Jeg fortryder mine børn…

Ja, det hører man jo ofte ikke kan lade sig gøre, men sådan har jeg det altså. Ikke hver dag eller hele tiden, men jeg tænker ofte, at det måske var et forkert valg for mig, at få børn.

Vi har 2 stk., en på 3 år og en på 7 mdr. Begge har været planlagte og ønskede. Især af mig. Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville have børn engang, så det var aldrig en mulighed ikke at få dem. Men havde jeg vidst, hvad jeg ved nu, så havde jeg nok valgt anderledes.

For jeg synes det er hårdt. Og jeg er så træt af hele tiden at være i søvnunderskud. Hele tiden at være i dårligt humør og prøve at skjule det for børnenes skyld. At bruge alt min tid på vasketøj og opvask og højtlæsning og amning og dødsyge rollelege, når jeg meget hellere ville sidde og læse en god bog. Og det er ikke fordi, jeg slet ikke får noget “mig”-tid, min mand ved hvordan jeg har det, og sørger for at jeg får så meget plads, som det overhovedet er muligt. Jeg er nok ude med veninderne noget oftere, end de fleste med babyer på 7 mdr. Det er bare aldrig nok.

Og det værste af det hele er nok, at jeg faktisk godt ved, hvor heldig jeg er. Jeg har to sunde raske børn, som sover godt om natten. Jeg har en fantastisk mand, der elsker mig, og som er enormt dedikeret til familielivet. Vi har et stort dejligt hus. Ren familieidyl.

Så det er ligesom om, der ikke nogle enkelte parametre, der kan skrues på. Problemet bunder mere i, at jeg bare ikke trives særlig godt, med at være nogens mor. Det falder mig bare ikke naturligt, at skulle gå og servicere andre hele dagen og sætte mine egne behov til side. Og det er udmattende synes jeg. Som om jeg hele tiden render rundt i et par sko, der er et par numre for små. Det kan godt lade sig gøre, men særlig fedt er det ikke.

Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg vil med det her indlæg. Måske håber jeg, at der sidder ligesindede derude, selvom jeg godt ved, at det nok ikke er særlig sandsynligt. For jeg ved jo godt, at man aldrig fortryder sine børn. Så der må være et eller andet helt galt med mig.

Jeg har også nogle gange tænkt, om det kan være en eller anden form for efterfødselsreaktion, for det er især kommet efter vi fik nummer to. Men jeg tænker ikke, at det ville være bedre, hvis vi kun havde den store, de personlige begrænsningerne er jo de samme.

Jeg tror ikke at du er spor unormal, jeg tror at der er mange, der sagtens kan sætte sig ind i dine følelser her. Jeg kan huske da ungerne var små og jeg indimellem sad og tænkte "Er det virkelig det? Er det sådan her det skal være fremover? Er jeg virkelig reduceret til et serviceorgan, uden nogen selvstændig identitet længere?“

Det er faktisk en af årsagerne til at jeg aldrig har fået det 3. barn, jeg troede jeg drømte om. Jeg orker simpelthen ikke en baby en gang til. Ikke engang når jeg står med en lille baby, føler jeg nogen trang til at få endnu en af dem.

Jeg kan kun sige, træk vejret og hold ud. Prøv at acceptere det, og ligeså stille i takt med at ungerne bliver ældre, vil du opleve at du begynder at få mere den anden vej. Når du begynder at kunne forklare dem ting, og bede dem hjælpe til, I kan begynde at have meningsfyldte samtaler, og du kan begynde at dele nogle af de ting, der betyder noget for dig, med dem.

Lad være med at slå dig selv oven i hovedet hele tiden, og så tænk på at de ord du vælger at sætte på, medvirker til at definere din opfattelse af situationen. Hvis du går rundt og tænker "Jeg fortryder at være blevet mor", så bliver det rigtigt svært for dig, fordi det er så negativt ladet en sætning. Tænk i stedet "Jeg synes det er svært at være nødt til at tilsidesætte mig selv i den grad" eller noget i den stil. Det betyder nogenlunde det samme, men er slet ikke negativt i samme grad. Fortryder er noget man ikke længere har indflydelse på og ikke noget man kan ændre, hvorimod det andet antyder et valg, at man kan gøre noget for at bedre sin situation.

