Hvad ville i tænke?

Det her er måske en lidt mæerkelig tråd, men nu har jeg gået med disse tanker i hovedet i et stykke tid og har brug for lige at lufte dem.

Jeg blev i sin tid gravid ved et uheld, men valgte at beholde barnet. Jeg var da 21 år gammel. Lige så snart jeg blev gravid, vidste jeg at jeg blev nødt til at lægge mit liv helt om, fordi jeg skulle blive en ansvarlig, voksen kvinde som kunne varetgae et barn og som folk også kunne TRO på kunne varetage et barn. Før jeg blev gravid var jeg lidt af en punker, men faldt nok bedst ind i kategorien Glam Punk (hvis i er i tvivl om hvad det er så Google det), men det lagde jeg på hylden for at fremstå mere voksen. Alle sagde til mig at det var godt jeg kom mig over den fase, men problemet var bare at jeg ikke selv følte (eller føler) det som værende en fase; det var virkelig en stil jeg godt kunne lide. Jeg fraver stadig mit hår i nogle vilde farver ind imellem og får også nogle enkelte kommentarer på at jeg da stadig er lidt punker, ind imellem, men langt det meste af tiden mener folk bare at det var godt at jeg blev voksen.

Sagen er så den at jeg i lang tid har gået og haft det skidt med mig selv. Til at starte med troede jeg at det var fordi jeg havde taget en del på, så jeg gik straks på slankekur. Jeg blev fin og slank igen, men havde det ikke bedre. Så tænkte jeg at det kunne være min "hængepatter" der var problemet, men da jeg ikke var villig til at gå under kniven, købte jeg bare nogle lækre (og DYRE) BH'er til at få dem til at se flotte ud igen. Desværre gik jeg bare stadig og følte mig sådan helt forkert.

En dag fandt jeg så sækken med mit gamle tøj frem. Meget af det kunne jeg ikke passe længere, men det gjorde mig ikke så meget. Jeg fandt noget der passede og da jeg stod der og kiggede i spejlet føltes det bare rigtigt.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af at være splittet. For på den ene side vil jeg gerne være "normal" og tilpasset, så folk ikke dømmer mig, mine forældreevner eller andet ud fra hvilket tøj jeg går i, men på den anden side er det jo bare det tøj jeg godt kan lide.
Jeg har aldrig før (før jeg blev gravid) bekymret mig om hvad andre tænker, men jeg er bare så bange for at mit tøjvalg skulle gå ud over mine børn.

Så her kommer mit spørsmål/min undren...
Hvad ville i tænke, hvis i så en "ung" mor med små børn, der gik klædt på den måde?

Anonym skriver:

Det her er måske en lidt mæerkelig tråd, men nu har jeg gået med disse tanker i hovedet i et stykke tid og har brug for lige at lufte dem.

Jeg blev i sin tid gravid ved et uheld, men valgte at beholde barnet. Jeg var da 21 år gammel. Lige så snart jeg blev gravid, vidste jeg at jeg blev nødt til at lægge mit liv helt om, fordi jeg skulle blive en ansvarlig, voksen kvinde som kunne varetgae et barn og som folk også kunne TRO på kunne varetage et barn. Før jeg blev gravid var jeg lidt af en punker, men faldt nok bedst ind i kategorien Glam Punk (hvis i er i tvivl om hvad det er så Google det), men det lagde jeg på hylden for at fremstå mere voksen. Alle sagde til mig at det var godt jeg kom mig over den fase, men problemet var bare at jeg ikke selv følte (eller føler) det som værende en fase; det var virkelig en stil jeg godt kunne lide. Jeg fraver stadig mit hår i nogle vilde farver ind imellem og får også nogle enkelte kommentarer på at jeg da stadig er lidt punker, ind imellem, men langt det meste af tiden mener folk bare at det var godt at jeg blev voksen.

Sagen er så den at jeg i lang tid har gået og haft det skidt med mig selv. Til at starte med troede jeg at det var fordi jeg havde taget en del på, så jeg gik straks på slankekur. Jeg blev fin og slank igen, men havde det ikke bedre. Så tænkte jeg at det kunne være min "hængepatter" der var problemet, men da jeg ikke var villig til at gå under kniven, købte jeg bare nogle lækre (og DYRE) BH'er til at få dem til at se flotte ud igen. Desværre gik jeg bare stadig og følte mig sådan helt forkert.

