Ingen accepter at jeg ikke kan lide at få gaver

Loa skriver:

Tja, det vil nok ikke være værre end at forlange at vide hvad der er i gaverne...

Jeg tænker at hvis din familie ingen kendskab har til din psykiske lidelser har de nok lige så lidt forudsætning som jeg, for at forstå hvorfor du har det som du har det?

Jeg ville nemlig også tolke det som om du var bange for at blive skuffet over gaverne. Der er jo ingen fidus i at give en gave du allerede kender indholdet af.

 

De ved godt jeg har nogen psykiske problemer, efter jeg selv har fået diagnose på det, så har de også fået afvide hvad det er, og jeg har sendt dem link så de kunne læse om hvad jeg har af problemer. Jeg har også tilbudt dem at de kunne komme med da psykiatrien hold har noget undervisning og en af gangene var hvor familien kunne komme med, jeg har købt en bog og tilbud dem at låne den.

Men de er ikke interesseret i noget af det.

Jeg har ængstelige evasiv personlighedsstruktur og emotionelle ustabil personlighedsstruktur 

Jeg ville også have svært ved at sætte mig ind i at nogen slet ikke kan overskue at få gaver. Som en der også elsker at give gaver, ville jeg have svært ved ikke at give gaver og jeg tror faktisk jeg ville opfatte personen som ret snobbet, hvis de ikke vil have gaver. Lidt som om de allerede har stemplet at jeg bare ikke kan købe det rigtige, så jeg kan lige så godt lade være. - Jeg ville faktisk blive mere såret over at folk frabad sig gaver fra mig, end hvis folk ærligt sagde tak, men at det ikke var noget for dem. (Det er jo derfor gaver kan byttes).

Istedet for at ændre alle andre til at forstå og respektere dig, skulle du måske arbejde med dig selv. Hvorfor er det så svært for dig at modtage en gave? Hvad er det værste der kan ske? At du ikke kan lide gaven? Så er det vel ikke værere end at bytte den eller gemme den langt væk? - De fleste af det tøj min svigermor stolt kommer med til børnene, får de aldrig på. Hun har så dårlig smag at både mkn mand og jeg, bare siger tak og så ryger tøjet bare videre når den størrelse det er, ikke er i brug mere.

Du siger selv det er uvidenheden. Har du generelt et stort behov for kontrol i din hverdag? For det lyder til at du har svært ved at slippe den kontrol, selv når det kommer til noget så simpelt som gaver. Der er jo ikke nogen der giver skadelige gaver.

Hos os er der alligevel aldrig nogen der ser de voksne pakke gaver op, fordi alle har så travlt med deres egne og børnenes (vi går ikke ind for at der pakkes en gave op af gangen, for så bliver vi aldrig færdige). Jeg deler altid gaverne ud og pakker først op helt til sidst hvor alle andre har travlt med at hjælpe børnene og snakke. Så ingen ser nogensinde hvad jeg får alligevel.

Jeg forstår ikke helt, hvorfor din familie ikke vil efterkomme dit ønske. Det virker bizart. Men det er nok, som en skriver, at de synes det er ubehageligt selv at modtage uden at give tilbage. Det er noget underligt noget for noget, men der er bare nogle mennesker som har svært ved den situation.

Hvis de insisterer på at give dig gaver, så synes jeg du skal forsøge at fortælle dig selv at din umiddelbare reaktion på en gave er helt ok. Så hvis du bliver vildt skuffet over en gave, så vis det. Hvis folk så bliver fornærmede, jamen så kunne det være de skulle lidt mere efter hvad det egentlig er du prøver at fortælle dem.

Anonym skriver:

Jeg ville også have svært ved at sætte mig ind i at nogen slet ikke kan overskue at få gaver. Som en der også elsker at give gaver, ville jeg have svært ved ikke at give gaver og jeg tror faktisk jeg ville opfatte personen som ret snobbet, hvis de ikke vil have gaver. Lidt som om de allerede har stemplet at jeg bare ikke kan købe det rigtige, så jeg kan lige så godt lade være. - Jeg ville faktisk blive mere såret over at folk frabad sig gaver fra mig, end hvis folk ærligt sagde tak, men at det ikke var noget for dem. (Det er jo derfor gaver kan byttes).

Istedet for at ændre alle andre til at forstå og respektere dig, skulle du måske arbejde med dig selv. Hvorfor er det så svært for dig at modtage en gave? Hvad er det værste der kan ske? At du ikke kan lide gaven? Så er det vel ikke værere end at bytte den eller gemme den langt væk? - De fleste af det tøj min svigermor stolt kommer med til børnene, får de aldrig på. Hun har så dårlig smag at både mkn mand og jeg, bare siger tak og så ryger tøjet bare videre når den størrelse det er, ikke er i brug mere.

