MegaMegetMor skriver:
Det, som det for mig handler om, er at barnet ikke selv har valgt at blive smidt online til offentlig skue for mange tusinde mennesker. Det er dét, der er humlen for mig. Vores børn får ikke et valg i sådanne situationer - og i med hun vælger at være anonym vil hun jo tydeligvis heller ikke selv "smides til offentlig skue" - det er det, jeg henviser til. Hvorfor træffe et valg for vores børn, som vi ikke selv vil? Jeg nævner det, fordi det er en stigende tendens og jeg synes altid det er rigtig godt lige at reflektere over hvordan vi deler vores børn - især hvis vi faktisk helst ikke en gang vil dele os selv. 
Jeg forstår det bare ikke. Jeg ser fotos af et barn om hvem jeg kun ved, at han snart fylder fem og skal have briller. Jeg har ikke en jordisk chance for - hvis det altså interesserede mig - at finde ud af, hvad han hedder, hvor han bor osv. Hans fremtidige klassekammerater, arbejdsgivere etc. vil aldrig kunne google ham og finde billederne, da de ikke er koblet på hans navn eller noget som helst andet. I alleryderste konsekvens vil hans nabokone eller pædagog ved et tilfælde her og nu - inden for de få dage, nogen overhovedet ser indlægget, inden det ryger langt ned - genkende ham på fotoet og tænke “Hey, det er da Valdemar!”, men det kræver vist mere end almindelig fantasi at forestille sig, de i så fald vil gemme billedet og “bruge det mod ham”. Hvorfor skulle nogen gøre det?
For mig kunne hun lige så godt have lagt et foto ind af sin hund - “sød, lyshåret 5-årig dreng med briller” er en mængdebetegnelse på linje med “nuttet labradorhvalp” og giver lige så lidt et hint om, hvem han er, og hvor i landet han bor.
Idet moren er anonym, kan jeg heller ikke - hvis jeg af helt uransagelige årsager skulle ønske det - klikke mig ind på hendes profil og erfare, at “sød, lyshåret 5-årig dreng med briller” bor i Vejle eller Sorø, at han hedder Svend, og at han har en lillebror på 3. Hvilket i sig selv forekommer usandsynligt, at nogen skulle gøre, men det har moren altså under alle omstændigheder sørget for ikke kan ske.
Hvad er det konkret og gerne realistisk, det skulle kunne skade ham som aldeles anonym at “ligge til skue” her? Mine børn har som små været fotograferet til avisartikler med navns nævnelse - fx, når de har deltaget i sommerferieaktiviteter. Her kan man sikkert stadig finde dem ved en googlesøgning, hvis man altså gider - jeg har altså udsat dem for en langt større potentiel eksponering. Folk kan finde dem og erfare, at de som små deltog i fiskeri ved den lokale sø - jeg har svært ved at få øje på skaden ved det, og den slags artikler findes der millioner af på nettet, uden at jeg har oplevet nogen stille spørgsmålstegn ved, at børn indgår i interviews, som lægges til skue for enhver.
Det er muligt, jeg overser noget, men det må du så vise mig, så jeg forstår det. Hvordan kan det skade denne helt anonyme dreng?