Svært at få hverdagen at hænge sammen

For det første er dette en svær tråd at skrive, så negative og dømmende kommentar frabedes 

Vi er et par med et barn, og jeg har altid drømte om, at ha en store familie 

problemet er bare det jeg ikke havde forstillet mig hvor lidt jeg ser mit eget barn  og hvor meget arbejde fylder osv. 

Min arbejde er meget drænende, og jeg er smadret da jeg kommer hjem, jeg har ikke overskud tilbage til vores barn på 3 år,

At rumme vores barn der er i en krævende fase, og lave aftensmad, og lægge hende i seng selvom jeg kun har haft 2-3 timer sammen med hende, hvor største dele er gået med hjemtransport, mad osv.

4 ud af 7 dage om ugen sidder jeg som på nåle, på at vores EGET barn falder i søvn, så jeg kan trække vejret i 1 time alene før jeg går i seng, og hvor er det bare frygteligt!!!  mit barn har et forældre der glæder sig til hun falder i søvn, fordi hende mor ikke har overkud

Jeg går i seng kl. 20 - 21, og er smadret hver morgen 

manden snakker om baby nr 2, hvor jeg har det bare sådan vi er ikke en skid sammen med barn nr 1, og så skal vi oveni ha 1 mere at dele vores opmærksomhed 

nej, hvor jeg hader det er sådan det at konstant at være træt lige meget hvad klokken er, og  lige meget hvilken dag på ugen det er. 

- jeg var hjemmegående i 6 måneder oveni i min barsel, og det var fantastisk, men nu kan vi ikke det mere, det er fuldstændig udelukket, da vi nu sidder i hus. 

- arbejder 34 timer om ugen 

Andre der kæmper som mig at få hverdagen at fungere? 

Jeg har altså også dage, hvor jeg glæder mig til de skal i seng. Hvor jeg næsten tæller timer og minutter til det er "okay" tidspunkt at putte dem.. 

Lige såvel som jeg ser frem til, når de skal hjem på overnatning hos mormor eller andet. 

Men det gør nu hverken mig eller dig, til dårlige mødre. Tror faktisk bare vi er helt normale 

Anonym skriver:

For det første er dette en svær tråd at skrive, så negative og dømmende kommentar frabedes 

 

Vi er et par med et barn, og jeg har altid drømte om, at ha en store familie 

problemet er bare det jeg ikke havde forstillet mig hvor lidt jeg ser mit eget barn  og hvor meget arbejde fylder osv. 

 

Min arbejde er meget drænende, og jeg er smadret da jeg kommer hjem, jeg har ikke overskud tilbage til vores barn på 3 år,

At rumme vores barn der er i en krævende fase, og lave aftensmad, og lægge hende i seng selvom jeg kun har haft 2-3 timer sammen med hende, hvor største dele er gået med hjemtransport, mad osv.

4 ud af 7 dage om ugen sidder jeg som på nåle, på at vores EGET barn falder i søvn, så jeg kan trække vejret i 1 time alene før jeg går i seng, og hvor er det bare frygteligt!!!  mit barn har et forældre der glæder sig til hun falder i søvn, fordi hende mor ikke har overkud

Jeg går i seng kl. 20 - 21, og er smadret hver morgen 

manden snakker om baby nr 2, hvor jeg har det bare sådan vi er ikke en skid sammen med barn nr 1, og så skal vi oveni ha 1 mere at dele vores opmærksomhed 

 

nej, hvor jeg hader det er sådan det at konstant at være træt lige meget hvad klokken er, og  lige meget hvilken dag på ugen det er. 

 

- jeg var hjemmegående i 6 måneder oveni i min barsel, og det var fantastisk, men nu kan vi ikke det mere, det er fuldstændig udelukket, da vi nu sidder i hus. 

- arbejder 34 timer om ugen 

Andre der kæmper som mig at få hverdagen at fungere? 

Sådan ville min hverdag se ud hvis jeg arbejdede om dagen.  

Jeg er aftenvagt og arbejder 7 dage fordelt på 14. Jeg har en rolig morgen med ungerne og henter efter max 6 timer.  Derefter har jeg 1 overskud  2 handlet ind og klaret det praktiske,  så ungerne har mere min fulde opmærksomhed og tilstedeværelse i nuet.  

De har så også en far der er 100 procent mere på end hvis jeg var dagvagt.  ellers skulle jeg aflevere kl bæ hente kl sent handle opstarte på mad inden han kom hjem.

