Opgavefordeling i hjemmet

lineog4 skriver:

Tror du også skal spørge dig selv, hvad kan jeg overleve fucker op? Hvad kan jeg ikke klare fucker op. Og det hvor du ved det vil gå dig på, det vil du gå og tænke på hele tiden, det anerkender du, at du selv står for uafhængigt af om det er toiletpapiret eller madpakker. 

Og så med det du giver slip på, der bider du dig tungen og smiler overbærende.... 

Jeg har selv svært ved at forklare, hvad det er der dræner mig - for han tager jo opvasken, hænger vasketøj - ja han laver faktisk en del, men det der dræner det er at have overblikket, det kan man ikke sætte på en liste, det kan ikke deles lige... Jeg endte med hjertebanken og hyperventilering en aften hvor jeg skulle lave madplan for jeg kunne ikke finde min kalender og så gik det hele jo galt for så vidste jeg ikke hvad tid jeg var hjemme, hvem der var hjemme, hvilket mad osv... Min kære husbond blev forskrækket, men jeg blev selv mere forskrækket og øver mig så meget på at give slip, opgive at have overblikket hele tiden (har også et arbejde hvor jeg skal have overblikket hele tiden), rummer at jeg ikke behøver være er skridt foran hele tiden. Det tager tid, jeg er der slet ikke endnu, så snart presset kommer ryger jeg tilbage til gamle vaner. Jeg er så bare heldig, at jeg ikke også er den perfekte husmor og jeg kan sagtens kan sidde og slappe af selv om alt roder.... 

Så når jeg skriver til det, så er det ikke for at placere "skylden" hos dig, men fordi jeg også bliver bekymret. Vi kan ikke leve med det yderste af neglene hele tiden  og være perfekte. Men skal vi have ro, skal vi være mindre "arbejdsgover" så er det kun os selv der kan ændre vores egen indstilling. Det betyder ikke, at din mand ikke også skal lave lidt mere, have lidt mere ansvar, men det er kun ham der kan ændre sin egen indstilling og du kan ændre din (som jeg synes det virker til du faktisk også gerne vil)

Ja, og være lidt mere loose. 

En anden herinde foreslog en samtale med min kæreste, hvor jeg spurgte ind til, hvad de betød noget for ham, og hvad der gjorde ham glad og lettet - så han kunne slappe af. Det tror jeg vil være en god samtale. Jeg skal bare lade være med at blive frustreret og blive hidsig.  

Jeg er nu glad for at have fået noget at arbejde videre med, som jeg ikke selv havde tænkt på og jeg håber, at fremtiden er lidt lysere.

Anonym skriver:

Ja, og det er nok også fordi jeg er presset og har været det igennem en længere periode, at det nu vokser mig helt over hovedet.

Min kæreste har faktisk lige ringet og sagt, at han godt kan putte begge unger et par dage, fordi han godt kunne mærke på mig i går, at jeg ikke havde ret meget overskud. Det er første gang det sker, så vi er da på rette vej. At jeg så var lige ved at tude af taknemmelighed, det siger bare lidt om, hvor slemt jeg synes det har været. 

Men husk at vise ham den taknemmelighed! Ikke noget med at lege martyr og tage et "det manglede da også bare" ansigt på. Taknemmelighed er motiverende for at gøre det igen!  

Anonym skriver:

Jeg er helt enig i at det er vigtigt at have partid, men vi arbejder mere eller mindre samme timer. Den ene møder 7 til 15 og den anden 8 - 16, så vores børn får en ok kort dag.

Og nej, arbejdsfordelingen skal ikke være 50/50, men jeg synes det er træls, at den er 70/30. Jeg ved godt, at jeg påtager mig mere, da jeg fx går op i ungernes tøj og sko - det vil sige nyt vintertøj, nyt sommertøj osv, men det går min kæreste ikke op i. Men jeg synes godt vi kunne være mere fælles om de huslige ting.

Måske går du for meget op i materielle ting? 

Før i tiden handlede vi stort set hver dag og hver dag var SMS om hvad vi skulle spise til aftensmad. Det var død besværligt og faktisk også dyrt i længden. 

Efter jeg valgte at starte ny uddannelse, ændrede vi det pga. økonomien og hold nu op det giver ro med en madplan og ugentligt indkøb. 

Nu er min mand rimelig betænksom og foreslår tit i weekenderne at stå op med ungerne og så kommer de og vækker mig når de har bagt boller og lavet kaffe, så det er ikke et problem. 

