Ikke planlagt graviditet...

Camillos skriver:

De skal altid fortælle at der er risiko for man ikke kan få børn senere hen af kirurgisk og medicinsk abort. Dog er procentdelen meget lille. Dejligt at høre du er ved at være ovenpå igen  med alle de ting du har kæmpet med. Det er uheldigt det ikke er planlagt. Det er kun dig og din kæreste der ved hvad den rigtige beslutning er omkring det hele. Du får lige et cyber  herfra. 

Tak for din besked !!! 

Humlen* skriver:

Tak for din besked !!! 

Det var så lidt 

kram først af alt.. det er virkelig noget øv når det sker den ene gang man ikke husker prævention..

Da jeg blev planlagt gravid med den første var det imens min kæreste stadig var i gang med udredning i psykiatrien og han fik medicin mod en depression...

Han valgte at snakke med hans psykiater først.. hun sagde åbent og ærligt at enten så kunne det at få et barn (som virkelig var et af hans (og mit) store ønsker) hjælpe ham gennem det sidste depression ved at der blev nogen der havde brug for ham.. men det kunne også gør det værre ved at der ville være usikkerhed med ikke at kunne sove om natten, brug for ekstra opmærksomhed fra en lille en der ikke forstod at nu var far træt...

Det var den bedste beslutning at få vores søn.. han er superfølsom og har været så terapeutisk for min kæreste der har opdaget en side af sig selv der blev glemt da han var barn i et voldeligt hjem...

Jeg kan ikke sige noget om risiko ved abort...

jeg kan kun sige at her var det virkelig den bedste beslutning at få sønnen selvom kæresten ikke var rask fra depression og det var superhårdt at stå alene med meget af det da min kæreste som sagt fik en masse medicin...

der er aldrig det perfekte tidspunkt at få børn synes jeg...

pas på med at I ikke venter for længe med Jeres alder taget i betragtning.. efter de 30 år styrtdykker din ægmængde jo..

Wampires skriver:

kram først af alt.. det er virkelig noget øv når det sker den ene gang man ikke husker prævention..

Da jeg blev planlagt gravid med den første var det imens min kæreste stadig var i gang med udredning i psykiatrien og han fik medicin mod en depression...

Han valgte at snakke med hans psykiater først.. hun sagde åbent og ærligt at enten så kunne det at få et barn (som virkelig var et af hans (og mit) store ønsker) hjælpe ham gennem det sidste depression ved at der blev nogen der havde brug for ham.. men det kunne også gør det værre ved at der ville være usikkerhed med ikke at kunne sove om natten, brug for ekstra opmærksomhed fra en lille en der ikke forstod at nu var far træt...

Det var den bedste beslutning at få vores søn.. han er superfølsom og har været så terapeutisk for min kæreste der har opdaget en side af sig selv der blev glemt da han var barn i et voldeligt hjem...

Jeg kan ikke sige noget om risiko ved abort...

jeg kan kun sige at her var det virkelig den bedste beslutning at få sønnen selvom kæresten ikke var rask fra depression og det var superhårdt at stå alene med meget af det da min kæreste som sagt fik en masse medicin...

der er aldrig det perfekte tidspunkt at få børn synes jeg...

pas på med at I ikke venter for længe med Jeres alder taget i betragtning.. efter de 30 år styrtdykker din ægmængde jo..

Tusind tak for en rigtig fin og dejlig besked

Nu har jeg i forvejen børn der kræver mig og som absolut også har været med til, at jeg ikke er bukket fuldkommen under, men faktisk hele tiden har været igang med studie (dog afsluttet for noget tid siden nu) og arbejde ! Det har været helt enormt vigtigt for mig, at jeg blev ved at være stærk ! Jeg har slæbt mig selv og dem to igennem alverdens lort og møg, vold, trusler og psykisk terror. Og ja, jeg har brugt lang tid på at ønske mig selv død og skammet mig langt ned i sorte huller.

Det har været urimeligt hårdt at komme så langt, som jeg er nu. Men jeg er nu virkelig stolt over, at jeg aldrig meldte mig syg, men fortsatte med at stå op. Det har helt klart også gjort det at komme videre meget hårdere, men det var vigtigt for mig, at jeg ikke lagde mig fladt ned; både pga. mig selv, men absolut også pga. mine børn og det parforhold jeg endelig fandt ind i, som gir mig ro og styrke !!

