Jeg fortryder mine børn…

Anonym skriver:

Tak for jeres søde svar.

Det hjælper faktisk rigtig meget at vide, at jeg ikke er den eneste, der sidder med nogle af de her følelser.

Jeg er i en rigtig god mødregruppe med den lille, og der har jeg nogle gange givet udtryk for, hvordan jeg har det (sådan i den lidt mere polerede version), og de har bare slet ikke kunnet relatere til det. De elsker at bruge tid på hjem og børn, og flere af dem har faktisk planer om at blive hjemmegående efter barsel.
Så defor har jeg egentlig følt mig meget alene omkring det.

I forhold til det med at fortryde, så er måske et stærkt ordvalg. Det er ikke fordi jeg konstant går og tænker, at jeg ville ønske jeg ikke havde fået dem. De giver mig selvfølgelig også meget glæde.

Jeg tror en del af mine følelser også har noget at gøre med den personlige udvikling jeg har gennemgået siden jeg fik den første. Dengang var jeg stadig studerende, vidste ikke rigtig hvad jeg ville med mit liv, brugte ret meget af min tid på at sove og se tv-serier (Jeg var 24, da jeg blev gravid). Kort sagt udnyttede jeg slet ikke mit potentiale til fulde.

Nu er jeg så 29, er blevet meget mere moden og ansvarsbevidst, er kommet ud på arbejdsmarkedet og har generelt en meget klarere idé om, hvem jeg er og hvad jeg vil med mit liv.
Og nu KAN jeg så ikke udnytte mit potentiale til fulde, fordi jeg er bundet på hænder og fødder af at have små børn.

I virkeligheden er jeg ofte lidt misundelig på dem, der ikke længere er sammen med faderen og kører 7-7 ordning. Det må virkelig være det bedste fra begge verdener at være børnefri hver anden uge. (Og dermed mener jeg ikke, at jeg ikke sætter pris på at være en kernefamilie, for det gør jeg. Jeg ved selvfølgelig godt, at delefamilier har en masse andre udfordringer.)

Er der nogen der ved, hvad der helt konkret sker, hvis man tager fat i læge eller sundhedsplejerske omkring de her ting? 
Jeg er nok lidt bange for at blive stemplet som en dårlig mor 

Jeg tror du skal sætte dig ned med din mand/kæreste og få en snak om din ønsker, mål i livet osv. Du skriver at du ikke føler du kan udnytte dit potentiale til fulde pga børn. Men måske i kan finde en eller anden løsning eller kompromis der gør at du kan få lov til at udnytte noget af der potentiale og de de mål du har. jeg tænker måske der kan hjælpe at få snakket med en professionel om det, en psykolog måske. Det lyder lidt som om du har en livs krise af en art og at du nok kunne bruge nogen konkrete redskaber til at håndterer det men uden at din familie lider overlast. Og så husk på at det bliver bedre ! Dine børn bliver ældre og mindre afhængig som tiden går. 

Anonym skriver:

Tak for jeres søde svar.

Det hjælper faktisk rigtig meget at vide, at jeg ikke er den eneste, der sidder med nogle af de her følelser.

Jeg er i en rigtig god mødregruppe med den lille, og der har jeg nogle gange givet udtryk for, hvordan jeg har det (sådan i den lidt mere polerede version), og de har bare slet ikke kunnet relatere til det. De elsker at bruge tid på hjem og børn, og flere af dem har faktisk planer om at blive hjemmegående efter barsel.
Så defor har jeg egentlig følt mig meget alene omkring det.

I forhold til det med at fortryde, så er måske et stærkt ordvalg. Det er ikke fordi jeg konstant går og tænker, at jeg ville ønske jeg ikke havde fået dem. De giver mig selvfølgelig også meget glæde.

Jeg tror en del af mine følelser også har noget at gøre med den personlige udvikling jeg har gennemgået siden jeg fik den første. Dengang var jeg stadig studerende, vidste ikke rigtig hvad jeg ville med mit liv, brugte ret meget af min tid på at sove og se tv-serier (Jeg var 24, da jeg blev gravid). Kort sagt udnyttede jeg slet ikke mit potentiale til fulde.

