De råber af hinanden

Jeg vidste ikke helt hvor emnet skulle placeres, men here it goes: 

Når vi besøger min mands bror og kone, så ender det ofte ud i at de råber af hinanden. De har selv to børn, og det har vi også. 

De diskuterer ofte og det bliver til at de faktisk råber af hinanden fra den ene ende til den anden. Jeg tror, at det er blevet hverdag for dem, så de “lægger” ikke mærke til det. 

Når de råber af hinanden er der faktisk ingen som siger noget til dem. Jeg ved fx. At det går min svigerfar meget på og det gør ondt på ham, at se de er sådan. Men han tør ikke blande sig. Det gør ingen af os. Selvom mange af os har lyst til at sige “nu stopper I altså!” 

Det er faktisk blevet sådan, at vi nærmest ikke orker at være sammen med dem, hvos de begge er der.

Børnene bliver også påvirket af det, og jeg undrer mig over, at de ikke selv kan se det. 

Hvordan ville I tackle det? Snakke med dem? Hvordan Søren ligger man lige op til den samtale?

Måske kan I tale med dem om det mens børnene ikke er der, og hvor der måske har været en situation I kan bruge som eksempel. 

Er det evt bedst at din mand tager det føret med sin bror..?

Smølfine123 skriver:

Måske kan I tale med dem om det mens børnene ikke er der, og hvor der måske har været en situation I kan bruge som eksempel. 

Er det evt bedst at din mand tager det føret med sin bror..?

Ja jeg skal i hvert fald ikke tage den med dem. Min mand er bare rigtigt konfliktsky, og det er ligesom det bare er blevet “normen” i familien. 

Jeg synes ikke, at det er acceptabelt overhovedet. Men jeg vil helst ikke være den som tager det op, når det ikke er min egen familie. 

Anonym skriver:

Jeg vidste ikke helt hvor emnet skulle placeres, men here it goes: 

Når vi besøger min mands bror og kone, så ender det ofte ud i at de råber af hinanden. De har selv to børn, og det har vi også. 

De diskuterer ofte og det bliver til at de faktisk råber af hinanden fra den ene ende til den anden. Jeg tror, at det er blevet hverdag for dem, så de “lægger” ikke mærke til det. 

Når de råber af hinanden er der faktisk ingen som siger noget til dem. Jeg ved fx. At det går min svigerfar meget på og det gør ondt på ham, at se de er sådan. Men han tør ikke blande sig. Det gør ingen af os. Selvom mange af os har lyst til at sige “nu stopper I altså!” 

Det er faktisk blevet sådan, at vi nærmest ikke orker at være sammen med dem, hvos de begge er der.

Børnene bliver også påvirket af det, og jeg undrer mig over, at de ikke selv kan se det. 

Hvordan ville I tackle det? Snakke med dem? Hvordan Søren ligger man lige op til den samtale?

Havde en vennepar som er sådan - hver anden gang man er sammen med dem har de et skænderi-

eg synes det er Utroligt EGOTISK! og barnligt

Som om når man endelig har fritid og sammen at man gider at høre på andre skændes. 

Vi har valgt dem fra da det var for meget en udgift - deres stakkel børn 

de snakkede om at skilles man valgte at blive sammen for børnene  normalt er jeg FOR  man bliver sammen for børnene skyld - Men hell no i dette tilfæde de er altid uvenner osv. og skriger ad hinanden foran børnene

Anonym skriver:

Jeg vidste ikke helt hvor emnet skulle placeres, men here it goes: 

Når vi besøger min mands bror og kone, så ender det ofte ud i at de råber af hinanden. De har selv to børn, og det har vi også. 

De diskuterer ofte og det bliver til at de faktisk råber af hinanden fra den ene ende til den anden. Jeg tror, at det er blevet hverdag for dem, så de “lægger” ikke mærke til det. 

Når de råber af hinanden er der faktisk ingen som siger noget til dem. Jeg ved fx. At det går min svigerfar meget på og det gør ondt på ham, at se de er sådan. Men han tør ikke blande sig. Det gør ingen af os. Selvom mange af os har lyst til at sige “nu stopper I altså!” 

Det er faktisk blevet sådan, at vi nærmest ikke orker at være sammen med dem, hvos de begge er der.

Børnene bliver også påvirket af det, og jeg undrer mig over, at de ikke selv kan se det. 

Hvordan ville I tackle det? Snakke med dem? Hvordan Søren ligger man lige op til den samtale?

Jeg ville blande mig udenom. Ville selv synes det var super upassende hvis nogen blandede sig i et skænderi mellem mig og min mand. 

Selvfølgelig burde de lade være at skændes når der er gæster eller foran børnene. Men det er jo deres problem. 

Synes generelt folk har utrolig travlt med at blande sig i andres liv i stedet for at koncentrerer sig om sit eget. 

Anonym skriver:

Havde en vennepar som er sådan - hver anden gang man er sammen med dem har de et skænderi-

 

eg synes det er Utroligt EGOTISK! og barnligt

Som om når man endelig har fritid og sammen at man gider at høre på andre skændes. 

