Svigermødre.

Jeg sad lige og snakkede med min mand om svigermødre pga den tråd der lige nu kører. 

Synes jævnligt jeg læser /hører om kvinder der ikke kan med deres svigermødre- eller har et meget anstrengt forhold. 

Jeg hører sjældent at det er samme prob. med deres egen mor ,eller at mænd har så stort et prob med deres svigermor. 

Jeg har en veninde der har en svigermor som var virkelig lykkelig da min veninde blev gravid.

Hun skrev dagligt om hvordan min veninde havde det/ hvor meget hun glædede sig ,og om hendes forventninger om de små ( hun ventede tvillinger ) osv.

Min veninde hadede det!

Hun synes hun var irriterende ,og hun skulle f*nem ikke komme. vadende når de små var født osv osv.

Hendes egen mor var noget andet.

Hun gjorde det samme,men der var det jo kærlighed ,og interesse Og slet ikke anmassende ( ifølge min veninde) .

Som mor til 5 drenge ,kan jeg godt tænke at det er op af bakke at være svigermor til kvinder, 

Mine 3 ældste børn er voksne ,og de har kærester.'

Den ældstes første langvarige havde,og har jeg et godt forhold til - vi er tætte og hun bruger mig meget i forhold til hendes liv med psykiske prob osv.

Vi taler næsten dagligt sammen ,og jeg holder vildt meget af hende.

Den næste har været op og ned,hun har i perioder set sig gal på mig pga ex svigeratter og er helt klart meget påvirket af at jeg stadig ser min søns ex  nu har jeg deres barn i pleje så derfor skal jeg se hende,men samtidig så er jeg også glad for hende og derfor vil jeg stadig have hende i mit liv. 

Men der er ingen tvivl om at min svigerdatter ville betegne mig som et svigermonster. 

Selv om jeg har gjort meget ud af at tage hende med på cafe /wellness osv så vi kunne få opbygget et godt forhold og hun kunne mærke jeg godt ville hende. 

Hendes egen mor er ( i mine øjne) et egoistisk menneske der drikker for meget ,kalder min søn for et klamt svin - har truet ham med tæsk ,og alligevel er hun altid velkommen og den der bliver inv med til arr i vuggestuen .

Jeg er så "ligeglad" eller det er jeg naturligvis ikke ,men vil ikke lade det styre mit liv og derfor er jeg netútral også af hensyn til min søn som jo er i klemme i og han er jo den uskyldige part der bare gerne vil have ro. 

Så jeg har prøvet begge dele,men kan godt se at jeg har været heldig med min første svigerdatter sat op imod det billede der ellers tegnes af kvinders forhold til deres mænds mødre. Kontra deres eget forhold til deres egen mor. 

Hvorfor mon der er så stor forskel på svigermor kontra mor når der er kvindernes? 

Har tilladt anonyme svar- da jeg godt ved det kan være et følsomt emne,. 

Carina:-) skriver:

Jeg sad lige og snakkede med min mand om svigermødre pga den tråd der lige nu kører. 

Synes jævnligt jeg læser /hører om kvinder der ikke kan med deres svigermødre- eller har et meget anstrengt forhold. 

Jeg hører sjældent at det er samme prob. med deres egen mor ,eller at mænd har så stort et prob med deres svigermor. 

Jeg har en veninde der har en svigermor som var virkelig lykkelig da min veninde blev gravid.

Hun skrev dagligt om hvordan min veninde havde det/ hvor meget hun glædede sig ,og om hendes forventninger om de små ( hun ventede tvillinger ) osv.

Min veninde hadede det!

Hun synes hun var irriterende ,og hun skulle f*nem ikke komme. vadende når de små var født osv osv.

Hendes egen mor var noget andet.

Hun gjorde det samme,men der var det jo kærlighed ,og interesse Og slet ikke anmassende ( ifølge min veninde) .

Som mor til 5 drenge ,kan jeg godt tænke at det er op af bakke at være svigermor til kvinder, 

Mine 3 ældste børn er voksne ,og de har kærester.'

Den ældstes første langvarige havde,og har jeg et godt forhold til - vi er tætte og hun bruger mig meget i forhold til hendes liv med psykiske prob osv.

Vi taler næsten dagligt sammen ,og jeg holder vildt meget af hende.

