Svigermødre.

Carina:-) skriver:

Det er jo fuldstændigt vanvittigt!

Er imponeret over du holder ud- hun lyder som min mor der var psykisk syg.

Min mand holdt også ud- sagde aldrig noget og ventede bare på at jeg ikke længere kunne holde det ud ,og sagde stop. 

Ingen tvivl om at der findes skøre kvinder alle steder- det var bare mere den med overvægten af at det er mændendes mødre der er nogle forfærdelige typer -og nogen gange tænker jeg det måske også er svigerdøtrene der er "synderen" i at forholdet er dårligt fordi de har bestemt sig for de ikke kan lide deres mands mor.

Men det du beskriver er jo i en helt anden katagori- Og for s*tan det bringer minder frem om min mor som jo var min mands svigermonste.

Jeg er sgu forbløffet over du kan holde det ud - og godt din mand støtter dig- Og med tanke på hvor hårdt jeg selv synes det var med min mor....

Så pas på dig selv - selv om vi kan små fnise af at hun er så skør -Så er kritik og uberettiget bitterhed fra et andet menneske ikke godt for nogen 

 

Åh jeg har mange gange mistænkt hende for at have nogle psykiske diagnoser som bare ikke er blevet "opdaget". Men idag har jeg stor afstand til hende for det bringer ikke noget godt med sig når hun er sammen med mig desværre. Ser hende til højtider hvis hun invitere og til fødselsdage hvor min mand har hende i "kort snor".

 Synes det synd for min mand,  han ved jo godt hans mor er underlig og urimelig, men tror det svært for ham at indse HVOR mærkelig hun rent faktisk er. (Min mand har altid været den der passede på sin mor.)

Men ja det tog mig også mange år at lærer at vende det om og være "ligeglad",  for har været rigtig ked af det mange gange, især i starten.

Når hun er ekstremt strid i perioder, hjælper det også at tænke på hende som psykis ustabil. 

Meget af samværet i familier er jo reguleret af usagte regler og normer, der dikterer, at ‘sådan gør man jo’. Halvdelen af det kan vi slet ikke sætte ord på. Så når to familier smeltes sammen, er det givet at der kommer en masse små sammenstød mellem ‘regler’ og normer i de to familier.

jeg tror ikke, at konfliktniveauet mellem mange svigermødre og -døtre har noget at gøre med ‘kvinders temperament’, men med at kvinden stadig ses som mere ansvarlig for hjemmet, børnene, familiefællesskabet, traditionerne, maden og måltiderne, osv., osv. Når regler og normer clasher bebrejder og bebrejdes kvinderne og forventes at tage kampen.

I arbejdsmæssige sammenhænge oplever jeg mænd som langt mere konfliktorienterede, ærekære og territorieafpissende. Ikke omkring kageordninger og den slags ‘kvindeanliggender’, men om faggrænser og beslutningsveje. Mænd forventes at være magtorienterede på arbejdsmarkedet og den forventning lever mange af dem op til.

Oj - min svigermor bor på den anden side af jorden lige nu, og hun bærer at undvære sin søn og børnebørn så flot. Hun driver mig til vanvid når vi ses med al hendes rengøring , men det kommer også an på hvordan man vælger at se svigermors fejl.

Er det irriterende at hun stå op kl 5 hver morgen og bleger hele huset (ja, hun gør rent med ufortyndet blegemiddel) - ja, ikke begejstret. Men hun gør det fordi hun vil være hjælpsom, så jeg lader hende gøre det. 

Er det irriterende at hun glemmer tidszoner og ringer kl 4 om morgenen? Ja, men hun savner sin familie.

Vær lidt mere large - ingen er perfekte, det der du heller ikke selv!

Jeg besvarer anonymt, da jeg selv går med nogle "private" tanker omkring forhold svigermor, jeg selv og kommende barn/barnebarn imellem. 