Nu er jeg så 29, er blevet meget mere moden og ansvarsbevidst, er kommet ud på arbejdsmarkedet og har generelt en meget klarere idé om, hvem jeg er og hvad jeg vil med mit liv.
Og nu KAN jeg så ikke udnytte mit potentiale til fulde, fordi jeg er bundet på hænder og fødder af at have små børn.

I virkeligheden er jeg ofte lidt misundelig på dem, der ikke længere er sammen med faderen og kører 7-7 ordning. Det må virkelig være det bedste fra begge verdener at være børnefri hver anden uge. (Og dermed mener jeg ikke, at jeg ikke sætter pris på at være en kernefamilie, for det gør jeg. Jeg ved selvfølgelig godt, at delefamilier har en masse andre udfordringer.)

Er der nogen der ved, hvad der helt konkret sker, hvis man tager fat i læge eller sundhedsplejerske omkring de her ting? 
Jeg er nok lidt bange for at blive stemplet som en dårlig mor 

En god læge eller sundhedsplejerske vil ikke stemple dig som en dårlig mor pga. dine følelser. Så længe du stadig tager godt af dine børn og elsker dem, kan jeg ikke se, at du kan stemples som en dårlig mor.

Jeg kan sagtens relatere til dine følelser. Jeg fortryder ikke mine børn, men jeg føler heller ikke, at jeg ville have haft et ringere liv, hvis jeg aldrig havde fået børn. Jeg elsker mine børn og vil bestemt ikke af med dem igen, men jeg hader min manglende frihed og ikke at kunne være så spontan, som vi tidligere var. Jeg synes tit, at mine dage går med arbejde, hente unger, lave mad, ordne tøj, støvsuge sand op og putte børn. En pige i trodsalderen og en lillebror, der kopierer alt, hvad storesøster gør, hjælper så heller ikke på overskudskontoen.

Omkring at udnytte sit potentiale kommer det lidt an på, hvad man gerne vil med sit potentiale. Jeg har selv droppet at blive advokat. Jeg har jura-uddannelsen, men tiden som advokatfuldmægtig med arbejdstider på 50-60 timer om ugen duer bare ikke sammen med små børn, og med tiden har jeg egentlig fået det fint med den beslutning. Det skyldes så også til dels, at jeg har fået et virkelig godt job som Legalitetsmanager i en virksomhed, hvor jeg trives godt. Her får jeg udnyttet mit potentiale til fulde, så nogle gange skal man også ”bare” kigge på, hvad man kan bruge sit potentiale til og, hvad man drømmer om at gøre.

Det bliver helt klart nemmere med alderen. Vores to unger leger meget alene sammen, og vi planlægger at hyre rengøringshjælp, når vi lige får overskud til at sætte os ned og få indhentet nogle tilbud. Vi kan ikke længere rejse så tit væk på weekend-tur, som vi gjorde tidligere, men har stadig nogle weekender om året, hvor vi tager en voksen tur, og derudover rejser vi begge en eller to gange om året på henholdsvis tøsetur og herretur og nyder ikke at skulle tænke på andre end os selv i de dage.

Anonym skriver:

Ja, det hører man jo ofte ikke kan lade sig gøre, men sådan har jeg det altså. Ikke hver dag eller hele tiden, men jeg tænker ofte, at det måske var et forkert valg for mig, at få børn.

Vi har 2 stk., en på 3 år og en på 7 mdr. Begge har været planlagte og ønskede. Især af mig. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn engang, så det var aldrig en mulighed ikke at få dem. Men havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, så havde jeg nok valgt anderledes.

For jeg synes det er hårdt. Og jeg er så træt af hele tiden at være i søvnunderskud. Hele tiden at være i dårligt humør og prøve at skjule det for børnenes skyld. At bruge alt min tid på vasketøj og opvask og højtlæsning og amning og dødsyge rollelege, når jeg meget hellere ville sidde og læse en god bog. Og det er ikke fordi, jeg slet ikke får noget “mig”-tid, min mand ved hvordan jeg har det, og sørger for at jeg får så meget plads, som det overhovedet er muligt. Jeg er nok ude med veninderne noget oftere, end de fleste med babyer på 7 mdr. Det er bare aldrig nok.

Og det værste af det hele er nok, at jeg faktisk godt ved, hvor heldig jeg er. Jeg har to sunde raske børn, som sover godt om natten. Jeg har en fantastisk mand, der elsker mig, og som er enormt dedikeret til familielivet. Vi har et stort dejligt hus. Ren familieidyl.

