Rockertand skriver:
Diagnosen vil jo ikke blive givet isoleret set på denne hændelse, men hændelsen kan være medvirkende - specielt hvis dette fortsætter over længere tid, hvilket også er det, der ses, ved PTSD-patienter.
Hvorvidt diagnosen udvandes, kan jeg ikke udtale mig om, det vil sikkert blive svært at trække tal over de mange facetter, som patienter henvises med - men det er korrekt, at der ikke behøver at være én udløsende hændelse, og at små hændelser ad åre også kan udløse PTSD. Jeg tror, at du ville blive overrasket over hvor meget/hvor lidt der skal til for at få samme symptomniveau, vi kommer alle med forskellig bagage og reaktionsmønster.
Til jer begge: Jeg følger jeres diskussion med stor interesse - og glæder mig over den pæne tone. Jeg forstår til fulde Abracadabras forbehold og er selv ofte frustreret over, hvordan angst bruges om frygt, depression om tristhed, stress om travlhed osv. På den måde mister begreberne deres betydning.
Samtidig har jeg den forløbne uge lært nyt om mig selv - på den ufede måde - og spekuleret over om ikke PTSD, så i hvert fald begrebet traume (som jeg forresten også jævnligt oplever udvandet) - og over reaktioner betinget af disse.
Jeg har barndomstraumer (defineret af psykiatere og psykologer) over min fars tidlige død, psykisk vold fra min stedfar samt et seksuelt overgreb. Det medfører, at jeg til stadighed kan reagere uforholdsmæssigt voldsomt på oplevelsen af at blive forladt samt på hårde ord eller frygt for hårde ord fra mænd, der er ældre end mig. Jeg kender reaktionerne ud og ind og har lært at genkende og leve med dem.
Havde jeg reageret som nu på en overfusning fra en ældre mand, ville jeg have forstået det. Men det er ubegribeligt for mig, og er aldrig sket før, at en jævnaldrende kvindes angreb kan udløse så heftig en reaktion. Mens I fortsatte tråden her, lå jeg og halvsov - jeg er alene hjemme - og da hundene begyndte at gø, fór jeg op og havde heftig hjertebanken i overbevisningen om, at min kollega var i mit hus.
Dette kan jeg næppe tilskrive min bagage fra barndommen, og det er ikke traumeselvet, der rører på sig. Det er en “ren” reaktion på hendes angreb, og det gør det trods alt lidt lettere, da jeg ikke skal til at tude over alle de gamle ting og føle mig sat tilbage i tiden.
Jeg kan ikke huske min pointe - flot! - men det var netop noget med Rockertands ord om bagage og reaktionsmønster.
