Jeg fortryder mine børn…

Kurt_H skriver:

Hvis de er store nok til at lege vandkamp UDEN dig, så er de store nok til at hjælpe i huset med nogle af de daglige opgave. Dét vil også dræner lidt af deres energi/kedsomhed. Det er ikke nogen dårlig ide at stille krav til sine børn, selvom de er små. Det skal selvfølge gøres på deres niveau.

Et alternativ til alle de her "serviceorgan" opstød, er en friaften i ny og næ, hvor I hyrer en prof børnesitter.

Har du selv børn kurt ? og hvis du har, har dig eller din partner aldrig prøvet at have en dag, hvor det hele bare kan føles som øv ?, eller kører du dine eventuelle børn trætte i huslige pligter, før at de kan finde på at lave unoder af den ene eller anden slags ?.

Hånden på hjertet, så tror jeg faktisk at det er de færreste forældre herinde, som ikke oplever øv dage (som jeg kalder dem), dage hvor man føler at det hele bare er nok og man tænker sit.

Jeg har 2 ældre børn nu, men jeg kan tydeligt huske, at det var bare super hårdt engang imellem, da de var yngre og det var altså ikke noget som rollespil og pligter ville hjælpe på.

Kurt_H skriver:

Hvis de er store nok til at lege vandkamp UDEN dig, så er de store nok til at hjælpe i huset med nogle af de daglige opgave. Dét vil også dræner lidt af deres energi/kedsomhed. Det er ikke nogen dårlig ide at stille krav til sine børn, selvom de er små. Det skal selvfølge gøres på deres niveau.

Et alternativ til alle de her "serviceorgan" opstød, er en friaften i ny og næ, hvor I hyrer en prof børnesitter.

Det er fint nok med velmenende råd og man kan "bare"...! Jeg fortryder ikke mine børn, jeg elsker tiden med dem, men ikke desto mindre kan jeg da godt en gang imellem sukke efter tilværelsen ulidelige lethed, de dage hvor jeg ikke havde ansvar for andre end mig selv, hvor jeg ikke oplevede det lille stik af frygt når jeg sad på stranden og pludselig tænkte hvad der kunne ske for mine børn, jeg kan savne impulsiviteten, hvor jeg kunne glemme tid og sted en hel dag og bare læse en bog og glemme at spise - ja ja ja jeg kan hyre en babysitter, men ikke impulsivt, kan jo ikke lige ringe og sige: nu er jeg faldet ned i en Big kom og hent mine børn. 

Ingen tvivl jeg elsker mine børn, vil mine børn. Men der er da dage hvor jeg savner de gode gamle dage og det kan hverken babysitter eller rollelege og mig som forbillede ændre på - jeg er sp bare heldig så det kan et smil og et kram fra en af miraklerne ofte.

Forskning viser at vi er mest ulykkelige de år, vi har små børn, fordi vi skal tilsidesætte egne behov, drømme og ønsker så meget. Det er drønhårdt og forskningen viser også, at rigtig mange forældre drømmer sig tilbage til tiden uden børn og nogle gange ville ønske at børnene ikke var blevet født. Det er bare så tabubelagt at indrømme, på trods af at det faktisk er normalt. 

De forskningsresultater kan da godt hjælpe mig lidt indimellem at tænke på  

Jeg kan, som flere andre har svart dig, bekræfte at det nok ikke er unormalt. Jeg fortryder både min mand og mine børn, og føler ofte at jeg har ofret altfor meget for at få det liv jeg troede jeg ville have. Kunne jeg valgt om, ville jeg taget helt andre valg for mig selv. Jeg elsker mine børn, men ser meget frem til de bliver voksne og flytter ud  Stort krammer til dig, for lige meget som mig føler du dig nok fanget i dit liv. 

Det er altså også nogle hårde år. Jeg synes heller ikke det altid er en dans på roser med små børn. Synes dog det hjælper meget omkring de 2 år

vi er dog så meget livsnydere at vi ikke bare gider slide os igennem nogle hårde år. Selvom jeres liv udadtil ser godt ud med godt hus og gode jobs vil jeg alligevel anbefale jeg at sætte jer ned og drøfte alle muligheder - realistiske som urealistiske. Hvad drømmer i om hvad er vigtigt hvad gør jer glade ? Du kan jo sagtens gøre karriere nu hvis du vil måske din mand kan tage det tunge læs derhjemme  

vi blev enige om at det almindelige børneliv med 2 fuldtidsjob og institutioner ikke er os vi vil mere. Vi elsker begge vores job og er karrierer mennesker men istedet for et par år på 80 pct og dårlig samvittighed både hjemme og på arbejde er vi flyttet til udlandet hvilket har giver os helt andre muligheder. Det har også krævet ofre men intet er gratis. Vi planlægger også en lang rejse ca 6 mdr næste år. Jeg tror jeg ville fortryde senere hvis småbørns årene bare blev stresset igennem og ikke nydt, så jeg vil virkelig anbefale dig/jer at finde ud af hvad kunne være lykken for jer og så turde satse lidt. 

I har mulighederne for at ændre det i ikke trives med men det kræver i tør. Held og lykke

Jeg har tre dejlige børn og jeg har også til tider spekuleret på om jeg nu har fået det jeg ville i livet.