Du siger selv det er uvidenheden. Har du generelt et stort behov for kontrol i din hverdag? For det lyder til at du har svært ved at slippe den kontrol, selv når det kommer til noget så simpelt som gaver. Der er jo ikke nogen der giver skadelige gaver.

Hos os er der alligevel aldrig nogen der ser de voksne pakke gaver op, fordi alle har så travlt med deres egne og børnenes (vi går ikke ind for at der pakkes en gave op af gangen, for så bliver vi aldrig færdige). Jeg deler altid gaverne ud og pakker først op helt til sidst hvor alle andre har travlt med at hjælpe børnene og snakke. Så ingen ser nogensinde hvad jeg får alligevel.

Jeg stempler ikke nogen for at give dårlig gaver, og har sagt det samme til dem alle sammen.

Ja en gave kan i de fleste tilfælde byttes, men jeg bytter ikke gaverne, da jeg somregl er taknemlig for det jeg få. Det er kun hvis jeg få 2 af hver slags at jeg bytter det.

Ja jeg har et meget stort behov for at have kontrol, det er jeg er igang med at arbejde med det. 

IenFart skriver:

Jeg forstår ikke helt, hvorfor din familie ikke vil efterkomme dit ønske. Det virker bizart. Men det er nok, som en skriver, at de synes det er ubehageligt selv at modtage uden at give tilbage. Det er noget underligt noget for noget, men der er bare nogle mennesker som har svært ved den situation.

Hvis de insisterer på at give dig gaver, så synes jeg du skal forsøge at fortælle dig selv at din umiddelbare reaktion på en gave er helt ok. Så hvis du bliver vildt skuffet over en gave, så vis det. Hvis folk så bliver fornærmede, jamen så kunne det være de skulle lidt mere efter hvad det egentlig er du prøver at fortælle dem.

Jeg ved ikke hvorfor, da de ikke fortæller hvorfor de vil give gaver.

Jeg er bange for at skuffe folk, med den måde jeg reagere på, fordi jeg ikke kan juble over en gave, jeg reagere ens om det er en gave jeg kan lide og ikke kan lide. 

Og det er lidt sur agtig (ikke fordi jeg er sur) men fordi jeg ikke kan lide overraskelse.

Det er måske som en skriver det med at have kontrol, for jeg har meget brug for at have kontrol over alting.

Anonym skriver:

Jeg ved ikke hvorfor, da de ikke fortæller hvorfor de vil give gaver.

Jeg er bange for at skuffe folk, med den måde jeg reagere på, fordi jeg ikke kan juble over en gave, jeg reagere ens om det er en gave jeg kan lide og ikke kan lide. 

Og det er lidt sur agtig (ikke fordi jeg er sur) men fordi jeg ikke kan lide overraskelse.

Det er måske som en skriver det med at have kontrol, for jeg har meget brug for at have kontrol over alting.

Ud fra det du skriver om din barndom og dine juleaftener, kan jeg sagtens forstå dine problemer med at modtage gaver. Og jeg kender flere mennesker, som har haft barndommen med omsorgssvigt og lign., som netop har store problemer med at føle/vise begejstring. Det må være super svært juleaften. Jeg tænker, at din families manglende anerkendelse af dine ønsker og følelser, kan skyldes en manglende vilje til at anerkende konsekvenserne af forholdene i dit barndomshjem.

Når nu de ikke vil respektere dine ønsker, er det svært at gøre andet end fremover at holde jul hver for sig.

L-mor skriver:

Ud fra det du skriver om din barndom og dine juleaftener, kan jeg sagtens forstå dine problemer med at modtage gaver. Og jeg kender flere mennesker, som har haft barndommen med omsorgssvigt og lign., som netop har store problemer med at føle/vise begejstring. Det må være super svært juleaften. Jeg tænker, at din families manglende anerkendelse af dine ønsker og følelser, kan skyldes en manglende vilje til at anerkende konsekvenserne af forholdene i dit barndomshjem.

Når nu de ikke vil respektere dine ønsker, er det svært at gøre andet end fremover at holde jul hver for sig.

jeg syntes det er lige drastiskenok ikke at ville holde jul med dem.

Jeg har snakket med min terapeut om det.

Hun siger at jeg nok har så svært ved det med gaver fordi jeg har et enormt stort behov for at have kontrol over alt ting.

Vi snakkede lidt om hvad jeg kunne gøre, men da de har købt gaver så er der ikke så meget at gøre ved det.

Så snakkede vi om hvorfor jeg syntes det er svært at få gaver. Og det er jo at jeg er bange for at skuffe folk med min reaktion (eller mangel på samme) og at de så bliver skuffet og sure.

