Opgavefordeling i hjemmet

Kære alle.

Jeg er så træt af mit liv for tiden. Jeg har to børn på 4 og 6 og en kæreste. Vi har det som sådan godt, men jeg er så træt af at være "arbejdsgiveren" hjemme hos os. 

Det er mig, der har det overordnede ansvar for ALT, og min kæreste har rollen som "medarbejder". Så hvis der er en opgave, som han ikke lige får udført/løst, så falder det tilbage på mig, der så må løse opgaven. Det pisser mig helt vildt af. Jeg har altså ikke bedt om at være "arbejdsgiver", og jeg synes, det er røvsygt at det altid er mig, der skal være den, der husker ting og sørger for ting.

Hvordan gør I andre? Er I også automatisk "arbejdsgiveren"? Hvis nej, hvordan er I så sluppet ud af den rolle? 

Det dræner mig så meget for energi, og det ender tit med, at jeg tænder helt af, fordi min kæreste ikke forstår, at hans handlinger har konsekvenser - meget tit for mig. Så det ender med, at jeg sidder med "lorten", som jeg så skal sørge for at få ryddet op... (Billedsprog)

Vi har begge fuldtidsjob, den ene afleverer ungerne, den anden henter, og jeg har taget initiativ til at lave en liste, hvor opgaverne er delt op, da jeg synes jeg lavede mindst 70% af alt i hjemmet, og helt ærligt, det synes jeg bare er så uretfærdigt. Jeg vil også have mig-tid om aftenen i stedet for at skulle bruge min aften på at lægge vasketøj sammen. 

Ja, brok, brok, brok, men hvordan f.... kommer jeg ud af "arbejdsgiver"-rollen og vi bliver to "arbejdsgivere" og ikke en der kører på frihjul?

Glæder mig til at høre jeres gode løsningsforslag. 

Du lader være med at påtage dig rollen. Hvis der er noget, der så ikke bliver lavet, eller der ikke er rent tøj at tage på eller der ikke er handlet til madpakken, så må han jo så løse det, når det rammer, med de konsekvenser det så har...

Anonym skriver:

Kære alle.

Jeg er så træt af mit liv for tiden. Jeg har to børn på 4 og 6 og en kæreste. Vi har det som sådan godt, men jeg er så træt af at være "arbejdsgiveren" hjemme hos os. 

Det er mig, der har det overordnede ansvar for ALT, og min kæreste har rollen som "medarbejder". Så hvis der er en opgave, som han ikke lige får udført/løst, så falder det tilbage på mig, der så må løse opgaven. Det pisser mig helt vildt af. Jeg har altså ikke bedt om at være "arbejdsgiver", og jeg synes, det er røvsygt at det altid er mig, der skal være den, der husker ting og sørger for ting.

Hvordan gør I andre? Er I også automatisk "arbejdsgiveren"? Hvis nej, hvordan er I så sluppet ud af den rolle? 

Det dræner mig så meget for energi, og det ender tit med, at jeg tænder helt af, fordi min kæreste ikke forstår, at hans handlinger har konsekvenser - meget tit for mig. Så det ender med, at jeg sidder med "lorten", som jeg så skal sørge for at få ryddet op... (Billedsprog)

Vi har begge fuldtidsjob, den ene afleverer ungerne, den anden henter, og jeg har taget initiativ til at lave en liste, hvor opgaverne er delt op, da jeg synes jeg lavede mindst 70% af alt i hjemmet, og helt ærligt, det synes jeg bare er så uretfærdigt. Jeg vil også have mig-tid om aftenen i stedet for at skulle bruge min aften på at lægge vasketøj sammen. 

Ja, brok, brok, brok, men hvordan f.... kommer jeg ud af "arbejdsgiver"-rollen og vi bliver to "arbejdsgivere" og ikke en der kører på frihjul?

Glæder mig til at høre jeres gode løsningsforslag. 

Hvorfor løse du de opgaver, som din kæreste skulle have løst? Det kan du da bare lade være med?

Har det altid været sådan?

Anonym skriver:

Kære alle.

Jeg er så træt af mit liv for tiden. Jeg har to børn på 4 og 6 og en kæreste. Vi har det som sådan godt, men jeg er så træt af at være "arbejdsgiveren" hjemme hos os. 

Det er mig, der har det overordnede ansvar for ALT, og min kæreste har rollen som "medarbejder". Så hvis der er en opgave, som han ikke lige får udført/løst, så falder det tilbage på mig, der så må løse opgaven. Det pisser mig helt vildt af. Jeg har altså ikke bedt om at være "arbejdsgiver", og jeg synes, det er røvsygt at det altid er mig, der skal være den, der husker ting og sørger for ting.

Hvordan gør I andre? Er I også automatisk "arbejdsgiveren"? Hvis nej, hvordan er I så sluppet ud af den rolle? 

