Nærrige mennesker

Folk kan jo være nærrige på mange måder. Så det er lidt svært at svare uden du giver eksempler.

Men umiddelbart så vil jeg sige accepter det. Hvis du synes de giver dig noget i jeres venskab - så accepter at de er nærrige og evt. tag dine forholdsregler, som du jo skriver om når i går ud.

Men ellers så tal med dem - måske er de slet ikke nærrige, men ser bare tingene på en anden måde end dig. Det ville f.eks. aldrig falde mig ind at spørge om jeg skulle give et benzintilskud, hvis jeg kørte en tur med en af mine venner - men det er fordi jeg ikke kunne drømme om at folk skulle give mig et. 

Og måske fordi jeg aldrig tænker over hvad jeg giver folk - så føler andre måske jeg er nærrig fordi jeg aldrig tilbyder at betale ting, jeg slet ikke tænker over nogen måske ville have mig til at betale for. Ved ikke om det giver mening - men tænker, at hvis det går dig på, så er der nok ikke andet for end at snakke med dem - måske er de nærrige måske er de tankeløse.

Anonym skriver:

Det lyder rigtig dejligt og meget rimeligt.  Det er sikkert mig, der er noget galt med, men ville virkelig føle det forkert at bede nogen om at tage mad med. Jeg vil alligevel gøre forsøget og så må vi se, hvordan det går 

Tak for godt svar

Vi har nogle vennepar vi ses  med. Vi aftaler altid at dem vi skal ses hos hander ind for x antal kroner mad og drikkelse til aftenen og så overfører vi halvdelen. Så er der ikke nogen ballade . Vi har så altid et bestemt Max beløb der handles for.  Så løbet det ikke over gevind . 

Jeg havde engang en veninde, som var virkelig nærig. 

Hun ku feks finde på at ringe hjem til mine forældre ( boede ik længer hjemme ) fordi de havde samme telefon selvskab som hende, så de ku ringe gratis sammen, for at be min mor om at ringe til mig, for at jeg sku ringe til hende, så hun in sku betale for opkaldet ( hvilket jeg så sku betale for )

Når hun besøgte mig, forventede hun at jeg betalte for alt mad og drikke, plus at jeg hentede/afleverede hende på banegården osv.

Når jeg besøgte hende ku jeg pænt tage bussen fra banegården ud til hende og tilbage igen, fordi hun ik ville bruge penge på at hente mig. ( hvilket var ok, da jeg sagtens ka finde ud af offentlig transport)

Jeg skulle betale halvdelen af maden og drikkevare sku jeg selv købe.

Da jeg så engang påtalte, at det var helt fint at vi deltes om udgifterne, når jeg besøgte hende, og at sådan ville det også fremover være, når hun besøgte mig, blev hun vildt sur, fordi hun mente at det var snyd, da jeg jo havde flere penge pr mdr end hende ( vi var begge på SU ) Jeg havde en billiger bolig og arbejde ved siden af. Der blev jeg bare så skuffet, at jeg takkede pænt nej, da hun igen inviterede mig på besøg, men i stedet forslog at hun ku besøge mig, nogle uger sener.

Det er ca 15 år siden og jeg har ik hørt mere fra hende. Vh Stine 

drabo skriver:

Folk kan jo være nærrige på mange måder. Så det er lidt svært at svare uden du giver eksempler.

 

Men umiddelbart så vil jeg sige accepter det. Hvis du synes de giver dig noget i jeres venskab - så accepter at de er nærrige og evt. tag dine forholdsregler, som du jo skriver om når i går ud.

 

Men ellers så tal med dem - måske er de slet ikke nærrige, men ser bare tingene på en anden måde end dig. Det ville f.eks. aldrig falde mig ind at spørge om jeg skulle give et benzintilskud, hvis jeg kørte en tur med en af mine venner - men det er fordi jeg ikke kunne drømme om at folk skulle give mig et. 

Og måske fordi jeg aldrig tænker over hvad jeg giver folk - så føler andre måske jeg er nærrig fordi jeg aldrig tilbyder at betale ting, jeg slet ikke tænker over nogen måske ville have mig til at betale for. Ved ikke om det giver mening - men tænker, at hvis det går dig på, så er der nok ikke andet for end at snakke med dem - måske er de nærrige måske er de tankeløse.

Hos den ene handler det helt sikkert om tankeløshed og det kan jeg både bedre holde ud og evt. sige noget til.