 

Vi har valgt dem fra da det var for meget en udgift - deres stakkel børn 

 

de snakkede om at skilles man valgte at blive sammen for børnene  normalt er jeg FOR  man bliver sammen for børnene skyld - Men hell no i dette tilfæde de er altid uvenner osv. og skriger ad hinanden foran børnene

Og I sagde aldrig noget til dem? Jeg synes også, det er hårdt at være sammen med dem. Man kommer selv i dårligt humør. 

Anonym skriver:

Jeg ville blande mig udenom. Ville selv synes det var super upassende hvis nogen blandede sig i et skænderi mellem mig og min mand. 

Selvfølgelig burde de lade være at skændes når der er gæster eller foran børnene. Men det er jo deres problem. 

Synes generelt folk har utrolig travlt med at blande sig i andres liv i stedet for at koncentrerer sig om sit eget. 

Så du synes, man bare skal lade det ligge? De skændtes jo ikke kun, men RÅBER af hinanden. 

Og så er det ligemeget om det er hos dem selv, hos os, hos svigerforældrene. 

Vi var fx. Til børnefødselsdag, hvor de begge faktisk fik ødelagt hele stemningen pga. Det. 

Jeg er dog enig i, at man ikke skal blande sig i alt.  

Børn kan ikke tåle at være i et konfliktfyldt miljø hvor der råbes. Godt være børnene ligner nogen der tager det fint men det skader altså. Så af den grund ville jeg blande mig. Jeg ville nok roligt sige at nu må vi hellere lige dæmpe det hele lidt for børnenes skyld. 

Havde det blot været 2 voksne der råbte ville jeg bestemt mene man skal blande sig udenom. Men når der er børn involveret syntes jeg man som voksen skylder dem at tydeligt vise at det ikke er ok. 

Desværre ser jeg tit folk både skrive her men også ude i den virkelige verden at noget de oplever er forkert og børn er involveret men DE skal ihvertfald ikke blande sig eller sige noget. 

Hvorfor? Hvorfor er det altid andre end en selv der skal sige fra og hjælpe børnene? 

Ville flere børn få hjælp i tide hvis vi voksne ikke altid gemte os bag at det er andres opgave? 

Ts: DU observere noget er galt. DU beskriver selv at de har børn. 

Altså er det DIG der må tage første skridt. 

Og så er det jo op til dig at finde ud af hvad første skridt så er. Er det at få en anden til at sige det? Helt ok men DU skal få en til det. Uanset hvad du vælger så er det DIG der skal sætte det igang da det jo er DIG der ser dette. 

Hvis I blot vælger at undlade at se dem, så er der jo stadig børn der lider. Det hjælper ikke DEM. 

Det værste du kan gøre her er at trække dig og gøre ingenting

Jeg HÅBER, at jeg selv ville sige noget. Og hvis jeg sagde noget, ville det være i situationen. Man kan faktisk godt sige 'I er meget højlydte, er I søde at skændes udenfor?' 

Er version af dét kan bruges mange steder! Når man er hjemme hos dem siger man 'I er meget højlydte, vi går lidt ud i køkkenet, så I kan skændes færdigt herinde. Vi tager også lige jeres børn med, det er ikke så rart at høre på.'

Det er det allerenkleste. Det er ikke en 'samtale', din mand skal tage sig sammen til. Det er helt kort at sige fra - også på deres børns vegne. 

Hvis I helt konsekvent siger fra overfor deres uacceptable opførsel hver gang, vil de på et tidspunkt lære jeres grænser at kende. Og måske vil de på et tidspunkt kunne se, at der er noget grundliggende forkert i deres kommunikation. Men NOGEN skal sige fra!

Ligesom at det er langt nemmere at irettesætte børn, der slår i selve situationen, er det nemmere at sige noget til voksne, mens de rent faktisk råber. Hvis de så råber 'bland dig udenfor, din smatso', så er det DEM, der kommer til at ligne idioter. Og SÅ er en alvorlig samtale på sin plads! 

Indtil da siger du høfligt fra hver gang. 'Jeg går lige udenfor, mens I skændes færdigt. Jeg bliver i så dårligt humør, når folk råber.' På den måde lægger du også et pres på dem i forhold til at blive FÆRDIG med at skændes. Begynder de igen, gentages proceduren. Igen og igen. 

Det er enkelt, høfligt og virksomt.

Vi råber altså også af hinanden her, ja det er ikke særlig konstruktivt, men så ligger vi altså heller ikke mere i det, end at så har vi fået det ud af verdenen og ikke noget vi går og gemmer på. 

Vi kender altså flere par der gør det samme, her i huset må alle (både voksne og børn) godt råbe lidt når de bliver sure og frustreret, det er helt okay, og så er det ude af verdenen og vi kommer videre hurtigt efterfølgende.

Det forgår forskelligt fra par til par og synes bestemt ikke man skal blande sig eller gøre sig til herre over hvordan det perfekte parforhold eller forældreskab er