Nærrige mennesker

Anonym skriver:

Tak for dit indlæg  Det er lige præcis den der følelse af, at der konstant er en forventning om at man skal betale, uanset grund, som jeg synes er meget svær og som gør mig lidt trist

Man blir nemlig bare trist!

Og ved min veninde var det ligesom noget der lidt kom snigende, for hun havde ik altid været sådan. 

Vi havde gået på skole sammen, og efterfølgende flyttede vi til England sammen, hvor vi arbejde på hotel og borde sammen. Da vi så kom hjem til dk igen, begyndte hun at ændre sig og blev virkelig fokuseret på penge, på kun at købe de "rigtige" mærker osv osv.

Da jeg så flyttede til London igen, gik der ik længe inden hun også flyttede tilbage til Cambridge, hvilket var mega fedt. Men så ku hun finde på at ringe og bede mig om, at tage ind og købe noget for hende, fordi det var 5 pund billiger i London end i cambridge. Og det var så lige så stille der, det med at forventningerne begyndte at komme, omkring når hun besøgte mig, så betalte jeg for alt, hvilket jeg endelig bare gjorde naturligt, fordi hun jo var min gæst, men når så jeg besøgte hende sku vi helst deles. Hvilket ik betød så meget for mig, da jeg tjente en fed løn.

Men at de forventninger ligesom blev endnu større, da vi flyttede tilbage til dk og vi begge kom på su, gav jo ingen mening, og gjorde mig bare skuffet. Og især at hun blev sur, da jeg påtalte det, var bare dråben der fik bæret til at flyde over! 

Helt klart overvej om ik i ska ha indført, et pengefrit venskab! Vh Stine 

Anonym skriver:

Jeg har også haft nærige venner i mit liv. Det er svært at tage snakken, fordi det er et lidt ømtåleligt emne og netop, som du skrive, ikke vil fremstå pengefikseret. 

Jeg har nogle gange skubbet på med at vedkommende lagde ud/betalte og jeg så overførte penge til vedkommende. På den måde sikrede jeg mig at udgiften blev delt ligeligt. 

Jeg er ikke nærig på nogen måde, men der er stadig grænser for hvad mon økonomi skal gå med til. 

Jeg har fx en veninde der ofte spørger om tøj til hendes datter, fordi hun er to år yngre end min og derved ved at jeg jo selvfølgelig har aflagt tøj. Samtidig forventes der altid kaffe hos mig, som ofte bliver til aftensmad, fordi det er for sent at tage ud at handle, mener hun, når hendes datter jo skam op næste morgen. 

Dette synes jeg er en meget svær situation, selvom jeg ofte hentyder at de ikke kan/skal spise med(ikke sagt direkte). Men jeg har mand, 2 børn og en på vej, så kan jeg altså ikke også forsørge min veninde og hendes datter. 

Hvorfor siger du ikke bare nej? 

Hvis kaffe er et problem at give så sig nej det bliver ikke hos mig og det samme med middag?  

Anonym skriver:

Jeg syntes ærligt det er en lidt underlig tråd for for at diskutere nærighed er man nød til at definere det først. 

Jeg syntes en del i den her tråd lyder enormt nærige. 

Det kunne aldrig falde mig ind af forhåndsaftle et beløb på mad jeg har inviteret til så mine gæster kan betale halvdelen Eller lign.

Så hvad mener du med nærighed ts? For i min verden er det at være nærig nærmere i stil med Joachim von and, en person der syntes alt er for dyrt og kun går efter tilbud mm. Altså typen der aldrig kunne drømme om at betale fuld pris, nææ du så heller undvære.  

De eksempler jeg læser i tråden ser jeg slet ikke som nærighed men som lodret udnyttelse.

Og en anden nævnte noget om en veninde der blev til middags selvom hun hentyder nej, hvorfor ikke bare sige nej? 

Den danske konflikt skyhed kan dagligt forbløffe mig. 

Hvis du ikke vil give middag så lad vær 

Hvis du ikke vil have folk de blir så bed dem om at gå 

Hvis folk forventer du betaler så må de sgu længere ud på landet med den

Osv 

Det handler ikke om, hvordan mennesker bruger sine egne, men hvordan de bruger andre menneskers penge. Du kan meget vel have ret i at det tenderer til udnyttelse og det er det, jeg mener med overlagt nærighed. 

Anonym skriver:

Hvorfor siger du ikke bare nej? 

Hvis kaffe er et problem at give så sig nej det bliver ikke hos mig og det samme med middag?  

Det gør man måske også, men det løser ikke problemet. Det handler mest af alt om den konstante forventning om at man giver og betaler, og det gør samværdet anstrengende og ikke særlig hyggeligt. Derfor kunne det være rart at kunne håndtere det, tale om det, sætte grænser på en måde, der fjerner forventningen. Giver det mening? Men måske findes der ingen løsning hos lige de mennesker

Til trådstarter.

Jeg tænker der er to ting du skal gøre op med dig selv.

1) Er de mennesker værd at være venner med, hvis de ikke ændre sig - altså giver de dig noget (selvom de tager). Hvis svaret til det er ja - så til punkt 2 - hvis ikke så skal i måske ikke være venner og du skal lade det løbe ud i sandet.

2) Hvis du føler du gerne vil beholde venskabet - så er du jo nød til at fortælle det til dem som det er - tror ikke de vil forstå et vink med en vognstang eller måske bare ignorere den - Du er nød til at bide konfliktskyheden i dig og fortælle dem hvordan du føler. Så kan der vel ske tre ting. De indser de har handlet forkert og ændrer sig. De prøver at ændrer sig uden det lykkes eller de bliver fornærmede og så er i nok ikke venner mere.