Egentlig har jeg som udgangspunkt et fint forhold til min svigermor, og har haft det siden jeg for fire år siden begyndte at se min kæreste. Jeg har aldrig været i tvivl om hendes mening om, at når nu hendes søn skulle dele livet med en anden kvinde end sin mor, så er det OK, at det er mig. Når det er sagt, så er der lige netop dét, at hun ofte nemt kan komme til at udtrykke, at jeg lidt har "stjålet" hendes søn, fordi de nu ikke ser ham så ofte og at jeg nu fylder mere i hans liv end min svigermor gør.

I min svigermors familie er de meget sammentømrede, hvilket selvfølgelig er skønt for dem, men de har svært ved at acceptere, når vi også har noget med min familie at gøre og svært ved at acceptere, at nogle har andre holdninger og meninger end de har. Jeg ved, at min svigermor ikke snakker så pænt om mine svigerinder, fordi hun ikke ser sine to andre børnebørn ret meget. Hun ser dem ikke meget, simpelthen fordi hendes to andre svigerdøtre er ved at blive kvalt i hendes måde at være farmor på og den måde hendes familie påvirker og blander sig.

Nu når jeg selv er gravid og venter barn med hendes søn, så håber jeg selvfølgelig, at barnet kan få et godt og tæt forhold til både mormor, morfar, farmor og farfar, men når det er sagt, så er jeg oprigtigt nervøs for, hvordan farmor skal "håndteres" til den tid. Hun forventer (egen udtalelse) at komme til at se mere til dette barnebarn, når nu de andre "hønemødre" af svigerdøtre, ikke støtter op om farmor og barnebarns forhold. Men hvad hvis hun heller ikke ved vores barn vil lytte til, hvordan vi ønsker tingene gjort? Hvad hvis hun, som hun kan finde på, begynder at "stjæle" barnet under amning og henter barnet fra tremmesengen midt under middagslur? Jeg kan allerede nu mærke, at hendes opførsel stresser mig, og at min nervøsitet presser sig på netop fordi hun absolut ikke er til at snakke med om tingene - her har hun jo så også sin familie til at bakke sig op. Kommentarerne til de andre er gået på "pjat med dig", "et barn har ikke godt af at sove hele dagen", "det er sundt for barnet at vænne sig til mindre struktur tidligt", "ikke så hysterisk", "det virkede altså ved vores børn", "det er sjovt som en mormor altid bliver sat over en farmor".

Så ja, måske er et svigermor-svigerdatter-forhold ofte værre end et svigermor-svigersøn-forhold, men jeg tror ganske enkelt det kan bunde i, at kvinder og mødre konkurrerer og kloger sig. Vi vil alle være de bedste, hvor mænd måske generelt er bedre til at sige "pyt".

Min mening er, at det er børns ret, at have et godt forhold til bedsteforældre (også selvom svigermor kan være en kæmpe mundfuld), men det skal ikke være for alt i verden. En mor skal også have det godt med det, dette lige så vel som, at en far skal have det godt med at overlade sit barn til en anden, om det så er svigermor eller egen mor.

Jeg har også en dejlig svigermor. Nogle dele af hendes opdragelse af de andre børnebørn er jeg ikke helt vild med, de dele er også er tilstede hos min kæreste. Men jeg ved 100% at hun gør alting i bedste mening, for både at tilgodese forældrenes ønsker og gøre det bedste for børnebørnene. Hun er ikke typen der bare ryster lidt på hovedet og mener hun ved bedst alligevel. Har altid følt hun lytter og respekterer mine holdninger også. Vi har haft lettere diskussioner om andre ting, men jeg har egentlig aldrig haft lyst til at kommentere og kritisere hendes måde at være sammen med børnebørnene. Min egen mor driver mig faktisk mere til vanvid nogle gange, hun ved nemlig bedst. Men har de lyst til at give is og chokolade i utide, eller lave andre mærkelige ting, er det helt okay, tingene er bare anderledes hos bedster, det går nok. Og så er min svigermor super sød ellers, og kærlig over for mig, den bedste jeg har haft.