Hos den anden virker det som overlagt nærrighed. Sidst jeg bad om at deles om noget, vrængede hun af mig og gjorde mig lidt til grin og jeg følte mig helt vildt dum. Før det nægtede hun at betale for noget, og jeg bad hende bagefter om at overføre halvdelen, men det gjorde hun aldrig. Jeg skrev indlægget for at høre, hvordan man kan håndtere det/snakke om det på en god måde, fordi det jeg indtil videre har gjort ved at snakke om det, dvs. sige noget til det, når det sker og så det modsatte ved at give meget og aldrig sige noget, ikke har fungeret og det sidste har forværret det og blevet for dyrt for mig. Det eneste jeg efterhånden kan se, er aldrig at blande penge ind, når vi skal noget og helt holde det adskilt. Jeg synes det lyder trist, anstrengt og krampagtigt, og jeg er bange for at det vil gå ud over forholdet

Det er lidt svært når du ikke komme med konkrete eksempler, det kunne jo også tænkes at folk ikke mente det var nærrighed? 

Hvis jeg var blevet inviteret til aftensmad hos nogen, ville jeg da synes der var mega underligt hvis jeg selv skulle tage noget med eller splitte beløbet, så ville jeg t så mene at det var de pågældende der inviterede der var nærige 

drabo skriver:

Folk kan jo være nærrige på mange måder. Så det er lidt svært at svare uden du giver eksempler.

 

Men umiddelbart så vil jeg sige accepter det. Hvis du synes de giver dig noget i jeres venskab - så accepter at de er nærrige og evt. tag dine forholdsregler, som du jo skriver om når i går ud.

 

Men ellers så tal med dem - måske er de slet ikke nærrige, men ser bare tingene på en anden måde end dig. Det ville f.eks. aldrig falde mig ind at spørge om jeg skulle give et benzintilskud, hvis jeg kørte en tur med en af mine venner - men det er fordi jeg ikke kunne drømme om at folk skulle give mig et. 

Og måske fordi jeg aldrig tænker over hvad jeg giver folk - så føler andre måske jeg er nærrig fordi jeg aldrig tilbyder at betale ting, jeg slet ikke tænker over nogen måske ville have mig til at betale for. Ved ikke om det giver mening - men tænker, at hvis det går dig på, så er der nok ikke andet for end at snakke med dem - måske er de nærrige måske er de tankeløse.

Ovenpå mit første svar til dig, vil jeg også lige understrege at det du skriver, tager jeg meget til mig. Meget af det handler nok om, at jeg føler at jeg skal give det hele for at være værd at være sammen med. Og det må jeg så arbejde med. Jeg kigger selvfølgelig også over på de venindeforhold, jeg har, hvor det bare fungerer så fint og vi giver og tager pænt imod i en god balance og der er aldrig noget i forbindelse med penge. Det må jeg holde op med at sammenligne med, fordi mine veninder på det punkt er meget forskellige

Det er lidt svært når du ikke komme med konkrete eksempler, det kunne jo også tænkes at folk ikke mente det var nærrighed? 

Hvis jeg var blevet inviteret til aftensmad hos nogen, ville jeg da synes der var mega underligt hvis jeg selv skulle tage noget med eller splitte beløbet, så ville jeg t så mene at det var de pågældende der inviterede der var nærige 

Jeg kan godt se, at mange mener at der mangler konkrete eksempler. Jeg har ikke skrevet indlægget for at få feedback på lige min situation, men derimod for at høre, hvordan andre håndterer den slags. Det er heller ikke for at få andres vurdering af, om der overhovedet er tale om nærrighed, men igen inspiration til håndteringen, som fx StineW79 har gjort. Jeg mener godt, at man kan tale om noget generelt uden konkrete eksempler, men det er selvfølgelig helt ok, hvis man ikke kan det 

StineW79 skriver:

Jeg havde engang en veninde, som var virkelig nærig. 

Hun ku feks finde på at ringe hjem til mine forældre ( boede ik længer hjemme ) fordi de havde samme telefon selvskab som hende, så de ku ringe gratis sammen, for at be min mor om at ringe til mig, for at jeg sku ringe til hende, så hun in sku betale for opkaldet ( hvilket jeg så sku betale for )

Når hun besøgte mig, forventede hun at jeg betalte for alt mad og drikke, plus at jeg hentede/afleverede hende på banegården osv.

