Frygt for kollega

Rockertand skriver:

Det skal anmeldes som VTC eller hvad I nu har på jeres arbejdsplads, det er ekstremt vigtigt, da din reaktion faktisk er ret alvorlig i forhold til psykisk efterreaktion nu eller senere. 

Hvis hændelsen ikke registreres, kan du risikere, at din forsikring ikke vil hjælpe dig på den lange bane, hvis du får brug for det.

Din reaktion er/var alvorlig, det er en psykisk reaktion, der meget vel skaber problemer senere, og du skal reagere med det samme, hvis du eller dine pårørende begynder at bemærke ændret adfærdsmønster ( reelt set sker det allerede nu, hvor du har undgåelsesadfærd).

Fagligt har jeg erfaring med angst og PTSD og har desuden selv mærket det, du beskriver, på egen krop.

 

Ja, det vil jeg også sørge for. Vores AMR har selv oplevet at blive angrebet af hende og undgår at gå alene på steder på skolen, hvor han kan støde på hende! Det er så grotesk. 

Jeg har mange gange i mit liv reageret voldsomt på vrede fra ældre mænd - fik ekstremt meget og hård skældud af min stedfar som barn - men det ved jeg jo er mit ømme punkt, hvorimod jeg aldrig nogensinde har reageret sådan over for jævnaldrende (og) kvinder. 

Jeg skal nok have fat i min psykolog i næste uge. 

Rockertand skriver:

Det skal anmeldes som VTC eller hvad I nu har på jeres arbejdsplads, det er ekstremt vigtigt, da din reaktion faktisk er ret alvorlig i forhold til psykisk efterreaktion nu eller senere. 

Hvis hændelsen ikke registreres, kan du risikere, at din forsikring ikke vil hjælpe dig på den lange bane, hvis du får brug for det.

Din reaktion er/var alvorlig, det er en psykisk reaktion, der meget vel skaber problemer senere, og du skal reagere med det samme, hvis du eller dine pårørende begynder at bemærke ændret adfærdsmønster ( reelt set sker det allerede nu, hvor du har undgåelsesadfærd).

Fagligt har jeg erfaring med angst og PTSD og har desuden selv mærket det, du beskriver, på egen krop.

 

Ikke for at være streng, men PTSD er noget, torturofre udvikler. Hvis PTSD-begrebet skal udvides så meget, at en sviner fra en kollega skal udløse samme rettigheder som regelret tortur,  er det så ikke at pisse lidt på dem, der har fået revet deres tånegle af med en tang?

Anonym skriver:

For næsten en uge siden blev jeg overfaldet verbalt af en kollega, som i 8-10 minutter overdængede mig med meget vrede og grove ord. Jeg var helt “låst” i situationen, kunne ikke sanse at gå min vej, men svarede dog behersket og kontrolleret på hendes angreb uden at skyde tilbage. En kollega hentede vores leder, som kom og standsede hende. Jeg opdagede, at jeg rystede over hele kroppen, og da min leder lidt senere talte med mig, begyndte jeg at tudbrøle. 

Mange på min arbejdsplads har oplevet tilsvarende med hende. Nogle af dem har ikke været på lærerværelset om morgenen i flere år af frygt for at møde hende! Nu er hun i den situation, at hun for anden gang skal forflyttes til en anden skole - denne gang efter eget ønske, da hun mener, hun bliver mobbet af både ledelse og kolleger. “Mobningen” består af, at folk af frygt eller vrede over hendes udbrud holder afstand til hende. Hun har endnu ikke fået job på en anden skole - rygtet løber nok i forvejen - og er selvfølgelig frustreret over manglende afklaring. Samtidig tænker jeg, at det er helt galt, at hun bare igen sendes videre til en ny arbejdsplads og fortsætter sin opførsel der. Jeg tror, hun er syg, men hun vil ikke have hjælp. Det er omverdenen, der gang på gang behandler hende dårligt. 

Hun blev sendt hjem hele denne uge og skulle til tjenstlig samtale i går pga. episoden, men jeg kender ikke udfaldet af den og ved ikke, om hun bare er tilbage på mandag. Og jeg er pissebange!! - helt irrationelt. Frygter, at hun ringer eller pludselig står ved min dør. Hører hendes stemme de mærkeligste steder. Drømmer om hende om natten. Hun har aldrig gjort nogen noget uden for lærerværelset, så det er virkelig uden grund, jeg er i alarmberedskab. 

