andre "direktør" koner?

Anonym skriver:

Jeg har ikke prøvet dit liv, men jeg været vedhæng i et nyt land et halvt år. Der deltog jeg på flere sproghold hvor jeg hurtigt fandt gode veninder der også var med som vedhæng. Vi havde det så sjovt. Pludselig havde jeg aftaler hver dag og jeg fandt nye interesser sammen med dem. Vi holder stadig kontakten pr mail her 5 år efter. 

Jeg tænker det faktisk må være svære her i DK, men måske kan du engagere dig i et eller andet som du vil kunne brænde få. Fx børn fra mindre privilegerede hjem fx med forældre som er misbruger. Måske findes der et frivilligt job med et par timer om dagen. Og måske vil du med erfaringen fra en dansk organisation kunne lave nået lignende i de lande i fremover kommer til at bo i?

Hvis det var mig der var i din situation tror jeg, at jeg ville begynde at skrive det hele ned. Tanker, følelser oplevelser. Det har hjulpet mig i de perioder hvor jeg har følt mig ensom. 

det lyder også rigtig hyggeligt  

Det er bare sjældent en mulighed fordi jeg går så meget hjemme med min søn, når vi kun er i lande i 1-3 måneder bliver han hjemme skolet for at holde lidt stabilitet. 

Frivillig arbejde er også meget svært at komme ind på og jeg ville syntes det er synd for de børn jeg evt. Skulle være frivillig med at jeg er væk igen et par måneder senere. 

Jeg har faktisk kastet mig over et bog skrivnings projekt - måske jeg skulle genoptage  

Anonym skriver:

Hej med dig ts

Jeg har været samme sted som dig, dog uden børn. 

Jeg var gift med en karrieremand. Var blindforelsket i ham og ville have fulgt ham til Sibirien hvis det skulle være. 

Vi boede på et tidspunkt i Sydeuropa og han blev så sendt til Asien i 3 år. Jeg tog selvfølgelig med. 

Han kunne være væk fra mig i flere uger og så komme hjem en weekend og så afsted igen. Det var meget forskelligt. 

I starten gik det fint. Jeg brugte min fritid på at udforske landet og shoppe. Havde to af hans guld kredit kort på mig, som jeg nærmest fik stoppet i hovedet, selvom jeg protesterede. Tror at han var klar over at jeg ville blive træt af at vente på ham, så han forsøgte at "købe" mig (set i bakspejlet). 

Efter 2 år i Asien fik jeg nok. Mest fordi han ikke forstod hvorfor jeg havde det så svært. Jeg havde opgivet min egen karriere, min familie og venner og hele mit liv for ham og her sad jeg palle alene på den anden side af jordkloden og ventede på ham. Var det meningen med mit liv? Vågnede jeg op en morgen og spurgte mig selv. 

Heldigvis havde vi ingen børn. Jeg pakkede mine ting og flyttede tilbage til dk. 

Idag er jeg gift med en skøn 8-16 mand og har 2 børn med ham. 

Havde jeg haft børn med min første mand, så havde jeg krævet ændringer. Jeg ville ikke være gået med til at mine børn voksede op uden deres far (som mig selv). 

Jeg tror det hele handler om at man skal vide hvem man er, hvad man ønsker i livet, hvilke mål man har, osv. Og så tale med ham om det. Prøve at finde en fælles løsning for jeres barns skyld men også en løsning som I begge kan leve med. Er han klar til at ofre noget for dig? 

Held og lykke. Jeg håber I finder en god løsning for jer alle. 

Kh. 

Det er hårdt at leve på "farten" 

Jeg har haft det her liv i 5 år, min mand er heldigvis meget omsorgsfuld og til stede når han er her (så meget som det nu tillader) 

Min mand betaler alt men det er også så godt som umuligt for mig at have et job. 

Jeg tænker jeg vil kaste mig over mit bog skrivnings projekt om ikke andet har det en terapeutisk effekt  

Ku man evt forstille sig, at du feks fik fast base i dk, med jeres søn, også han fortsat  ku rejse i forbindelse med arbejdet. 

Jeg ville i hvert fald overveje det, når nu nogle af opholdene kun er 1-3 mdrer. 

Self ka man bo fast et sted i et par år, men de korte ophold ville jeg ik byde mit barn. Ved de længer ophold ka jeres søn også komme i en international skole og få nogle legekammerater.

For din mands vedkommende, må det vel næsten være lige så nemt, at mellemlande i dk, som alle mulige andre lande? Vh stine

StineW79 skriver:

Ku man evt forstille sig, at du feks fik fast base i dk, med jeres søn, også han fortsat  ku rejse i forbindelse med arbejdet. 

Jeg ville i hvert fald overveje det, når nu nogle af opholdene kun er 1-3 mdrer. 

