Abracadabra skriver:
Nu du spørger: Jeg bruger stort set aldrig privatbeskeder - det er flere år siden sidst.
Skal vi være helt ærlige - og i åbent forum - synes jeg, at grammatik og stavning er vigtigt. Kommasætning ER vigtigt. Læs eventuelt bogen "Fuck en lækker røv" eller overvej, hvad sætningen betyder med og uden komma mellem "fuck" og "en".
Og når jeg så ser, at folk (i flertal, for TS er jo ikke en enlig svale) er så ligeglade med deres grammatik, bliver jeg forundret. Men at man dertil vil være LÆRER? Så knækker filmen for mig.
Grammatik er for det skrevne sprog, hvad færdselsregler er for trafikken. Nogle gange kører man overfor gult, andre gange misser man en vigepligt. Men hvis man er i tvivl om farverne rød-gul-grøn, bør man overveje at lære dem, inden man bliver færdelsbetjent.
Min nuværende matematiklærer-kollega staver som en brækket arm. Han er en gudsbenådet lærer, underviser på et højt, fagligt niveau uden at tabe de svage i klassen. Hans elever får flotte karakterer til afgangsprøverne, og han er en kolossal støtte for mig i forhold til at få en ikke helt problemfri 7. klasse til at fungere godt socialt. Elever og forældre er vilde med ham.
Han kan godt høre, at der tilføjes -r på æble i flertal. Det kan alle vist, på nær decideret ordblinde. Men han har ikke i baghovedet, at ord med tryksvag endelse tilføjes -e, som lærerE, mens ord med trykstærk endelse tilføjes -er - som direktørER. Det er forresten heller ikke 1. klasses niveau, bare lige for at slå det fast. Han laver altså jævnligt stavefejl, ikke pga. sjusk, men fordi han ikke har let ved det og slet ikke har sit fokus dér.
Jeg vil næsten sætte en tier på, at du har det ligesom jeg: Du sad ikke og tænkte reglerne igennem, da du i sin tid i skolen fik topkarakterer i retstavning for at huske at sætte -e på lærer, men -er på chauffør. Det kom bare til dig, fordi du var god til at huske og at se det for dig. Den virkelige udfordring som dansklærer - hvad angår stavning m.v. - er at sætte sig ind i, at mange ikke bare “fanger” det pr. automatik, ikke helt af sig selv fornemmer korrekt flertalsbøjning, automatisk sætter nutids-r, spytter kommaerne ud pr. intuition. Dit eksempel med æble og æbler viser jo netop, at du næppe har tænkt over, at fx lærer adskiller sig fra æble.
Min kollega læser korrektur og tænker over korrekthed i fx forældrehenvendelser - og får dem lige gennemlæst af mig. Men skulle han skrive noget i et fodboldforum på nettet, ville han næppe ofre tid og kræfter på korrektheden. Skulle han så ikke være lærer? Det ville være et stort tab for skolen og for fysik-, biologi- og matematikundervisningen - som jeg fx på ingen måde ville kunne gennemføre.