dagpleje uden pædagogik ?

Soonmom skriver:

Nej, men en pædagog er bedre til at spotte vanskeligheder hos små børn og kan derfor handle ud fra dette eller vide hvornår der skal andre fagfolk indover. Pædagoger har andre handlekompetancer i forhold til forskellige problematikker fx bidebørn mm.

Så netop hvis forældrene ikke har en pædagogisk uddannelse, er det ret vigtigt at der også er fagfolk inde over barnets liv de første år (det er faktisk nogle af de vigtigste  

Uha, pas lige på med den udtalelse. Man lærer af erfaring! Jeg har været medhjælper i 3,5år i vuggestue, og arbejdede i en kort periode sammen med en nyuddannet pædagog. Og ja, hun har al teorien, men godt nok ikke særlig meget erfaring i praksis! Meget lidt kendskab til B.la. Trasmo, som jeg måtte lave for hende - derudover vil jeg vove påstå at én der har været i faget i 10år, langt hen ad vejen er bedre end én pædagog ����‍♀️ 

Anonym skriver:

Jeg er uddannet pædagogisk assistent og har arbejdet som dagplejer i et par år. Jeg vil søge ind på pædagogstudiet og læse på nettet, mens jeg er dagplejer ved siden af. Planen er at blive i jobbet bagefter, men at kunne have børn med særlige behov.  

Jeg har en undren i forhold til de forældre der vælger dagplejen. Jeg oplever at få meget uopfordret ros for min faglighed, både af de faste forældre og af gæsteforældre. De er glade for min PA-uddannelse. 
Men hvis jeg fortæller at jeg planlægger at blive pædagog, og at jeg vil blive i dagplejen bagefter forstår folk det ikke.
Jeg oplever forældre der siger at de valgte dagplejen fordi det ikke skal være for institutions-agtigt og alt for pædagog-agtigt. 
Det undrer mig så meget. Jeg kan ikke gennemskue hvad der kan være negativt ved pædagogisk uddannede dagplejere.
Alle kvaliteterne i dagplejen-formen ændres jo ikke. 

Hvad tænker I andre der har jeres børn i dagpleje?
Eller jer der har jeres børn i vuggestue, ville I overveje dagpleje hvis personalet var uddannet?

 

Jeg har meget aktivt valgt en dagplejer, der IKKE var uddannet, helt bevidst.

Det handlede om, at mine børn skulle passes med tillid, kærlighed, tryghed, at hun ikke skulle være dag-plejemor, men at hun skulle være dagpleje-mor, min forlængede arm og vikar.

Det er min fulde overbevisning, at kemi og dedikation langt slår uddannelse, anyday, og jeg ville ikke have forplumrelse af disse vigtige ting ved en person, der hver dag kiggede på mine børn med overflødige pædagogiske briller.

Mine børn har fået den bedste start på livet, med stor hjælp fra min dagplejemor, og det er jeg evigt taknemmelig for - og det ved hun godt.

Rockertand skriver:

Jeg har meget aktivt valgt en dagplejer, der IKKE var uddannet, helt bevidst.

Det handlede om, at mine børn skulle passes med tillid, kærlighed, tryghed, at hun ikke skulle være dag-plejemor, men at hun skulle være dagpleje-mor, min forlængede arm og vikar.

Det er min fulde overbevisning, at kemi og dedikation langt slår uddannelse, anyday, og jeg ville ikke have forplumrelse af disse vigtige ting ved en person, der hver dag kiggede på mine børn med overflødige pædagogiske briller.

Mine børn har fået den bedste start på livet, med stor hjælp fra min dagplejemor, og det er jeg evigt taknemmelig for - og det ved hun godt.

Så hvis man er uddannet pædagog er man kold og kynisk og ser kun på om barnet kan det den skal kunne? 

Jeg er uddannet pædagogisk assistent og har arbejdet som dagplejer i et par år. Jeg vil søge ind på pædagogstudiet og læse på nettet, mens jeg er dagplejer ved siden af. Planen er at blive i jobbet bagefter, men at kunne have børn med særlige behov.  