Anonym skriver:

For det første er dette en svær tråd at skrive, så negative og dømmende kommentar frabedes 

 

Vi er et par med et barn, og jeg har altid drømte om, at ha en store familie 

problemet er bare det jeg ikke havde forstillet mig hvor lidt jeg ser mit eget barn  og hvor meget arbejde fylder osv. 

 

Min arbejde er meget drænende, og jeg er smadret da jeg kommer hjem, jeg har ikke overskud tilbage til vores barn på 3 år,

At rumme vores barn der er i en krævende fase, og lave aftensmad, og lægge hende i seng selvom jeg kun har haft 2-3 timer sammen med hende, hvor største dele er gået med hjemtransport, mad osv.

4 ud af 7 dage om ugen sidder jeg som på nåle, på at vores EGET barn falder i søvn, så jeg kan trække vejret i 1 time alene før jeg går i seng, og hvor er det bare frygteligt!!!  mit barn har et forældre der glæder sig til hun falder i søvn, fordi hende mor ikke har overkud

Jeg går i seng kl. 20 - 21, og er smadret hver morgen 

manden snakker om baby nr 2, hvor jeg har det bare sådan vi er ikke en skid sammen med barn nr 1, og så skal vi oveni ha 1 mere at dele vores opmærksomhed 

 

nej, hvor jeg hader det er sådan det at konstant at være træt lige meget hvad klokken er, og  lige meget hvilken dag på ugen det er. 

 

- jeg var hjemmegående i 6 måneder oveni i min barsel, og det var fantastisk, men nu kan vi ikke det mere, det er fuldstændig udelukket, da vi nu sidder i hus. 

- arbejder 34 timer om ugen 

Andre der kæmper som mig at få hverdagen at fungere? 

Jeg tror, at vi er mange, der kæmper.

Jeg er alene i hverdagene med 4 børn på 10, 7, 5 og 1 år, jeg har fuldtidsarbejde og pendler også 1,5 time hver dag.

Mine børn er i pasning fra 7.00 - 16.45, vi er hjemme kl. 17 hver dag, hvor jeg springer direkte i at lave aftensmad, vi får spist og bagefter er der så de praktiske ting, der bare skal ordnes, herunder lektier - så det er da yderst begrænset, hvad vi når af hygge.

Det handler om tilgangen til emnet - jeg har valgt at slutte fred med, at vi sælger en masse af vores fælles samværstid til fordel for arbejde, nyt hus og fin bil - det er et valg, vi har taget - ligesom I har taget valg om at sætte jer så dyrt, så du ikke kan gå hjemme - det er jeres eget valg.

Hvis samværstiden skal prioriteres - så må du handle og tage et valg, ellers er det bedre at lægge det fra dig og sige, at sådan er realiteterne altså.

Anonym skriver:

Jeg tror, at vi er mange, der kæmper.

Jeg er alene i hverdagene med 4 børn på 10, 7, 5 og 1 år, jeg har fuldtidsarbejde og pendler også 1,5 time hver dag.

Mine børn er i pasning fra 7.00 - 16.45, vi er hjemme kl. 17 hver dag, hvor jeg springer direkte i at lave aftensmad, vi får spist og bagefter er der så de praktiske ting, der bare skal ordnes, herunder lektier - så det er da yderst begrænset, hvad vi når af hygge.

Det handler om tilgangen til emnet - jeg har valgt at slutte fred med, at vi sælger en masse af vores fælles samværstid til fordel for arbejde, nyt hus og fin bil - det er et valg, vi har taget - ligesom I har taget valg om at sætte jer så dyrt, så du ikke kan gå hjemme - det er jeres eget valg.

Hvis samværstiden skal prioriteres - så må du handle og tage et valg, ellers er det bedre at lægge det fra dig og sige, at sådan er realiteterne altså.

Lige det du skriver om at acceptere vores valg læste jeg en artikel om, og det passer bare det går ikke at gå med kronisk dårlig samvittighed. Det koster en masse energi i dårlig samvittighed

Vores hus er ikke så dyrt, vi har bare begge to arbejder der ikke giver så meget løn- desværre

Vilde bare ønske at hus var noget vi havde købte senere, men skete er skete 

Anonym skriver:

For det første er dette en svær tråd at skrive, så negative og dømmende kommentar frabedes 

 

Vi er et par med et barn, og jeg har altid drømte om, at ha en store familie 

problemet er bare det jeg ikke havde forstillet mig hvor lidt jeg ser mit eget barn  og hvor meget arbejde fylder osv. 