Mine børn er alle raske og forholdsvis lette at være forældre til, så jeg har haft så dårlig samvittighed når jeg en gang i mellem har tænkt at jeg gerne var dem foruden. Egentlig er det jo slet ikke børnene som personer,  men den samlede situation jeg sad i, der frustrede mig.

Jeg har flere veninder der har valgt ikke at få børn, jeg bliver nogen gange meget misundelig på deres liv med rejser,  sene aftener på terrassen for ikke at nævne deres økonomi og tid til egenomsorg. Men samtidig har jeg i mit arbejdsliv mødt utallige mennesker der i deres sygdom eller alderdom er uendeligt ensomme fordi de ikke fik børn.

Jeg har i mange år sat mine ambitioner på lavt blus. Men nu hvor mit yngste  barn er 8 år, er jeg ved at få tid og overskud til mig selv igen. Jeg har lige søgt ind på en videregående uddannelse som jeg har drømt om længe. Jeg har fået min nattesøvn og mine aftener tilbage og til dels også dagene fordi de er store nok til at lege selv. 

Der er lys forude  Bid tænderne sammen, tiden flyver afsted og lige om lidt er du ude på den anden side og kan også nyde aften på terrassen 

Anonym skriver:

Jeg kan, som flere andre har svart dig, bekræfte at det nok ikke er unormalt. Jeg fortryder både min mand og mine børn, og føler ofte at jeg har ofret altfor meget for at få det liv jeg troede jeg ville have. Kunne jeg valgt om, ville jeg taget helt andre valg for mig selv. Jeg elsker mine børn, men ser meget frem til de bliver voksne og flytter ud  Stort krammer til dig, for lige meget som mig føler du dig nok fanget i dit liv. 

Shit det kunne være mig der skrev det der.

Gad virkelig godt begge dele, både det her liv men også et helt andet egoistisk anderledes liv hvor JEG var i fokus og ikke gik på kompromis.

Det kunne også være mig, der havde oprettet denne tråd. Jeg synes det er SÅ hårdt med to små børn. Vi har lige haft 4 ugers "ferie". Det vil sige, ungerne havde ferie, jeg var på fuldtidsarbejde i 4 uger!! Hold nu op jeg glædede mig til at komme tilbage på arbejde, hvor der er ro, ro og ro og hvor jeg ikke skal hælde vand op, nej hellere saftevand, nå det må man ikke få, jamen så vælter jeg bare vandet, fordi jeg er sur, og så kan mor tørre det op... I FUCKING HATE IT!!! Jeg glæder mig så meget til de bliver større... Og kan klare sig selv meget mere. Jeg glæder mig til IKKE at skulle op kl 6 i weekenderne, og jeg glæder mig til at kunne sidde i sofaen i 10 MINUTTER I STREG og læse en bog uden at blive forstyrret... Moar, moar, moar. Jeg bliver sindssyg. Og jeg ved også godt, at jeg jo er heldig. Jeg har to sunde, glade, dejlige unger, som jeg selv har valgt at få... Dog havde jeg nok kun valgt at få den første, hvis jeg vidste hvor meget ekstra man var på med to børn. Og deres konstante konflikter... Man er bare på hele tiden. Jeg orker det ikke.

Hej

Mand. 1 Bonusbarn og 1 fællesbarn i 2 års alderen. Har altid haft en fornemmelse af at jeg ikke ville have børn. Men der kom så alligevel en “upser”.

Jeg kan ik sige andet end at du er absolut ikke alene om de følelser og tanker, nok tværtimod. Jeg tror bare at jeg vil skrive mine tanker og erfaringer her sådan lidt i enkelte sætninger/udsagn:

Alle undersøgelser/statistikker/forskningsprojekter, der bliver lavet omkring lykke og folks velvære, og det er faktisk ligegyldigt i hvilket land eller verdensdel vi snakker om, så viser det altid at folks generelle lykkefølelse er markant lavere efter de får børn end før. Den stiger så i takt med at børnene bliver større men den er faktisk først på gennemsnitligt niveau når børnene er voksne. Nogen undersøgelser viser så, at folk med børnebørns lykkefølelse er højere end folk uden børnebørn. Jeg synes, at det er enormt spektakulært i forhold til at vi i høj grad bliver tillært, at børn gør os enormt lykkelige. Jeg siger ikke, at nogen ikke bliver mere lykkelige af at få børn, men et (meget) mere nuanceret billede kunne være rart. Og at det ikke burde være nødvendigt at sidde og skrive som anonym herinde, fordi det er så tabubelagt :-) :-)

Alle mænd jeg snakker med og kender (venner, kolleger osv) har i mere eller mindre grad de samme følelser og tanker som mig. Jeg sagde til en ven med to større børn “Det føles virkelig som om at 20% af tiden er det super nice og 80% af tiden synes man det er slid og slæb”, hans svar var “I virkeligheden er det nok 10% lykke og 90% surt arbejde” hehe.. 

Så vil jeg til gengæld også sige, at rigtig mange mænd siger, at det bliver MEGET lettere når de bliver ældre. Det glæder jeg mig så til at se.. indtil videre kan jeg kun sige, nej jeg havde aldrig fået børn, hvis jeg havde vidst hvordan det var. 

Jeg er her, jeg opfylder min rolle og pligt og der er selvf også glædelige momenter, som virkelig er rare. Men bottom line, nej jeg synes ikke at det er det værd.

(Google selv på “børn og lykke” eller lignende. Også på engelsk. Hvis du vil se undersøgelser osv)