Self ka man bo fast et sted i et par år, men de korte ophold ville jeg ik byde mit barn. Ved de længer ophold ka jeres søn også komme i en international skole og få nogle legekammerater.

For din mands vedkommende, må det vel næsten være lige så nemt, at mellemlande i dk, som alle mulige andre lande? Vh stine

Det kunne man godt. Det er vi dog slet ikke i intresseret i, vores søn er 100% engelsk talende, jeg har nogle fysiske skavanker der gør koldt vejr til totur og så har de ture hvor vi har følt os mest velkomne og "hjemme" været i cali, så det føltes bare mest naturligt  

Vi flyttet 1 maj til cali i minimum i 3 år, det meste af hans arbejde forgår i usa, Asien, Indien  og så 1-2 gange om året i øst Europa  - hvilket jeg slet ikke bryder mig om at tage til, jeg er alene med knægten og nogle af områderne er ikke sjovt at være enlig kvinde i. 

Jeg havde en rigtig grim oplevelse med en gruppe mænd der fulgte efter mig og jeg måtte flygte ind på et hotel der måtte have både sikkerheds folk og politi til at få dem væk efter det har jeg bare nægtet at tage til de byer. 

Så det sådan lidt hips som som haps hvor vi bor vores søn har dog en alder nu hvor det ikke duer at være på farten så meget. 

Jeg skal ikke dømme dig over dit valg for dig selv og din livsstil.

Men når det er sagt forstår jeg ikke, hvordan du kan byde din søn, at rejse rundt så meget. Ikke at have en bedste ven, ikke at komme til andre børnefødselsdage, ikke at have fritidsinteresser (som jo ikke kan lade sig gøre når man bor et sted 1-3 måneder) mv. Jeg har virkelig ondt af ham. Jeg håber virkelig for ham, at det går op for dig, hvilken ting du tager fra ham. Her mener jeg ikke alle de dyre ting du kan gå ud og købe til, men alle de personlige

Jeg skal ikke dømme dig over dit valg for dig selv og din livsstil.

Men når det er sagt forstår jeg ikke, hvordan du kan byde din søn, at rejse rundt så meget. Ikke at have en bedste ven, ikke at komme til andre børnefødselsdage, ikke at have fritidsinteresser (som jo ikke kan lade sig gøre når man bor et sted 1-3 måneder) mv. Jeg har virkelig ondt af ham. Jeg håber virkelig for ham, at det går op for dig, hvilken ting du tager fra ham. Her mener jeg ikke alle de dyre ting du kan gå ud og købe til, men alle de personlige

Vidste bare der ville komme en af de der jeg dømmer ikke men det gør jeg komentarer. 

Min søn er jævnligt til børne fødselsdage, vi ses med familie og tager på fantastiske vandrer ture, lærer om naturen mens vi er i den, om kultur, sprog, værdier, religion osv. 

Nej vi har ikke det typiske liv, vi er dog langt fra de eneste med denne livsstil, som sagt slår vi os ned i 3 år fra 1 maj næste år, det er hårdt og alt muligt andet ja. Men jeg syntes du er lige frisk nok og du giver faktisk ingen råd bare en formaning om hvor synd det er for vores barn og i øvrigt antager han svømmer i matrielle ting. 

Min søn får også fordele andre børn ikke får. Han får nærvær af sin mor i meget stor grad, han får oplevelser og læring han  aldrig ville få i en børnehave osv. 

MoarHvidovre skriver:

Jeg skal ikke dømme dig over dit valg for dig selv og din livsstil.

Men når det er sagt forstår jeg ikke, hvordan du kan byde din søn, at rejse rundt så meget. Ikke at have en bedste ven, ikke at komme til andre børnefødselsdage, ikke at have fritidsinteresser (som jo ikke kan lade sig gøre når man bor et sted 1-3 måneder) mv. Jeg har virkelig ondt af ham. Jeg håber virkelig for ham, at det går op for dig, hvilken ting du tager fra ham. Her mener jeg ikke alle de dyre ting du kan gå ud og købe til, men alle de personlige

Jeg tror ikke, at det er så simpelt, at ts bare uden videre kan lægge sit familieliv om. Det lyder som om, at hun er ret afhængig af sin mand. Hvis de skulle prioritere anderledes skulle han lægge sit arbejdsliv helt om, og det virker det ikke som om, han er interesseret i. Hvis jeg har forstået det rigtigt? Og det ville måske være et lidt voldsomt skridt helt at bryde med ham?

Men derudover er jeg meget enig, jeg synes også det lyder hårdt for en lille dreng altid at skulle være på farten og ikke nå at knytte sig til nogen. På mig virker det også uholdbart at føre det liv, når han starter i skole.

