Han gider ikke familielivet

Mor og meget mere skriver:

Det der holder slet, slet ikke. Ikke om jeg forstår, at du overhovedet kan få dig selv til at formulere, at du ikke MÅ hente jeres barn tidligt eller give ham en fridag. MÅ!? - I er voksne mennesker begge to, og han skal da på ingen måde bestemme på den måde. I er på barsel begge to, men han GIDER ikke bruge tid på sit ene barn?! 

Det er sjældent, jeg synes, det er en god ide at gå fra hinanden, når børnene er så små, men helt ærligt: Han er jo knap nok en del af jeres familie og lyder på ingen måde til at gide bruge sit “dyrebare” liv på jer. Så lad ham da blive fri - og skab en ordentlig familie bare dig og dine børn. Måske kan han lige overkomme at prioritere dem hver 14. dag. 

Jeg er enig med dig i at det er uholdbart, men jeg er ikke sikker på, at svaret er at gå fra hinanden. Han vil jo altid være deres far, så deres forhold vil altid være en bekymring for mig, og jeg tror han har en eller anden form for krise/reaktion på, at vores yngste er kommet til, og han er blevet mere låst i forhold til vores ældste. Han var slet ikke sådan, dengang vi kun havde et barn.

Anonym skriver:

Var han på samme måde, da jeres ældste var lille? Hvis ikke, så synes jeg du skal overveje, om han har fået en depression ovenpå at blive far igen. 

Nej det var han nemlig ikke, så jeg har selv tænkt tanken, om han kunne have en eller anden efterfødselsreaktion her efter nr 2. Det var meget mig, der tog mig af vores ældste, da han var baby, så det er nok først her 2. gang, at det er gået op for ham, hvad livet med småbørn kræver.

Abracadabra skriver:

Du skriver, at I planlagde/planlægger mange børn... stop med at planlægge flere børn i første omgang.

Bare roligt, der er slet ikke nogen planer om flere børn, sådan som tingene ser ud lige nu. Det var bare den drøm, vi havde, da vi startede vores familie.

Åh det er bare ikke nemt for dig... Men kender det godt, og jeg tror vi er mange der kender til det problem. 

Mig og min mand, har været meget uenig om nogen ting i forhold til at blive forældre, og om hvordan tingene skulle fordeles.. Nogen ting har jeg bare gjort selv, og andre har jeg taget kampen op med. For mange ting gør vi kvinder bare fordi vi ikke gider de mænd, men de får det hurtige for vane.. 

Jeg har det sådan, og har snakket med min mand om det, og han er enig, de første 3 år af børnenes liv er mega hårde men også skønne, men det tager rigtig meget på forholdet, og man bruger meget energi. Så vi har det sådan at man går ikke fra hinanden, før de er over tre år, for der er tingene ikke "normale" før. Jo så skal det selvf være fordi man ikke elsker hinanden... 

Åh det er så svært 

san skriver:

Åh det er bare ikke nemt for dig... Men kender det godt, og jeg tror vi er mange der kender til det problem. 

Mig og min mand, har været meget uenig om nogen ting i forhold til at blive forældre, og om hvordan tingene skulle fordeles.. Nogen ting har jeg bare gjort selv, og andre har jeg taget kampen op med. For mange ting gør vi kvinder bare fordi vi ikke gider de mænd, men de får det hurtige for vane.. 

Jeg har det sådan, og har snakket med min mand om det, og han er enig, de første 3 år af børnenes liv er mega hårde men også skønne, men det tager rigtig meget på forholdet, og man bruger meget energi. Så vi har det sådan at man går ikke fra hinanden, før de er over tre år, for der er tingene ikke "normale" før. Jo så skal det selvf være fordi man ikke elsker hinanden... 

 

Åh det er så svært 

Tak for dit svar.

Ja, det er ikke nemt. Jeg overvejer nu heller ikke som sådan at gå fra ham. Jeg er mere ked af, at han ikke kan se det gode i at have småbørn. Det er jo også en fase af livet, som man skal prøve at få det bedste ud af. Han ødelægger lidt oplevelsen for mig og ham selv, og jeg/vi drømte som sagt om mange børn engang, men som det ser ud, er det slet ikke nogen god ide 

Jeg kan kun bidrage med, at jeg selv er vokset op med en far som ikke gad os børn, vi fik også skæld ud for et godt ord og sendt på værelset hvis vi grinede lidt for højt osv, godt nok mest i perioder, men det er bare ikke okay. 

