At give op...

Anonym skriver:

Ville jeg gerne, og har været ude med ansøgninger i hele byen og omegn, men har enten ikke fået svar tilbage, eller får svaret "du mangler erfaringer" eller "du skal have eud eller anden adgangsgivende uddannelse!" 

Spurgte jobcenter om de ikke kunne sende mig i arbejde/aktivering, men hun svarede at det gør de ikke på det her tidspunkt, pga min alder, de vil have mig i uddannelse. 

Øv, dét lyder svært. Der MÅ da være noget helt almindeligt ufaglært arbejde til dig! Rengøring eller supermarked eller lignende... 

Anonym skriver:

Ville jeg gerne, og har været ude med ansøgninger i hele byen og omegn, men har enten ikke fået svar tilbage, eller får svaret "du mangler erfaringer" eller "du skal have eud eller anden adgangsgivende uddannelse!" 

Spurgte jobcenter om de ikke kunne sende mig i arbejde/aktivering, men hun svarede at det gør de ikke på det her tidspunkt, pga min alder, de vil have mig i uddannelse. 

Hvad med her i sommerferien oplever de skriger på ferieafløsere alle vegne, så opbygger du erfaring. Et eller andet sted og jeg ved det luder hårdt så tror jeg det handler om at komme i hang så du opdager du er intelligent, vellidt, bliver anerkendt osv.

Anonym skriver:

Tusind tak for rådet. Tror jeg vil forsøge mig med samme teknik.  må jeg spørge hvad du endte ud med af uddannelse/arbejde? 

Det er hårdt at føle sig som en byrde for familien og ikke bidrage. Vil gerne ud i noget som jeg ved jeg kan og som ikke presser en. 

Jeg uddannede mig til mutimediedesigner. Noget jeg ellers aldrig havde overvejet, fordi jeg aldrig har interesseret mig det fjerneste for computere, og derfor er gået langt udenom alt, der havde noget at gøre med IT (dengang blev det solgt mere som en IT-uddannelse end det gør i dag).

Det var især det med arbejdstiderne og mængden af menneskelig ansvar, der afgjorde valget. Og så var det et ekstra plus, at den var 2-årig, for jeg var ærligt talt godt træt af at læse på det tidspunkt.

Efter endt uddannelse fik jeg arbejde som webudvikler (programmør). Jeg vidste allerede efter 1. semester, at det var den vej jeg ville gå, og det har da også vist sig at være drømmejobbet 

Tusind tak for rådet. Tror jeg vil forsøge mig med samme teknik.  må jeg spørge hvad du endte ud med af uddannelse/arbejde? 

Det er hårdt at føle sig som en byrde for familien og ikke bidrage. Vil gerne ud i noget som jeg ved jeg kan og som ikke presser en. 

Jeg tror i øvrigt, at det er helt normalt at føle sig som en fiasko, når man dropper ud af en uddannelse - sådan havde jeg det ihvertfald også. Og jeg måtte tilmed høre på, hvor enormt dumt det var at droppe ud, for det ville jo være meget smartere at hænge i og gøre det færdigt, for uddannelse er jo aldrig spildt (åbenbart heller ikke, selvom man aldrig kan se sig selv i faget bagefter).

Det eneste jeg fortryder i dag er, at jeg ikke droppede ud noget før. Den uddannelse var bare slet ikke mig - jeg måtte kæmpe mig igennem hver eneste dag, og uanset hvor meget jeg anstrengte mig, fik jeg kun middelmådige karakterer. Det fik mig til at føle, at det var mig, der var noget galt med, for alle de andre på studiet kunne jo godt finde ud af det.

Da jeg så endelig tog mig sammen og skiftede uddannelse, var det en kæmpe succesoplevelse. Da jeg først lavede noget jeg var god til og brændte for, var det intet problem at gennemføre. Og jeg følte tilmed, at det kun krævede halvdelen af den energi, jeg lagde på mit gamle studie.

Jeg har selv diagnoser som ADHD, lider voldsomt af stress og depression, og flere problemer.

dette påvirkede min gymnasie tid meget, så jeg endte med middel gennemsnit. Og hvad så nu? Det kunne jeg jo ikke bruge til drømmen... og jeg fungerede jo ikke i skolen! 

Jeg endte dog med og udfordre mig selv, læste et år på biokemi fordi jeg var så dårlig til det. Lærte mig selv at kende. 