Og så snak med din sp om ikke også du har en efterfødselsreaktion. Det kan også sagtens have indflydelse.

Jeg er helt enig med Skouboe - og nej, du er ikke alene. Jeg fortryder ikke mit barn, men der er da situationer, hvor jeg tænker 'holy shit, hvad fanden har jeg gjort med mit liv?'. 

Ligesom Skouboe vil jeg minde om, at det ændrer sig over de kommende år.

Og så vil jeg tilføje, at du kan gøre noget ved søvnunderskud - prioriter din søvn og det velvære det giver at være udhvilet ved at gå 1 time tidligere i seng - og du behøver ikke lege med dine børn. Du skal tale med dem, røre ved dem, smile til dem, helst også læse for dem/med dem, osv. Men du behøver ikke agere legekammerat. Dit barn skal nok lære at lege selv og med tiden kommer der legekammerater - og lillebror/-søster. Og sæt en lydbog på, så du får lidt til hjernecellerne og stadig kan være sammen med børnene. 

Jeg skriver bare lige for at sige og vise dig, at du ikke er den eneste i hele verden med de følelser. Men det er nogle svære følelser.

Jeg savner at have overskud til at lave mad og bage kager, jeg savner at træne i fitness, jeg savner at kunne gå ud i byen når jeg har lyst og jeg savner ikke mindst at kunne gå i seng og sove som jeg har lyst. Jeg kan ikke lide at være bundet. Jeg elsker min datter, men jeg savner også mit liv før hende. Men jeg fortryder hende ikke. Jeg er enig med ovenstående kommentar om, at det måske kan være selvforstærkende at gå og sige til sig selv, at man fortryder sine børn. Men har du det helt oprigtigt sådan, så er dine følelser selvfølgelig helt okay! 

Jeg ved personligt ikke, om jeg vil have flere børn. Jeg er også bange for at et barn mere, vil være på bekostning af glæden i mit parforhold. Ligeså meget jeg ønsker børn, ligeså meget ønsker jeg at være sammen med min kæreste og bevare forholdet.

Det er nogle af de tanker jeg har, måske de kan hjælpe dig til at vide, at du ikke er alene :-)

Jeg har ikke selv børn,så jeg kan desværre ikke komme med nogle gode råd.

Jeg vil dog ikke forlade dit indlæg uden at sende dig en virtuel krammer. Jeg tror,at der findes (mange) andre,som har det på samme måde som dig - det er bare enormt tabubelagt. Jeg synes,at det er skide modigt af dig at være ærlig omkring dine følelser.

Jeg håber,at du efter en snak med din sundhedsplejerske/læge kan få hjælp til at (gen)finde glæden ved dine børn.

Jeg fortryder ikke mine børn - men de fleste forældre  tror jeg river sig i håret over konstant at være service organ... men det bliver bedre. Når de er 4 + lysner det det er min erfaring. Man får så meget mere tilbage fra den alder. 

Tror du er tættere på normen end du tror ...  det er mange der tænker at der er en hel del frihed der er forsvundet lige pludselig. 

Vil bare sende dig et 

Er ikke i helt samme båd som dig, har 3 børn og fortryder sådan set kun det sidste, men det kan være så hårdt at jeg fortryder alle 3 nogle gang. Elsker alle min børn men hvor ville jeg ønske jeg ikke havde fået den sidste.

Jeg har tit hørt folk der siger man aldrig fortryder de børn man får - må bare sige det er ikke rigtigt, og det er ikke en udtalelse der gør det nemmere at leve med.

Men ville bare fortælle dig at du ikke er alene, og jeg synes det er flot du siger det, især i et forum som dette. Det er enormt tabubelagt og samtidig synes jeg det er en forfærdelig følelse at rende rundt med. Håber og tror på at det går over med tiden.

Tak for jeres søde svar.

Det hjælper faktisk rigtig meget at vide, at jeg ikke er den eneste, der sidder med nogle af de her følelser.

Jeg er i en rigtig god mødregruppe med den lille, og der har jeg nogle gange givet udtryk for, hvordan jeg har det (sådan i den lidt mere polerede version), og de har bare slet ikke kunnet relatere til det. De elsker at bruge tid på hjem og børn, og flere af dem har faktisk planer om at blive hjemmegående efter barsel.
Så defor har jeg egentlig følt mig meget alene omkring det.