Når jeg besøgte hende ku jeg pænt tage bussen fra banegården ud til hende og tilbage igen, fordi hun ik ville bruge penge på at hente mig. ( hvilket var ok, da jeg sagtens ka finde ud af offentlig transport)

Jeg skulle betale halvdelen af maden og drikkevare sku jeg selv købe.

Da jeg så engang påtalte, at det var helt fint at vi deltes om udgifterne, når jeg besøgte hende, og at sådan ville det også fremover være, når hun besøgte mig, blev hun vildt sur, fordi hun mente at det var snyd, da jeg jo havde flere penge pr mdr end hende ( vi var begge på SU ) Jeg havde en billiger bolig og arbejde ved siden af. Der blev jeg bare så skuffet, at jeg takkede pænt nej, da hun igen inviterede mig på besøg, men i stedet forslog at hun ku besøge mig, nogle uger sener.

Det er ca 15 år siden og jeg har ik hørt mere fra hende. Vh Stine 

Tak for dit indlæg  Det er lige præcis den der følelse af, at der konstant er en forventning om at man skal betale, uanset grund, som jeg synes er meget svær og som gør mig lidt trist

Anonym skriver:

Hos den ene handler det helt sikkert om tankeløshed og det kan jeg både bedre holde ud og evt. sige noget til.

Hos den anden virker det som overlagt nærrighed. Sidst jeg bad om at deles om noget, vrængede hun af mig og gjorde mig lidt til grin og jeg følte mig helt vildt dum. Før det nægtede hun at betale for noget, og jeg bad hende bagefter om at overføre halvdelen, men det gjorde hun aldrig. Jeg skrev indlægget for at høre, hvordan man kan håndtere det/snakke om det på en god måde, fordi det jeg indtil videre har gjort ved at snakke om det, dvs. sige noget til det, når det sker og så det modsatte ved at give meget og aldrig sige noget, ikke har fungeret og det sidste har forværret det og blevet for dyrt for mig. Det eneste jeg efterhånden kan se, er aldrig at blande penge ind, når vi skal noget og helt holde det adskilt. Jeg synes det lyder trist, anstrengt og krampagtigt, og jeg er bange for at det vil gå ud over forholdet

Jeg har også haft nærige venner i mit liv. Det er svært at tage snakken, fordi det er et lidt ømtåleligt emne og netop, som du skrive, ikke vil fremstå pengefikseret. 

Jeg har nogle gange skubbet på med at vedkommende lagde ud/betalte og jeg så overførte penge til vedkommende. På den måde sikrede jeg mig at udgiften blev delt ligeligt. 

Jeg er ikke nærig på nogen måde, men der er stadig grænser for hvad mon økonomi skal gå med til. 

Jeg har fx en veninde der ofte spørger om tøj til hendes datter, fordi hun er to år yngre end min og derved ved at jeg jo selvfølgelig har aflagt tøj. Samtidig forventes der altid kaffe hos mig, som ofte bliver til aftensmad, fordi det er for sent at tage ud at handle, mener hun, når hendes datter jo skam op næste morgen. 

Dette synes jeg er en meget svær situation, selvom jeg ofte hentyder at de ikke kan/skal spise med(ikke sagt direkte). Men jeg har mand, 2 børn og en på vej, så kan jeg altså ikke også forsørge min veninde og hendes datter. 

Jeg syntes ærligt det er en lidt underlig tråd for for at diskutere nærighed er man nød til at definere det først. 

Jeg syntes en del i den her tråd lyder enormt nærige. 

Det kunne aldrig falde mig ind af forhåndsaftle et beløb på mad jeg har inviteret til så mine gæster kan betale halvdelen Eller lign.

Så hvad mener du med nærighed ts? For i min verden er det at være nærig nærmere i stil med Joachim von and, en person der syntes alt er for dyrt og kun går efter tilbud mm. Altså typen der aldrig kunne drømme om at betale fuld pris, nææ du så heller undvære.  

De eksempler jeg læser i tråden ser jeg slet ikke som nærighed men som lodret udnyttelse.

Og en anden nævnte noget om en veninde der blev til middags selvom hun hentyder nej, hvorfor ikke bare sige nej? 

Den danske konflikt skyhed kan dagligt forbløffe mig. 

Hvis du ikke vil give middag så lad vær 

Hvis du ikke vil have folk de blir så bed dem om at gå 

Hvis folk forventer du betaler så må de sgu længere ud på landet med den

Osv