Men som min terapeut siger, at de ved jo hvordan jeg reagere, og jeg reagere jo ikke anderledes end jeg plejer. Og at det er mit behov for at gøre alle andre glade og tilfredse der kommer frem der og det kan jeg ikke altid gøre, så hvis de bliver skuffet eller sure over min reaktion så er det deres problem og ikke noget jeg kan gøre noget ved.

Så alt i alt kom jeg frem til at det energi jeg bruger på at bekymre mig om det, det skal jeg bruge på noget andet.

Anonym skriver:

Hvorfor er det så vigtigt at få og give julegaver?

Hvorfor vil folk ikke acceptere at man ikke kan lide at få gaver, det kan ødelægge hele min jul, at jeg ved der er blevet købt gaver til mig og at jeg ikke ved hvad det er, jeg hader virkelig at få gaver. 

Til min fødselsdag overtaler jeg altid min mand til at jeg selv må bestemme/købe min gave, da jeg ikke kan lide at få gaver. 

Sidste år ville min mand købe julegave til mig uden jeg vidste hvad det var og han vil gerne give mig en gave igen i år, men jeg vil ikke have nogen, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at han accepterer det. 

Vi holder jul med min familie i år og de giver altid gaver, nå vi holder jul sammen, jeg har sagt til dem at jeg godt vil undvære julegaver, da jeg ikke kan lide at få gaver, for jeg kan ikke lide uvisheden om hvad man få, og hvordan folk forventer man reagerer osv.

Men der er ingen der vil acceptere det og lige nu bliver jeg ked af at ikke gang min mand vil acceptere det.

Alle ved jeg ikke kan li det og heller vil undvære men ingen acceptere det. hvis jeg viste hvad jeg fik ville det være ok.

Jeg vil kun have mine børns hjemmelavet gaver.

Jeg kan godt lide at købe gaver til folk så alle ville få gaver selvom jeg måtte undvære

Jeg ved det lyder som om jeg er meget utaknemmelig

Men det er jeg ikke, jeg er vokset op i et hjem med alkoholiseret forældre og min mor hade julen og jule mdr,  jeg kan aldrig huske at vi har haft en god jul, som børn og jeg mindes ikke at jeg nogen sinde har fået en gave jeg ønskede mig, så jeg blev altid skuffet og jeg tænker at det er derfor jeg har det som jeg har det.

Jeg elsker julen og har altid gjort det, alt den hygge og glæde der er i julen elsker jeg men tanken om gaverne kan ødelægge det hele.

Jeg har meget brug for struktur og at forberede mig på alting, hvis der er ting jeg ikke kan styre så kan jeg gå helt ned over det. 

Det her er måske nok et mærkeligt råd, men det har hjulpet mig. I en periode var jeg syg med alt muligt, og havde det svært med menneskers opfattelse af og forventninger til mig, og negative vurdering af mig. Det kom faktisk også til udtryk, når jeg fik gaver, fordi jeg var alt for bevidst om, hvilken reaktion giveren ville blive mest glad for. Op til min fødselsdag så jeg et afsnit af Matador, hvor Agnes får en malet bakke i gave. Hendes reaktion syntes jeg var så fin og oprigtig og besluttede mig for at gøre noget i den stil, når jeg skulle pakke gaver op. Lidt pinligt - men vil gerne indrømme, at jeg øvede mig et par gange og fødselsdagen gik fint 

Hvis man ser bort fra dine diagnoser og opvækst, så er du lige som min lillesøster (vokset op i kærlig kernefamilie). Hun har det også svært med at få gaver, da hun ikke kan lide overraskelser. Hun har også et enormt kontrolbehov.

Hun er engang blevet "skuffet" over en gave fra mig, som stod på hendes ønskeseddel, men ikke lige var den ting hun havde troet/forventet at få af mig... men det gør mig ikke så meget at hun helst vil vide hvad hun får på forhånd. Så længe jeg giver hende en ting hun bliver glad for, så behøver jeg ikke overraske hende. Mine forældre har det lidt sværere med at forstå det, men de prøver.

Hun er så også blevet langt bedre med årene til at skjule evt skuffelse når hun åbner gaverne. For hun er jo egentlig glad for dem, bare ikke selve åbningen af dem, da overraskelsen overskygger selve gaven i øjeblikket.

Op i ... med gaverne.

det er d et langt større problem at din familie ikke ønsker eller kan forstå at du har nogle specielle behov/ udfordringer. 

Du bliver jo ikke mødt af dem.

jeg ville da forlænge at de satte sig ind i de diagnoser du har.

og så skal du selvfølgelig arbejde med kontrollen. Men det tænker jeg du gør i terapi.