Stoler du på din læge?

Ved ikke om det bare er mig...

For noget tid siden slog min 1 årige hovedet. Hun fik en bule på størrelse med et halvt gåseæg og havde svært ved at sove, så jeg ringede til vagtlægen for at høre om det kunne være noget alvorligt. Det er 1. gang jeg har ringet til vagtlægen med min børn, men blev ikke ligefrem mere tryg ved det. Han spurgte om hun havde ondt i hovedet, hvortil jeg svarede at hun kun lige var fyldt 1 år så det var lidt svært at sige, hvor han så mener at hun burde kunne pege hvor det gjorde ondt  Han ved ikke rigtig hvad han skal sige, så han anbefaler at jeg tager hende til lægen dagen efter hvis hun igen har sovet dårligt.

Næste dag tager jeg hende til lægen, som sidder og kradser sig lidt i håret, og siger 'det ved jeg ikke... skal vi se tiden an?' - NEJ! Jeg har ikke lyst til at se tiden an om der er noget alvorligt, så han sender mig 1 times kørsel væk til sygehuset så de kan se på hende. Først da jeg ser en sygeplejerske og ser de på hende, kan de give mig reele svar og udelukke at det er mere end en ordenlig hovedpine.

Er det kun mig der ikke stoler på praktiserende læge? Synes ofte de slår ting hen som ingenting, og kun kigger efter det mest hyppige. Sygeplejersker derimod har set noget sh*t og udelukker de grimme ting først. Har haft flere læger gennem tiden, og det har altid været det samme. Er det bare mig?

Næ. Jeg har heller ikke meget fidus til de læger jeg har (stort lægehus, aldrig samme læge). Jeg opsøger dem kun når jeg skal have en recept på noget. 

Sidst jeg var deroppe var det dog fordi jeg var i tvivl om min krop. Jeg havde ikke fået mens i min p-Pille pause flere måneder i træk og begyndte at blive nervøs. Havde self testet for graviditet 1000 gange med negativt resultat. Dette vidste lægen dog ikke på forhånd.!

da jeg kom derind ville hun blot se tiden an et par måneder og så kunne vi evt senere tage nogen prøver og give mig en anden type piller.. HUN spurgte ikke om jeg havde testet for graviditet overhovedet! Det er sgu da det første man bør spørge om i den situation?? Jeg indskød så selv at jeg havde testet med negativt resultat og så sagde hun blot "Nårh ja. Okay. Det er rigtig fint" WTF altså.  

Og ja. Sidst min datter var rigtig syg (1år siden) blev vi sendt hjem med "det er nok bare en mavevirus" 2 gange på trods af hhv 5 og 7 dage med skyhøj feber. Først 3. Gang (og en anden læge) blev der taget infektionstal og det sprængte så deres skala. Afsted til børneafdeling med os og så konstaterede de så nyrebækkenbetændelse. 

Mine børn er heldigvis meget sjældent syge udover 2 gange årligt maveonde. Men når vi endelig har været afsted. Har det været lign de her eksempler eller vi er gået derfra helt uden svar . Ofte har jeg selv fundet løsninger hjemmefra der har virket. Som fx noget lindrende da min mindste  havde galopperende herpes i munden. Lægen konstaterede ikke herpes. Hun konstaterede at hun ikke vidste det. Men efterfølgende har hun haft forkølelsessår med jævne mellemrum, så det er MIN vurdering. Lægen havde heller ingen muligheder ift lindring. Men der var Google så min ven. Selvom jeg godt ved de fraråder at finde løsningen selv. Men hvad fanden skal man ellers gøre? 

Vi har et lægehus og der er kun en af lægerne jeg føler ved hvad hun laver.. de andre undgår jeg helst. Desværre er der altid lang ventetid hos hende. Sygeplejerskerne på steder har jeg til gengæld kun gode oplevelser med.

Har heldigvis ikke haft noget kritisk med børnene, men sker det skal jeg nok få slået i bordet og fortalt dem nøjagtigt hvad jeg forventer de gør. 

Var engang ved lægen med datteren fordi det blødte ud af hendes øre for 3 dag i træk. Han konstaterede det blot var en rift. Dagen efter konstaterede ørelægen mellemøresbetændelse. Samme læge slog min fødselsdepression hen og bad mig tage mig sammen og gennemføre min uddannelse...

