Frygt for kollega

For næsten en uge siden blev jeg overfaldet verbalt af en kollega, som i 8-10 minutter overdængede mig med meget vrede og grove ord. Jeg var helt “låst” i situationen, kunne ikke sanse at gå min vej, men svarede dog behersket og kontrolleret på hendes angreb uden at skyde tilbage. En kollega hentede vores leder, som kom og standsede hende. Jeg opdagede, at jeg rystede over hele kroppen, og da min leder lidt senere talte med mig, begyndte jeg at tudbrøle. 

Mange på min arbejdsplads har oplevet tilsvarende med hende. Nogle af dem har ikke været på lærerværelset om morgenen i flere år af frygt for at møde hende! Nu er hun i den situation, at hun for anden gang skal forflyttes til en anden skole - denne gang efter eget ønske, da hun mener, hun bliver mobbet af både ledelse og kolleger. “Mobningen” består af, at folk af frygt eller vrede over hendes udbrud holder afstand til hende. Hun har endnu ikke fået job på en anden skole - rygtet løber nok i forvejen - og er selvfølgelig frustreret over manglende afklaring. Samtidig tænker jeg, at det er helt galt, at hun bare igen sendes videre til en ny arbejdsplads og fortsætter sin opførsel der. Jeg tror, hun er syg, men hun vil ikke have hjælp. Det er omverdenen, der gang på gang behandler hende dårligt. 

Hun blev sendt hjem hele denne uge og skulle til tjenstlig samtale i går pga. episoden, men jeg kender ikke udfaldet af den og ved ikke, om hun bare er tilbage på mandag. Og jeg er pissebange!! - helt irrationelt. Frygter, at hun ringer eller pludselig står ved min dør. Hører hendes stemme de mærkeligste steder. Drømmer om hende om natten. Hun har aldrig gjort nogen noget uden for lærerværelset, så det er virkelig uden grund, jeg er i alarmberedskab. 

Jeg plejer at være meget kontrolleret og at kunne håndtere konfliktsituationer fornuftigtf, men dette har godt nok taget pippet fra mig. Jeg får opbakning og forståelse fra de kolleger, der har hørt om det skete samt fra ledelsen - men jeg kan ikke holde uvisheden ud og er i panik ved tanken om evt. at se og høre hende på mandag, og så er der godt nok længe til sommerferien, hvor hun stopper. 

NB: Hun har, efter hvad vi ved, aldrig været udadreagerende over for elever, hvis nogen skulle få den tanke. 

Det lyder meget ubehageligt og synes det er for dårligt hun “får lov” til at fortsætte.

er det ikke muligt du kan alliere dig med et par kollegaer, så du ikke ender med at være alene med hende på lærerværelset ? 

Det lyder som om ledelsen har håndteret situationen efter de muligheder de nu har. Hun lyder ubehagelig men hun har trods alt ikke været fysisk eller voldelig overfor nogen så hun bliver næppe bortvist.

Du skriver selv det er irrationel frygt, men du bliver nødt til at forberede dig selv på at hun er der. Du kan jo forsøgt at aftale med dig selv at hvis der er noget under opsejling så vil du vende ryggen til hende og gå. Eventuelt få sagt at du ikke vil finde dig i at blive talt til på den måde.

Anonym skriver:

For næsten en uge siden blev jeg overfaldet verbalt af en kollega, som i 8-10 minutter overdængede mig med meget vrede og grove ord. Jeg var helt “låst” i situationen, kunne ikke sanse at gå min vej, men svarede dog behersket og kontrolleret på hendes angreb uden at skyde tilbage. En kollega hentede vores leder, som kom og standsede hende. Jeg opdagede, at jeg rystede over hele kroppen, og da min leder lidt senere talte med mig, begyndte jeg at tudbrøle. 

