Vi har to børn på 3 år og knap 11 mdr. Min mand virker til slet ikke at kunne se glæden ved livet som småbørnsforældre mere (det er kommet efter vi fik nr. 2). Det eneste han taler om, er hvor hårdt han synes det er, og hvor meget han glæder sig til, at de bliver store, så han kan få sin frihed igen. Han synes aldrig, at han “får lov” til at komme nok ud, selvom han er afsted til noget nærmest hver uge - ofte flere gange om ugen. Jeg siger stort set aldrig nej... Hvis jeg foreslår, at vi laver noget som familie, snakker han kun om, hvor besværligt det er med børn, og vi bliver oftest hjemme, da jeg ikke orker at slæbe en sur mand med nogen steder + 2 børn, som -indrømmet - kræver deres.
Han har derudover virkelig kort lunte ift vores 3 årige og magter nærmest ingen konflikter med ham. Han skælder ud og hæver stemmen overfor ham ved det mindste eller også ser han bare opgivende/surt på mig for at jeg skal tage over.
Jeg prøver at gøre så meget af det huslige og det med børnene, men nogle gange er han jo nødt til at hjælpe til....
Har I mon nogle erfaringer eller gode råd? Skal jeg bare lade ham være? Sende ham til psykolog? Gør jeg noget forkert? 
Minder om min mand jeg tænkte at gå fra ham ( Vi har et liv husk det nu)
Men han ændrede sig, jeg tog en alvorlig samtale med ham, at han ikke skulle kvæle vores 3 årig søns hans livsglæde da han konstant var efter ham, han forventede vores 3 årig spiste som en voksne mand - Han måtte aldrig fjolle - Jeg kaldte ham en røvhul og egoiskt
Han ændrede sig heldigvis har efterladt de urealistisk krav -
Samr når han er sur får han sin alene tid som en teenager - Så jeg siger han må trække sig istedet for at afreagere på småbørn - Det gøre han så
Anmeld
Citér