Undskyld det nu blir langt igen.

En anden kæmpe-bekymring og næsten afgørende betydning for abort er min familie. De vil blive så skuffet over at høre, at jeg er blevet ups-gravid. Og jeg kan ikke sige, at det er planlagt, for vi er meget tætte og derfor ville jeg selvfølgelig have fortalt dem, hvis vi prøvede at blive gravid. De er også meget “efter mig” med deres mening om, at jeg ikke må blive gravid endnu.....

Jeg vil gerne have flere børn - og synes egentlig ligeså godt vi bare kan begynde..... Så var der bare det med at jeg gerne ville blive helt psykisk rask og så have min familie med på vognen ikke mindst.....

Men 9 måneder er jo også en del. Jeg kan jo nå at få det meget bedre på den tid......

Tusind tak for en rigtig fin og dejlig besked

Nu har jeg i forvejen børn der kræver mig og som absolut også har været med til, at jeg ikke er bukket fuldkommen under, men faktisk hele tiden har været igang med studie (dog afsluttet for noget tid siden nu) og arbejde ! Det har været helt enormt vigtigt for mig, at jeg blev ved at være stærk ! Jeg har slæbt mig selv og dem to igennem alverdens lort og møg, vold, trusler og psykisk terror. Og ja, jeg har brugt lang tid på at ønske mig selv død og skammet mig langt ned i sorte huller.

Det har været urimeligt hårdt at komme så langt, som jeg er nu. Men jeg er nu virkelig stolt over, at jeg aldrig meldte mig syg, men fortsatte med at stå op. Det har helt klart også gjort det at komme videre meget hårdere, men det var vigtigt for mig, at jeg ikke lagde mig fladt ned; både pga. mig selv, men absolut også pga. mine børn og det parforhold jeg endelig fandt ind i, som gir mig ro og styrke !!

Undskyld det nu blir langt igen.

En anden kæmpe-bekymring og næsten afgørende betydning for abort er min familie. De vil blive så skuffet over at høre, at jeg er blevet ups-gravid. Og jeg kan ikke sige, at det er planlagt, for vi er meget tætte og derfor ville jeg selvfølgelig have fortalt dem, hvis vi prøvede at blive gravid. De er også meget “efter mig” med deres mening om, at jeg ikke må blive gravid endnu.....

Jeg vil gerne have flere børn - og synes egentlig ligeså godt vi bare kan begynde..... Så var der bare det med at jeg gerne ville blive helt psykisk rask og så have min familie med på vognen ikke mindst.....

 

Men 9 måneder er jo også en del. Jeg kan jo nå at få det meget bedre på den tid......

Sådan hvor er du sej :) det er superflot at du holdte ud uden at brænde ud...

hvis din families mening er den største årsag som jeg læser det så ville jeg bare sige til dem at I havde snakket om det men ikke nået at fortælle dem planen endnu ;)

og ja der kan ske meget på 9 måneder :)

har du snakket med manden endnu? :) måske du skulle gøre det og høre hvad han føler? kan godt være at han er presset med SF men hvis nu han netop føler at det kan være et lyspunkt midt i det hele? :)

jeg er selv upsgravid denne gang... vi troede ikke vi kunne selv.. jeg var næsten 9 uger henne før vi opdagede det ved et tilfælde da jeg for sjov tissede på en pind.. jeg har termin 6/7 og det er stadig ikke sunket helt ind endnu...

Humlen* skriver:

Tusind tak for en rigtig fin og dejlig besked

Nu har jeg i forvejen børn der kræver mig og som absolut også har været med til, at jeg ikke er bukket fuldkommen under, men faktisk hele tiden har været igang med studie (dog afsluttet for noget tid siden nu) og arbejde ! Det har været helt enormt vigtigt for mig, at jeg blev ved at være stærk ! Jeg har slæbt mig selv og dem to igennem alverdens lort og møg, vold, trusler og psykisk terror. Og ja, jeg har brugt lang tid på at ønske mig selv død og skammet mig langt ned i sorte huller.