Jeg har en undren i forhold til de forældre der vælger dagplejen. Jeg oplever at få meget uopfordret ros for min faglighed, både af de faste forældre og af gæsteforældre. De er glade for min PA-uddannelse. 
Men hvis jeg fortæller at jeg planlægger at blive pædagog, og at jeg vil blive i dagplejen bagefter forstår folk det ikke.
Jeg oplever forældre der siger at de valgte dagplejen fordi det ikke skal være for institutions-agtigt og alt for pædagog-agtigt. 
Det undrer mig så meget. Jeg kan ikke gennemskue hvad der kan være negativt ved pædagogisk uddannede dagplejere.
Alle kvaliteterne i dagplejen-formen ændres jo ikke. 

Hvad tænker I andre der har jeres børn i dagpleje?
Eller jer der har jeres børn i vuggestue, ville I overveje dagpleje hvis personalet var uddannet?

 

Vi har valgt dagpleje. Jeg er selv vokset op i et dagpleje hjem og er derfor nok også lidt præget. Jeg valgte  ikke vuggestue fra pga. Udannet personale, men fordi jeg ikke er meget for at min barn skal passes i en større forsamling. Derudover hører man ofte om underbemanding pga. Nedskæringer. Jeg er heller ikke glad for at der er flere omsorgspersoner og man ikke aflevere til den samme og føler derfor ikke mit barn vil blive hørt og set på samme måde som i dp. 

Vi valgte netop dagpleje pga. Det lille tætte miljø, en fast omsorgsperson, pånær ved sygdom og at det er et hjem hun er i. Vores dp. Er 62 og har været dp i 37 år og hun er bare så god med børnene og min pige elsker hende. Hun er ikke uddannet men følger kurser og udviklingsplaner for børnene. Hendes mand går hjemme og han hjælper når hun f. Eks. Skifter en af børnene og derudover er han der bare meget og jeg elsker det hjemlige der er ved det og børnene elsker han er der. Det er bare helt specielt og ikke noget man får i en vuggestue.

Mht. Din uddannelse og kommende uddannelse. Jeg ville heller ikke stå og rose dig for at være ærlig. Jeg synes en uddannelse er lige så god som erfaring og man lærer trods alt først rigtigt når man står i det. Når det så er sagt synes jeg det er fedt du vil videre udanne dig så du kan have børn med særlige behov

Ikke for at være hård men det er bare min ærlige mening

Jeg tænker at man behøver ikke en uddannelse for at passe børn- slet ikke små børn. Det har vi forældre jo heller ikke. 

Mine børns dagplejemor er ikke uddannet indenfor faget men har været dagplejemor i 27 år. 

Jeg foretrækker klart nærhed, en fast voksen, en lille børnegruppe, tid, ro og overskuelighed fremfor en institution med larm, skiftende voksne og mange børn. Vi snakker børn under 3 år som i øvrigt burde være sammen med deres forældre. Hvis de ikke skal det, synes jeg det er vires ansvar at de bliver passet under så trygge og kærlige rammer som overhovedet muligt. 

Børnene bliver hverken klogere eller bedre mennesker af at det er en pædagog der passer dem i deres første år. Børn lærer igennem leg og omgang med andre når de er trygge. 

Enig her.

Så vil jeg også tilføje at jeg har oplevet både som mor og i forbindelse med mit studie(pædagog) at det bestemt godt kan blive for teoretisk og "pædagogisk", at det enkelte barn slet ikke bliver set rigtig fordi der er en masse kasser osv. Børnene skal passe ind i. 

Selvfølgelig er der også mange fordele og gode ting ved den faglige viden pædagoger har, men det er ikke alt. lige derfor synes jeg det er skræmmende hvor msnge pædagoger jeg efterhånden kender der helt ærlig mener at de er bedre til at tage sig af forældres børn fordi de er pædagoger, end forældrene selv. Og her snakker vi i forhold til små børn. Selvfølgelig er der enkelte tilfælde hvor forældrene ikke er kompetente, men det er langt de fleste forældre heldigvis. 

Jeg har begge mine børn i vuggestue/integreret institution. Ikke pga personalet men af praktiske årsager i forhold til hverdagen. Det er heldigvis et lille sted med nærværende personale og god normering.

Måske folk undre sig over du vil tage en uddannelse, fordi de synes du er god til job i forvejen? Bare en tanke.