 

Min arbejde er meget drænende, og jeg er smadret da jeg kommer hjem, jeg har ikke overskud tilbage til vores barn på 3 år,

At rumme vores barn der er i en krævende fase, og lave aftensmad, og lægge hende i seng selvom jeg kun har haft 2-3 timer sammen med hende, hvor største dele er gået med hjemtransport, mad osv.

4 ud af 7 dage om ugen sidder jeg som på nåle, på at vores EGET barn falder i søvn, så jeg kan trække vejret i 1 time alene før jeg går i seng, og hvor er det bare frygteligt!!!  mit barn har et forældre der glæder sig til hun falder i søvn, fordi hende mor ikke har overkud

Jeg går i seng kl. 20 - 21, og er smadret hver morgen 

manden snakker om baby nr 2, hvor jeg har det bare sådan vi er ikke en skid sammen med barn nr 1, og så skal vi oveni ha 1 mere at dele vores opmærksomhed 

 

nej, hvor jeg hader det er sådan det at konstant at være træt lige meget hvad klokken er, og  lige meget hvilken dag på ugen det er. 

 

- jeg var hjemmegående i 6 måneder oveni i min barsel, og det var fantastisk, men nu kan vi ikke det mere, det er fuldstændig udelukket, da vi nu sidder i hus. 

- arbejder 34 timer om ugen 

Andre der kæmper som mig at få hverdagen at fungere? 

Jeg kan godt følge dig. Vi er også presset herhjemme mht. hverdagen. 

Jeg er afhængig af det offentlige, og derfor tager det en krig at komme på arbejde og hjem igen. Det betyder også, at jeg ikke har den tid jeg ønsker med min datter. 

Jeg havde en virkelig lang periode, hvor jeg var træt hver dag jeg kom hjem og glædede mig til hun skulle sove.  Jeg sov lige efter hun sov. Jeg var så smadret. 

De dage kan jeg stadigvæk have, og det er rigtig træls.

Er der nogle ting I kan ændre på? Din jobsituation? 

Kan der være andre ting, som gør at du er ekstra træt, eller er det udelukkende dit job, som dræner dig så meget?

Anonym skriver:

For det første er dette en svær tråd at skrive, så negative og dømmende kommentar frabedes 

 

Vi er et par med et barn, og jeg har altid drømte om, at ha en store familie 

problemet er bare det jeg ikke havde forstillet mig hvor lidt jeg ser mit eget barn  og hvor meget arbejde fylder osv. 

 

Min arbejde er meget drænende, og jeg er smadret da jeg kommer hjem, jeg har ikke overskud tilbage til vores barn på 3 år,

At rumme vores barn der er i en krævende fase, og lave aftensmad, og lægge hende i seng selvom jeg kun har haft 2-3 timer sammen med hende, hvor største dele er gået med hjemtransport, mad osv.

4 ud af 7 dage om ugen sidder jeg som på nåle, på at vores EGET barn falder i søvn, så jeg kan trække vejret i 1 time alene før jeg går i seng, og hvor er det bare frygteligt!!!  mit barn har et forældre der glæder sig til hun falder i søvn, fordi hende mor ikke har overkud

Jeg går i seng kl. 20 - 21, og er smadret hver morgen 

manden snakker om baby nr 2, hvor jeg har det bare sådan vi er ikke en skid sammen med barn nr 1, og så skal vi oveni ha 1 mere at dele vores opmærksomhed 

 

nej, hvor jeg hader det er sådan det at konstant at være træt lige meget hvad klokken er, og  lige meget hvilken dag på ugen det er. 

 

- jeg var hjemmegående i 6 måneder oveni i min barsel, og det var fantastisk, men nu kan vi ikke det mere, det er fuldstændig udelukket, da vi nu sidder i hus. 

- arbejder 34 timer om ugen 

Andre der kæmper som mig at få hverdagen at fungere? 

Jeg ville helt klart kigge på hvad der kan ændres. Man lever jo kun en gang. De her år med dit barn får du aldrig tilbage. Og hvis det et det du helst vil prioritere, så ville jeg skabe de nødvendige rammer. Skifte job, sælge hus, eller andet. Men helt sikkert tage livet op til revurdering. Jeg er selv i gang med at skrive speciale, der er trukket ud. Så vi lever af min kærestes løn, i en stor almen lejlighed, med ret meget fred og ro i hverdagen. Og jeg ville ikke bytte for noget som helst, mit barn er også 3 år, og synes det er det vigtigste for mig at være til stede.