Den næste har været op og ned,hun har i perioder set sig gal på mig pga ex svigeratter og er helt klart meget påvirket af at jeg stadig ser min søns ex  nu har jeg deres barn i pleje så derfor skal jeg se hende,men samtidig så er jeg også glad for hende og derfor vil jeg stadig have hende i mit liv. 

Men der er ingen tvivl om at min svigerdatter ville betegne mig som et svigermonster. 

Selv om jeg har gjort meget ud af at tage hende med på cafe /wellness osv så vi kunne få opbygget et godt forhold og hun kunne mærke jeg godt ville hende. 

Hendes egen mor er ( i mine øjne) et egoistisk menneske der drikker for meget ,kalder min søn for et klamt svin - har truet ham med tæsk ,og alligevel er hun altid velkommen og den der bliver inv med til arr i vuggestuen .

Jeg er så "ligeglad" eller det er jeg naturligvis ikke ,men vil ikke lade det styre mit liv og derfor er jeg netútral også af hensyn til min søn som jo er i klemme i og han er jo den uskyldige part der bare gerne vil have ro. 

Så jeg har prøvet begge dele,men kan godt se at jeg har været heldig med min første svigerdatter sat op imod det billede der ellers tegnes af kvinders forhold til deres mænds mødre. Kontra deres eget forhold til deres egen mor. 

Hvorfor mon der er så stor forskel på svigermor kontra mor når der er kvindernes? 

Har tilladt anonyme svar- da jeg godt ved det kan være et følsomt emne,. 

Puha jeg ville godt nok også have det stramt med hvis min svigermor var venner med min mands ex... Jeg kan selvfølgelig godt se at det er noget andet når der er et barn indblandet, men stadig

Carina:-) skriver:

Jeg sad lige og snakkede med min mand om svigermødre pga den tråd der lige nu kører. 

Synes jævnligt jeg læser /hører om kvinder der ikke kan med deres svigermødre- eller har et meget anstrengt forhold. 

Jeg hører sjældent at det er samme prob. med deres egen mor ,eller at mænd har så stort et prob med deres svigermor. 

Jeg har en veninde der har en svigermor som var virkelig lykkelig da min veninde blev gravid.

Hun skrev dagligt om hvordan min veninde havde det/ hvor meget hun glædede sig ,og om hendes forventninger om de små ( hun ventede tvillinger ) osv.

Min veninde hadede det!

Hun synes hun var irriterende ,og hun skulle f*nem ikke komme. vadende når de små var født osv osv.

Hendes egen mor var noget andet.

Hun gjorde det samme,men der var det jo kærlighed ,og interesse Og slet ikke anmassende ( ifølge min veninde) .

Som mor til 5 drenge ,kan jeg godt tænke at det er op af bakke at være svigermor til kvinder, 

Mine 3 ældste børn er voksne ,og de har kærester.'

Den ældstes første langvarige havde,og har jeg et godt forhold til - vi er tætte og hun bruger mig meget i forhold til hendes liv med psykiske prob osv.

Vi taler næsten dagligt sammen ,og jeg holder vildt meget af hende.

Den næste har været op og ned,hun har i perioder set sig gal på mig pga ex svigeratter og er helt klart meget påvirket af at jeg stadig ser min søns ex  nu har jeg deres barn i pleje så derfor skal jeg se hende,men samtidig så er jeg også glad for hende og derfor vil jeg stadig have hende i mit liv. 

Men der er ingen tvivl om at min svigerdatter ville betegne mig som et svigermonster. 

Selv om jeg har gjort meget ud af at tage hende med på cafe /wellness osv så vi kunne få opbygget et godt forhold og hun kunne mærke jeg godt ville hende. 

Hendes egen mor er ( i mine øjne) et egoistisk menneske der drikker for meget ,kalder min søn for et klamt svin - har truet ham med tæsk ,og alligevel er hun altid velkommen og den der bliver inv med til arr i vuggestuen .

Jeg er så "ligeglad" eller det er jeg naturligvis ikke ,men vil ikke lade det styre mit liv og derfor er jeg netútral også af hensyn til min søn som jo er i klemme i og han er jo den uskyldige part der bare gerne vil have ro. 

Så jeg har prøvet begge dele,men kan godt se at jeg har været heldig med min første svigerdatter sat op imod det billede der ellers tegnes af kvinders forhold til deres mænds mødre. Kontra deres eget forhold til deres egen mor. 

Hvorfor mon der er så stor forskel på svigermor kontra mor når der er kvindernes? 