Du kan jo simpelthen også bare acceptere at det er sådan de er - og så ikke lave ting med dem, der involvere penge. Ikke gå ud at spise - give meget specifikke invitationer.

Og så husk - du er værd at være sammen med fordi du er dig - ikke fordi du betaler gildet. Den slags venner er ikke venner og ikke værd at beholde uanset hvad.

drabo skriver:

Til trådstarter.

 

Jeg tænker der er to ting du skal gøre op med dig selv.

 

1) Er de mennesker værd at være venner med, hvis de ikke ændre sig - altså giver de dig noget (selvom de tager). Hvis svaret til det er ja - så til punkt 2 - hvis ikke så skal i måske ikke være venner og du skal lade det løbe ud i sandet.

 

2) Hvis du føler du gerne vil beholde venskabet - så er du jo nød til at fortælle det til dem som det er - tror ikke de vil forstå et vink med en vognstang eller måske bare ignorere den - Du er nød til at bide konfliktskyheden i dig og fortælle dem hvordan du føler. Så kan der vel ske tre ting. De indser de har handlet forkert og ændrer sig. De prøver at ændrer sig uden det lykkes eller de bliver fornærmede og så er i nok ikke venner mere.

 

Du kan jo simpelthen også bare acceptere at det er sådan de er - og så ikke lave ting med dem, der involvere penge. Ikke gå ud at spise - give meget specifikke invitationer.

 

Og så husk - du er værd at være sammen med fordi du er dig - ikke fordi du betaler gildet. Den slags venner er ikke venner og ikke værd at beholde uanset hvad.

Tak, det var virkelig en fin forklaring og et brugbart indspark. Fik en kæmpe stor klump i halsen over de to sidste linjer. Generelt skal jeg bare være mindre forsigtig og nervøs for andres reaktioner 

Anonym skriver:

Hos den ene handler det helt sikkert om tankeløshed og det kan jeg både bedre holde ud og evt. sige noget til.

Hos den anden virker det som overlagt nærrighed. Sidst jeg bad om at deles om noget, vrængede hun af mig og gjorde mig lidt til grin og jeg følte mig helt vildt dum. Før det nægtede hun at betale for noget, og jeg bad hende bagefter om at overføre halvdelen, men det gjorde hun aldrig. Jeg skrev indlægget for at høre, hvordan man kan håndtere det/snakke om det på en god måde, fordi det jeg indtil videre har gjort ved at snakke om det, dvs. sige noget til det, når det sker og så det modsatte ved at give meget og aldrig sige noget, ikke har fungeret og det sidste har forværret det og blevet for dyrt for mig. Det eneste jeg efterhånden kan se, er aldrig at blande penge ind, når vi skal noget og helt holde det adskilt. Jeg synes det lyder trist, anstrengt og krampagtigt, og jeg er bange for at det vil gå ud over forholdet

Det lyder ærligt talt somom du lader hende træde på dig - og hun udnytter det.

Spørg dig selv, om det egentlig er en person du har lyst til at bruge din tid (og dine penge) på, når hun behandler dig sådan?

Hvis I skal have et ligeværdigt forhold, er du nok nødt til at sige fra. Som de andre synes jeg også det er lidt svært at råde, når jeg ikke ved hvad nærigheden handler om. Men er det betaling for en kop kaffe, når I er ude, så er det da bare at betale din del af regningen. Om hun så "ikke vil" betale er vel ikke dit problem.

Evt. kan du sige på forhånd (og med et smil) at I da godt kan drikke kaffe, men at I så må aftale på forhånd at I betaler hver for sig, da du vist har betalt en del for hende, men det ikke rigtig går den anden vej.

Eller sig til tjeneren når I bestiller, at I betaler hver for sig (så hun hører det). Det kan godt være at det virker småligt - men hvordan virker det altid at lade sin veninde betale og aldrig give noget tilbage?!

Det er altså hende der er forkert på den her - ikke dig.

Hvis det ødelægger jeres forhold at hun skal betale for sig selv - så er hun måske ikke værd at have som veninde...? 

Hvorfor siger du ikke bare nej? 

Hvis kaffe er et problem at give så sig nej det bliver ikke hos mig og det samme med middag?  

Nu er det ikke kaffen jeg ser som er problem, men med 2 ekstra spisende 2-3 dage om ugen. 

Jeg vil hjertens gerne hjælpe andre mennesker og ville da gerne kunne bespise alle familier i nød, men det rækker min økonomi bare ikke til. 

Men som trådstarter også skriver, så er det svært bare at udelukke folk fra ens liv og svært at tage snakken

Anonym skriver:

Det gør man måske også, men det løser ikke problemet. Det handler mest af alt om den konstante forventning om at man giver og betaler, og det gør samværdet anstrengende og ikke særlig hyggeligt. Derfor kunne det være rart at kunne håndtere det, tale om det, sætte grænser på en måde, der fjerner forventningen. Giver det mening? Men måske findes der ingen løsning hos lige de mennesker

Det løser da problemet hvis du konsekvent siger nej jeg betaler ikke for dig? 

Anonym skriver:

Det løser da problemet hvis du konsekvent siger nej jeg betaler ikke for dig? 

Man kan jo netop ikke være nærig med andre menneskers penge. Så din ven udnytter dig. 

Jeg vil virkelig anbefale dig at sætte foden ned overfor hende. Har du ikke fortjent bedre?