Det dræner mig så meget for energi, og det ender tit med, at jeg tænder helt af, fordi min kæreste ikke forstår, at hans handlinger har konsekvenser - meget tit for mig. Så det ender med, at jeg sidder med "lorten", som jeg så skal sørge for at få ryddet op... (Billedsprog)

Vi har begge fuldtidsjob, den ene afleverer ungerne, den anden henter, og jeg har taget initiativ til at lave en liste, hvor opgaverne er delt op, da jeg synes jeg lavede mindst 70% af alt i hjemmet, og helt ærligt, det synes jeg bare er så uretfærdigt. Jeg vil også have mig-tid om aftenen i stedet for at skulle bruge min aften på at lægge vasketøj sammen. 

Ja, brok, brok, brok, men hvordan f.... kommer jeg ud af "arbejdsgiver"-rollen og vi bliver to "arbejdsgivere" og ikke en der kører på frihjul?

Glæder mig til at høre jeres gode løsningsforslag. 

Lad vær med at lave hans opgaver, for hvis han ved at du gør det, hvorfor skal han så?

hvor meget skal I have lavet hver dag?

BAE skriver:

Lad vær med at lave hans opgaver, for hvis han ved at du gør det, hvorfor skal han så?

hvor meget skal I have lavet hver dag?

Det er ikke fordi han egentlig bevidst glemmer at løse opgaven, men nogle gange så tænker han bare ikke over, at et eller andet skulle have været ordnet, fordi det påvirker noget andet - altså det med lige at tænke lidt længere end lige det øjeblik man er i. Og så ender det med, at jeg når at løse opgaven, inden alt brænder sammen.

Nogle af de opgaver han glemmer at løse påvirker vores børn, og det vil jeg ikke have. Mine børn skal ikke gå i skole uden madpakke, fordi han har glemt at tage mad op af fryseren, så det gør jeg lige inden jeg går i seng, fordi han fx har glemt det. Sådan nogle små ting, men igen så ender jeg spm arbejdsgiveren, som holder hans røv oppe over overfladen.

Hvis det kun gik ud over mig, så var jeg også totalt ligeglad, men jeg vil ikke have, at vores børn bliver påvirket af det.

Mom skriver:

Hvorfor løse du de opgaver, som din kæreste skulle have løst? Det kan du da bare lade være med?

Har det altid været sådan?

Det er ikke fordi han egentlig bevidst glemmer at løse opgaven, men nogle gange så tænker han bare ikke over, at et eller andet skulle have været ordnet, fordi det påvirker noget andet - altså det med lige at tænke lidt længere end lige det øjeblik man er i. Og så ender det med, at jeg når at løse opgaven, inden alt brænder sammen.

Nogle af de opgaver han glemmer at løse påvirker vores børn, og det vil jeg ikke have. Mine børn skal ikke gå i skole uden madpakke, fordi han har glemt at tage mad op af fryseren, så det gør jeg lige inden jeg går i seng, fordi han fx har glemt det. Sådan nogle små ting, men igen så ender jeg spm arbejdsgiveren, som holder hans røv oppe over overfladen.

Hvis det kun gik ud over mig, så var jeg også totalt ligeglad, men jeg vil ikke have, at vores børn bliver påvirket af det.

Han siger, at han bar er distræt, men det hjælper jo ikke mig.

Skouboe skriver:

Du lader være med at påtage dig rollen. Hvis der er noget, der så ikke bliver lavet, eller der ikke er rent tøj at tage på eller der ikke er handlet til madpakken, så må han jo så løse det, når det rammer, med de konsekvenser det så har...

Tak for dit svar. Jeg har svaret de andre, men svaret er egentlig meget generelt, desværre. 

Kære alle.

Jeg er så træt af mit liv for tiden. Jeg har to børn på 4 og 6 og en kæreste. Vi har det som sådan godt, men jeg er så træt af at være "arbejdsgiveren" hjemme hos os. 

Det er mig, der har det overordnede ansvar for ALT, og min kæreste har rollen som "medarbejder". Så hvis der er en opgave, som han ikke lige får udført/løst, så falder det tilbage på mig, der så må løse opgaven. Det pisser mig helt vildt af. Jeg har altså ikke bedt om at være "arbejdsgiver", og jeg synes, det er røvsygt at det altid er mig, der skal være den, der husker ting og sørger for ting.

Hvordan gør I andre? Er I også automatisk "arbejdsgiveren"? Hvis nej, hvordan er I så sluppet ud af den rolle? 