Jeg har i vores søgen efter dp'er ikke spurgt ind til deres uddannelse overhovedet.  For mig har trygheden, hjertevarme, rytme og de ydre rammer været det vigtigste. I vores distrikt har de da også en pædagog tilknyttet som de har tæt kontakt til. Når det så er sagt så ville jeg som mor til et barn med specielle behov elske hvis det var en uddannet der skulle passe dem. Er i mødregruppe med et par stykker der har børn med særlige behov og deres dp har ikke formået at rumme og hjælpe børnene, det synes jeg er synd. 

Min mor er Pædagog og er virkelig skadet af hendes job. Hun analysere på alle børn og jeg bryder mig ikke om den måde hun snakker med pigerne på. Hun skal altid lige gå en tand dybere. En gang hun var med til gymnastik spottede hun fejl ved alle børnene og jeg var ved at blive sindssyg. Hun arbejder med speciel børn så tror hun har glemt hvordan helt normale børn er. Hun er virkelig et dårligt eksempel og det har måske også skræmt mig lidt 

Held og lykke til dig

En dagplejemor med en pædagogisk uddannelse ville være mit helt klare førstevalg. Fagligheden kombineret med de hjemlige trygge rammer vil være optimalt. Men de er svære at finde.

Så hvis man er uddannet pædagog er man kold og kynisk og ser kun på om barnet kan det den skal kunne? 

 

Det har jeg ikke skrevet, men det er klart, at når du tager en uddannelse og bliver undervist i alle mulige fine teorier og flotte betegnelser, så har du det med, når du - helt naturligt - vurderer børnene hver dag. 

Det er så ikke det, jeg vil have, jeg vil have en så tæt på klon af mig, som det kan lade sig gøre.

- og så skal det ikke være en hemmelighed, at jeg absolut ikke opdrager efter pædagogiske principper og derfor heller ikke værdsætter pladder-pædagogik, som jeg kalder det. 

Jeg har været heldig at finde en dagplejer i 40'erne, som også opdrager efter "kærlighed og konsekvens", det er godt, at der er tilbud for alle, - for dem, der foretrækker uddannede pædagoger er der en kæmpestor vuggestue/børnehave med samlebåndsfunktion et par kilometer væk. De har ikke hænder nok - og så kan de altså pakke deres uddannelser væk.

Rockertand skriver:

Det har jeg ikke skrevet, men det er klart, at når du tager en uddannelse og bliver undervist i alle mulige fine teorier og flotte betegnelser, så har du det med, når du - helt naturligt - vurderer børnene hver dag. 

Det er så ikke det, jeg vil have, jeg vil have en så tæt på klon af mig, som det kan lade sig gøre.

- og så skal det ikke være en hemmelighed, at jeg absolut ikke opdrager efter pædagogiske principper og derfor heller ikke værdsætter pladder-pædagogik, som jeg kalder det. 

Jeg har været heldig at finde en dagplejer i 40'erne, som også opdrager efter "kærlighed og konsekvens", det er godt, at der er tilbud for alle, - for dem, der foretrækker uddannede pædagoger er der en kæmpestor vuggestue/børnehave med samlebåndsfunktion et par kilometer væk. De har ikke hænder nok - og så kan de altså pakke deres uddannelser væk.

 

Men der findes mange pædagoiske retninger og også mange der har "kærlighed og konsekvens" som pædagogik, så det er da noget vås at alt er pladder pædagogik.

Og det er da et kæmpe plus at man helt naturligt og ubemærket vurdere børnene hverdag?

- selvom man vurdere er man jo stadig kærlig og en "ekstra mor" som dagplejer, det ændre en uddannelse da ikke noget på.  Som pædagog er du rummelig og har lært at tager barnets perspektiv, det er da virkelig vigtigt at kunne ?

Du skriver lidt at hvis man er uddannet pædagog og vælger at blive dagpleje er det stadig "bare" et arbejde, det er jeg totalt uenig i.

Det må være det samme som hvis man ingen uddannelse have bortset fra at man får en masse ekstrs plusserne i form af uddannelsen 

Tak for jeres tænker. Det er interessant at læse.

Især er jeg blevet klogere på jer der mener at det kan være en ulempe. For det har i høj grad undret mig tidligere. 

Jeg vil helst være anonym i tilfælde af at der er forældre fra dagplejen herinde :-) Men jeg kan fortælle at jeg ikke er helt ung  og har arbejdet med børn i mange år også inden dagplejen. Så jeg forventer ikke en større personlighedsændring pga uddannelsen.