andre "direktør" koner?

Hej 

Jeg har valgt at være anonym af hensyn til min mand og jeg har  tilladt anonyme svar. 

Jeg er gift på 7ende år med en skøn mand, karriere mand. Pt. Ser vi hinanden i weekenderne da han arbejder i anden landsdel. 

Vi er også lige kommet hjem fra 1.5 år i 3 forskellige lande, til februar skal vi  3 måneder til Italien og så videre til cali igen. Vi har en søn på 5 år. 

Jeg elsker mit liv og oplever meget. Men jeg er også meget ensom, jeg er oftest alene med vores søn, dagen går med undervisning og praktiske gøremål, vi bor sjældent samme sted i flere år og jeg har derfor kun sporadiske bekendtskaber og korte lege aftaler, aldrig tætte venner, kun en  enkelt. Men det er jo begrænset hvor ofte man ses når vi rejser så meget. 

Jeg har det jo godt. Ja bedre end gennemsnittet (Undskyld) men jeg mangler noget? Jeg drømmer om og misunder tit "8-16" par. Med fælles venner  og fælles ansvar for børn og osv. 

Jeg sidder alene hver aften. Jeg er alene om hårde perioder, søvn problemer og sygdom og det er uanset hvad! Min mands arbejde fylder 24/7 midt i maden kan han blive nød til at løbe ud af døren. Jeg kan aldrig regne med ham, indimellem føler jeg at jeg bare er barnepige. 

Og pga hans job skal jeg altid "se godt ud" jeg skal til middage hvor jeg skal have det stiveste pudd på, ikke må ryge, ikke må fortælle om privat liv (som i overhoved!) Ikke må være mig, jeg skal være "trofæ kone" alt skal være perfekt hele tiden. Pludselig kan der komme forretnings folk forbi og så skal hjemmet jo skinne, barnet poleret og ligne noget fra et bo bedre katalog.

Jeg er selv vokset op i et belastet miljø med en enlig mor med alkohol problemer, så jeg skal hele tiden tænke mig om og være en spillet role, ved ikke om det givet mening. Føler nærmest jeg ikke er nogen, jeg er  bare en skygge af min mand, det er svært at være gift med en så succesfuld mand når jeg sådan set ikke kommer videre. 

Andre med denne "livsstil" der kan genkende mine følelser og har gode råd? Andre er selfølgelig også velkommen  

Anonym skriver:

Hej 

Jeg har valgt at være anonym af hensyn til min mand og jeg har  tilladt anonyme svar. 

Jeg er gift på 7ende år med en skøn mand, karriere mand. Pt. Ser vi hinanden i weekenderne da han arbejder i anden landsdel. 

Vi er også lige kommet hjem fra 1.5 år i 3 forskellige lande, til februar skal vi  3 måneder til Italien og så videre til cali igen. Vi har en søn på 5 år. 

Jeg elsker mit liv og oplever meget. Men jeg er også meget ensom, jeg er oftest alene med vores søn, dagen går med undervisning og praktiske gøremål, vi bor sjældent samme sted i flere år og jeg har derfor kun sporadiske bekendtskaber og korte lege aftaler, aldrig tætte venner, kun en  enkelt. Men det er jo begrænset hvor ofte man ses når vi rejser så meget. 

Jeg har det jo godt. Ja bedre end gennemsnittet (Undskyld) men jeg mangler noget? Jeg drømmer om og misunder tit "8-16" par. Med fælles venner  og fælles ansvar for børn og osv. 

Jeg sidder alene hver aften. Jeg er alene om hårde perioder, søvn problemer og sygdom og det er uanset hvad! Min mands arbejde fylder 24/7 midt i maden kan han blive nød til at løbe ud af døren. Jeg kan aldrig regne med ham, indimellem føler jeg at jeg bare er barnepige. 

Og pga hans job skal jeg altid "se godt ud" jeg skal til middage hvor jeg skal have det stiveste pudd på, ikke må ryge, ikke må fortælle om privat liv (som i overhoved!) Ikke må være mig, jeg skal være "trofæ kone" alt skal være perfekt hele tiden. Pludselig kan der komme forretnings folk forbi og så skal hjemmet jo skinne, barnet poleret og ligne noget fra et bo bedre katalog.

Jeg er selv vokset op i et belastet miljø med en enlig mor med alkohol problemer, så jeg skal hele tiden tænke mig om og være en spillet role, ved ikke om det givet mening. Føler nærmest jeg ikke er nogen, jeg er  bare en skygge af min mand, det er svært at være gift med en så succesfuld mand når jeg sådan set ikke kommer videre. 

Andre med denne "livsstil" der kan genkende mine følelser og har gode råd? Andre er selfølgelig også velkommen  

Puha - det lyder lidt hårdt. Kan desværre ikke komme med nogle gode råd, da jeg er på 8-16 holdet  Men ville ikke bytte. Ville ikke undvære veninder, nabohygge, gode venner, osv. Håber I finder en løsning, så du også kan være glad. 

Det lyder godt nok også ensomt og hårdt!!

Har du snakket med din mand omkring hva du ku tænke dug af fremtiden? 

Og hvordan med feks jeres barns behov for faste venner osv hva siger han til det? Vh Stine 

Altså planen er nu vi flytter til cali efter Italien og bliver der i minimum 3 år. Så længe gælder visa og så må manden farer verden rundt og vi bliver hvor vi er. Efter i de 3 år skal vi så se om vi er glade der (primært mig og vores søn) så bliver vi. Ellers må vi se på det. 

