Min kæreste vil ikke hjælpe til med vores børn

Min kæreste og jeg har to børn. En på 6 og en på 0. 

Han går på arbejde og jeg barsel.

Hans arbejde er fysisk hårdt, han arbejder ca 8-9 timer om dagen.

Han hjælper til med at handle ind og så laver han stort set altid maden herhjemme. 

Jeg tager for det meste af bordet, ordner vasketøjet, ordner madpakkerne der skal laves, og alt det der har med børnene at gøre. Han har endnu ikke skiftet en ble på vores 2 mdr gamle datter.

Rengørin gør vi begge for det meste. Dog mest mig da han bliver sur hvis der ikke er ordentligt og ligner et ugeblad når han kommer hjem fra en hård dag på arbejdet.

Som han siger "det kan ikke være rigtig jeg skal gøre rent og rydde op når du har haft hele dagen til det" 

Altså han får det til at lyde som om jeg intet gør, men det gør jeg.

Han hjælper ikke til med børnene og idag sagde han at det ikke var fair at han havde været på arbejde en hel dag og så også skulle en masse når han kom hjem. Han sagde dette fordi jeg lagde vores baby ved siden af ham og sagde "Vil du lige holde øje med baby mens jeg lige ordner noget" 

Hvad gør jeg? Eller har han ret? 

Ved ikke lige hvordan jeg faktisk skal forholde mig til det her eller hvad jeg faktisk skal sige til ham og om jeg brude slå i bordet eller ej..

Råd søges

Lige tilføjet:

Fx. Idag har han lagt sig, så han er faldet i søvn 18.15

Det er vel ligeså meget hans børn, om du er på barsel eller ej. 

Bare fordi man har et arbejde, så har man også en familie og et hjem der skal passes.

Med en lillebitte baby, er man på arbejde 24/7 - og far skal selvfølgelig deltage ligeligt når han kommer hjem fra arbejde. Ja, det er hårdt, men sådan er livet med små børn  han kan ikke forvente at han så bare har fri. Man må hjælpes ad som familie. 

Hvad med at han tager børnene og du laver mad. 

Det er jo ikke fordi han dovner - det er bare ikke noget mht børnene 

Slå i bordet. Det er sq ikke i orden. Det er ligeså mehet hans børn som det er dine. Også selvom han arbejder. 

Han skal vel også knytte bånd med dem og det gør han ikke ved at sidde på sin flade. 

I mine øjne er det en doven og uengageret far. Havde det været mig var han røget ud af døren hvis han ikke begyndte at hjælpe til med børnene. Så hellere være alene mor

Herhjemme er jeg på barsel med 3. barn. Far arbejder langt hjemme fra og er væk 11 timer om dagen. 

Jeg sørger for alle madpakker, al husholdning og bringe/hente børn. 

Madlavning deles vi ligeligt om, alt afhængig af hvad han er hjemme. 

Min mand er sød til at tage over, med børnene og er meget på i weekenderne. Men som skrevet sørger jeg for det meste for at gøre plads til familiehygge og kærestetid når alle 3 er puttet. 

Hvad siger han når I taler om det? Mangler i at anerkende hinanden begge to? Mangler i kærestetid/hygge? Får I sat ord på jeres følelser/frustrationer eller hober de sig op og lige pludselig ender ud i irritation eller bitterhed? Her er vi enormt gode til at tale sammen, hvis der er noget vi synes der skal justeres på, hvilket gør vi at vi så at sige aldrig har konflikter.

Anonym skriver:

Slå i bordet. Det er sq ikke i orden. Det er ligeså mehet hans børn som det er dine. Også selvom han arbejder. 

Han skal vel også knytte bånd med dem og det gør han ikke ved at sidde på sin flade. 

I mine øjne er det en doven og uengageret far. Havde det været mig var han røget ud af døren hvis han ikke begyndte at hjælpe til med børnene. Så hellere være alene mor

Han hjælper jo til med andre ting, men mangler et større engagement i forhold til børnene. 

Synes godt nok det er en trist tilgang du har til bare at opgive alt. Der må jo være noget der er godt siden de har valgt at få to børn og den yngste er 0. Der kan jo være mange årsager til hans manglende tilstedeværelse i forhold til børnene. Eksempelvis en efterfødselsreaktion, det kan mænd jo også godt få. 

Er glad for jeg ikke er din mand, så var jeg vist røget på gaden mange gange. Jeg er nemlig ikke perfekt

Hvad med at han tager børnene og du laver mad. 

Det er jo ikke fordi han dovner - det er bare ikke noget mht børnene 

Enig!

Jeg synes personligt, at madlavning er ret meget arbejde, så fordelingen virker ikke uretfærdig på mig...

Anonym skriver:

Han hjælper jo til med andre ting, men mangler et større engagement i forhold til børnene. 

Synes godt nok det er en trist tilgang du har til bare at opgive alt. Der må jo være noget der er godt siden de har valgt at få to børn og den yngste er 0. Der kan jo være mange årsager til hans manglende tilstedeværelse i forhold til børnene. Eksempelvis en efterfødselsreaktion, det kan mænd jo også godt få. 

Er glad for jeg ikke er din mand, så var jeg vist røget på gaden mange gange. Jeg er nemlig ikke perfekt

Er også glad for du ikke er min mand hvis du ikke mener man skal engagerer sig i familie livet og mener at man bare skal slappe af når man har fri fra arbejde og ikke engang har skiftet en enkelt ble. 

Jeg havde selv en kæmpe fødselsdepression. Min mand havde også en efterfødselreaktion. Men ingen af os fralagde ansvaret. 

Synes det er en sørgelig tilgang at man ikke man ikke kan respekterer andres valg og holdninger. 

Det er ikke i orden ikke at deltage i tingene ang. ens barn. 

Om kvinden skal stå for det meste huslige derhjemme når hun er på barsel er vidst et holdningsspørgsmål - men jeg synes at ALT der omhandler børn deles man om 50/50 når begge er hjemme. Så ham der skal da hankes op i.. 

Gider han ikke sine børn eller hvad?.. Altså man danner jo også bånd med sine børn når man skifter ble, bader osv.. Men virker sku som om han ser sine børn som en sur pligt. 

Hvad har han tænkt sig når du starter arbejde igen?