormoner, jeg bliver så syg hver gang jeg har mens. Jeg er nok skidt til pas 75% af tiden. Udover det var jeg sygemeldt et år pga stress/depperesion/angst og arbejder nu på deltid 20 timer i ugen da jeg ikke kan holde til mere endnu.

Vi er 26 og 28 år, og blev gift i foråret og har været sammen i over 10 år.

Vi har nu taget en beslutning om at til januar starter jeg på p piller igen, og vi skal leve vores liv uden børn.

Og faktisk ser jeg frem til Det, jeg orker simpelthen bare ikke mere. 

Vi er enige om at vi kan have et fantastisk liv uden børn, og kan berige vores hverdag med mange andre meningsfulde ting.

Men alligevel bliver jeg nervøs, hvad nu hvis han fortryder? Jeg er så bange for at han vil bebrejde mig at vi ikke fik børn, og vi ender med at hade hinanden for det.

Jeg er 100% afklaret, jeg ved jeg sagtens kan leve uden børn. Men jeg er bare ikke sikker på om han ved Det, selvom han siger at han hellere vil have mig end en ny og børn. 

Så nu til mit spørgsmål, har du eller kender du nogen der har taget den her beslutning? Hvordan går det dig/dem? 

Har du/de fortrudt og startet projektet igen? For vi er jo unge nok til at vente 5 år og prøve igen. Men lige nu føler jeg ikke jeg kan mere.

PS. Vi er udredt det vi kan, det "eneste" er at jeg har PCOS og er overvægtig. Og jeg ønsker ikke at skulle igennem flere sygehus besøg eller undersøgelser. 

Tak fordi du læste med 

Aftal en snak om 5 år.

Meget kan nå at ændre sig.

Brug tiden på kostomlægning og motion for DIG, ikke for at få baby.

Vi har tidligere vendt den med plejefamilie, og det tiltaler mig meget. Så den vil jeg da lige vende med manden igen 

Tænker det er en god idé med de 5 år, og så virkelig sætte mig for det med kosten osv. Tak for svaret 

Jeg vil også sige hold en seriøs pause. Måske for altid, måske ikke. Fokuser på jer selv, du kan evt fokusere på vægttab og blive mindre plaget af de gener du end måtte have af pcos’en. 

Og hvis i så får overskud igen. Så tag det op ❤️ Ingen beslutninger behøver være definitive  

HåberPåMirakler skriver:

Hej alle, 

Min mand og jeg har været igennem et langt forløb for at få et barn.

Bare lidt forhistorie: vi starter sommeren 2015 hvor jeg smider p pillerne, der går et år og jeg bliver gravid. Mister til sa uge 10, i 2017 er jeg gravid 2 gange i foråret men mister ved 6 uger begge gange. Bliver gravid september igen, mister uge 7 med langt forløb på sygehus og sygdom heraf. Bliver gravid i år men mister i uge 7 midt i juli.

De sidste tre år har været et helvede, jeg har lidt under mine hormoner, jeg bliver så syg hver gang jeg har mens. Jeg er nok skidt til pas 75% af tiden. Udover det var jeg sygemeldt et år pga stress/depperesion/angst og arbejder nu på deltid 20 timer i ugen da jeg ikke kan holde til mere endnu.

Vi er 26 og 28 år, og blev gift i foråret og har været sammen i over 10 år.

Vi har nu taget en beslutning om at til januar starter jeg på p piller igen, og vi skal leve vores liv uden børn.

Og faktisk ser jeg frem til Det, jeg orker simpelthen bare ikke mere. 

Vi er enige om at vi kan have et fantastisk liv uden børn, og kan berige vores hverdag med mange andre meningsfulde ting.

Men alligevel bliver jeg nervøs, hvad nu hvis han fortryder? Jeg er så bange for at han vil bebrejde mig at vi ikke fik børn, og vi ender med at hade hinanden for det.

Jeg er 100% afklaret, jeg ved jeg sagtens kan leve uden børn. Men jeg er bare ikke sikker på om han ved Det, selvom han siger at han hellere vil have mig end en ny og børn. 

Så nu til mit spørgsmål, har du eller kender du nogen der har taget den her beslutning? Hvordan går det dig/dem? 

Har du/de fortrudt og startet projektet igen? For vi er jo unge nok til at vente 5 år og prøve igen. Men lige nu føler jeg ikke jeg kan mere.

PS. Vi er udredt det vi kan, det "eneste" er at jeg har PCOS og er overvægtig. Og jeg ønsker ikke at skulle igennem flere sygehus besøg eller undersøgelser. 

Tak fordi du læste med 

Jeg har kæmpe respekt for jeres beslutning. og jeg kan så godt følge dig.. 