Har tilladt anonyme svar- da jeg godt ved det kan være et følsomt emne,. 

Jeg har det lige modsat. Jeg elsker min svigermor og vi har et virkelig godt forhold. Hvis jeg har brug for hjælp eller at snakke er det hende jeg ringer til. Hun har hjerterum og kan forstå og sætte sig ind i utroligt mange ting. Min egen mor derimod har jeg det anstrengt med. Hun lytter altid kun halvt, føler at alt er en konkurrence om hvem der ser hvem mest. Hun har altid en mening om alt og kommer med råd vi ikke efterspørger. 

Da vi hemmeligt blev gift var hun også sikker på at vi havde fortalt det til mine svigerforældre selvom ingen vidste noget og det går hun stadig og mugger over. Hun kommer aldrig til mig og fortæller hvad der genere hende men hører det istedet fra mine søskende. Jeg har et par gange taget en snak med hende men hun er totalt konfliktsky, så jeg har det virkeligt svært. Jeg elsker hende men hader hendes væremåde.. 

Når hun ringer tænker jeg "åh hvaad nu..." når svigermor ringer tænker jeg "uh hvad mon hun vil!"

Jeg hader det skal være sådan men har prøvet at gøre noget ved det flere gange men det er svært når kvinden er konfliktsky, men er derfor ekstra glad for min svigermor og mit forhold

Loa skriver:

Puha jeg ville godt nok også have det stramt med hvis min svigermor var venner med min mands ex... Jeg kan selvfølgelig godt se at det er noget andet når der er et barn indblandet, men stadig

Ja nu bor deres barn hos os- så det gør jo at bare der skal der være et samarbejde.,

Men min ex svigerdatter er en følsom pige med massive prob. 

Hun har ikke brug for flere nederlag-og jeg er hendes sparringspartner i en kaotisk verden. 

Og så er jeg nok også af den mening,at jeg kunne ikke selv drømme om at fortælle andre hvem de skal omgås eller ikke- så det vil jeg også selv gerne bestemme 

Anonym skriver:

Jeg har det lige modsat. Jeg elsker min svigermor og vi har et virkelig godt forhold. Hvis jeg har brug for hjælp eller at snakke er det hende jeg ringer til. Hun har hjerterum og kan forstå og sætte sig ind i utroligt mange ting. Min egen mor derimod har jeg det anstrengt med. Hun lytter altid kun halvt, føler at alt er en konkurrence om hvem der ser hvem mest. Hun har altid en mening om alt og kommer med råd vi ikke efterspørger. 

Da vi hemmeligt blev gift var hun også sikker på at vi havde fortalt det til mine svigerforældre selvom ingen vidste noget og det går hun stadig og mugger over. Hun kommer aldrig til mig og fortæller hvad der genere hende men hører det istedet fra mine søskende. Jeg har et par gange taget en snak med hende men hun er totalt konfliktsky, så jeg har det virkeligt svært. Jeg elsker hende men hader hendes væremåde.. 

Når hun ringer tænker jeg "åh hvaad nu..." når svigermor ringer tænker jeg "uh hvad mon hun vil!"

Jeg hader det skal være sådan men har prøvet at gøre noget ved det flere gange men det er svært når kvinden er konfliktsky, men er derfor ekstra glad for min svigermor og mit forhold

Sådan var det også her-

Min mor var så psykisk syg som i virkelig syg .

Så det gjorde så også at jeg automatisk vendte mig om mod svigermor.

Men min mand var bare så tålmodig og rummelig over for min mor,hvorimod hvis jeg havde haft sådan en svigermor havde jeg aldirg fundet mig i de ting han blev udsat for.

Så måske det handler om tålmodighed- mænd er mere tålmodige end kvinder  ? 

Carina:-) skriver:

Sådan var det også her-

Min mor var så psykisk syg som i virkelig syg .

Så det gjorde så også at jeg automatisk vendte mig om mod svigermor.

Men min mand var bare så tålmodig og rummelig over for min mor,hvorimod hvis jeg havde haft sådan en svigermor havde jeg aldirg fundet mig i de ting han blev udsat for.

Så måske det handler om tålmodighed- mænd er mere tålmodige end kvinder  ? 

Ja jeg tror kvinder er mere opfarende og gerne tager en konflikt.. Hmm jeg ved ikke men måske

Det værste er at min mor er meget generet af mit forhold til svigermor og jo mere jaloux hun bliver jo mere vender jeg mig mod svigermor og jo værre bliver det.. En ond cirkel.. 

