lineog4 skriver:
Hmm... skal jo lære hele livet, og i går på facebook skrev en meget stor del af mine “venner”, at nu var de helt klar: kartoflerne var kogt, anden var stegt, rødkålen lavet, risalamande lavet og nu manglede de kun sauce og brune kartofler men det lavede de først d. 24.
Og så bliver jeg nysgerrig, hvor mange laver alt mad dagen før? Og er det kun mig der tænker anden eller for den sags skyld flæskestegen bliver tør? Og er jeg underlig når jeg ikke synes det er stress at lave maden i dag - kunne jo sagtens bruge de samme antal timer i køkkenet en hel almindelig lørdag.
Hvad gør I, og hvordan (især hvis I lave maden dagen før)?
Rødkålen blev lavet i går morges, men det er fordi, den har godt af at stå og trække. Risengrøden blev lavet i går aftes, så var der også lige til aftensmad og særligt til Nissen, så fyldte kræmmerhuse her til morgen var sikret. Men flødeskummet skal i så sent som muligt, synes jeg. Småkager er også bagt for noget tid siden, fordi vi holder af at have bagedag inden vi tager ud og fælder juletræ.
Ellers laver vi resten stille og roligt i løbet af i dag. Vi er mange, der samles i julen, da vi er spredt ud over Danmark til hverdag og derfor bruger vi hele dagen sammen. Vi skiftes til at stå i køkkenet og til at sidde i lænestolen og drikke kaffe og give dem i køkkenet "gode" råd. Min far stresser altid helt vildt til sidst, fordi maden betyder (alt for) meget for ham og hvis det ikke bliver perfekt, bliver han irriteret. Men at lave mere i forvejen, ville ikke gøre en forskel på det punkt.
Jeg kan godt lide at lave så meget som muligt på dagen, fordi det er hyggeligt at gøre sammen, det dufter dejligt og børnene elsker at bidrage med det, de kan sammen, fx lave konfekt, kagehus, dække bord og finde pynt i skoven. Nogle gange gider de ældste endda at skrabe kartofler og skære selleri og æbler, det tager lang tid, men de har det hyggeligt.
Tidligere var jeg en af dem, der stressede helt vildt over julemaden. Men det er nu ikke, fordi arbejdsbyrden er så meget større end til mange andre lejligheder. For mig handlede det mere om alles forventninger, og er sovsen kedelig eller kartoflerne udkogte, kan der meget nemt - i min familie - komme til at herske en utrolig utilfreds stemning. Og så handler hele aftenen om den skide sovs og de skide kartofler. Så dengang lavede jeg alt i forvejen, så der var mulighed for at lave det om, hvis det ikke var perfekt. Det gider jeg ikke mere. Jeg er holdt op med at stå for det, der kan gå galt, da jeg bliver helt åndsvagt meget ked af det, hvis jeg fejler eller underpræsterer, især når mine forældre er til stede. Det kan godt være jeg er midt i trediverne, men har åbenbart stadig brug for fars anerkendelse.
Det er noget helt andet i min mands familie. Intet er forberedt og alt går galt - set med min families øjne - men de synes selv alt er super. Også selvom ingen har lavet sovs og anden er iskold og føles som halm i munden, og ungerne har åbnet mandelgaven og ædt julekagen i sek. inden maden blev stillet på bordet. Det er en befrielse. Min far får tics, når jeg fortæller om det. Hvis der er høje forventninger, er man nok mere tilbøjelig til at forberede og sikre sig. Jeg håber, det jeg skriver giver mening. Det er bare mine egne oplevelser, observationer og refleksioner.