Det har været urimeligt hårdt at komme så langt, som jeg er nu. Men jeg er nu virkelig stolt over, at jeg aldrig meldte mig syg, men fortsatte med at stå op. Det har helt klart også gjort det at komme videre meget hårdere, men det var vigtigt for mig, at jeg ikke lagde mig fladt ned; både pga. mig selv, men absolut også pga. mine børn og det parforhold jeg endelig fandt ind i, som gir mig ro og styrke !!

Undskyld det nu blir langt igen.

En anden kæmpe-bekymring og næsten afgørende betydning for abort er min familie. De vil blive så skuffet over at høre, at jeg er blevet ups-gravid. Og jeg kan ikke sige, at det er planlagt, for vi er meget tætte og derfor ville jeg selvfølgelig have fortalt dem, hvis vi prøvede at blive gravid. De er også meget “efter mig” med deres mening om, at jeg ikke må blive gravid endnu.....

Jeg vil gerne have flere børn - og synes egentlig ligeså godt vi bare kan begynde..... Så var der bare det med at jeg gerne ville blive helt psykisk rask og så have min familie med på vognen ikke mindst.....

 

Men 9 måneder er jo også en del. Jeg kan jo nå at få det meget bedre på den tid......

Hold da op, hvor du lyder som en sej kvinde. Sikke meget du har været igennem.

Det er så individuelt, hvornår man er klar til (flere) børn efter en psykisk nedtur. Er du i behandling f.eks. ved en terapeut - og har du talt med ham/hende om, hvad vedkommende tænker ?

Noget helt andet - men jeg var på et tidspunkt igennem en gastroskopi, og der får man jo også at vide, at der er en lille risiko for, at de kommer til at prikke hul - men at risikoen er meget lille.

Jeg ved ikke, hvor stor risikoen er ved abort. 

Tror du ikke, at din familie vil støtte dig, selv om de måske bliver overraskede - du skriver, at I er meget tætte.

Håber det bedste for dig/jer.

Wampires skriver:

Sådan hvor er du sej :) det er superflot at du holdte ud uden at brænde ud...

 

hvis din families mening er den største årsag som jeg læser det så ville jeg bare sige til dem at I havde snakket om det men ikke nået at fortælle dem planen endnu ;)

og ja der kan ske meget på 9 måneder :)

har du snakket med manden endnu? :) måske du skulle gøre det og høre hvad han føler? kan godt være at han er presset med SF men hvis nu han netop føler at det kan være et lyspunkt midt i det hele? :)

 

jeg er selv upsgravid denne gang... vi troede ikke vi kunne selv.. jeg var næsten 9 uger henne før vi opdagede det ved et tilfælde da jeg for sjov tissede på en pind.. jeg har termin 6/7 og det er stadig ikke sunket helt ind endnu...

Han er på arbejde og kommer først hjem på fredag... Jeg har dog skrevet til ham, hvad jeg har snakket med lægen om og at jeg derfor ikke er gået videre med abort. Han svarede, at han i morges, efter at have afleveret mine børn, tænkte, at vi da sagtens kunne have et barn mere.... Vi har børnefri weekend denne uge, så kan vi få det snakket igennem...igen. Og så kan vi gå og summe lidt mere... Tænker ikke vi behøver komme frem til en endelig beslutning i  weekenden.... Selvom jeg gerne ville have ro på situationen NU så jeg enten kunne nyde og være lykkelig for den her graviditet eller få graviditeten overstået og komme videre..... Min sidste graviditet var et rent helved rent psykisk.... Jeg ønskede barnet død hver eneste dag, pga volden og terroren..... Det er et traume.... Jeg ønsker virkelig en graviditet i ren lykke !!! Jeg kan ikke overskue, hvis der skulle ske noget frygteligt, imens jeg er gravid... Og jeg vil have brug for min mand Som jo desværre har det her trælse noget i sf... Hun vil have sat samværet ned.. Hun er psykisk syg på fortidspension, hun ser desværre spøgelser overalt... Det er ofte gået ud over ham - og barnet..... Egentlig er der nok på det punkt intet godt tidspunkt. Hun kan til enhver tid komme og lave rav i den og gøre livet surt ! Jeg prøver at blande mig udenom så vidt som muligt, for jeg kan ikke tåle for meget negativitet... Jeg har selvsagt selv haft en krig i sf pga. min yngstes voldelige og ustabile far...... Men ALT det er der ro på nu og de ser hinanden hver 2. weekend og der er ingen problemer med ham og det har der ikke været i snart 1 år !!! 