Hi hi ja de kære svigermødre. Jeg har erfaret at en svigermor kan være helt fantastisk og så sød (desværre var hendes søn altså ret kedelig, sød men kedelig, som i at han aldrig snakkede pga han intet havde at snakke om) det forhold gled ud.

Min dejlige mand jeg har idag og forhåbentligt bliver gammel med, ja hans mor er altså en helt anden kategori desværre... Jeg ved ikke hvorfor hun har set sig så sur på mig. Jeg får skylden for alt og intet,  selv min mand synes det latterligt. Indså efter de første tre år hvor jeg virkelig prøvede at behage hende,  at hun  ikke kunne behages. 

Min mand troede ikke på mig da jeg første gang kom hjem efter kaffe hos svigermor alene, fortalte at hun gentagende gange kaldt mig hans ekskærestes navn og hele tiden skulle fortælle om hvor sød hans ex have været osv. Han valgte at konfrontere hende med det og hun  havde ikke engang en undskyldning til det.  (andet end at hun synes jeg bestemte for meget over ham hmm...)

Hun har bevidst kommet halvanden time senere til en fødselsdag pga. Hun ikke ville dikteres en tid af mig. (ja det var mig der ringede og inviterede til hendes barnebarns fødselsdag ups. Min fejl, har lært det kun skal være min mand der gør det).

Hun har sidste jul siddet og brokket sig højlydt over den julegave hun fik, da vores store datter ved en fejl fik sagt at "den har mig og mor købt til dig."  (det var simpelthen så synd for vores datter). 

Hun har skilt mig ud imens der var fuldt af gæster i hendes hus, pga hun mente jeg havde rodet i hendes mad/dessert? (så pinligt, og heldigvis havde jeg været sammen med min mand og svoger under hele besøget så havde jo et alibi hi hi. Her var det heldigvis kun hende selv der blev til grin) Dagen efter ringede hun til min mand og sagde at hans kone ikke har nogen pli.   (hvorfor skulle man/jeg rode i en dessert?) 

Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler, for der har været mange igennem de otte år min mand og jeg har været sammen. Jeg priser mig lykkelig for at have en mand der heldigvis godt kan se hans mors urimeligheder uden jeg skal åbne munden.  og han er heldigvis ikke bange for at sige hende imod.

Hun er heldigvis god til sine børnebørn og derfor tolerere vi hende. Når børnene er tilstede tolerere min svigermor og jeg hinanden. Men vi ved begge at veninder det bliver vi aldrig. 

Jeg aner ikke hvorfor hun har så meget imod mig, har før prøvet at spørge hende, men det trappede bare konflikterne op i en periode. 

Tystys14 skriver:

Hi hi ja de kære svigermødre. Jeg har erfaret at en svigermor kan være helt fantastisk og så sød (desværre var hendes søn altså ret kedelig, sød men kedelig, som i at han aldrig snakkede pga han intet havde at snakke om) det forhold gled ud.

Min dejlige mand jeg har idag og forhåbentligt bliver gammel med, ja hans mor er altså en helt anden kategori desværre... Jeg ved ikke hvorfor hun har set sig så sur på mig. Jeg får skylden for alt og intet,  selv min mand synes det latterligt. Indså efter de første tre år hvor jeg virkelig prøvede at behage hende,  at hun  ikke kunne behages. 

Min mand troede ikke på mig da jeg første gang kom hjem efter kaffe hos svigermor alene, fortalte at hun gentagende gange kaldt mig hans ekskærestes navn og hele tiden skulle fortælle om hvor sød hans ex have været osv. Han valgte at konfrontere hende med det og hun  havde ikke engang en undskyldning til det.  (andet end at hun synes jeg bestemte for meget over ham hmm...)

Hun har bevidst kommet halvanden time senere til en fødselsdag pga. Hun ikke ville dikteres en tid af mig. (ja det var mig der ringede og inviterede til hendes barnebarns fødselsdag ups. Min fejl, har lært det kun skal være min mand der gør det).

Hun har sidste jul siddet og brokket sig højlydt over den julegave hun fik, da vores store datter ved en fejl fik sagt at "den har mig og mor købt til dig."  (det var simpelthen så synd for vores datter). 