Jeg plejer at være meget kontrolleret og at kunne håndtere konfliktsituationer fornuftigtf, men dette har godt nok taget pippet fra mig. Jeg får opbakning og forståelse fra de kolleger, der har hørt om det skete samt fra ledelsen - men jeg kan ikke holde uvisheden ud og er i panik ved tanken om evt. at se og høre hende på mandag, og så er der godt nok længe til sommerferien, hvor hun stopper. 

NB: Hun har, efter hvad vi ved, aldrig været udadreagerende over for elever, hvis nogen skulle få den tanke. 

Jeg synes, du skal alliere dig med en eller to kolleger, som du kan ‘gå’ sammen med de første dage eller indtil du har det bedre.

Og så tænker jeg også, at du skal beslutte nu, hvad du gør, hvis hun konfronterer dig. Det lyder som om din bedste strategi er at vende dig om og gå. Beslut også hvor du går hen, fx skolelederens kontor.

Jeg er leder og havde en medarbejder, som de fleste af kollegerne var bange for. Efter nogle måneder, hvor jeg havde måtte gribe ind et par gange og irettesætte hende, varmede jeg op til et samtaleforløb med advarsler, osv., fordi hun behandlede en kollega på en måde, der var meget mobbende. Pludselig skred hun ind på mit kontor og smed en opsigelse på mit bord. Jeg havde åbenbart fornærmet hende ved ikke at fyre kollegaen, som hun anså for at være inkompetent. Det var nogle akavede dage, vi havde op til hendes fratrædelse (heldigvis til pension), for hun havde været ansat i mange år og kollegerne havde svært ved at skjule lettelsen. Hun have helt sikkert forventet, at jeg ville bede hende blive, fordi hun havde en lang historie og stor viden. Men hun var så grænseoverskridende i sin adfærd, at kollegerne ikke kunne få adgang til hendes viden. Det var en fest, da hun gik ud af døren for sidste gang.

Jeg forstår godt, at det kan virke grotesk, at hun bare kan flytte til en ny skole og starte forfra, men ingen kan jo tvinge hende ud af arbejdsmarkedet og forhindre hende i at forsørge sig.

Ikke for at være streng, men PTSD er noget, torturofre udvikler. Hvis PTSD-begrebet skal udvides så meget, at en sviner fra en kollega skal udløse samme rettigheder som regelret tortur,  er det så ikke at pisse lidt på dem, der har fået revet deres tånegle af med en tang?

Du er bestemt ikke streng - du er dog for en enkelt gangs skyld helt forkert på den.

Jeg har erfaring med PTSD, når det handler om flygtninge, krigsveteraner, angstpatienter - OG tjenesterelaterede PTSD'ere, som kan være politimænd, lærere, ja faktisk er der som udgangspunkt ikke grænser, dog har jeg kun haft kendskab til ét tilfælde i nyere tid, der var kollegarelateret, men de findes.

Abracadabra skriver:

Ikke for at være streng, men PTSD er noget, torturofre udvikler. Hvis PTSD-begrebet skal udvides så meget, at en sviner fra en kollega skal udløse samme rettigheder som regelret tortur,  er det så ikke at pisse lidt på dem, der har fået revet deres tånegle af med en tang?

Du har i princippet ret og begrebet bør ikke udvides så meget, for da vil det miste sin mening. Men man kan udvikle PTSD, når man har været ude for katastrofale hændelser, som ikke kun er som følge af tortur.

Du har i princippet ret og begrebet bør ikke udvides så meget, for da vil det miste sin mening. Men man kan udvikle PTSD, når man har været ude for katastrofale hændelser, som ikke kun er som følge af tortur.

Det kan man have en personlig holdning til - men det er nu engang realitet, at der er differentialgrupper med PTSD-diagnosen, hver deres udgangspunkt og historie, men symptomerne er meget ens, dog er symptomgraden ret vid.

Hvis man skal oversætte det til en lidt mere forståelig term, så vil du jo heller ikke nægte en mand en brystundersøgelse, han kan jo stadig få brystkræft og dermed diagnosen.