Men jeg kan sagtens finde en masse småting som kan irritere mig, men jeg synes det er så små ting at jeg har valgt oppe i mit hoved, enten at lade det være, eller ordne det uden at blive irriteret, for det er virkelig ting som min mand ikke tænker over. Et eksempel kan være at han stiller skoene lige foran døren når han kommer hjem. Død irriterende, men manden tænker ikke over det og glemmer det, selvom jeg har spurgt om han ikke vil være sød at sætte dem på skohylden ligesom børnene, men det sker ikke, men har bare gjort det til en vane selv at gøre det. 

Jeg ved der også er nogle ting som min mand gør, som jeg også glemmer. Det er ting jeg virkelig ikke tænker over og selvom han har nævnt det er det bare som om jeg glemmer det lige i øjeblikket. 

Jeg vil lige sige, at jeg ikke har læst hele tråden igennem ��

MEN jeg har været i dine sko og var ved at brænde helt sammen. Og når min mand så kom hjem og første reaktion var at køkkenet var beskidt (pga madlavning) eller at der lå legetøj og flød.. ej jeg blev så sur.

Og den mentale belastning det er altid at skulle have styr på alt... 

Men jeg fandt ud af, at jeg måtte mærke efter hvad der var vigtigt for mig og prioritere det. Det er dig selv der har påtaget dig det ansvar, og det er 100% kun dig der kan slippe det igen. Men det er svært, særligt når man har gjort det i mange år. Det føles som om man ikke kan slippe fri, fordi alting ramler. Men så lad det ramle. Hvis du ikke gider lægge vasketøj sammen en aften, så lad være. Lad toilettet kalke til og vaskemaskinen gå i stykker. Lad manden lave madpakker kun bestående af snacks. Og hvis ungerne brokker sig, så sig at det er far der laver madpakker, så de må sige det til ham. 

Jeg stoppede fra den ene dag til den anden med at lave alt. Jeg gad ikke mere. Og shit hvor blev det klamt herhjemme. Altså seriøst grænsende til sundhedsskadeligt. Vi fik endda myrer og bananfluer 

Og min mand kan godt "tage sig sammen" og gøre rent, men så løfter han ikke en finger igen de næste tre uger. Det har virkelig været en hurdle for mig at komme over -hvordan kunne jeg få ham til at forstå, at man ikke kan gøre rent kun hver 3. Uge og forvente at der er rent i mellemtiden? Men det virkede altså her. Jeg løftede kun en finger, når han tog intiativ.

Når han spurgte hvad vi skulle spise svarede jeg "det ved jeg ikke, jeg er ikke sulten" (hans standardsvar)

Når han spurgte om der var mere rent tøj: kun hvis du har vasket

Hvis han spurgte hvorfor der stod 4 kurve med vasketøj og flød i stuen: fordi der ikke er nogen der har haft lyst til at lægge det sammen.

Jeg meldte flere gange ud også, at jeg gerne ville hjælpe ham, hvis han havde brug for hjælp til noget skulle han bare sige til.

Så når han bad om hjælp til opvasken, sprang jeg til. Da han begyndte at spørge hvordan man vasker tøj (i shit you not) smilede jeg og forklarede hvor meget pulver der gik til en vask og hvilket program.

det stod på i 2-3 mdr. Han fik et "flip" ind imellem og gjorde alt rent mens han højlydt brokkede sig. Jeg indtøg da hjælperrollen og spurgte hvad jeg skulle hjælpe med. og så sagde jeg ind imellem at ting jo bliver beskidte, når man bruger dem osv. Ikke stikpiller, men nøgtern information.

Det hjalp mig til at slippe kontrollen. Jeg planlægger stadig mad, men ikke fordi det ramler, hvis jeg ikke gør, men fordi det betyder noget for mig. Jeg er den eneste, der laver mad (min mand gider ikke) men jeg laver det kun, når JEG har lyst (og planlægger derefter). Vi får rugbrød 3-4 gange om ugen.

Han kan stadig sige tossede ting. Eks. Siger jeg "jeg vil godt have du hænger vasketøjet op" og når han så kommer til at fyldt tørrestativ siger han "jamen der er jo ikke plads" og går i stå. I stedet for at blive sur, siger jeg bare "jamen så må du lave plads ved at pille det andet ned" men jeg gør det ikke.