Så det er ligesom om, der ikke nogle enkelte parametre, der kan skrues på. Problemet bunder mere i, at jeg bare ikke trives særlig godt, med at være nogens mor. Det falder mig bare ikke naturligt, at skulle gå og servicere andre hele dagen og sætte mine egne behov til side. Og det er udmattende synes jeg. Som om jeg hele tiden render rundt i et par sko, der er et par numre for små. Det kan godt lade sig gøre, men særlig fedt er det ikke.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil med det her indlæg. Måske håber jeg, at der sidder ligesindede derude, selvom jeg godt ved, at det nok ikke er særlig sandsynligt. For jeg ved jo godt, at man aldrig fortryder sine børn. Så der må være et eller andet helt galt med mig.

Jeg har også nogle gange tænkt, om det kan være en eller anden form for efterfødselsreaktion, for det er især kommet efter vi fik nummer to. Men jeg tænker ikke, at det ville være bedre, hvis vi kun havde den store, de personlige begrænsningerne er jo de samme.

Du er ikke alene i dine følelser. Jeg tror alle forældre tænker den tanke. Det er bare så stort tabu at få tør stå frem og indrømme det. Netop pga frygten for at blive stemplet som dårlig mor. 

Jeg har selv tanken ofte. Jeg elsker min søn og savner ham hver gang han er hos sin far som han er 7/7. Men synes mine 7 dage er ufattelig lange til tider og tager mig selv i at tænke at mor rollen nok bare ikke er mig og jeg måske bare skulle være 2/12 forælder. Men så smiler han til mig også er den tanke hurtigt slået ud af hovedet igen. 

Min dreng er 2 år og det handler meget om søvnunderskud og robot tilstand. 

Jeg synes det er dejligt når disse 'debatter' kommer op, så man kan viske lidt af det glansbillede det er at have børn ud. 

Jeg står selv med de samme følelser nogle gange, med en meget aktiv datter på 16 måneder. Er selv meget alene med hende, da min mand arbejder meget. Men prøver at holde fast i de små øjeblikke der er gode! 

Men de følelser, som fakisk overraskede mig efter at være bliver mor, har i hvert fald ændret min holdning til flere børn. Jeg har altid gerne ville have tre, men tror bare det bliver to, og fordi jeg gerne vil have min datter bliver storesøster, for lige for tiden orker jeg ikke det første 1 år med et nyt barn..

Jeg kan til dels genkende det.

Jeg har et barn på 1 år og 8 måneder, og specielt i starten fortrød jeg nogle gange at jeg havde fået ham, fordi jeg synes at det var så hårdt. Det blev senere bare til at jeg glædede mig til at han blev ældre og tingene blev nemmere.

Set i bakspejlet havde jeg vist en efterfødselsreaktion. Jeg snakkede lidt med sundhedsplejersken om hvorvidt jeg havde en mild fødselsdepression, men det havde jeg ikke. Jeg reagerede bare kraftigt på den omvæltning det var samt den manglende søvn. Jeg vil for øvrigt anbefale dig at tage et zinktilskud, som skulle hjælpe på en eventuel fødselsreaktion/fødselsdepresision samt få kigget på om du generelt mangler vitaminer eller mineraler. Mangler du f.eks. magnesium eller d-vitamin (eller jern) kan det også sætte sig i psyken.

Jeg har altid drømt om børn og arbejder faktisk også med børn. Pt. går jeg så arbejdsløs, vi har rengøringshjælp og mit barn har en deltidsplads i vuggestuen. Og det passer mig perfekt, og jeg nyder det så meget. Så jeg kan godt frygte hvordan jeg skal finde overskud til at presse et arbejde ind i billedet (har ikke arbejdet siden han blev født). Så kan sgu godt forstå hvis I andre føler jer pressede.

Jeg har haft nogle psykiske ting at bokse med, som jeg har vendt med en terapeut, og i løbet af den sidste 1½ månedstid er min følelse af kærlighed til mit barn vokset enormt samtidig med at min følelse af vrede til ham (som jeg ofte havde før, hvis han f.eks. klynkede meget eller vågnede kl. 4.30) nærmest er forsvundet som dug for solen. Så mit psykiske velvære og generelle overskud har åbenbart også haft enormt meget at sige for hvordan jeg har mærket mine følelser til ham.