Vi har været igang i 8-9år. Har haft flere aborter, haft mislykkedes forsøg, er undersøgt på kryds og tværs, er gået i overgangsalderen inden jeg blev 30. Ja bare mega dårlige odds. Jeg har virkelig også været der, hvor jeg bare ikke magtede flere nederlag. Jeg ville også bare trække stikket og prøve at nyde livet. Efter en lang pause, besluttede vi os alligevel for at forsøge med donoræg. Men det er også med nerverne udenpå tøjet. Man er så skrøbelig på en eller anden måde, når man har oplevet meget modgang. 

Er du udredt for gentagne aborter? 

HåberPåMirakler skriver:

Hej alle, 

Min mand og jeg har været igennem et langt forløb for at få et barn.

Bare lidt forhistorie: vi starter sommeren 2015 hvor jeg smider p pillerne, der går et år og jeg bliver gravid. Mister til sa uge 10, i 2017 er jeg gravid 2 gange i foråret men mister ved 6 uger begge gange. Bliver gravid september igen, mister uge 7 med langt forløb på sygehus og sygdom heraf. Bliver gravid i år men mister i uge 7 midt i juli.

De sidste tre år har været et helvede, jeg har lidt under mine hormoner, jeg bliver så syg hver gang jeg har mens. Jeg er nok skidt til pas 75% af tiden. Udover det var jeg sygemeldt et år pga stress/depperesion/angst og arbejder nu på deltid 20 timer i ugen da jeg ikke kan holde til mere endnu.

Vi er 26 og 28 år, og blev gift i foråret og har været sammen i over 10 år.

Vi har nu taget en beslutning om at til januar starter jeg på p piller igen, og vi skal leve vores liv uden børn.

Og faktisk ser jeg frem til Det, jeg orker simpelthen bare ikke mere. 

Vi er enige om at vi kan have et fantastisk liv uden børn, og kan berige vores hverdag med mange andre meningsfulde ting.

Men alligevel bliver jeg nervøs, hvad nu hvis han fortryder? Jeg er så bange for at han vil bebrejde mig at vi ikke fik børn, og vi ender med at hade hinanden for det.

Jeg er 100% afklaret, jeg ved jeg sagtens kan leve uden børn. Men jeg er bare ikke sikker på om han ved Det, selvom han siger at han hellere vil have mig end en ny og børn. 

Så nu til mit spørgsmål, har du eller kender du nogen der har taget den her beslutning? Hvordan går det dig/dem? 

Har du/de fortrudt og startet projektet igen? For vi er jo unge nok til at vente 5 år og prøve igen. Men lige nu føler jeg ikke jeg kan mere.

PS. Vi er udredt det vi kan, det "eneste" er at jeg har PCOS og er overvægtig. Og jeg ønsker ikke at skulle igennem flere sygehus besøg eller undersøgelser. 

Tak fordi du læste med 

Jeg har pcos og 7 gentagne spontan aborter bagved mig... Jeg tabte mig blev så gravid og opstartede hjertemagnyler? Der fik jeg min første datter... 2 gang  havde jeg ikke brug for hjælp men blev gravid naturligt efter vægttab igen... Har i prøvet med hjertemagnyler ? Min gyn sagde jeg afstødte min daværende kærestes gener... Og det skulle  Hjertemagnyler hjælpe med.. 

kan godt forstå i ikke vil blive ved. 

Jeg bliver lidt sur på denne tråd. Jeg synes det lyder som om TS har taget en velovervejet beslutning om lade sit liv handle om noget andet end børn. Måske for altid, måske i en periode. Hendes usikkerhed drejer sig ikke om hvordan man får børn, men om hvordan hende og hendes mands vej videre herfra bliver. Jeg tror ikke hun har brug for en hel masse (velmenende) råd om hvordan hun kan få et barn. Lige nu skal hun ikke have et barn. Punktum!

Kære TS

Jeg har også stået i den situation at jeg har været nødt til at sige stop for behandling for min skyld. Jeg kunne ikke holde til det mere. Og det var en god beslutning. Jeg kan stadig komme i tvivl om jeg skulle have gjort noget mere. Og håbet popper en gang i mellem op. Men den beslutning der blev taget var den bedste for os. Mit liv var en stor nedtur i flere år, hvor alt blev overskygget af den manglende positive test, men nu har jeg fundet ind til mig selv igen og jeg er har det godt igen. Det var vigtigt!

Til forskel fra dig, var det undfangelsen af vores andet barn, der ikke ville lykkes. Det betyder at jeg ikke skal acceptere aldrig at blive mor. Vi var en masse andre tanker igennem, men jeg tror ikke det kan sammenlignes med at skulle forholde sig til ikke at skulle være forældre.

Til gengæld kender jeg en masse til den fuldstændige manglende forståelse der kan være fra omgivelserne, når man siger at man ikke skal have (flere) børn. Der er altid 27.000 (velmenende) råd, og mange mener nærmest de har ret til at få forklaret dybdegående hvordan man dog er endt med det valg. Jeg har "heldigvis" en veninde der ikke skal have børn. Så kan vi bitche lidt sammen over folks manglende pli

P.S. Min største frygt er at min mand går fra mig og finder en kvinde, der kan give ham den store familie han oprindeligt drømte om ...