Det har taget tid, men nu brokker han sig ikke mere over at lave noget, og når han gør, minder jeg ham om, at det jo kun er blevet så beskidt, fordi der ikke er nogen, der har taget det i opløbet.

Jeg har stadig et stort overblik, men det er fordi det gør noget godt for mig. Og jeg er blevet god til ikke at påtage mig en masse ekstra og unødvendigt ansvar. F.eks. bad jeg også i mange år om at han smøgede skjorteærmerne ned inden vask. Det skete aldrig og jeg sydede invendigt over at jeg måtte gøre det. Så begyndte jeg bare at vaske skjorterne som de var. Og tænk sig. Han nævnte det aldrig med et ord. Det var altså spildt energi for mig. Jeg tror endda han synes det er rart aldrig at skulle bruge tid på at folde de ærmer op, når han tager tøj på ��

Og hvis der er noget jeg ikke gider tage ansvar for -så melder jeg det ud. Hvis vi har aftalt at han laver mad f.eks. og pludselig spørger hvad vi skal spise er mit svar "det er ikke mit ansvar, du bestemmer"

Men det kræver meget øvelse at komme så langt. Til gengæld er han også stoppet med at brokke sig, hvis ting ikke er spot on. Og dét er en kæmpe lettelse for mig!

F.eks. har jeg været hjemme hele dagen. Og jeg har ikke løftet en finger andet end at ordne lidt ukrudt i haven, fordi jeg havde lyst. Huset sejler, der ligger vand og mad på gulvet og opvasken står stadig fra i går, så jeg magtede alligevel ikke at lave aftensmad. Så han bestilte bare pizza. Jeg har slappet af og ved, at jeg i morgen har energi til at rydde lidt op. Ikke fordi jeg SKAL men fordi jeg har lyst til at det ser lidt pænt ud igen og gæt hvem der kom hjem og blev irriteret over at der lå en bøtte elastikker spredt ud på gulvet? Yup ham. Men han brokkede sig ikke, samlede det vare op og sagde at nu havde han lige fjernet det. Det var skønt. Jeg har nemlig ikke gidet. Og han har hele tre gange de sidste par mdr lagt tøj sammen -frivilligt, på eget intiativ og alene! (Det er bogstavelig talt aldrig sket før i vores forhold). Han kommer også selv nu og spørger om jeg vil hjælpe med at sætte en maskine over -det er heller aldrig sket før. Han tømmer opvaskeren og sætter nyt ind. Og der er endelig plads til os begge.

Jeg kopierede simpelthen bare hans adfærd og begyndte at fokusere lidt mere på at få mine egne behov opfyldt først, så jeg havde noget at give af

Mor11 skriver:

Men husk at vise ham den taknemmelighed! Ikke noget med at lege martyr og tage et "det manglede da også bare" ansigt på. Taknemmelighed er motiverende for at gøre det igen!  

Du kan tro, jeg sagde tak.  Det var nemlig en kæmpe ting. Og det fik han også at vide. 

Anonym skriver:

Måske går du for meget op i materielle ting? 

Før i tiden handlede vi stort set hver dag og hver dag var SMS om hvad vi skulle spise til aftensmad. Det var død besværligt og faktisk også dyrt i længden. 

Efter jeg valgte at starte ny uddannelse, ændrede vi det pga. økonomien og hold nu op det giver ro med en madplan og ugentligt indkøb. 

Nu er min mand rimelig betænksom og foreslår tit i weekenderne at stå op med ungerne og så kommer de og vækker mig når de har bagt boller og lavet kaffe, så det er ikke et problem. 

Men jeg kan sagtens finde en masse småting som kan irritere mig, men jeg synes det er så små ting at jeg har valgt oppe i mit hoved, enten at lade det være, eller ordne det uden at blive irriteret, for det er virkelig ting som min mand ikke tænker over. Et eksempel kan være at han stiller skoene lige foran døren når han kommer hjem. Død irriterende, men manden tænker ikke over det og glemmer det, selvom jeg har spurgt om han ikke vil være sød at sætte dem på skohylden ligesom børnene, men det sker ikke, men har bare gjort det til en vane selv at gøre det. 

Jeg ved der også er nogle ting som min mand gør, som jeg også glemmer. Det er ting jeg virkelig ikke tænker over og selvom han har nævnt det er det bare som om jeg glemmer det lige i øjeblikket. 