Mange på min arbejdsplads har oplevet tilsvarende med hende. Nogle af dem har ikke været på lærerværelset om morgenen i flere år af frygt for at møde hende! Nu er hun i den situation, at hun for anden gang skal forflyttes til en anden skole - denne gang efter eget ønske, da hun mener, hun bliver mobbet af både ledelse og kolleger. “Mobningen” består af, at folk af frygt eller vrede over hendes udbrud holder afstand til hende. Hun har endnu ikke fået job på en anden skole - rygtet løber nok i forvejen - og er selvfølgelig frustreret over manglende afklaring. Samtidig tænker jeg, at det er helt galt, at hun bare igen sendes videre til en ny arbejdsplads og fortsætter sin opførsel der. Jeg tror, hun er syg, men hun vil ikke have hjælp. Det er omverdenen, der gang på gang behandler hende dårligt. 

Hun blev sendt hjem hele denne uge og skulle til tjenstlig samtale i går pga. episoden, men jeg kender ikke udfaldet af den og ved ikke, om hun bare er tilbage på mandag. Og jeg er pissebange!! - helt irrationelt. Frygter, at hun ringer eller pludselig står ved min dør. Hører hendes stemme de mærkeligste steder. Drømmer om hende om natten. Hun har aldrig gjort nogen noget uden for lærerværelset, så det er virkelig uden grund, jeg er i alarmberedskab. 

Jeg plejer at være meget kontrolleret og at kunne håndtere konfliktsituationer fornuftigtf, men dette har godt nok taget pippet fra mig. Jeg får opbakning og forståelse fra de kolleger, der har hørt om det skete samt fra ledelsen - men jeg kan ikke holde uvisheden ud og er i panik ved tanken om evt. at se og høre hende på mandag, og så er der godt nok længe til sommerferien, hvor hun stopper. 

NB: Hun har, efter hvad vi ved, aldrig været udadreagerende over for elever, hvis nogen skulle få den tanke. 

Øv for en situation.... Men mon ikke hun har lært lektien nu hun skal flyttes og har været til samtale? Gentager episoden sig,  må ledereren på banen igen og sige hun ikke skal komme tilbage. 

SELVFØLGELIG bliver du utilpas ved tanken om fornyet konfrontation, det ville jeg virkelig også være. Hvis hun forsøger at tale med dig, må du stoppe hende og sige, at du ikke har lyst til at tale mere med hende. Det kan du jo gentage, hvis hun ikke vil slippe dig.

Sarahs-mor skriver:

Det lyder meget ubehageligt og synes det er for dårligt hun “får lov” til at fortsætte.

er det ikke muligt du kan alliere dig med et par kollegaer, så du ikke ender med at være alene med hende på lærerværelset ? 

Jo, det vil også være min strategi. Andet tør jeg slet ikke. Og ja, det er utroligt, hun kan få lov at blive ved. 

Anonym skriver:

For næsten en uge siden blev jeg overfaldet verbalt af en kollega, som i 8-10 minutter overdængede mig med meget vrede og grove ord. Jeg var helt “låst” i situationen, kunne ikke sanse at gå min vej, men svarede dog behersket og kontrolleret på hendes angreb uden at skyde tilbage. En kollega hentede vores leder, som kom og standsede hende. Jeg opdagede, at jeg rystede over hele kroppen, og da min leder lidt senere talte med mig, begyndte jeg at tudbrøle. 

Mange på min arbejdsplads har oplevet tilsvarende med hende. Nogle af dem har ikke været på lærerværelset om morgenen i flere år af frygt for at møde hende! Nu er hun i den situation, at hun for anden gang skal forflyttes til en anden skole - denne gang efter eget ønske, da hun mener, hun bliver mobbet af både ledelse og kolleger. “Mobningen” består af, at folk af frygt eller vrede over hendes udbrud holder afstand til hende. Hun har endnu ikke fået job på en anden skole - rygtet løber nok i forvejen - og er selvfølgelig frustreret over manglende afklaring. Samtidig tænker jeg, at det er helt galt, at hun bare igen sendes videre til en ny arbejdsplads og fortsætter sin opførsel der. Jeg tror, hun er syg, men hun vil ikke have hjælp. Det er omverdenen, der gang på gang behandler hende dårligt. 