En dag fandt jeg så sækken med mit gamle tøj frem. Meget af det kunne jeg ikke passe længere, men det gjorde mig ikke så meget. Jeg fandt noget der passede og da jeg stod der og kiggede i spejlet føltes det bare rigtigt.

Nu sidder jeg tilbage med en følelse af at være splittet. For på den ene side vil jeg gerne være "normal" og tilpasset, så folk ikke dømmer mig, mine forældreevner eller andet ud fra hvilket tøj jeg går i, men på den anden side er det jo bare det tøj jeg godt kan lide.
Jeg har aldrig før (før jeg blev gravid) bekymret mig om hvad andre tænker, men jeg er bare så bange for at mit tøjvalg skulle gå ud over mine børn.

 

Så her kommer mit spørsmål/min undren...
Hvad ville i tænke, hvis i så en "ung" mor med små børn, der gik klædt på den måde?

Bor du i storby eller på landet?

Jeg tror nok jeg ville tænke, at du enten var barnepige eller storesøster. Men skid da hul i hvad andre mener. Så længe du har det godt med det, så lærer folk omkring dig nok at acceptere dit valg. Du ændrer dig jo ikke til at blive en forfærdelig mor, fordi du skifter tøjstil.

Du kan jo altid starte med lidt af gangen inden du springer ud i det fulde skift, så folk omkring dig kan nå at forberede sig mentalt. 

Jeg tror det kommer lidt an på om hvor langt ud du kører stilen? Altså er det også med vild make up osv.? 
Og som en anden siger, hvor du bor?

Ærligt, så ja, hvis det var her hvor vi bor, så ville jeg nok også kigge en ekstra gang og tænke at det var en søster eller noget. Da det vil være totalt udelukket ellers at se en med den stil, hente sit barn i børnehave eller skole her.

Hvis jeg så vidste at du var mor, hmm tror det kommer an på din fremtoning og udstråling, ift. om jeg ville tænke over dine evner som mor. Altså se skævt på det. 

Måske ville jeg dømme dig, måske ville jeg synes at det var mega sejt at du tør være den du er.... Jeg er splittet, da jeg slet ikke kan forestille mig møde en voksen kvinde og mor med den stil, her hvor vi bor.

Jeg ville ikke engang skænke det en tanke, men bor også i en storby. Jeg ser masser af voksne mennesker klædt sådan. Jeg forstår slet ikke folk sætter spørgsmålstegn ved ens evne som forælder ud fra ens tøj. Ja, måske tror de du er en storesøster, men hvad så? Jeg klæder mig utrolig kedeligt og det tror folk stadig indimellem ��

Jeg synes du skal klæde dig som du har lyst til. Hvis du bekymrer dig meget over hvad andre tænker kan du eventuelt bare tone det lidt ned. 

Jeg bor sådan set ude på landet (i en lille landsby) og I det nordlige Jylland. Alle kender hinanden i vores lille by, men jeg bruger ret meget tid i de større byer her (Hjørring/Aalborg).

Jeg ville helt sikkert også bruge make-up, men ikke i Glam stilen eller noget overdrevet. Det har jeg dog aldrig gjort, selv før jeg fik børn, da jeg ikke bryder mig om at male en maske på. Det er mest noget eyeliner og noget smoky eyes agtigt noget, dog også i andre farver.

Jeg bor i en stor storby og er vokset op i en landsby. Jeg synes vi skal have lov at gå klædt som vi vil. Jeg vil ikke kigge skævt til dig eller andre mødre uanset hvad de har på. Derimod kigger jeg når fx nogen skælder deres barn meget ud eller råber af det i offentligheden. Eller hvis barnet opfører sig helt skørt. Men tøjet tænker jeg ikke på:-) 

Go for it. Herhjemme har vi Formel 1 tøj, Harry Potter t-shirts og jeg går kun i convers. Det har mange sikkert også en holdning til. 

Gør hvad du vil. Det er da den største gave SU kan give dit barn. 

Hvis du trives bedre med din gamle stil, så skift dog tilbage. Evt kan du forsøge at gøre stilen lidt mere voksen, men stadig beholde del elementer (men kun hvis du stadig trives). Lad folk tro hvad de vil. Det er et vigtigt signal at sende til dine børn at du er den du er og lader din trivsel komme før hvad alle andre tænker. Jeg mener det er jo bare tøj.

Hvordan du klæder dig har meget lidt at gøre med hvor god en mor du er. Bare se P!nk som til tider har en meget punket stil, og alligevel er hun et forbillede for mange mødre.

Klæd dig som du vil - hul i hvad andre tænker.