Han gider ikke familielivet

Vi har to børn på 3 år og knap 11 mdr. Min mand virker til slet ikke at kunne se glæden ved livet som småbørnsforældre mere (det er kommet efter vi fik nr. 2). Det eneste han taler om, er hvor hårdt han synes det er, og hvor meget han glæder sig til, at de bliver store, så han kan få sin frihed igen. Han synes aldrig, at han “får lov” til at komme nok ud, selvom han er afsted til noget nærmest hver uge - ofte flere gange om ugen. Jeg siger stort set aldrig nej... Hvis jeg foreslår, at vi laver noget som familie, snakker han kun om, hvor besværligt det er med børn, og vi bliver oftest hjemme, da jeg ikke orker at slæbe en sur mand med nogen steder + 2 børn, som -indrømmet - kræver deres.

Han har derudover virkelig kort lunte ift vores 3 årige og magter nærmest ingen konflikter med ham. Han skælder ud og hæver stemmen overfor ham ved det mindste eller også ser han bare opgivende/surt på mig for at jeg skal tage over. 

Jeg prøver at gøre så meget af det huslige og det med børnene, men nogle gange er han jo nødt til at hjælpe til....

Har I mon nogle erfaringer eller gode råd? Skal jeg bare lade ham være? Sende ham til psykolog? Gør jeg noget forkert? 

Han lyder præcis som min mand og her har jeg desværre ikke fundet løsningen endnu. Andet ind begynde selv at tage ud med børnene mine er 2 og snart 4 år. 

Her skændes vi ofte da hans tålmodighed over for ungerne nærmest ikke er eksisterede det er rigtig øv  

Har tit overvejet at gå fra ham. Men vi har jo osse mange gode stunder sammen og jeg elsker ham og tror ikke det ville blive bedre selv  om vi gik hver til sit han ville jo stadig skulle se sinde børn. 

Jeg ville nok overveje om han skal have noget hjælp.

derudover har ingen sagt at livet som småbørnsfamilie er nemt. Jo mere han brokker sig jo mere får han lov at gå ud og jo mere overtager du pligterne i hjemmet. 

Hvorfor? Mon ikke han har regnet det mønster ud for længe siden. 

Han har selv sat børn i verden og de kommer først. Han skal også hjælpe til. I kan aftale at I hver især Eks. Får 1 friaften om måneden. Men hver uge og flere gange lyder af meget. Hvornår ser børnene deres far?

Du skal ikke lægge under for det massive pres gan udsætter dig for. Han er deres far og derved en primær omsorgsperson så måske det var på tide gan begyndte at yde omsorg for andre end ham selv. 

Godt være ting er mere udfordrende men jeres børn har også brug for oplevelser, men selv Skal det være børnevenligt. Det kan jo bare være en tir i skoven. Hvis han har det så svært ville jeg ikke anbefale ting som Bonbonland mm. Hold det simpelt til steder hvor især jeres 3 årige kan løbe frit 

De fleste kommuner har et Familiehus eller ligne hvor man via kommunen kan blive henvist til. Jeg ville klart overveje dette. Her kan de hjælpe jer begge til en bedre hverdag. 

Anonym skriver:

Han lyder præcis som min mand og her har jeg desværre ikke fundet løsningen endnu. Andet ind begynde selv at tage ud med børnene mine er 2 og snart 4 år. 

Her skændes vi ofte da hans tålmodighed over for ungerne nærmest ikke er eksisterede det er rigtig øv  

Har tit overvejet at gå fra ham. Men vi har jo osse mange gode stunder sammen og jeg elsker ham og tror ikke det ville blive bedre selv  om vi gik hver til sit han ville jo stadig skulle se sinde børn. 

Tak for dir svar. Det er dejligt at vide, at man ikke er den eneste, der kæmper lidt med en umulig mand. Selvom set selvfølgelig er også er trist, at der findes flere af dem .

jeg har også tænkt på at gå fra ham, men jeg elsker ham jo, og jeg tror, at han er lidt i en form for krise i forhold til der at være far. Men det er svært at høre på alt det brok og bebrejdelse over, at han skal gøre dit og dat, som jeg ifølge ham, burde tage mig af,

Newsence skriver:

Jeg ville nok overveje om han skal have noget hjælp.

derudover har ingen sagt at livet som småbørnsfamilie er nemt. Jo mere han brokker sig jo mere får han lov at gå ud og jo mere overtager du pligterne i hjemmet. 