Det lyder som en sød mand du har med boller og kaffe. Der er vi desværre ikke helt, men jeg håber da det kommer.

Jeg går som sådan ikke op i materielle ting, jeg er ligeglad med fysiske ting, men det er mere arbejdet, som jeg gerne vil være fælles om. Jeg har bare haft brug for en måde at få talt om det, så der bliver fundet en løsning, som fungerer for os begge. 

Maricella skriver:

Jeg vil lige sige, at jeg ikke har læst hele tråden igennem ��

MEN jeg har været i dine sko og var ved at brænde helt sammen. Og når min mand så kom hjem og første reaktion var at køkkenet var beskidt (pga madlavning) eller at der lå legetøj og flød.. ej jeg blev så sur.

Og den mentale belastning det er altid at skulle have styr på alt... 

Men jeg fandt ud af, at jeg måtte mærke efter hvad der var vigtigt for mig og prioritere det. Det er dig selv der har påtaget dig det ansvar, og det er 100% kun dig der kan slippe det igen. Men det er svært, særligt når man har gjort det i mange år. Det føles som om man ikke kan slippe fri, fordi alting ramler. Men så lad det ramle. Hvis du ikke gider lægge vasketøj sammen en aften, så lad være. Lad toilettet kalke til og vaskemaskinen gå i stykker. Lad manden lave madpakker kun bestående af snacks. Og hvis ungerne brokker sig, så sig at det er far der laver madpakker, så de må sige det til ham. 

 

Jeg stoppede fra den ene dag til den anden med at lave alt. Jeg gad ikke mere. Og shit hvor blev det klamt herhjemme. Altså seriøst grænsende til sundhedsskadeligt. Vi fik endda myrer og bananfluer 

Og min mand kan godt "tage sig sammen" og gøre rent, men så løfter han ikke en finger igen de næste tre uger. Det har virkelig været en hurdle for mig at komme over -hvordan kunne jeg få ham til at forstå, at man ikke kan gøre rent kun hver 3. Uge og forvente at der er rent i mellemtiden? Men det virkede altså her. Jeg løftede kun en finger, når han tog intiativ.

Når han spurgte hvad vi skulle spise svarede jeg "det ved jeg ikke, jeg er ikke sulten" (hans standardsvar)

Når han spurgte om der var mere rent tøj: kun hvis du har vasket

Hvis han spurgte hvorfor der stod 4 kurve med vasketøj og flød i stuen: fordi der ikke er nogen der har haft lyst til at lægge det sammen.

Jeg meldte flere gange ud også, at jeg gerne ville hjælpe ham, hvis han havde brug for hjælp til noget skulle han bare sige til.

Så når han bad om hjælp til opvasken, sprang jeg til. Da han begyndte at spørge hvordan man vasker tøj (i shit you not) smilede jeg og forklarede hvor meget pulver der gik til en vask og hvilket program.

det stod på i 2-3 mdr. Han fik et "flip" ind imellem og gjorde alt rent mens han højlydt brokkede sig. Jeg indtøg da hjælperrollen og spurgte hvad jeg skulle hjælpe med. og så sagde jeg ind imellem at ting jo bliver beskidte, når man bruger dem osv. Ikke stikpiller, men nøgtern information.

Det hjalp mig til at slippe kontrollen. Jeg planlægger stadig mad, men ikke fordi det ramler, hvis jeg ikke gør, men fordi det betyder noget for mig. Jeg er den eneste, der laver mad (min mand gider ikke) men jeg laver det kun, når JEG har lyst (og planlægger derefter). Vi får rugbrød 3-4 gange om ugen.

Han kan stadig sige tossede ting. Eks. Siger jeg "jeg vil godt have du hænger vasketøjet op" og når han så kommer til at fyldt tørrestativ siger han "jamen der er jo ikke plads" og går i stå. I stedet for at blive sur, siger jeg bare "jamen så må du lave plads ved at pille det andet ned" men jeg gør det ikke.

 

Det har taget tid, men nu brokker han sig ikke mere over at lave noget, og når han gør, minder jeg ham om, at det jo kun er blevet så beskidt, fordi der ikke er nogen, der har taget det i opløbet.