Rockertand skriver:

Det kan man have en personlig holdning til - men det er nu engang realitet, at der er differentialgrupper med PTSD-diagnosen, hver deres udgangspunkt og historie, men symptomerne er meget ens, dog er symptomgraden ret vid.

Hvis man skal oversætte det til en lidt mere forståelig term, så vil du jo heller ikke nægte en mand en brystundersøgelse, han kan jo stadig få brystkræft og dermed diagnosen.

Men en sviner af en kollega ER altså IKKE 'traume af exceptionel svær karakter'. Det er simpelthen ikke rimeligt at skulle sammenligne kigstraumer med kollegakonflikt! Sidstnævnte hører under 'kaffe og kram', hvor førstnævnte hører under PTSD.

Men en sviner af en kollega ER altså IKKE 'traume af exceptionel svær karakter'. Det er simpelthen ikke rimeligt at skulle sammenligne kigstraumer med kollegakonflikt! Sidstnævnte hører under 'kaffe og kram', hvor førstnævnte hører under PTSD.

Men der står jo netop intet om krigstraumer i diagnosebeskrivelsen - og så har alle mennesker deres helt egen grænse for, hvornår psyke og krop reagerer med PTSD, den kan hverken du eller jeg definere, men diagnosen stilles (som alle andre), når kriterierne for sygdommen er mødt.

Trådstarters beskrivelse er meget sigende for de første episoder, som patienterne kan pege på som grundlæggende udløsende, og det er klart, at der skal mere til, men over tid kan denne episode meget vel være soklen for problemstillinger, og derfor er det vigtigt at få det registreret og beskrevet.

Jeg har bestemt heller ikke en mening om, at trådstarter har PTSD, jeg siger bare, at hendes reaktion er genkendelig og ikke bør negligeres.

Rockertand skriver:

Men der står jo netop intet om krigstraumer i diagnosebeskrivelsen - og så har alle mennesker deres helt egen grænse for, hvornår psyke og krop reagerer med PTSD, den kan hverken du eller jeg definere, men diagnosen stilles (som alle andre), når kriterierne for sygdommen er mødt.

Trådstarters beskrivelse er meget sigende for de første episoder, som patienterne kan pege på som grundlæggende udløsende, og det er klart, at der skal mere til, men over tid kan denne episode meget vel være soklen for problemstillinger, og derfor er det vigtigt at få det registreret og beskrevet.

Jeg har bestemt heller ikke en mening om, at trådstarter har PTSD, jeg siger bare, at hendes reaktion er genkendelig og ikke bør negligeres.

Grunden til, at jeg stejler over udtrykket PTSD brugt i forbindelse med 8-10 minutters udskælden af urimelig kollega er, at begrebet udvandes massivt i øjeblikket. Og hvis diagnosen kan komme i spil i en så lille konflikt som denne, så skal ressourcerne til patientgruppen 'smøres' SÅ tyndt ud, at dem uden tånegle næsten ingen hjælp kan få. Der må og skal være en bagatelgrænse! Af hensyn til incestofrene, børnesoldaterne og efterskoleleverne fra Præstø fjord.

Abracadabra skriver:

Grunden til, at jeg stejler over udtrykket PTSD brugt i forbindelse med 8-10 minutters udskælden af urimelig kollega er, at begrebet udvandes massivt i øjeblikket. Og hvis diagnosen kan komme i spil i en så lille konflikt som denne, så skal ressourcerne til patientgruppen 'smøres' SÅ tyndt ud, at dem uden tånegle næsten ingen hjælp kan få. Der må og skal være en bagatelgrænse! Af hensyn til incestofrene, børnesoldaterne og efterskoleleverne fra Præstø fjord.

Diagnosen vil jo ikke blive givet isoleret set på denne hændelse, men hændelsen kan være medvirkende - specielt hvis dette fortsætter over længere tid, hvilket også er det, der ses, ved PTSD-patienter. 

Hvorvidt diagnosen udvandes, kan jeg ikke udtale mig om, det vil sikkert blive svært at trække tal over de mange facetter, som patienter henvises med - men det er korrekt, at der ikke behøver at være én udløsende hændelse, og at små hændelser ad åre også kan udløse PTSD. Jeg tror, at du ville blive overrasket over hvor meget/hvor lidt der skal til for at få samme symptomniveau, vi kommer alle med forskellig bagage og reaktionsmønster.