Det dræner mig så meget for energi, og det ender tit med, at jeg tænder helt af, fordi min kæreste ikke forstår, at hans handlinger har konsekvenser - meget tit for mig. Så det ender med, at jeg sidder med "lorten", som jeg så skal sørge for at få ryddet op... (Billedsprog)

Vi har begge fuldtidsjob, den ene afleverer ungerne, den anden henter, og jeg har taget initiativ til at lave en liste, hvor opgaverne er delt op, da jeg synes jeg lavede mindst 70% af alt i hjemmet, og helt ærligt, det synes jeg bare er så uretfærdigt. Jeg vil også have mig-tid om aftenen i stedet for at skulle bruge min aften på at lægge vasketøj sammen. 

Ja, brok, brok, brok, men hvordan f.... kommer jeg ud af "arbejdsgiver"-rollen og vi bliver to "arbejdsgivere" og ikke en der kører på frihjul?

Glæder mig til at høre jeres gode løsningsforslag. 

Det er også en svær fælde ikke at falde i. Jeg øver mig også dagligt på ikke at tage hele ansvaret hjemme.

Hvis I har råd så betal jer fra rengøring, indkøb og få måltidskasser bragt til døren. Navnlig rengøring er vores absolut prioritet. Vores økonomi skal godt nok falde meget fra hinanden, før jeg vil sige vores rengøringsfirma op. Ugentlig luksus/ting vi ikke gider bruge tid på at diskutere 

Derudover følger jeg trop med de andre: én ting er jo eventuel at betale jer fra nogle ting men det er en holdningsændring hos din mand, der skal til. Lad være med at løse hans opgaver? Inddrag børnene og sørg for, de ikke kommer på glatis pga. din mand mangler (fx manglende madpakke til en udflugt eller lign - der ville jeg også 'tage over' hvis han ikke gør) men lad dem hjælpe alt det, de kan. Som en familie. Italesæt det. Det må smitte af på din mand hvis han er nogenlunde normal og sympatisk. 

Vi deles om resten af de huslige opgaver. Alt det tørre tøj tager vi med op i stuen og lægger sammen om aftenen, sammen, mens vi ser TV. Vores søn dækker bord, vi skiftes til at fylde opvaskeren og tømme den. Jeg laver hyppigst mad mens min mand er flittigst til at stryge og støvsuge mellem rengøringens besøg. Vi rammer typisk sofaen kl. 20:30 med alle tjansen udført. Og så er der alene-og-sammen-tid til vi smutter i seng.

MEN husk lige at forventningsafstemme med ham så han kan se sig selv i DINE lister. Hvis du fx forventer hovedrengøring daglig, og han ikke er enig, så er det måske det, skoen trykker? Hvis han er medansvarlig for at lave en ugeplan, så gør du det nemmere for ham at tage medansvar. 

Såvel det er svært at slippe ansvaret er det svært at tage det, hvis man er kommet lidt "op i en krog". Så reboot og lav fællesplaner, som en familie. 

Vh.

Vi har mere eller mindre ubevidst delt opgaverne op mellem os. Det er mest min hustru som laver mad og den daglige tøjvask, hvor jeg i højere grad tager rengøring og stor tøjvask af sengetøj, håndklæder osv. Barnet deles vi om så vidt muligt. Men det er ikke mere fastlåst end at vi overlapper opgaver efter behov.

Du må jo snakke med ham om at han godt må tage lidt mere ansvar så du ikke skal være tovholder på det hele. Hvis det ikke virker så er der vel ikke andet at gøre end at du må tage arbejdsgiverrollen på dig hvis I skal bo sammen. I hvert fald med de ting der påvirker børnene. Så må du lade resten sejle og håbe han vågner op.

Anonym skriver:

Det er ikke fordi han egentlig bevidst glemmer at løse opgaven, men nogle gange så tænker han bare ikke over, at et eller andet skulle have været ordnet, fordi det påvirker noget andet - altså det med lige at tænke lidt længere end lige det øjeblik man er i. Og så ender det med, at jeg når at løse opgaven, inden alt brænder sammen.

Nogle af de opgaver han glemmer at løse påvirker vores børn, og det vil jeg ikke have. Mine børn skal ikke gå i skole uden madpakke, fordi han har glemt at tage mad op af fryseren, så det gør jeg lige inden jeg går i seng, fordi han fx har glemt det. Sådan nogle små ting, men igen så ender jeg spm arbejdsgiveren, som holder hans røv oppe over overfladen.

Hvis det kun gik ud over mig, så var jeg også totalt ligeglad, men jeg vil ikke have, at vores børn bliver påvirket af det.

Han siger, at han bar er distræt, men det hjælper jo ikke mig.

Hvis det er den slags opgaver han glemmer, som du lader dig gå på af, så tænker jeg at det skisme er lidt synd for ham, eller har I et millimeter demokrati over hvem der har hvilke opgaver?

Både mig mand og jeg kan glemme at tage noget op af fryseren, sætte en vask over osv.