Hvorfor? Mon ikke han har regnet det mønster ud for længe siden. 

Han har selv sat børn i verden og de kommer først. Han skal også hjælpe til. I kan aftale at I hver især Eks. Får 1 friaften om måneden. Men hver uge og flere gange lyder af meget. Hvornår ser børnene deres far?

Du skal ikke lægge under for det massive pres gan udsætter dig for. Han er deres far og derved en primær omsorgsperson så måske det var på tide gan begyndte at yde omsorg for andre end ham selv. 

 

Godt være ting er mere udfordrende men jeres børn har også brug for oplevelser, men selv Skal det være børnevenligt. Det kan jo bare være en tir i skoven. Hvis han har det så svært ville jeg ikke anbefale ting som Bonbonland mm. Hold det simpelt til steder hvor især jeres 3 årige kan løbe frit 

De fleste kommuner har et Familiehus eller ligne hvor man via kommunen kan blive henvist til. Jeg ville klart overveje dette. Her kan de hjælpe jer begge til en bedre hverdag. 

Jeg er helt enig med dig. Altså han deltager også i de daglige pligter herhjemme, men det er altid med den der sure trælse attitude og kommentarer om, at det burde jeg tage mig af...

Ja, det er da røv hårdt at være børnefamilie, men vi var begge enige om, at vi ville have børn (mange børn faktisk), men han vil ikke gøre den indsats det kræver.

Jeg set det meget som en fase i livet, hvor børnene er små og det er hårdt, men også en fase man skal nyde og få det bedste ud af. Han ser kun det trælse og prøver hele tiden at komme væk og skabe afstand. Fx er vi begge på barsel lige nu, men jeg må ikke hente vores store tidligt i børnehave eller give ham fridage, selvom vi begge er hjemme. For min mand vil bare slippe for ham, så længe det er muligt.

Jeg havde faktisk sat grænsen ved et arrangement om måneden, men det kunne han slet ikke overholde... Jeg har heller ikke noget imod at være alene med børnene, men det blive da lidt ensomt at bære alene voksen. Det er da helt klart bedst, når vi er to.

Anonym skriver:

Jeg er helt enig med dig. Altså han deltager også i de daglige pligter herhjemme, men det er altid med den der sure trælse attitude og kommentarer om, at det burde jeg tage mig af...

Ja, det er da røv hårdt at være børnefamilie, men vi var begge enige om, at vi ville have børn (mange børn faktisk), men han vil ikke gøre den indsats det kræver.

Jeg set det meget som en fase i livet, hvor børnene er små og det er hårdt, men også en fase man skal nyde og få det bedste ud af. Han ser kun det trælse og prøver hele tiden at komme væk og skabe afstand. Fx er vi begge på barsel lige nu, men jeg må ikke hente vores store tidligt i børnehave eller give ham fridage, selvom vi begge er hjemme. For min mand vil bare slippe for ham, så længe det er muligt.

Jeg havde faktisk sat grænsen ved et arrangement om måneden, men det kunne han slet ikke overholde... Jeg har heller ikke noget imod at være alene med børnene, men det blive da lidt ensomt at bære alene voksen. Det er da helt klart bedst, når vi er to.

Det er jo uholdbart.

Så den "store" må ikke få fridage selv om i begge er på barsel?

Det håber jeg da virkelig ikke du acceptere?

Det kan godt være du elsker ham. Men dine børn kommer i første række. Og at får ikke gider sit barn er på ingen måder ok. 

Det ervtydeæigt kommet bag på ham at små børn kræver tid og engagement. 

Men så må han tage sig sammen eller også må du tage dine børns part i og fortælle ham at den "store" ikke skal være nonstop i inst. Imens i andre går og hygger jer derhjemme.

Og at forældreskab er et partnerskab og at han naturligvis tager sin del.

Ikke om jeg ville finde mig i at faren til mine børn nægter at behandle mine børn ordentligt.

Han lyder umoden og forkælet.

På tide du siger fra. 

Anonym skriver:

Jeg er helt enig med dig. Altså han deltager også i de daglige pligter herhjemme, men det er altid med den der sure trælse attitude og kommentarer om, at det burde jeg tage mig af...