Hun har skilt mig ud imens der var fuldt af gæster i hendes hus, pga hun mente jeg havde rodet i hendes mad/dessert? (så pinligt, og heldigvis havde jeg været sammen med min mand og svoger under hele besøget så havde jo et alibi hi hi. Her var det heldigvis kun hende selv der blev til grin) Dagen efter ringede hun til min mand og sagde at hans kone ikke har nogen pli.   (hvorfor skulle man/jeg rode i en dessert?) 

Jeg kunne blive ved med at komme med eksempler, for der har været mange igennem de otte år min mand og jeg har været sammen. Jeg priser mig lykkelig for at have en mand der heldigvis godt kan se hans mors urimeligheder uden jeg skal åbne munden.  og han er heldigvis ikke bange for at sige hende imod.

Hun er heldigvis god til sine børnebørn og derfor tolerere vi hende. Når børnene er tilstede tolerere min svigermor og jeg hinanden. Men vi ved begge at veninder det bliver vi aldrig. 

Jeg aner ikke hvorfor hun har så meget imod mig, har før prøvet at spørge hende, men det trappede bare konflikterne op i en periode. 

Det er jo fuldstændigt vanvittigt!

Er imponeret over du holder ud- hun lyder som min mor der var psykisk syg.

Min mand holdt også ud- sagde aldrig noget og ventede bare på at jeg ikke længere kunne holde det ud ,og sagde stop. 

Ingen tvivl om at der findes skøre kvinder alle steder- det var bare mere den med overvægten af at det er mændendes mødre der er nogle forfærdelige typer -og nogen gange tænker jeg det måske også er svigerdøtrene der er "synderen" i at forholdet er dårligt fordi de har bestemt sig for de ikke kan lide deres mands mor.

Men det du beskriver er jo i en helt anden katagori- Og for s*tan det bringer minder frem om min mor som jo var min mands svigermonste.

Jeg er sgu forbløffet over du kan holde det ud - og godt din mand støtter dig- Og med tanke på hvor hårdt jeg selv synes det var med min mor....

Så pas på dig selv - selv om vi kan små fnise af at hun er så skør -Så er kritik og uberettiget bitterhed fra et andet menneske ikke godt for nogen 

Jeg har prøvet begge dele. Min nuværende svigermor har jeg haft i mere end 17 år, og det har været rigtigt turbulent, men de senere år har der været fred. Jeg indså - ca omkring der hvor jeg fik børn - at jeg kunne være glad eller få ret, ikke altid begge dele..

Jeg indså også, at det fyldte rigtigt meget hos mig at min svigermor ikke opførte sig, som jeg forventede, og i stedet for at blive ved med at forlange, at min svigermor ændrede sig, ændrede jeg mine forventninger til hende. Vi bliver aldrig bedste venner, men jeg har 2 børn, der også har ret til at se deres farmor og en mand, der har ret til ikke altid at være en lus mellem 2 negle. Og det har faktisk hjulpet rigtigt meget. Nogle gange er den eneste måde at vinde på, at lade være med at tage kampen.

Jeg tror fuldt og fast på at man får det ud af en relation, som man putter ind i den, og da jeg ændrede min tilgang til min svigermor, ændrede det vores forhold drastisk.

Jeg har virkelig forsøgt at komme godt ud af det med min svigermor, og vi havde da også længe et udmærket forhold, indtil jeg en da tilfældigt så en besked hun havde sendt til min mand, hvor der stod at hun virkelig synes det var synd for ham så meget jeg hele tiden krævede af ham!

Det blev jeg godt nok overrasket over, både fordi at jeg blev såret over, hvis min mand følte sådan og valgte at dele det med sin mor fremfor mig, men også fordi jeg slet ikke kunne genkende mig selv i det. 

Det skulle så vise sig, at hun finder på ting for at skabe splid åbenbart, hun virker ærligt talt lidt forstyrret jo mere jeg lærer hende at kende. Desværre ser hun så også kun sine børnebørn som et prestigeprojekt hun kan prale om når de gør noget rigtigt i hendes øjne, men udover det viser hun ingen interesse for dem. 

Men summasumarum, så tror jeg måske nogle gange at svigermødrene bare så gerne vil passe på deres drenge og så nogle gange siger eller gør ting som pisser deres svigerdøtre af, fordi at deres mænd jo ikke er børn, men bliver behandlet sådan af deres mor. 

Jeg er i hvert fald nødt til at se det som om hun forsøger at passe på sin dreng, for at kunne holde hende ud ��