Jeres ægtepagt som gift

Min personlige holdning i forhold til ægtepagt o.s.v er ret klar. I vores tilfælde er det mig, som betaler for langt det meste - herunder også huset. Vi er dog fælles omkring det! Hun leverer ikke så meget økonomisk, men en masse på hjemmefronten. Desværre er det bare det økonomiske som er nemt at måle - jeg vil tro, der er en masse skilsmisse-mænd, der reelt skylder deres ekskoner 2000, 3000 og 4000 arbejdstimer med rengøring, madlavning og babypasning...

Derfor er min holdning også, at vi deler det som vi har privat og i fællesskab skabt ligeligt. Også selvom det reelt er betalt af min indtægt. Det vil sige at ved en skilsmisse deler vi værdien af privat hus, bil, motorcykel, fælleskonti o.s.v. ligeligt. 

Men....

Jeg ejer en række selskaber med aktier, udlejningsejendomme o.s.v. som jeg har brugt næsten al min vågne tid på at opbygge gennem mange år. Det er mit og vil altid forblive mit. Når jeg dør, skal min søn arve det. De penge og værdier jeg eventuelt trækker ud af det til vores privatforbrug bliver fordelt ligeligt ved en skilsmisse, men ejerskabet vil altid være mit.

Det har vi ikke, og kender ingen i vores vennekreds som har det. Det er ikke særlig udbredt.

Personligt forstår jeg det ikke. Man bliver vel ikke gift og så tænke på, hvis man bliver skilt

Vi så ingen nødvendighed i en ægtepagt da vi giftede os. Alt var i forvejen fælles.

Hvis jeg var dig ville jeg snakke med en advokat og finde ud af hvad det egentlig er I har behov for. Og så få forklaret forskellen på ægtepagt og testamente. For tror det er sidstnævnte du egentlig efterspørger.

MoarHvidovre skriver:

Det har vi ikke, og kender ingen i vores vennekreds som har det. Det er ikke særlig udbredt.

Personligt forstår jeg det ikke. Man bliver vel ikke gift og så tænke på, hvis man bliver skilt

nej, man indgår ikke ægtepagt med henblik på at blive skilt. Men statistikken siger trods alt at mange bliver skilt. Så jeg tænker det er en god idé at have talt tingene igennem mens man er gode venner og kan tænke objektivt. 

I vores tilfælde, hvor min mand har købt sine forældres gård med arvetilskud, samt har arvet en god slet penge efter sin fars død. Hvis vi skulle skilles, ville han skulle give mig halvdelen af hans værdier, herunder penge, som han har arvet. For at gøre dette ville han være nødt til at sælge gården. 

Ville dette være fair, når det er en del af hans arv?

Vi har skilsmissesæreje, så hvis vi skal skilles får jeg kun andel af det vi har købt sammen. Dør han sidder jeg i uskiftet bo til jeg gifter mig igen eller dør. Dette for at sikre børnene bedst muligt. 

casperr skriver:

Min personlige holdning i forhold til ægtepagt o.s.v er ret klar. I vores tilfælde er det mig, som betaler for langt det meste - herunder også huset. Vi er dog fælles omkring det! Hun leverer ikke så meget økonomisk, men en masse på hjemmefronten. Desværre er det bare det økonomiske som er nemt at måle - jeg vil tro, der er en masse skilsmisse-mænd, der reelt skylder deres ekskoner 2000, 3000 og 4000 arbejdstimer med rengøring, madlavning og babypasning...

Derfor er min holdning også, at vi deler det som vi har privat og i fællesskab skabt ligeligt. Også selvom det reelt er betalt af min indtægt. Det vil sige at ved en skilsmisse deler vi værdien af privat hus, bil, motorcykel, fælleskonti o.s.v. ligeligt. 

Men....

Jeg ejer en række selskaber med aktier, udlejningsejendomme o.s.v. som jeg har brugt næsten al min vågne tid på at opbygge gennem mange år. Det er mit og vil altid forblive mit. Når jeg dør, skal min søn arve det. De penge og værdier jeg eventuelt trækker ud af det til vores privatforbrug bliver fordelt ligeligt ved en skilsmisse, men ejerskabet vil altid være mit.

Sådan er det også her, vi har skilsmissesæreje - dvs. hvis han dør arver jeg og kan sidde i uskiftet bo, dette for at sikre at jeg kan blive boede med børnene. Vælger jeg at gifte mig igen, skal jeg skifte med børnene. Bliver vi skilt, deles vi om det vi fælles har bragt ind i forholdet. 

Det er så vigtigt man har taget disse snakke men alt er godt, så børnene ikke skal opleve at man skal skændes om disse ting. 

Det I nok bl.a. skal overveje er, hvordan hans særbarn er stillet hvis der skulle ske noget med ham.