Efter et år tog jeg chancen og søgte ind som dyrlæge på kvote 2. Og jeg kom ind! 

Nu er jeg anden års studerende, og jeg er kommet igennem med 10 og 12 taller. Jeg fandt en måde jeg kunne læse på, er social på min egen måde = begrænset pga mit manglende overskud. Jeg har fundet en måde hvor jeg ikke behøver læse bøger = stressede mig meget!

så det jeg mener, er at der er en vej. Man skal bare finde sin egen. Det vigtigste er at ikke gøre som alle andre, men finde sin egen vej. Og prøver og sige at selvom man har problemer så må man godt sigte stort.

held og lykke

Tusind tak for alle jeres svar og gode råd. Har læst dem alle. Overskuddet er desværre ikke det der er mest af. 

Men har bestemt tænkt mig bare at komme igang med noget, om det er at få et job eller forsøge at spore mig mere ind på hvad jeg vil i forhold til uddannelse ved jeg dog ikke 100% endnu. 

Kæmpe kram. Det er på ingen måde sjovt at ha' det sådan.  

Jeg syntes du skal fokusere på at komme helt ovenpå igen. Man kan altid få en uddannelse, min mor blev først uddannet SSA for små 3 år siden. Hun fylder 50. :-) Det når sig nok og somme tider er der bare andre ting der er vigtigere. Måske du kunne finde et arbejde, måske som afløser et sted? :-) Så du ikke føler at du står helt i stampe, det kan også stresse en rigtig meget.  

Anonym skriver:

Jeg har selv diagnoser som ADHD, lider voldsomt af stress og depression, og flere problemer.

 

dette påvirkede min gymnasie tid meget, så jeg endte med middel gennemsnit. Og hvad så nu? Det kunne jeg jo ikke bruge til drømmen... og jeg fungerede jo ikke i skolen! 

 

Jeg endte dog med og udfordre mig selv, læste et år på biokemi fordi jeg var så dårlig til det. Lærte mig selv at kende. 

 

Efter et år tog jeg chancen og søgte ind som dyrlæge på kvote 2. Og jeg kom ind! 

Nu er jeg anden års studerende, og jeg er kommet igennem med 10 og 12 taller. Jeg fandt en måde jeg kunne læse på, er social på min egen måde = begrænset pga mit manglende overskud. Jeg har fundet en måde hvor jeg ikke behøver læse bøger = stressede mig meget!

så det jeg mener, er at der er en vej. Man skal bare finde sin egen. Det vigtigste er at ikke gøre som alle andre, men finde sin egen vej. Og prøver og sige at selvom man har problemer så må man godt sigte stort.

 

held og lykke

Allerførst: Så super, sejt gået altså

Vil du ikke fortælle lidt om, hvordan du undgår at læse bøger og den måde du læser på? Det lyder bare så interessant

Du er bestemt ikke alene.

Jeg lider selv af angst, og har rigtig svært ved at tage en uddannelse. Afsluttede først i HF som 25 årig, og jeg gennemførte kun takket være ugentlige samtaler med psykolog, medicinering og en forståelse fra skolen så jeg fik lov til at have lidt mere fravær end gennemsnittet (eller meget mere fravær).

tog efterfølgende en HGS, som lige gik an fordi det tog så kort tid, men jeg måtte opgive at finde en elevplads, så uddannet blev jeg aldrig. Startede på en uddannelse hvor jeg blev gravid lige inden studiestart og sygemeldt kort tid efter og en fødselsdepression gjorde at jeg ikke magtede at vende tilbage. Efter endt barsel startede jeg sygeplejestudiet og det gik fint de første måneder, men så gik det helt galt. Jeg havde det ene angstanfald efter det andet, endte i depression og kunne ikke længere overskue min datter.

Jeg valgte at sige stop. Jeg droppede ud, var heldig at få et deltidsjob ret kort tid efter og begyndte langsomt at vende tilbage til mig selv. Jeg er nu 30 år, har indset at jeg aldrig får en uddannelse, og efter mere end 2 år med et deltidsjob, hvor jeg i øvrigt har arbejdet mig op til en lederstilling, er jeg ved at være klar til at gå fra 20 timer ugentligt til 30 og måske endda en fuldtidsstilling alt efter hvad job jeg måske kan finde (min nuværende arbejdsplads kan ikke tilbyde mig fuldtid og alt over de 10 timer skal ligge aften og weekend).