Skouboe skriver:

Jeg har prøvet begge dele. Min nuværende svigermor har jeg haft i mere end 17 år, og det har været rigtigt turbulent, men de senere år har der været fred. Jeg indså - ca omkring der hvor jeg fik børn - at jeg kunne være glad eller få ret, ikke altid begge dele..

Jeg indså også, at det fyldte rigtigt meget hos mig at min svigermor ikke opførte sig, som jeg forventede, og i stedet for at blive ved med at forlange, at min svigermor ændrede sig, ændrede jeg mine forventninger til hende. Vi bliver aldrig bedste venner, men jeg har 2 børn, der også har ret til at se deres farmor og en mand, der har ret til ikke altid at være en lus mellem 2 negle. Og det har faktisk hjulpet rigtigt meget. Nogle gange er den eneste måde at vinde på, at lade være med at tage kampen.

Jeg tror fuldt og fast på at man får det ud af en relation, som man putter ind i den, og da jeg ændrede min tilgang til min svigermor, ændrede det vores forhold drastisk.

Du har ret.

Men er ikke selv særlig god til at være den rummelige .

Jeg har en mand der er mega rummelig,og ville virkelig gerne selv være sådan en der kunne finde den store pyt knap.

Og jeg forsøger også - men det er ikke altid det lykkedes.

Jeg kan godt lade som om ,for ikke at optrappe en konflikt- men så smadrer jeg et eller andet tungt og billigt for at få frustrationen ud 

Så respekt for dem som kan - for der er ingen tvivl om at hvis man har den evne slipper man for mange konflikter. 

Miti's mama skriver:

Oj - min svigermor bor på den anden side af jorden lige nu, og hun bærer at undvære sin søn og børnebørn så flot. Hun driver mig til vanvid når vi ses med al hendes rengøring , men det kommer også an på hvordan man vælger at se svigermors fejl.

Er det irriterende at hun stå op kl 5 hver morgen og bleger hele huset (ja, hun gør rent med ufortyndet blegemiddel) - ja, ikke begejstret. Men hun gør det fordi hun vil være hjælpsom, så jeg lader hende gøre det. 

Er det irriterende at hun glemmer tidszoner og ringer kl 4 om morgenen? Ja, men hun savner sin familie.

Vær lidt mere large - ingen er perfekte, det der du heller ikke selv!

Undskyld - 

'Men måtte lige læse 2 gange - "hun bleger huset" 

Ved godt det ikke er sjovt,men det er altså lidt sjovt på skrift 

Og ellers er jeg enig med dig- alt er ikke sort og hvidt. 

Carina:-) skriver:

Du har ret.

Men er ikke selv særlig god til at være den rummelige .

Jeg har en mand der er mega rummelig,og ville virkelig gerne selv være sådan en der kunne finde den store pyt knap.

Og jeg forsøger også - men det er ikke altid det lykkedes.

Jeg kan godt lade som om ,for ikke at optrappe en konflikt- men så smadrer jeg et eller andet tungt og billigt for at få frustrationen ud 

Så respekt for dem som kan - for der er ingen tvivl om at hvis man har den evne slipper man for mange konflikter. 

 

Jeg har heller ikke været god til at være rummelig, og vi har haft MANGE konflikter, min mand og jeg tog på et tidspunkt hjem fra en 14 dages ferie i Italien sammen med dem, efter bare 4 dage og det eneste, der reddede vores forhold, var at jeg blev gravid på turen.

Jeg tænkte efterfølgende meget over vores forhold, og nåede frem til at hun ikke ændrede sig. Jeg kunne fortsætte konflikten fordi jeg jo mente at jeg havde ret (det mener jeg stadig), eller jeg kunne stoppe med at forvente at hun ændrede sig, og tage udgangspunkt i den som hun rent faktisk var, og så tage tingene derfra. Det betød at det blev nemmere for mig, fordi jeg blev ikke skuffet og såret, jeg forventede jo hendes opførsel.

Dernæst kom lillesøster. Hun er en ekstremt bestemt dame med et voldsomt temperament, og trodsalderen startede da hun var halvandet og klingede lidt af lige inden hun blev 7. En dag, da jeg tog mig selv i at råbe af hende at hun ikke skulle råbe af mig, slog det mig jo mere jeg insisterede på, at jeg havde ret og at jeg bestemte, jo mere trodsede hun tilbage.