Jeg har stadig et stort overblik, men det er fordi det gør noget godt for mig. Og jeg er blevet god til ikke at påtage mig en masse ekstra og unødvendigt ansvar. F.eks. bad jeg også i mange år om at han smøgede skjorteærmerne ned inden vask. Det skete aldrig og jeg sydede invendigt over at jeg måtte gøre det. Så begyndte jeg bare at vaske skjorterne som de var. Og tænk sig. Han nævnte det aldrig med et ord. Det var altså spildt energi for mig. Jeg tror endda han synes det er rart aldrig at skulle bruge tid på at folde de ærmer op, når han tager tøj på ��

Og hvis der er noget jeg ikke gider tage ansvar for -så melder jeg det ud. Hvis vi har aftalt at han laver mad f.eks. og pludselig spørger hvad vi skal spise er mit svar "det er ikke mit ansvar, du bestemmer"

Men det kræver meget øvelse at komme så langt. Til gengæld er han også stoppet med at brokke sig, hvis ting ikke er spot on. Og dét er en kæmpe lettelse for mig!

F.eks. har jeg været hjemme hele dagen. Og jeg har ikke løftet en finger andet end at ordne lidt ukrudt i haven, fordi jeg havde lyst. Huset sejler, der ligger vand og mad på gulvet og opvasken står stadig fra i går, så jeg magtede alligevel ikke at lave aftensmad. Så han bestilte bare pizza. Jeg har slappet af og ved, at jeg i morgen har energi til at rydde lidt op. Ikke fordi jeg SKAL men fordi jeg har lyst til at det ser lidt pænt ud igen og gæt hvem der kom hjem og blev irriteret over at der lå en bøtte elastikker spredt ud på gulvet? Yup ham. Men han brokkede sig ikke, samlede det vare op og sagde at nu havde han lige fjernet det. Det var skønt. Jeg har nemlig ikke gidet. Og han har hele tre gange de sidste par mdr lagt tøj sammen -frivilligt, på eget intiativ og alene! (Det er bogstavelig talt aldrig sket før i vores forhold). Han kommer også selv nu og spørger om jeg vil hjælpe med at sætte en maskine over -det er heller aldrig sket før. Han tømmer opvaskeren og sætter nyt ind. Og der er endelig plads til os begge.

Jeg kopierede simpelthen bare hans adfærd og begyndte at fokusere lidt mere på at få mine egne behov opfyldt først, så jeg havde noget at give af

Hvor er du sej. Det er virkelig sjovt at læse, hvad der skulle til, før han indså at han boede på hotel. Det gav stof til eftertanke.

Nu tager vi en snak, mig og kæresten, og hvis det ikke bliver bedre, så må jeg prøve på den hårde måde. 

Anonym skriver:

Det lyder som en sød mand du har med boller og kaffe. Der er vi desværre ikke helt, men jeg håber da det kommer.

Jeg går som sådan ikke op i materielle ting, jeg er ligeglad med fysiske ting, men det er mere arbejdet, som jeg gerne vil være fælles om. Jeg har bare haft brug for en måde at få talt om det, så der bliver fundet en løsning, som fungerer for os begge. 

Måske dårligt formuleret af mig. Måske går du for meget op i måden de forskellige arbejdsopgaver blive løst på. Jeg har det fx sådan at jeg mener at jeg lægge håndklæderne “rigtigt” sammen, min mand gør det forkert. Jeg mener også jeg er mere grundig med støvsugning end min mand. Men jeg har lært at trække på skuldrene og værdsætte hans deltagelse i vores fælles hjem. 

Da vi lærte hinanden at kende kan jeg huske at jeg listede ind i soveværelset og lagde alle håndklæderne om, fordi jeg ikke kunne holde ud de ikke var ens lagt sammen. Min mand stoppede mig en dag og sagde det faktisk gjorde ham ked af det, for han lagde dem jo ikke sammen på den måde, for at irritere mig, men for at hjælpe mig. 

Nu, hvor jeg er hjemme flere timer om dagen end min mand, gør jeg det meste, men jeg værdsætter seriøst hans hjælp, hvis han lige har haft en fridag, har kunne arbejde lidt hjemmefra eller haft en feriefridag, hvor han så er god til at tage en god tørn. Men han mærker selvfølgelig også en glad kone der virkelig værdsætter hans hjælp. Jeg påpeger ikke at noget er gjort “forkert.” Kan det være den følelse din mand har? 