Jeg har heldigvis en forstående mand, der er enig i at mit helbred er vigtigere end en uddannelse, og hans støtte har været uundværlig. Vores fremtidsøkonomi ville uden tvivl være bedre hvis jeg havde fået en uddannelse af en eller anden art, men vi klarer os fint.

Var jeg ikke vågnet op og havde sagt fra den gang, tør jeg ikke tænke på hvor jeg havde været i dag. Min fremtid havde i hvert fald ikke set lige så mulighedsrig ud som den gør nu - hvis ellers jeg kan finde et lige så fantastisk job som jeg har nu, blot med bedre arbejdstimer.

Anonym skriver:

Her sidder jeg og kigger efter uddannelser... snart 25 år og ikke kommet nogle vegne... (hvis man ser bort fra to børn og mand.) Har søgt ind på pædagogmedhjælper uddannelsen, anlægsgartner og sikkerhedsvagt uddannelserne... helt ærlig ved jeg ikke havd der gik af mig... måske en panik handling... 

Jeg føler mig som jordens mest forvirrede og ensommeste person. Har taget HTX tidligere, men med "dårlige" karakter grundet graviditet under tredje år. Startede på sygeplejersken da dette var det eneste mine karakter rakte til. (Tidligere var jeg ellers utroligt ambitiøs, drømte om at blive dyrelæge eller journalist... folkeskolen gav kun top karakter.) 

Startede sygeplejersken og var i starten ok med denne, men tror aldrig rigtigt jeg har kunne se mig selv i denne rolle. Fik et utroligt dårligt forløb på sygeplejerske da jeg startede op efter endt barsel på modul 7, hvilket resulterede i depression og angst. (Sidstnævnte kæmper jeg stadigvæk med.) 

Nu har jeg opgivet uddannelsen efter endt modul 9... tror ikke på den mere og kan ikke forstille mig at blive færdig. Hvad skal jeg så nu? Der er intet der tiltaler mig. Har og går stadigvæk til psykolog... alle (de få jeg kender) ser jeg er i bedring og mere social osv... men må indrømme jeg selv føler det hele går fuldstændig modsat. 

Det føles som om jeg er ved at give helt op, har simpelthen ikke energi til en uddannelse og føler mig så gammel efterhånden, føler ikke der er noget at give af mere og hvem kan også bruge en der er så uduelig... føler ikke at jeg har det så meget bedre som psykologen oplever, ja jeg smiler og griner nu når jeg er der, men det kun et øjebliksbillede for hende. 

Jeg græder hele tiden når jeg tænker på femtiden, er pt. kun rigtigt glad og tilfreds hvis jeg 100% forkusere på nuet og børnene. (Dog ikke altid muligt med møder hos jobcenter og en mand der fokusere på jeg skal have en uddannelse nu.) 

... Hvis bare man kunne flygte fra det hele... pakke børnene og forsvinde til et andet sted... et sted hvor man kan trække vejret og ikke skal presses hele tiden. 

Gud hvor ville jeg ønske jeg bare kunne tage mig sammen, sparke mig selv i røven og finde noget... men har intet kald i livet. 

Puha Sorry mit deprimerende indlæg men har ingen steder at søge råd og få luft. Min mand og jeg er ved at glide fra hinden pga. mig. 

min venindes søster var også mere eller mindre deprimeret hele tiden, bl.a. fordi hun følte at presset for at være den perfekte mor og hustru, og have det perfekte hjem samtidig med at hun skulle tage en uddannelse var for meget for hende.

hun valgte så at hoppe fra uddannelsen, flytte fra manden og få et ufaglært job. Det er nu snart 6 år siden, og hun har det fantastisk den dag i dag. Hun var bare en af de mennesker der ikke er skabt til uddannelse efter børn, faktisk er hun lige blevet forfremmet og tjener mere end hun ville som færdiguddannet.

Personligt kan jeg også godt forstå dig, for min mand og svigermor mener jeg bør få et job ved siden af studiet, men når jeg knapt nok føler jeg kan få tingene til at løbe rundt kun med studie, børn og hjem - hvordan skal jeg så også få flettet et job ind?

Du er velkommen til at skrive personligt til mig hvis du har brug for at tale mere om det.