Jeg begyndte at tænke over hvad jeg puttede ind i vores forhold, uden at skele til hvad hun puttede ind, det kunne jeg jo ikke styre alligevel, og begyndte at putte det ind, som jeg gerne ville have ud. Hold nu op, hvor så hun morsom ud i ansigtet, en dag da hun var ved at starte det helt store hys anfald og jeg tog en dyb indånding og spurgte om ikke hun trængte til en krammer, for det gjorde jeg! Og den måde at håndtere konflikter på, ændrede hendes opførsel radikalt. Og det gik op for mig at den strategi virker overfor alle, også min svigermor �� Jeg kan ikke forvente at få noget positivt ud af hende, når jeg ikke selv hælder noget positivt i vores relation. Og i øjeblikket går det meget godt.

Skouboe skriver:

Jeg har heller ikke været god til at være rummelig, og vi har haft MANGE konflikter, min mand og jeg tog på et tidspunkt hjem fra en 14 dages ferie i Italien sammen med dem, efter bare 4 dage og det eneste, der reddede vores forhold, var at jeg blev gravid på turen.

Jeg tænkte efterfølgende meget over vores forhold, og nåede frem til at hun ikke ændrede sig. Jeg kunne fortsætte konflikten fordi jeg jo mente at jeg havde ret (det mener jeg stadig), eller jeg kunne stoppe med at forvente at hun ændrede sig, og tage udgangspunkt i den som hun rent faktisk var, og så tage tingene derfra. Det betød at det blev nemmere for mig, fordi jeg blev ikke skuffet og såret, jeg forventede jo hendes opførsel.

Dernæst kom lillesøster. Hun er en ekstremt bestemt dame med et voldsomt temperament, og trodsalderen startede da hun var halvandet og klingede lidt af lige inden hun blev 7. En dag, da jeg tog mig selv i at råbe af hende at hun ikke skulle råbe af mig, slog det mig jo mere jeg insisterede på, at jeg havde ret og at jeg bestemte, jo mere trodsede hun tilbage.

Jeg begyndte at tænke over hvad jeg puttede ind i vores forhold, uden at skele til hvad hun puttede ind, det kunne jeg jo ikke styre alligevel, og begyndte at putte det ind, som jeg gerne ville have ud. Hold nu op, hvor så hun morsom ud i ansigtet, en dag da hun var ved at starte det helt store hys anfald og jeg tog en dyb indånding og spurgte om ikke hun trængte til en krammer, for det gjorde jeg! Og den måde at håndtere konflikter på, ændrede hendes opførsel radikalt. Og det gik op for mig at den strategi virker overfor alle, også min svigermor �� Jeg kan ikke forvente at få noget positivt ud af hende, når jeg ikke selv hælder noget positivt i vores relation. Og i øjeblikket går det meget godt.

Du gav mig lige noget jeg kan bruge i forhold til min yngste datter.

Som er ligeså hidsig stædig og trodsig som mig.

Jeg vil gøre som du næste gang og er spændt på hendesxreaktion.

Tak for kloge brugbare ord.

Som med alle andre mennesker er der op og nedture i ens forhold. Selvom min svigermor indimellem kan gå mig på nerverne, så er hun simpelthen den mest fantastiske svigermor og farmor. Hun har lige været med til fødslen af vores yngste - nr.3. Hun sad i hjørnet af fødestuen og strikkede mens jeg havde veer 

Jeg har et udmærket forhold til både min mor og svigermor... Til gengæld kan min svigerfar oftere gå mig på nerverne.

Men min svigermor og jeg også en del forskellige af natur- jeg er generelt et meget lukket menneske. Hvis jeg er ked af det, eller har det dårligt psykisk så snakker jeg med dem jeg vil. Hvorimod svigermor slet ikke kan forstå at jeg ikke har behov for at snakke med hende om alt hele tiden, feks.