Først kæmpe kram - tror du har det som mange børnefamilier har det (og jeg skriver med vilje ikke småbørns, for jeg synes ikke presset er blevet mindre fordi de nu alle 3 er skolebørn tværtimod).

Jeg har selv dage, hvor jeg glæder mig til at kunne krybe i seng (og jeg gør det nogle gange før teenageren), har perioder hvor jeg føler min hverdag består af sove, stå op kl 5.30, gøre klar, komme på arbejde, komme hjem, lave mad og så få dem puttet og i seng selv. Jeg har perioder hvor mit arbejde dræner, så jeg slet ikke kan klare børn og larm. Jeg har så lært at jeg siger det højt, og min mand så må være lidt mere på i de perioder - jeg kan så stå for det mere praktiske og han får hygget med dem.

Men når det er skrevet, så vil jeg sige man har to veje: 1. Acceptere det er de prioriteringer vi har, vi har valgt hus, bil mm. Og det kræver vi arbejder forholdsvis mange timer, måske et arbejde med lidt transport tid fordi man skulle have råd til huset og derfor ikke kunne købe midt i KBH osv. Eller 2. Se hvad man kan ændre, kan man måske sælge huset og leve i en mindre lejlighed som både er billigere og tættere på arbejdet, kan man omlægge de 34 timer så man måske har en laaaaang dag og så kortere dage de andre dage osv.

Vi har også her hjemme lavet prioriteringer; vi har fx aldrig købt hus, men bor til leje (forholdsvist billigt), jeg har valgt lægge en del karriere drømme på hylden og har derfor arbejde i cykelafstand, mens ungerne var små valgte min mand det samme ikke pga afstand men pga arbejdstiderne der gjorde han tog meget tidligt afsted og derfor var tidligere hjemme og derfor altid kunne hente ungerne så de var nemme kl 16 og så kunne jeg komme hjem til børn der var hentet osv. I år og sidste år, er det så gået ned af bakke, for min mand har satses på karrieren, og jeg har valgt at have fuldtid plus uddanne mig ved siden af, men så kræver det struktur (og det er vi ikke gode til).

Så mit råd er, at du skal vælge hvad vil du? Vil du de prioriteringer I har nu, så find de små ting I kan ændre a la madplaner, nemlig.com, rengøringshjælp osv. Eller vil d andre prioriteringer, så sæt jer ned realistisk og se på, hvad kan I, kan huset sælges og kan I finde noget billigere, kan I komme tættere på jeres arbejde, eller kan arbejdet komme tættere på jer, kan arbejdstiden organiseres anderledes, hvad med om morgenen, kan I finde noget tid der hvor I kan hygge osv.

Når du har det sådan, ville jeg se på hvad der kan ændres. Det behøver ikke være de store ting. Måske skal du se dig om efter et andet arbejde og så gå ned i tid? Måske skal der laves en aftale om at det x antal gange om ugen er din mand der laver aftensmad, så du istedet kan hygge med barnet (eller inddrag barnet i aftensmaden). Lav madplaner så der kan handles stort ind et par gange om ugen, så der ikke skal bruges tid på det dagligt og sørg for at lave retter der passer sig selv mens du hygger med barn. Så må de kulinariske oplevelser vente til weekenden.

Accepter at hjemmet ikke er skinnende rent (eller ansæt en ung til at gøre rent for jer) og brug weekenderne på familietid.

De fleste børnefamilier står i samme situation, og for de fleste handler det om at acceptere at sådan er det. Børnene ser det ikke som at mor og far ikke har tid, hvis blot man tilbringer den tid man har sammen med dem.

Jeg havde det osse sådan så min mand og jeg satte os ned og så på hvad der kunne ændres.

Jeg skiftede til natarbejde.

7 dages arbejde og 7 dages fri.

Vi laver mange gryderetter og store portioner så vi kan fryse ned.

Handler en gang om ugen.

Robotstøvsuger.

Og børnene har pligter. De skal gå ned med skrald og holde deres værelser selv.

Dække bord og rydde af.

Især den daglige tur ud og handle træk tænder ud og jeg er virkelig glad for at slippe for den.

Hvis du har plads så hæng tøj på bøjler så slipper du for at folde det og det er nemmere at finde uden at bunkerne falder ned .

Kh aisha. Mor til 4