Ja det gør jeg. Hvis ikke jeg gjorde, ville jeg skifte læge (hvilket jeg har gjort engang, da jeg ikke var tilfreds med min læge)

Ja, jeg stoler på min læge. Men det er også den første, hvor jeg stoler 100 procent på. Hun er også ret eftertragtet, så hun har lidt længere ventetid.

Hun er den eneste, som har taget mig seriøst med de problemer jeg har. Andre læger har sagt "det må du leve med" osv.

Så det er jeg glad for. Det lyder til, at du skal til at skifte læge, hvis det kan lade sig gøre.

Jeg stoler 100% på min læge og hun har været der i forskellige situationer både mig og Daniel 

hvis jeg ikke stolede på min læge som ham jeg havde først ville jeg skifte læge han tog mig aldrig seriøst selv om en af gangene havde jeg 40,2 i feber og virkelig syg 

Som udgangspunkt stoler jeg på min læge, og har altid følt at de tager mig alvorligt, både når jeg kommer med noget omkring mig selv eller mine børn. Men jeg prøver også altid at indgå i en fornuftig dialog, hvis der er noget jeg er i tvivl om, eller noget hvor jeg er uenig. 

Ja, har ingen dårlige oplevelser med læger, hverken vagtlæger eller alm praktiserende læger. Jeg er blevet overrasket HVOR grundige de er, når de har med de helt små at gøre. Grundet deres ry havde jeg troede man blev negligeret, når man ringet, men jeg er altid blevet taget alvorlig, og mantraet ved de små har været" vi vil gerne lige tjekke, når nu de er så små". 

Har aldrig rigtig selv haft brug for læge, andet end rutinetjek ved graviditet og skrab samt et par halsbetændelser. Men de gange hvor jeg har været afsted, har det været professionelle læger, som virkede kompetente, at jeg har mødt.

Ja, jeg skiftede lægehus for et år siden da vi flyttede af den grund.

Var gået ned med en depression (i følge ny læge, blev også henvist til psykolog etc dengang), min gamle læge sagde bare “du er inde i en sårbar periode lige nu, det skal du nok komme over”.

Nu er jeg så gået ned med en depression igen, og ny læge henviste til psykolog og psykiatrisk mobilteam samme dag. 

Jeg er også nødt til at blive sendt på sygehuset hver gang jeg skal have taget blodprøver, de kan simpelthen ikke ramme. For 14 dage siden var jeg dernede to dage i træk og blev stukket adskillige gange i begge arme, uden de ramte. 

Og lige endnu et eksempel, da jeg i januar 2014 begyndte at få mange anfald med smerter ved ribben og skulder, blev jeg henvist til fysioterapeut, i september 2016 viste det sig jeg havde galdesten, og fordi jeg havde gået så længe fik jeg galdeblæren fjernet akut.

Så ja, nogen gange giver jeg ikke en dyt for praktiserende læger.

Miti's mama skriver:

Ved ikke om det bare er mig...

For noget tid siden slog min 1 årige hovedet. Hun fik en bule på størrelse med et halvt gåseæg og havde svært ved at sove, så jeg ringede til vagtlægen for at høre om det kunne være noget alvorligt. Det er 1. gang jeg har ringet til vagtlægen med min børn, men blev ikke ligefrem mere tryg ved det. Han spurgte om hun havde ondt i hovedet, hvortil jeg svarede at hun kun lige var fyldt 1 år så det var lidt svært at sige, hvor han så mener at hun burde kunne pege hvor det gjorde ondt  Han ved ikke rigtig hvad han skal sige, så han anbefaler at jeg tager hende til lægen dagen efter hvis hun igen har sovet dårligt.

Næste dag tager jeg hende til lægen, som sidder og kradser sig lidt i håret, og siger 'det ved jeg ikke... skal vi se tiden an?' - NEJ! Jeg har ikke lyst til at se tiden an om der er noget alvorligt, så han sender mig 1 times kørsel væk til sygehuset så de kan se på hende. Først da jeg ser en sygeplejerske og ser de på hende, kan de give mig reele svar og udelukke at det er mere end en ordenlig hovedpine.

Er det kun mig der ikke stoler på praktiserende læge? Synes ofte de slår ting hen som ingenting, og kun kigger efter det mest hyppige. Sygeplejersker derimod har set noget sh*t og udelukker de grimme ting først. Har haft flere læger gennem tiden, og det har altid været det samme. Er det bare mig?

Men der var ikke noget alvorligt? 

Jeg stoler på min læge - gjorde jeg ikke, ville jeg skifte læge.