Til ts, jeg startede faktisk med at sidde og tænke "jeg vil også rejse og have en mand, der tjener mange penge", men endte med at få lidt ondt af dig, dit liv lyder hårdt og ensomt selv om det nok på overfladen vil virke attraktivt og misundelsesværdigt for flere. Jeg håber, at du kan tale med din mand og at i sammen kan spore jer ind på en livsstil, der passer mere til jer begge to. Det er trods alt ikke kun hans arbejde, der betyder noget. 

Mit liv minder om dit på nogle punkter. En mand der rejser meget og i perioder arbejder så meget at især danskere ikke forstår. Jeg har alene ansvaret for vores børn. I udlandet. Alt viger for jobbet. Tlf aldrig slukket. Vi har flere boliger og ingen helt fastlagt plan for hvor vi er hvornår. Det følger jobbet. Jeg har svært ved at finde rigtige veninder. Har en enkelt lokal veninde og en på sms fra dk.. jeg har svært ved rigtigt at komme ind på livet af folk her. I DK føler jeg mig dog ligeså fremmed. Det er lidt svært. Jeg vil dog slet slet ikke bytte mit liv for noget. Jeg synes også det giver mig muligheder jeg ellers ikke ville have. - og at have 100% tid med mine børn er vigtigere end alt andet for mig. Jeg er ikke ulykkelig på nogen måde, men savner da almindelige veninder:-)

Anonym skriver:

Det kunne man godt. Det er vi dog slet ikke i intresseret i, vores søn er 100% engelsk talende, jeg har nogle fysiske skavanker der gør koldt vejr til totur og så har de ture hvor vi har følt os mest velkomne og "hjemme" været i cali, så det føltes bare mest naturligt  

Vi flyttet 1 maj til cali i minimum i 3 år, det meste af hans arbejde forgår i usa, Asien, Indien  og så 1-2 gange om året i øst Europa  - hvilket jeg slet ikke bryder mig om at tage til, jeg er alene med knægten og nogle af områderne er ikke sjovt at være enlig kvinde i. 

Jeg havde en rigtig grim oplevelse med en gruppe mænd der fulgte efter mig og jeg måtte flygte ind på et hotel der måtte have både sikkerheds folk og politi til at få dem væk efter det har jeg bare nægtet at tage til de byer. 

Så det sådan lidt hips som som haps hvor vi bor vores søn har dog en alder nu hvor det ikke duer at være på farten så meget. 

 

3 år er heldigvis også et godt stykke tid!! 

Dee skal han vel i skole? De fleste internationale skoler underviser jo på engelsk! 

Og det betyder jo også at du vil have muligheder for ender at finde et spændene arbejde, hva endten det er betalt, frivilligt osv, hvis det er det du ønsker. Og ellers vil der være rig mulighed for at fordybe sig i en god hobby og feks få skrevet, den bog færdig, som du snakker om.

Jeg tænker da det må være fedt, for både dig og jeres søn, med alle de oplevelser og den tid i har sammen. 

Men du må ha en snak med din mand omkring dine følelser! Vh Stine 

Anonym skriver:

Vidste bare der ville komme en af de der jeg dømmer ikke men det gør jeg komentarer. 

Min søn er jævnligt til børne fødselsdage, vi ses med familie og tager på fantastiske vandrer ture, lærer om naturen mens vi er i den, om kultur, sprog, værdier, religion osv. 

Nej vi har ikke det typiske liv, vi er dog langt fra de eneste med denne livsstil, som sagt slår vi os ned i 3 år fra 1 maj næste år, det er hårdt og alt muligt andet ja. Men jeg syntes du er lige frisk nok og du giver faktisk ingen råd bare en formaning om hvor synd det er for vores barn og i øvrigt antager han svømmer i matrielle ting. 

Min søn får også fordele andre børn ikke får. Han får nærvær af sin mor i meget stor grad, han får oplevelser og læring han  aldrig ville få i en børnehave osv. 

Hånden på hjertet - hvad havde du forventet.

Jeg har ikke ondt af dig. Du er voksen og har taget et valg. Jeg siger ikke, at du skal bryde med din mand, men jeg synes det er rigtig synd for dig, at din mand faktisk kun vil sig selv og sit liv. Han kigger ikke på sin kone og søn.

Din søn må have svært ved, at få nogen rigtig gode venner. Det får man ikke bare på 3 mdr og så bryder man op igen, og starter forfra. Der er da ikke noget bedre end, at se ens børn have nogen rigtig gode venner - de kan grine og græder med, og få en masse oplevelser med. Det får man bare ikke når man rejser rundt på den måde I gør.

Men du/I har truffet et valg og det må du leve med.

Heldigvis for din søn snart et stabilt liv, og det er rigtig dejligt for ham