Jeg har en søn fra tidligere og hans far skal nok sørge godt for ham, hvis der skulle ske noget med mig. Derfor vil vi gerne have, at min mand (og vores fælles datter) kan sidde i uskiftet bo, hvis uheldet skulle være ude. Altså at de ikke behøver at sælge vores fælles hus for at give nu søn en del af værdien.

Jeg ville få en advokat ind over, hvis jeg var jer, så I er sikre på at det er lavet rigtigt, alt efter jeres (og også særbarnets) situation.

casperr skriver:

Min personlige holdning i forhold til ægtepagt o.s.v er ret klar. I vores tilfælde er det mig, som betaler for langt det meste - herunder også huset. Vi er dog fælles omkring det! Hun leverer ikke så meget økonomisk, men en masse på hjemmefronten. Desværre er det bare det økonomiske som er nemt at måle - jeg vil tro, der er en masse skilsmisse-mænd, der reelt skylder deres ekskoner 2000, 3000 og 4000 arbejdstimer med rengøring, madlavning og babypasning...

Derfor er min holdning også, at vi deler det som vi har privat og i fællesskab skabt ligeligt. Også selvom det reelt er betalt af min indtægt. Det vil sige at ved en skilsmisse deler vi værdien af privat hus, bil, motorcykel, fælleskonti o.s.v. ligeligt. 

Men....

Jeg ejer en række selskaber med aktier, udlejningsejendomme o.s.v. som jeg har brugt næsten al min vågne tid på at opbygge gennem mange år. Det er mit og vil altid forblive mit. Når jeg dør, skal min søn arve det. De penge og værdier jeg eventuelt trækker ud af det til vores privatforbrug bliver fordelt ligeligt ved en skilsmisse, men ejerskabet vil altid være mit.

Jeres økonomiske fordeling minder meget om vores. Vi bidrager dog ligeligt økonomisk i det daglige, men min har en andel af familiens virksomhed som selvfølgelig er hans. 

Har I ægtepagt på dine selskaber? Ved en skilsmisse er de selvfølgelig dine, men har du ikke ægtepagt på dem, skal værdien jo stadig deles ved en skilsmisse. Derfor har vi en ægtepagt på min mands andel af virksomheden, da han eller skal ud og finde et par millioner til mig for at kunne dele værdien af virksomheden.

FruK skriver:

Det I nok bl.a. skal overveje er, hvordan hans særbarn er stillet hvis der skulle ske noget med ham.

Jeg har en søn fra tidligere og hans far skal nok sørge godt for ham, hvis der skulle ske noget med mig. Derfor vil vi gerne have, at min mand (og vores fælles datter) kan sidde i uskiftet bo, hvis uheldet skulle være ude. Altså at de ikke behøver at sælge vores fælles hus for at give nu søn en del af værdien.

Jeg ville få en advokat ind over, hvis jeg var jer, så I er sikre på at det er lavet rigtigt, alt efter jeres (og også særbarnets) situation.

Har I haft en advokat indover for så burde denne have fortalt jer, at din mand og barn ikke kan sidde i uskiftet bo, når der er et særbarn medmindre særbarnet giver sin tilladelse til det? 

I kan beskytte en stor del af jeres værdier til fordel for din mand og datter med testamente og ægtepagt, men disse kan ikke give mulighed for at sidde i uskiftet bo uden tilladelse.

MoarHvidovre skriver:

Det har vi ikke, og kender ingen i vores vennekreds som har det. Det er ikke særlig udbredt.

Personligt forstår jeg det ikke. Man bliver vel ikke gift og så tænke på, hvis man bliver skilt

Om det er udbredt kommer nok an på, hvem man kender og deres økonomi. Selvfølgelig bliver man ikke gift for allerede at planlægge en skilsmisse, men i min mands familie har vi set en onkel gå gennem en grim skilsmisse, hvor eksen forsøgte at få fat i en andel af familievirksomheden, og det kostede ham et meget stort beløb, at han ikke havde sikret sig med ægtepagt. 

I vores ægteskab er vi fælles om alt, men min mands andel af familievirksomheden har vi lavet ægtepagt på, så den er hans og skal ikke deles ved en skilsmisse, men jeg arver den, hvis han skulle dø først. Det giver ikke mening for os, at en virksomhed som hans familie har opbygget gennem generationer, skulle være i fare for ham, hvis vi mod forventning skulle blive skilt.

De fleste, vi kender med væsentlige værdier, har haft snakken og sikret begge parter med testamente og ægtepagt. Har ingen af parterne væsentlige værdier, giver en ægtepagt ikke nogen mening.

I bør både lave ægtepagt og særeje i det der er dine, mine og jeres... det sikre alle parter også hvis den ene med tidligere barn sku gå bort og den anden så ikke skal gå fra hus og hjem... samtidig er der så heller ikke noget at bekymre skhsig om i ægteskabet....