Anonym skriver:

Måske dårligt formuleret af mig. Måske går du for meget op i måden de forskellige arbejdsopgaver blive løst på. Jeg har det fx sådan at jeg mener at jeg lægge håndklæderne “rigtigt” sammen, min mand gør det forkert. Jeg mener også jeg er mere grundig med støvsugning end min mand. Men jeg har lært at trække på skuldrene og værdsætte hans deltagelse i vores fælles hjem. 

Da vi lærte hinanden at kende kan jeg huske at jeg listede ind i soveværelset og lagde alle håndklæderne om, fordi jeg ikke kunne holde ud de ikke var ens lagt sammen. Min mand stoppede mig en dag og sagde det faktisk gjorde ham ked af det, for han lagde dem jo ikke sammen på den måde, for at irritere mig, men for at hjælpe mig. 

Nu, hvor jeg er hjemme flere timer om dagen end min mand, gør jeg det meste, men jeg værdsætter seriøst hans hjælp, hvis han lige har haft en fridag, har kunne arbejde lidt hjemmefra eller haft en feriefridag, hvor han så er god til at tage en god tørn. Men han mærker selvfølgelig også en glad kone der virkelig værdsætter hans hjælp. Jeg påpeger ikke at noget er gjort “forkert.” Kan det være den følelse din mand har? 

det tror jeg ikke, for jeg retter ikke på de ting han gør. Hvis han har støvsuget, så siger jeg intet om at der ligger nullermænd under sofaen. Hvis han har støvet af, siger jeg ikke han har glemt en hylde. Der er jeg slet ikke. Jeg kunne bare godt tænke mig, at han fx gik i kælderen og hentede en ny rulle køkkenrulle når han havde brugt det sidst, at han fyldte nyt håndsæbe i, når han havde taget det sidste, at han hentede toiletpapir, når han kunne se, at der ikke var mere. De ting som jeg gør helt automatisk, fordi jeg føler vi er en familie og vi skal have tingene til at køre. Derfor bliver jeg også hidsig, når han så forventer at jeg henter det, for det gør jeg jo, når jeg står og skal bruge det.

Det er de der små ting, som skal løses, hvor han (måske ubevidst) lægger ansvaret over på mig. Og hvis han fx har taget en portion havregryn til morgenmad og kan se, at vi snart løber tør, så sig lige til, så vi kan få købt noget nyt eller køb det selv, men det gør han ikke. Det er som om at havregryn der på magisk vis tryller sig selv fra butikken hjem på spisebordet, når han skal bruge det. Det er erkendelsen af at han også skal til at være lidt mere til stede og at jeg godt må holde lidt fri.

Men jeg håber på, at jeg nu har fået en måde at få talt om det på, så han lytter og forstår, ellers må jeg gøre som en anden har forslået og blive fuldstændig lige som ham. 

Anonym skriver:

det tror jeg ikke, for jeg retter ikke på de ting han gør. Hvis han har støvsuget, så siger jeg intet om at der ligger nullermænd under sofaen. Hvis han har støvet af, siger jeg ikke han har glemt en hylde. Der er jeg slet ikke. Jeg kunne bare godt tænke mig, at han fx gik i kælderen og hentede en ny rulle køkkenrulle når han havde brugt det sidst, at han fyldte nyt håndsæbe i, når han havde taget det sidste, at han hentede toiletpapir, når han kunne se, at der ikke var mere. De ting som jeg gør helt automatisk, fordi jeg føler vi er en familie og vi skal have tingene til at køre. Derfor bliver jeg også hidsig, når han så forventer at jeg henter det, for det gør jeg jo, når jeg står og skal bruge det.

Det er de der små ting, som skal løses, hvor han (måske ubevidst) lægger ansvaret over på mig. Og hvis han fx har taget en portion havregryn til morgenmad og kan se, at vi snart løber tør, så sig lige til, så vi kan få købt noget nyt eller køb det selv, men det gør han ikke. Det er som om at havregryn der på magisk vis tryller sig selv fra butikken hjem på spisebordet, når han skal bruge det. Det er erkendelsen af at han også skal til at være lidt mere til stede og at jeg godt må holde lidt fri.

Men jeg håber på, at jeg nu har fået en måde at få talt om det på, så han lytter og forstår, ellers må jeg gøre som en anden har forslået og blive fuldstændig lige som ham. 

Men hvad hvis du ikke henter de manglende ting? 

Henter han det så ikke selv, når han skal bruge det? Ved godt det er irriterende, men han ved jo du gør det i sidste ende