Ja, det er da røv hårdt at være børnefamilie, men vi var begge enige om, at vi ville have børn (mange børn faktisk), men han vil ikke gøre den indsats det kræver.

Jeg set det meget som en fase i livet, hvor børnene er små og det er hårdt, men også en fase man skal nyde og få det bedste ud af. Han ser kun det trælse og prøver hele tiden at komme væk og skabe afstand. Fx er vi begge på barsel lige nu, men jeg må ikke hente vores store tidligt i børnehave eller give ham fridage, selvom vi begge er hjemme. For min mand vil bare slippe for ham, så længe det er muligt.

Jeg havde faktisk sat grænsen ved et arrangement om måneden, men det kunne han slet ikke overholde... Jeg har heller ikke noget imod at være alene med børnene, men det blive da lidt ensomt at bære alene voksen. Det er da helt klart bedst, når vi er to.

Det der holder slet, slet ikke. Ikke om jeg forstår, at du overhovedet kan få dig selv til at formulere, at du ikke MÅ hente jeres barn tidligt eller give ham en fridag. MÅ!? - I er voksne mennesker begge to, og han skal da på ingen måde bestemme på den måde. I er på barsel begge to, men han GIDER ikke bruge tid på sit ene barn?! 

Det er sjældent, jeg synes, det er en god ide at gå fra hinanden, når børnene er så små, men helt ærligt: Han er jo knap nok en del af jeres familie og lyder på ingen måde til at gide bruge sit “dyrebare” liv på jer. Så lad ham da blive fri - og skab en ordentlig familie bare dig og dine børn. Måske kan han lige overkomme at prioritere dem hver 14. dag. 

Var han på samme måde, da jeres ældste var lille? Hvis ikke, så synes jeg du skal overveje, om han har fået en depression ovenpå at blive far igen. 

Anonym skriver:

Jeg er helt enig med dig. Altså han deltager også i de daglige pligter herhjemme, men det er altid med den der sure trælse attitude og kommentarer om, at det burde jeg tage mig af...

Ja, det er da røv hårdt at være børnefamilie, men vi var begge enige om, at vi ville have børn (mange børn faktisk), men han vil ikke gøre den indsats det kræver.

Jeg set det meget som en fase i livet, hvor børnene er små og det er hårdt, men også en fase man skal nyde og få det bedste ud af. Han ser kun det trælse og prøver hele tiden at komme væk og skabe afstand. Fx er vi begge på barsel lige nu, men jeg må ikke hente vores store tidligt i børnehave eller give ham fridage, selvom vi begge er hjemme. For min mand vil bare slippe for ham, så længe det er muligt.

Jeg havde faktisk sat grænsen ved et arrangement om måneden, men det kunne han slet ikke overholde... Jeg har heller ikke noget imod at være alene med børnene, men det blive da lidt ensomt at bære alene voksen. Det er da helt klart bedst, når vi er to.

Du skriver, at I planlagde/planlægger mange børn... stop med at planlægge flere børn i første omgang.

Carina:-) skriver:

Det er jo uholdbart.

Så den "store" må ikke få fridage selv om i begge er på barsel?

Det håber jeg da virkelig ikke du acceptere?

Det kan godt være du elsker ham. Men dine børn kommer i første række. Og at får ikke gider sit barn er på ingen måder ok. 

Det ervtydeæigt kommet bag på ham at små børn kræver tid og engagement. 

Men så må han tage sig sammen eller også må du tage dine børns part i og fortælle ham at den "store" ikke skal være nonstop i inst. Imens i andre går og hygger jer derhjemme.

Og at forældreskab er et partnerskab og at han naturligvis tager sin del.

Ikke om jeg ville finde mig i at faren til mine børn nægter at behandle mine børn ordentligt.

Han lyder umoden og forkælet.

På tide du siger fra. 

 

 

 

Nej, jeg insisterer da på, at han skal hentes tidligt og har foreslået en ugentlig fridag. Det er far gået med på, men hvis der så bliver nogen konflikter med storebror, så bliver far sur på mig over, at storebror overhovedet er hjemme, for han kunne jo have været i børnehave. Jeg er faktisk ret bekymret for hans forhold til vores ældste og for, om han mon tager skade af at have en far, der hele tiden ser ham som en belastning...