Det er selfølgelig et lys eller hvad man skal sige og jeg påtænker at involvere mig så meget så muligt i lokal miljøet men det er stadig 7 måneder ude i fremtiden. Og det bare tungt nu.. 

Kan ikke komme med så mange råd, andet end sige at jeg er imponeret over at du holder det ud, for jeg ville ikke kunne det.

Ved din mand hvordan du har det? Og er han der for dig når han så endelig er hjemme?

Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig ensom og fremmedgjort overfor dig selv, når du 'spiller rollespil'. Og man 'må' godt være ensom og trist, selvom det materielle er på plads.

Du får nok ikke din mand med på 8-16 livsstilen. Jeg tænker, at du skal prøve at overveje, hvad der skal være dit livsprojekt. En uddannelse? En (eller flere) hobbyer? 7 børn? Nyde naturen hver dag til fods, til hest? Frivilligt arbejde med udsatte børn, hjemløse, dyr, besøgsven?

Det lyder godt nok også hårdt, dejligt at I har planer om et længere ophold samme sted.

Jeg kender til et andet forum, hvor der er flere mødre der er/har været udstationerede (hvilket vel er lidt á la det samme, selvom jeg ikke ved, om deres mænd er direktører).

Jeg vil ikke lægge den slags oplysninger ud i offentligt rum, men hvis du skriver en privat besked til mig, kan jeg give dig mere info.

L-mor skriver:

Jeg kan sagtens forstå, at du føler dig ensom og fremmedgjort overfor dig selv, når du 'spiller rollespil'. Og man 'må' godt være ensom og trist, selvom det materielle er på plads.

Du får nok ikke din mand med på 8-16 livsstilen. Jeg tænker, at du skal prøve at overveje, hvad der skal være dit livsprojekt. En uddannelse? En (eller flere) hobbyer? 7 børn? Nyde naturen hver dag til fods, til hest? Frivilligt arbejde med udsatte børn, hjemløse, dyr, besøgsven?

Det et jeg på sin vis nød til, der er ikke meget plads til at være sig selv. 

Jeg har flere hoppyer men igen når man ikke er længere tid det samme sted er det ikke muligt at etablere og engagerer sig som sådan. 

Job og uddannelser er nærmest umuligt medmindre jeg tager det hele online og der er ikke meget at vælge mellem når man rejser sådan rundt. 

Min mands job ændrer sig ikke, hverken arbejdstider eller lign. Så jeg skal finde min måde at leve i det hele på. 

Jeg har ikke prøvet dit liv, men jeg været vedhæng i et nyt land et halvt år. Der deltog jeg på flere sproghold hvor jeg hurtigt fandt gode veninder der også var med som vedhæng. Vi havde det så sjovt. Pludselig havde jeg aftaler hver dag og jeg fandt nye interesser sammen med dem. Vi holder stadig kontakten pr mail her 5 år efter. 

Jeg tænker det faktisk må være svære her i DK, men måske kan du engagere dig i et eller andet som du vil kunne brænde få. Fx børn fra mindre privilegerede hjem fx med forældre som er misbruger. Måske findes der et frivilligt job med et par timer om dagen. Og måske vil du med erfaringen fra en dansk organisation kunne lave nået lignende i de lande i fremover kommer til at bo i?

Hvis det var mig der var i din situation tror jeg, at jeg ville begynde at skrive det hele ned. Tanker, følelser oplevelser. Det har hjulpet mig i de perioder hvor jeg har følt mig ensom. 

Hej med dig ts

Jeg har været samme sted som dig, dog uden børn. 

Jeg var gift med en karrieremand. Var blindforelsket i ham og ville have fulgt ham til Sibirien hvis det skulle være. 

Vi boede på et tidspunkt i Sydeuropa og han blev så sendt til Asien i 3 år. Jeg tog selvfølgelig med. 

Han kunne være væk fra mig i flere uger og så komme hjem en weekend og så afsted igen. Det var meget forskelligt. 

I starten gik det fint. Jeg brugte min fritid på at udforske landet og shoppe. Havde to af hans guld kredit kort på mig, som jeg nærmest fik stoppet i hovedet, selvom jeg protesterede. Tror at han var klar over at jeg ville blive træt af at vente på ham, så han forsøgte at "købe" mig (set i bakspejlet). 

Efter 2 år i Asien fik jeg nok. Mest fordi han ikke forstod hvorfor jeg havde det så svært. Jeg havde opgivet min egen karriere, min familie og venner og hele mit liv for ham og her sad jeg palle alene på den anden side af jordkloden og ventede på ham. Var det meningen med mit liv? Vågnede jeg op en morgen og spurgte mig selv. 

Heldigvis havde vi ingen børn. Jeg pakkede mine ting og flyttede tilbage til dk. 

Idag er jeg gift med en skøn 8-16 mand og har 2 børn med ham. 

Havde jeg haft børn med min første mand, så havde jeg krævet ændringer. Jeg ville ikke være gået med til at mine børn voksede op uden deres far (som mig selv). 

Jeg tror det hele handler om at man skal vide hvem man er, hvad man ønsker i livet, hvilke mål man har, osv. Og så tale med ham om det. Prøve at finde en fælles løsning for jeres barns skyld men også en løsning som I begge kan leve med. Er han klar til at ofre noget for dig? 

Held og lykke. Jeg håber I finder en god løsning for jer alle. 

Kh.