I forhold til det med at fortryde, så er måske et stærkt ordvalg. Det er ikke fordi jeg konstant går og tænker, at jeg ville ønske jeg ikke havde fået dem. De giver mig selvfølgelig også meget glæde.

Jeg tror en del af mine følelser også har noget at gøre med den personlige udvikling jeg har gennemgået siden jeg fik den første. Dengang var jeg stadig studerende, vidste ikke rigtig hvad jeg ville med mit liv, brugte ret meget af min tid på at sove og se tv-serier (Jeg var 24, da jeg blev gravid). Kort sagt udnyttede jeg slet ikke mit potentiale til fulde.

Nu er jeg så 29, er blevet meget mere moden og ansvarsbevidst, er kommet ud på arbejdsmarkedet og har generelt en meget klarere idé om, hvem jeg er og hvad jeg vil med mit liv.
Og nu KAN jeg så ikke udnytte mit potentiale til fulde, fordi jeg er bundet på hænder og fødder af at have små børn.

I virkeligheden er jeg ofte lidt misundelig på dem, der ikke længere er sammen med faderen og kører 7-7 ordning. Det må virkelig være det bedste fra begge verdener at være børnefri hver anden uge. (Og dermed mener jeg ikke, at jeg ikke sætter pris på at være en kernefamilie, for det gør jeg. Jeg ved selvfølgelig godt, at delefamilier har en masse andre udfordringer.)

Er der nogen der ved, hvad der helt konkret sker, hvis man tager fat i læge eller sundhedsplejerske omkring de her ting? 
Jeg er nok lidt bange for at blive stemplet som en dårlig mor 

Anonym skriver:

Tak for jeres søde svar.

Det hjælper faktisk rigtig meget at vide, at jeg ikke er den eneste, der sidder med nogle af de her følelser.

Jeg er i en rigtig god mødregruppe med den lille, og der har jeg nogle gange givet udtryk for, hvordan jeg har det (sådan i den lidt mere polerede version), og de har bare slet ikke kunnet relatere til det. De elsker at bruge tid på hjem og børn, og flere af dem har faktisk planer om at blive hjemmegående efter barsel.
Så defor har jeg egentlig følt mig meget alene omkring det.

I forhold til det med at fortryde, så er måske et stærkt ordvalg. Det er ikke fordi jeg konstant går og tænker, at jeg ville ønske jeg ikke havde fået dem. De giver mig selvfølgelig også meget glæde.

Jeg tror en del af mine følelser også har noget at gøre med den personlige udvikling jeg har gennemgået siden jeg fik den første. Dengang var jeg stadig studerende, vidste ikke rigtig hvad jeg ville med mit liv, brugte ret meget af min tid på at sove og se tv-serier (Jeg var 24, da jeg blev gravid). Kort sagt udnyttede jeg slet ikke mit potentiale til fulde.

Nu er jeg så 29, er blevet meget mere moden og ansvarsbevidst, er kommet ud på arbejdsmarkedet og har generelt en meget klarere idé om, hvem jeg er og hvad jeg vil med mit liv.
Og nu KAN jeg så ikke udnytte mit potentiale til fulde, fordi jeg er bundet på hænder og fødder af at have små børn.

I virkeligheden er jeg ofte lidt misundelig på dem, der ikke længere er sammen med faderen og kører 7-7 ordning. Det må virkelig være det bedste fra begge verdener at være børnefri hver anden uge. (Og dermed mener jeg ikke, at jeg ikke sætter pris på at være en kernefamilie, for det gør jeg. Jeg ved selvfølgelig godt, at delefamilier har en masse andre udfordringer.)

Er der nogen der ved, hvad der helt konkret sker, hvis man tager fat i læge eller sundhedsplejerske omkring de her ting? 
Jeg er nok lidt bange for at blive stemplet som en dårlig mor 

Hej Igen,

Synes du skal tage fat i sundhedsplejerske - du skal ikke være bange for at blive stemplet som dårlig mor, ingen der er fordømmende, de er der kun for at hjælpe. I de fleste kommuner er der gode tilbud til mødre (men desværre ikke til fædre ved jeg at bitre erfaringer ).