Jeg husker følelser som barn, det var forfærdeligt og hvis min mand opførte sig sådan overfor vores børn, så ville jeg, evt sammen med ham, lede efter svar på hvorfor det er sådan, for det er overhovedet ikke okay for jeres børn, og ja, det er svært st gå fra hinanden når man elsker hinanden, men husk lige på de små væsner, hvor den negativitet din mand sender ud overfor dem, måske sætter sig i dem og forplanter sig i alt hvad de foretager sig i deres fremtidige liv. For de mærker det, og de ser de øjne han sender dig, selvom I måske tror de ikke gør.

Jeg elsker og elskede også min far, for som du skriver, det er jo børnenes far, men jeg ønsker tit jeg havde haft det anderledes. Han er i en alder af 60 år nu fundet ud af at der er noget “galt” med ham, og formentlig “altid” har været det, måske en skjult ubehandlet fødselsdepression, jeg ved det ikke, har ikke selv forstand på sådan noget, men jeg er da glad for han får hjælp NU, omend jeg ville have ønsket det var sket for 40 år siden. 

Anonym skriver:

Nej det var han nemlig ikke, så jeg har selv tænkt tanken, om han kunne have en eller anden efterfødselsreaktion her efter nr 2. Det var meget mig, der tog mig af vores ældste, da han var baby, så det er nok først her 2. gang, at det er gået op for ham, hvad livet med småbørn kræver.

Ring til sundhedsplejersken og del din bekymring med hende. Jeg tror også din mand bør blive tjekket en ekstra gang for en efterfødselsreaktion. Har du luftet tanken for din mand, eller spurgt ham hvordan han egentlig har det for det virker som om, han ikke rigtig kan finde overskuddet? 

Min første tanke efter at have læst dit indlæg er faktisk om han nogensinde er blevet undersøgt for en efterfødselsreaktion eller en fødselsdepression? Det kunne måske være en rigtig god ide for jer, så han måske kan få den hjælp han evt. har brug for. Den nuværende situation er jo ikke holdbar for jeres familie.

Anonym skriver:

Nej, jeg insisterer da på, at han skal hentes tidligt og har foreslået en ugentlig fridag. Det er far gået med på, men hvis der så bliver nogen konflikter med storebror, så bliver far sur på mig over, at storebror overhovedet er hjemme, for han kunne jo have været i børnehave. Jeg er faktisk ret bekymret for hans forhold til vores ældste og for, om han mon tager skade af at have en far, der hele tiden ser ham som en belastning...

Ja det tager man skade af. 

Jeg taler af erfaring,og jeg vil kraftigt anbefale dig at finde en holdbar løsning for din søns skyld. 

At føle sig uønsket/uelsket af en forældre ødelægger et barns selvværd,og kan give så store skader at man aldrig kommer overdet.

Jeg taler af bitter erfaring,og hvis du har brug for at "snakke" med en der ved hvad det har gjort med en far ( og mor) der tydeligt tilkendegav man var ikke ønsket.

Så er du velkommen til at skrive- for jeg ved godt du skriver du elsker ham osv - men det kan kan din søn ikke bruge til noget som helst .

Min mor gjorde mig ganske klart at hun elskede min far ,og det bekræftige mig bare I at jeg ikke var værd at elske .

At han ikke ønsker jeres søn i nærheden af sig , er dybt bekymrende,og jeg håber du søger proff hjælp evt ved familierådgivningen i jeres kommune. 

Håber det bedste for den lille mand. 

Det lyder fuldstændigt som en, der har en depression. Han skal have hjælp, og du skal tage så meget over, som du overhovedet kan, evt men hjælp fra familie. Giv ham tid og fortæl ham, at det er ok at være trist, og at det nok skal blive bedre. Hvis han bliver ved med at blive presset, og ikke føler han får hjælp/bliver hørt, så ender han med at gå eller det der er værre, for man kan komme så langt ud, at man ikke kan se en vej tilbage. Håber I får løst det snart.