Jeg kan mærke, at jeg forbinder upsgraviditet med den sidste graviditet jeg havde... Men sådan er alle upsgraviditeter selvfølgelig ikke ! Jeg er helt klart "bare" rørt af alt det der er sket den gang....

Hvis jeg skal igennem den her graviditet, så tror jeg, at jeg vil snakke med lægen om muligheden for at komme ud og snakke med nogen andre der har været igennem depression og stress... Få nogle gode input og forhåbentlig få de sidste rester ud af mit system... Det kunne sikkert i det hele taget være godt for mig....

Tommelise skriver:

Hold da op, hvor du lyder som en sej kvinde. Sikke meget du har været igennem.

Det er så individuelt, hvornår man er klar til (flere) børn efter en psykisk nedtur. Er du i behandling f.eks. ved en terapeut - og har du talt med ham/hende om, hvad vedkommende tænker ?

Noget helt andet - men jeg var på et tidspunkt igennem en gastroskopi, og der får man jo også at vide, at der er en lille risiko for, at de kommer til at prikke hul - men at risikoen er meget lille.

Jeg ved ikke, hvor stor risikoen er ved abort. 

Tror du ikke, at din familie vil støtte dig, selv om de måske bliver overraskede - du skriver, at I er meget tætte.

Håber det bedste for dig/jer.

Tak for dine søde ord !! 

Jeg er ikke i behandling... Men jeg overvejer virkelig at søge en form for hjælp.. Den stilling jeg havde før mit nye job var grundet en, der var gået ned med stress. Da vedkommen stille og roligt kom tilbage i arbejde, snakkede vi sammen om det her stress. Han kendte godt lidt til min historie og han anbefalede mig nogle "kurser" (kan simpelthen ikke huske, om det ligefrem var det han kaldte det), som han selv blev tilknyttet, da han gik ned med stress. Det var sådanne sessioner, hvor de sad flere mennesker i forskellige situationer, men alle sammen med den lighed, at de havde stress. Der sad netop også en kvinde, som var kommet væk fra en fysisk og psykisk voldelig mand, fortalte min kollega. Han mente bestemt, at jeg ville kunne få noget ud af, at komme ud og høre, at jeg ikke er alene, at jeg ikke behøver skamme mig, snakke med andre, få nogle værktøjer til at komme helt ovenpå osv....

Jeg har i lang tid været enormt enormt flov over de her mange år af mit liv, hvor alt bare er gået galt... Jeg har haft rigtig svært ved at melde ud og åbne op... Da jeg tog til lægen for et år siden, var det med forskellige fysiske skavanker... Jeg kom mange gange og fik taget flere forskellige tests både hos lægen og på sygehuset... Til sidst fortalte jeg hende om det liv jeg prøvede at lægge bag mig/komme over/komme igennem.... Lægen ville gerne konstatere depression og stress og melde mig syg, så jeg kunne tage hånd om mig selv. Men jeg ville ikke..... Jeg ville heller ikke have sat noget som helst i søen omkring psykiatri osv. Men måske jeg er ved at være klar... Synes jeg det sidste lille års tid har mødt og hørt om flere, som har været i samme båd som mig. Så jeg føler mig lidt mere okay...med de mange fejl jeg har begået.

og UNDSKYLD igen og også til dig, at jeg skriver så meget....!!

Jeg håber, hvis jeg gennemføre graviditeten, at min familie vil støtte op om den..... Men jeg er bare SÅ ked af, at det så er den 3. graviditet, hvor deres reaktion er "For helvede" og ikke "JUBIIIIII"..... Ved godt de 2 første graviditeter ikke just var gode.... Håber de kan se forskellig på den gang og nu....