Derudover tænker jeg at det er meget vigtigt at du er dig selv tro. F.eks. ikke føler at du skal 'spille glad' eller lege med børnene, hvis ikke du gider. De vil alligevel kunne mærke at du ikke er oprigtig, og den slags er faktisk heller ikke godt for dem. Så hellere stå ved hvem du er, og hvordan du har det - og sige til dem at du faktisk ikke lige lege med dem, men at I kan læse en bog senere, når de har leget lidt selv.

Anonym skriver:

Ja, det hører man jo ofte ikke kan lade sig gøre, men sådan har jeg det altså. Ikke hver dag eller hele tiden, men jeg tænker ofte, at det måske var et forkert valg for mig, at få børn.

Vi har 2 stk., en på 3 år og en på 7 mdr. Begge har været planlagte og ønskede. Især af mig. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn engang, så det var aldrig en mulighed ikke at få dem. Men havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, så havde jeg nok valgt anderledes.

For jeg synes det er hårdt. Og jeg er så træt af hele tiden at være i søvnunderskud. Hele tiden at være i dårligt humør og prøve at skjule det for børnenes skyld. At bruge alt min tid på vasketøj og opvask og højtlæsning og amning og dødsyge rollelege, når jeg meget hellere ville sidde og læse en god bog. Og det er ikke fordi, jeg slet ikke får noget “mig”-tid, min mand ved hvordan jeg har det, og sørger for at jeg får så meget plads, som det overhovedet er muligt. Jeg er nok ude med veninderne noget oftere, end de fleste med babyer på 7 mdr. Det er bare aldrig nok.

Og det værste af det hele er nok, at jeg faktisk godt ved, hvor heldig jeg er. Jeg har to sunde raske børn, som sover godt om natten. Jeg har en fantastisk mand, der elsker mig, og som er enormt dedikeret til familielivet. Vi har et stort dejligt hus. Ren familieidyl.

Så det er ligesom om, der ikke nogle enkelte parametre, der kan skrues på. Problemet bunder mere i, at jeg bare ikke trives særlig godt, med at være nogens mor. Det falder mig bare ikke naturligt, at skulle gå og servicere andre hele dagen og sætte mine egne behov til side. Og det er udmattende synes jeg. Som om jeg hele tiden render rundt i et par sko, der er et par numre for små. Det kan godt lade sig gøre, men særlig fedt er det ikke.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil med det her indlæg. Måske håber jeg, at der sidder ligesindede derude, selvom jeg godt ved, at det nok ikke er særlig sandsynligt. For jeg ved jo godt, at man aldrig fortryder sine børn. Så der må være et eller andet helt galt med mig.

Jeg har også nogle gange tænkt, om det kan være en eller anden form for efterfødselsreaktion, for det er især kommet efter vi fik nummer to. Men jeg tænker ikke, at det ville være bedre, hvis vi kun havde den store, de personlige begrænsningerne er jo de samme.

Alle mennesker er unormale. Sagt mere præcist, så har hvert menneske deres egen måde at føje (fortolke) regler og love på.

Mon ikke det er lidt der du befinder dig ?

Guldske i munden, idylisk familieliv bla bla... egocentrisk, ej serviceminded osv.

Prøv at kig i spejlet... hvem ser du ?

Et forbillede for dine børn... ?

Skal dine børn være nogen som giver op når de får al den støtte der er mulig at få ?

Rollelegene er ikke KUN for børnenes skyld. De er der så du kan give dem en fantastisk opvækst med en masse af din erfaring. Du kan tilmed prøve nye regler i hjemmet af. Det er faktisk de børnene gør i deres lege med hinanden. Så bestemmer den ene reglerne, så den anden... den tredje... osv...

Når jeg er med i en rolleleg, så giver jeg den fuld gas... hvad sjovere er der end at græde som en lille baby, (på kommando), stikke af fra moderen osv.

Jeg kan varmt anbefale dig at se filmen "Imagine That" med Eddie Murphy, den er meget underholdende (sjov), undervisende og giver dig en lille indsigt i børns forståelse af verden omkring dem.