Hun blev sendt hjem hele denne uge og skulle til tjenstlig samtale i går pga. episoden, men jeg kender ikke udfaldet af den og ved ikke, om hun bare er tilbage på mandag. Og jeg er pissebange!! - helt irrationelt. Frygter, at hun ringer eller pludselig står ved min dør. Hører hendes stemme de mærkeligste steder. Drømmer om hende om natten. Hun har aldrig gjort nogen noget uden for lærerværelset, så det er virkelig uden grund, jeg er i alarmberedskab. 

Jeg plejer at være meget kontrolleret og at kunne håndtere konfliktsituationer fornuftigtf, men dette har godt nok taget pippet fra mig. Jeg får opbakning og forståelse fra de kolleger, der har hørt om det skete samt fra ledelsen - men jeg kan ikke holde uvisheden ud og er i panik ved tanken om evt. at se og høre hende på mandag, og så er der godt nok længe til sommerferien, hvor hun stopper. 

NB: Hun har, efter hvad vi ved, aldrig været udadreagerende over for elever, hvis nogen skulle få den tanke. 

Det skal anmeldes som VTC eller hvad I nu har på jeres arbejdsplads, det er ekstremt vigtigt, da din reaktion faktisk er ret alvorlig i forhold til psykisk efterreaktion nu eller senere. 

Hvis hændelsen ikke registreres, kan du risikere, at din forsikring ikke vil hjælpe dig på den lange bane, hvis du får brug for det.

Din reaktion er/var alvorlig, det er en psykisk reaktion, der meget vel skaber problemer senere, og du skal reagere med det samme, hvis du eller dine pårørende begynder at bemærke ændret adfærdsmønster ( reelt set sker det allerede nu, hvor du har undgåelsesadfærd).

Fagligt har jeg erfaring med angst og PTSD og har desuden selv mærket det, du beskriver, på egen krop.

IenFart skriver:

Det lyder som om ledelsen har håndteret situationen efter de muligheder de nu har. Hun lyder ubehagelig men hun har trods alt ikke været fysisk eller voldelig overfor nogen så hun bliver næppe bortvist.

Du skriver selv det er irrationel frygt, men du bliver nødt til at forberede dig selv på at hun er der. Du kan jo forsøgt at aftale med dig selv at hvis der er noget under opsejling så vil du vende ryggen til hende og gå. Eventuelt få sagt at du ikke vil finde dig i at blive talt til på den måde.

Ja, det er også min plan. Men den havde jeg faktisk allerede forinden, da jeg havde hørt fra så mange om hendes udbrud og godt vidste, jeg selv kunne blive den næste. Alligevel blev jeg fuldstændigt fanget i det og kunne intet sanse. 

Min leder var meget forstående, netop fordi han har været udsat for det samme, og da jeg bebrejdede mig selv, at jeg ikke bare var gået, sagde han, at det forstod han til fulde - han var selv blevet fanget i det og havde ladet hende blive ved og ved. Men nu er jeg selvfølgelig endnu bedre forberedt. 

Camillos skriver:

Øv for en situation.... Men mon ikke hun har lært lektien nu hun skal flyttes og har været til samtale? Gentager episoden sig,  må ledereren på banen igen og sige hun ikke skal komme tilbage. 

Hun har endnu aldrig lært af diverse lektier og konsekvenser. I hendes opfattelse er det virkelig os andre/den anden, der mobber og provokerer. Jeg tror ikke, hun opfatter, hvad der sker, og hvad hun gør. 

Abracadabra skriver:

SELVFØLGELIG bliver du utilpas ved tanken om fornyet konfrontation, det ville jeg virkelig også være. Hvis hun forsøger at tale med dig, må du stoppe hende og sige, at du ikke har lyst til at tale mere med hende. Det kan du jo gentage, hvis hun ikke vil slippe dig.

Det prøver jeg at forberede mig på - men den plan havde jeg allerede før episoden, og lige meget hjalp det. Jeg kunne slet ikke flytte mig ud af stedet. Måske er jeg endnu bedre forberedt nu. Det vil jeg da håbe.