Humlen* skriver:

Tak for dine søde ord !! 

Jeg er ikke i behandling... Men jeg overvejer virkelig at søge en form for hjælp.. Den stilling jeg havde før mit nye job var grundet en, der var gået ned med stress. Da vedkommen stille og roligt kom tilbage i arbejde, snakkede vi sammen om det her stress. Han kendte godt lidt til min historie og han anbefalede mig nogle "kurser" (kan simpelthen ikke huske, om det ligefrem var det han kaldte det), som han selv blev tilknyttet, da han gik ned med stress. Det var sådanne sessioner, hvor de sad flere mennesker i forskellige situationer, men alle sammen med den lighed, at de havde stress. Der sad netop også en kvinde, som var kommet væk fra en fysisk og psykisk voldelig mand, fortalte min kollega. Han mente bestemt, at jeg ville kunne få noget ud af, at komme ud og høre, at jeg ikke er alene, at jeg ikke behøver skamme mig, snakke med andre, få nogle værktøjer til at komme helt ovenpå osv....

Jeg har i lang tid været enormt enormt flov over de her mange år af mit liv, hvor alt bare er gået galt... Jeg har haft rigtig svært ved at melde ud og åbne op... Da jeg tog til lægen for et år siden, var det med forskellige fysiske skavanker... Jeg kom mange gange og fik taget flere forskellige tests både hos lægen og på sygehuset... Til sidst fortalte jeg hende om det liv jeg prøvede at lægge bag mig/komme over/komme igennem.... Lægen ville gerne konstatere depression og stress og melde mig syg, så jeg kunne tage hånd om mig selv. Men jeg ville ikke..... Jeg ville heller ikke have sat noget som helst i søen omkring psykiatri osv. Men måske jeg er ved at være klar... Synes jeg det sidste lille års tid har mødt og hørt om flere, som har været i samme båd som mig. Så jeg føler mig lidt mere okay...med de mange fejl jeg har begået.

 

og UNDSKYLD igen og også til dig, at jeg skriver så meget....!!

 

Jeg håber, hvis jeg gennemføre graviditeten, at min familie vil støtte op om den..... Men jeg er bare SÅ ked af, at det så er den 3. graviditet, hvor deres reaktion er "For helvede" og ikke "JUBIIIIII"..... Ved godt de 2 første graviditeter ikke just var gode.... Håber de kan se forskellig på den gang og nu....

Du skal bestemt ikke undskylde.

Hvor er det godt, at du begynder at åbne op. Og jeg er helt målløs over, at du har klaret det uden hjælp indtil nu. Da jeg blev henvist til psykiatrien, syntes jeg også, det var meget svært - én ting var at gå til psykolog - men psykiatrien - så var jeg da blevet tosset i hovedet.  Men det er jo ikke anderledes, end hvis man kommer af sted med en fysisk sygdom. Og man opdager, at man ikke er alene.

Du skal bestemt ikke være flov. Det er meget typisk, at en kvinde i et voldeligt forhold er flov og skammer sig - men det er jo ikke hende, der er noget galt med. Hvor er det godt, at du har fundet styrken til at komme ud af det og har fundet en god mand.

Hvis din familie ikke med det samme reagerer med JUBII - så tror jeg, det er bekymring - og ikke fordømmelse. Men ja - de kan forhåbentlig se, at din kæreste er en god mand. 

Åh altså - det er en svær situation, du står i. 