Anonym skriver:

Ja, det hører man jo ofte ikke kan lade sig gøre, men sådan har jeg det altså. Ikke hver dag eller hele tiden, men jeg tænker ofte, at det måske var et forkert valg for mig, at få børn.

Vi har 2 stk., en på 3 år og en på 7 mdr. Begge har været planlagte og ønskede. Især af mig. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn engang, så det var aldrig en mulighed ikke at få dem. Men havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, så havde jeg nok valgt anderledes.

For jeg synes det er hårdt. Og jeg er så træt af hele tiden at være i søvnunderskud. Hele tiden at være i dårligt humør og prøve at skjule det for børnenes skyld. At bruge alt min tid på vasketøj og opvask og højtlæsning og amning og dødsyge rollelege, når jeg meget hellere ville sidde og læse en god bog. Og det er ikke fordi, jeg slet ikke får noget “mig”-tid, min mand ved hvordan jeg har det, og sørger for at jeg får så meget plads, som det overhovedet er muligt. Jeg er nok ude med veninderne noget oftere, end de fleste med babyer på 7 mdr. Det er bare aldrig nok.

Og det værste af det hele er nok, at jeg faktisk godt ved, hvor heldig jeg er. Jeg har to sunde raske børn, som sover godt om natten. Jeg har en fantastisk mand, der elsker mig, og som er enormt dedikeret til familielivet. Vi har et stort dejligt hus. Ren familieidyl.

Så det er ligesom om, der ikke nogle enkelte parametre, der kan skrues på. Problemet bunder mere i, at jeg bare ikke trives særlig godt, med at være nogens mor. Det falder mig bare ikke naturligt, at skulle gå og servicere andre hele dagen og sætte mine egne behov til side. Og det er udmattende synes jeg. Som om jeg hele tiden render rundt i et par sko, der er et par numre for små. Det kan godt lade sig gøre, men særlig fedt er det ikke.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil med det her indlæg. Måske håber jeg, at der sidder ligesindede derude, selvom jeg godt ved, at det nok ikke er særlig sandsynligt. For jeg ved jo godt, at man aldrig fortryder sine børn. Så der må være et eller andet helt galt med mig.

Jeg har også nogle gange tænkt, om det kan være en eller anden form for efterfødselsreaktion, for det er især kommet efter vi fik nummer to. Men jeg tænker ikke, at det ville være bedre, hvis vi kun havde den store, de personlige begrænsningerne er jo de samme.

Du er ikke unormal jeg har selv altid tænkt at jeg ville have en stor familie, og så fik jeg min datter og jeg var så usikker på om jeg skulle have flere. Hun er idag 6 år og jeg venter mig igen. 

Tænker det godt kan være en reaktion på fødslen også hvis det er startet efter i fik den sidste. 

Har du overvejet at snakke med en omkring det og se om du måske har fået en fødselsdepprision? 

Håber virkelig du snart er på toppen igen

Men du er ikke alene om at føle sådan.

Anonym skriver:

Ja, det hører man jo ofte ikke kan lade sig gøre, men sådan har jeg det altså. Ikke hver dag eller hele tiden, men jeg tænker ofte, at det måske var et forkert valg for mig, at få børn.

Vi har 2 stk., en på 3 år og en på 7 mdr. Begge har været planlagte og ønskede. Især af mig. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn engang, så det var aldrig en mulighed ikke at få dem. Men havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, så havde jeg nok valgt anderledes.

For jeg synes det er hårdt. Og jeg er så træt af hele tiden at være i søvnunderskud. Hele tiden at være i dårligt humør og prøve at skjule det for børnenes skyld. At bruge alt min tid på vasketøj og opvask og højtlæsning og amning og dødsyge rollelege, når jeg meget hellere ville sidde og læse en god bog. Og det er ikke fordi, jeg slet ikke får noget “mig”-tid, min mand ved hvordan jeg har det, og sørger for at jeg får så meget plads, som det overhovedet er muligt. Jeg er nok ude med veninderne noget oftere, end de fleste med babyer på 7 mdr. Det er bare aldrig nok.

Og det værste af det hele er nok, at jeg faktisk godt ved, hvor heldig jeg er. Jeg har to sunde raske børn, som sover godt om natten. Jeg har en fantastisk mand, der elsker mig, og som er enormt dedikeret til familielivet. Vi har et stort dejligt hus. Ren familieidyl.

Så det er ligesom om, der ikke nogle enkelte parametre, der kan skrues på. Problemet bunder mere i, at jeg bare ikke trives særlig godt, med at være nogens mor. Det falder mig bare ikke naturligt, at skulle gå og servicere andre hele dagen og sætte mine egne behov til side. Og det er udmattende synes jeg. Som om jeg hele tiden render rundt i et par sko, der er et par numre for små. Det kan godt lade sig gøre, men særlig fedt er det ikke.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil med det her indlæg. Måske håber jeg, at der sidder ligesindede derude, selvom jeg godt ved, at det nok ikke er særlig sandsynligt. For jeg ved jo godt, at man aldrig fortryder sine børn. Så der må være et eller andet helt galt med mig.

Jeg har også nogle gange tænkt, om det kan være en eller anden form for efterfødselsreaktion, for det er især kommet efter vi fik nummer to. Men jeg tænker ikke, at det ville være bedre, hvis vi kun havde den store, de personlige begrænsningerne er jo de samme.

Jeg ved hvordan du har det..

Nogle dage er jeg også i disse tanker hvor jeg filosoferer over hvor dejligt det ville være ikke at have dem. At jeg ikke hele tiden skulle være et serviceorgan der bare hele tiden ordnede vasketøj eller løb efter ungerne der bare løb rundt med sakse og andet og skulle sørge for at de ikke klippede huller i min sofa. For sådan en dag har det været i dag. Idag er jeg træt og mit humør er skidesort. Jeg ville ønske, idag, at jeg var uden børn. Dagen er fløjet afsted og jeg har ikke nået at se 1!!! fucking afsnit af min serie som i øvrigt kun varer 28 min. Jeg har drønet rundt og ledt efter gaver fordi den store pludselig kom i tanke om at hun skulle til fødseldag i morgen og egentlig havde sagt ja men ikke tænkt over gave. At vasketøjet hober sig op fordi de 2 af dem lige legede vandkamp i mit bryggers udover mit rene vasketøj (så på den igen).. sådan dage her er bare latterlig hårde. 

MysteriousAngel skriver:

Jeg ved hvordan du har det..

Nogle dage er jeg også i disse tanker hvor jeg filosoferer over hvor dejligt det ville være ikke at have dem. At jeg ikke hele tiden skulle være et serviceorgan der bare hele tiden ordnede vasketøj eller løb efter ungerne der bare løb rundt med sakse og andet og skulle sørge for at de ikke klippede huller i min sofa. For sådan en dag har det været i dag. Idag er jeg træt og mit humør er skidesort. Jeg ville ønske, idag, at jeg var uden børn. Dagen er fløjet afsted og jeg har ikke nået at se 1!!! fucking afsnit af min serie som i øvrigt kun varer 28 min. Jeg har drønet rundt og ledt efter gaver fordi den store pludselig kom i tanke om at hun skulle til fødseldag i morgen og egentlig havde sagt ja men ikke tænkt over gave. At vasketøjet hober sig op fordi de 2 af dem lige legede vandkamp i mit bryggers udover mit rene vasketøj (så på den igen).. sådan dage her er bare latterlig hårde. 

Hvis de er store nok til at lege vandkamp UDEN dig, så er de store nok til at hjælpe i huset med nogle af de daglige opgave. Dét vil også dræner lidt af deres energi/kedsomhed. Det er ikke nogen dårlig ide at stille krav til sine børn, selvom de er små. Det skal selvfølge gøres på deres niveau.

Et alternativ til alle de her "serviceorgan" opstød, er en friaften i ny og næ, hvor I hyrer en prof børnesitter.

Kurt_H skriver:

Hvis de er store nok til at lege vandkamp UDEN dig, så er de store nok til at hjælpe i huset med nogle af de daglige opgave. Dét vil også dræner lidt af deres energi/kedsomhed. Det er ikke nogen dårlig ide at stille krav til sine børn, selvom de er små. Det skal selvfølge gøres på deres niveau.

Et alternativ til alle de her "serviceorgan" opstød, er en friaften i ny og næ, hvor I hyrer en prof børnesitter.

Det gør de også. De hjælper til. Og da de havde oversprøjtet hele bryggerset blev de sat til at svabe det op. Men ikke desto mindre var jeg nødt til at vaske tøj igen.