Han er på arbejde og kommer først hjem på fredag... Jeg har dog skrevet til ham, hvad jeg har snakket med lægen om og at jeg derfor ikke er gået videre med abort. Han svarede, at han i morges, efter at have afleveret mine børn, tænkte, at vi da sagtens kunne have et barn mere.... Vi har børnefri weekend denne uge, så kan vi få det snakket igennem...igen. Og så kan vi gå og summe lidt mere... Tænker ikke vi behøver komme frem til en endelig beslutning i  weekenden.... Selvom jeg gerne ville have ro på situationen NU så jeg enten kunne nyde og være lykkelig for den her graviditet eller få graviditeten overstået og komme videre..... Min sidste graviditet var et rent helved rent psykisk.... Jeg ønskede barnet død hver eneste dag, pga volden og terroren..... Det er et traume.... Jeg ønsker virkelig en graviditet i ren lykke !!! Jeg kan ikke overskue, hvis der skulle ske noget frygteligt, imens jeg er gravid... Og jeg vil have brug for min mand Som jo desværre har det her trælse noget i sf... Hun vil have sat samværet ned.. Hun er psykisk syg på fortidspension, hun ser desværre spøgelser overalt... Det er ofte gået ud over ham - og barnet..... Egentlig er der nok på det punkt intet godt tidspunkt. Hun kan til enhver tid komme og lave rav i den og gøre livet surt ! Jeg prøver at blande mig udenom så vidt som muligt, for jeg kan ikke tåle for meget negativitet... Jeg har selvsagt selv haft en krig i sf pga. min yngstes voldelige og ustabile far...... Men ALT det er der ro på nu og de ser hinanden hver 2. weekend og der er ingen problemer med ham og det har der ikke været i snart 1 år !!! 

Jeg kan mærke, at jeg forbinder upsgraviditet med den sidste graviditet jeg havde... Men sådan er alle upsgraviditeter selvfølgelig ikke ! Jeg er helt klart "bare" rørt af alt det der er sket den gang....

Hvis jeg skal igennem den her graviditet, så tror jeg, at jeg vil snakke med lægen om muligheden for at komme ud og snakke med nogen andre der har været igennem depression og stress... Få nogle gode input og forhåbentlig få de sidste rester ud af mit system... Det kunne sikkert i det hele taget være godt for mig....

jeg kan godt følge dig :)

nu ved jeg ikke hvor du bor henne i landet men der er flere steder hvor psykiatrien har åbne sessioner hvor man kan komme og gå efter behov...

godt at han også ved det og ja kan støtte dig og I kan få snakket igennem hvad det rent praktisk vil betyde...

og som du siger uanset hvornår så kan x'er vende og lave ravage når det drejer sig om børn og sårede følelser...

trot det vil være en god idé at vende den med lægen og finde støttegrupper for sårbare mødre hvor du kan finde støtte og ikke føle dig alene...

her i roskilde kan man få en jordemoder der har ekstra tid og ressourcer når man er i den sårbare gruppe..

jeg er denne gang tilmeldt da min kæreste har fået en diagnose og vores søn er sensitiv og med stor sandsynlighed har arvet det samme som far har... så jeg f.eks. efter fødslen kan få enestue og kan vælge at sige at jeg gerne vil hjem en dag men kan komme tilbage hvis jeg har brug for det.. og hun har ekstra tid til at snakke med os når vi er der og kan sætte mig i forbindelse med diverse grupper osv hvis jeg får brug for det...

vi har også allerede forbindelse til SP og har haft graviditetsmøde med hende og jeg er slet ikke i tvivl om at hun er den helt rigtige støtte for os... vi kender hende allerede da hun også var SP for vores søn i et stykke tid og også er hans SP nede på skolen...

jeg kan sagtens følge dig med psykiatrien.. husk at det stærkeste er at bede om hjælp det sted hvor de kan hjælpe.. og psykiatrien er ikke bare at få medicin men så meget mere... min kæreste går til samtale hos psykiatrien hos en læge der.. så det er ikke psykiatri som sådan men hun har bare nogle ekstra kompetencer til at kunne finde de rigtige spørgsmål at stille og til at hjælpe ham med at finde svarene og følelserne der ligger gemt inden i...

overvej måske at tage kontakt til Mødrehjælpen? De har også mange kontakter og kender til situationerne der kan opstå efter at have været i et voldeligt forhold.. de har åben anonym rådgivning i dag fra 14-17 mener jeg det er..

hov det blev langt :D

og jeg glemte lige at skrive at min mor også reagerede med bekymring da jeg fortalte at jeg var gravid.. hun er bekymret for om min kæreste kan rumme endnu et barn med ekstra behov... jeg synes det var rart at hun var ærlig om det fra starten af så vi fik snakket om det.. og nu støtter hun os i at beholde det og glæder sig på vores vegne :) og min far er bare lykkelig over endnu et drengebarnebarn XD