At give op...

Som en der selv kæmper for komme igennem noget jeg slet ikke skal være når jeg er færdig kan jeg sagtens følge dig...

jeg er 35 år og har stadig 1.5 år tilbage som elev... jeg har sat mig for at kæmpe, prøve at holde familien sammen selvom det er svært med 2 gange psykiske problemer og arbejdsgiver/elevplads der ikke passer til den sensitive familie vi er...

lige nu er jeg ikke sikker på om jeg ender med et valg mellem familie og uddannelse.. men jeg vil hænge på uddannelse indtil familie siger stop eller elevplads smider mig ud...

jeg har i forvejen en uddannelse som jeg ville elske at arbejde med men som nu er forældet og som jeg ikke kan tåle at arbejde med...

kan klart anbefale en snak med kommune om et muligt forløb hos en jobcoach... de kan hjælpe med andet end blot job... hende jeg var hos hjalp mig med at se muligheder og styrker fremfor begrænsning og svagheder...

Anonym skriver:

Måske skulle du melde dig ud af uddannelse/kald i livet ræs. Du er KUN 25, og hvad så at du ikke har en uddannelse endnu? Der er rigtig mange der ikke har fundet sit kald også når de er 35 og 45. Mange finder ud af det hen ad vejen og får en ny uddannelse fordi det de havde faktisk var forkert for dem. Jeg er 32, næsten færdig med kandidat,men har nu fundet ud af jeg vil lave noget helt andet. Ville ønske jeg fandt ud af det før? Tja, det ville jeg nok. Men jeg var jo et andet sted i mit liv,et andet menneske da jeg startede for år tilbage. 

Det er aldrig for sent at gå i gang med en drømmeuddanelse, men spild af tid at gå i gang med flere forkerte. Spild af ens liv. Uddannelse er ikke hvad livet handler om. Find et job for nu, og vent på du finder dig selv og din drøm indenfor de næste par eller fem år. Det skal nok komme. Man ændrer sig, modner, lærer sig selv at kende, og finder ud af det. Du er stadig helt ung. 

Tusind tak for støtten. 

Men hvis jeg melder mig ud af uddannelse ræset kræver det at jeg får et fast job. Hvilket faktisk ville være super om end skæmmende, men har allerede søgt i hele byen og er begrænset til det lokale pga min mand arbejde udenbys, og vi har børnene. Der er ingen der vender tilbage med svar, og de der gør siger enten "du mangler erfaring!" eller "du mangler uddannelse". 

Spurgte jobcenter om de ikke kunne sende mig ud i noget job aktivering, men det ville de ikke af to årsager, at jeg er ung og skal have en uddannelse og pga min angst... Føler ikke at jeg har nogle muligheder. 

Jeg tror at det er vigtigt at du kommer ud og prøver noget, måske viser det sig at det ikke er det rigtige og måske viser det sig at du rent faktisk interesserer dig for eksempel pædagogfaget - der sker aldrig noget ved at prøve og der er MANGE studerende der skifter retning eller studie fordi det måske ikke lige spillede alligevel. Der er jo mange punkter i livet hvor man må prøve nogle ting af og håbe på det bedste, nogle gange går det og andre gange går det ikke, der kan være hits and misses og sådan er det jo som sagt på mange punkter i livet.

Men jeg tror det ville være godt for dig bare at være igang med noget, lad være med at tænke så meget over om det er dit livs kald og det andet og det tredje, er helt sikker på at det faktisk bare vil opløfte din tilstand at være i gang med noget for det er tydeligt i dit indlæg at det nager dig rigtigt meget at du står stille - jeg tror det ville gøre noget for dit selvbillede og selvværd og det er uanset om det er pædagog eller sikkerhedsvagt eller noget helt andet. Jeg tror dit fokus ligger det forkerte sted i forhold til det her, du bruger rigtigt meget energi på at finde det HELT rigtigte hvilket jeg tror også lowkey stresser dit sind meget i forhold til det her - jeg tror det ville være bedre at du tænkte lidt her og nu og så tog tingene en ting og dag af gangen. Prøv noget, prøv det der falder dig ind, det kan godt være det er overspringshandlinger men hvem ved om det rent faktisk lige pludselig er det der fanger dig. Jeg tror du er alt for fanget i denne onde cirkel med at du stresser utroligt meget over HVAD du nu for søren skal og at du ikke kan finde hoved og hale i det hvilket gør dig endnu mere angst og deprimeret fordi det bringer så mange store og forvirrende tanker ind i dit sind. Det er nemmere sagt end gjort men hvis jeg var dig, ville jeg tænke mindre og så gøre mere - prøv en uddannelse uden at tænke for meget over det. Bare gør det. Det kan godt være at det ikke er eller bliver dit kald i livet men det kan også være at det bliver helt omvendt og det faktisk munder ud i at du bliver optaget af det og får færdiggjort en uddannelse. Jeg tror det er rigtigt vigtigt at du kommer i gang med noget nu og så prøv at lade tankerne blive på hylden - jo længere du bliver væk, jo mere bliver du også fanget ind i frustrationen af det hele som gør at det også bliver sværere for dig på længere sigt. 

Sender dig lige et stort kram! I forhold til din alder, lad dig ikke slå ud. Min kæreste er færdig som sygeplejerske når han er 31, det tog ham lang tid at finde sin rette hylde. Og han føler faktisk han har en fordel over de der kommer direkte fra gym i forhold til modenhed og livserfaring. Han siger det er tydeligt at mærke forskel. Han er endda blevet tilbudt to job gennem uddannelsen grundet den måde han har klaret praktikerne på.. 

Det er ikke selve uddannelsen der er min pointe, men snarere at det er okay at bruge tid på at finde sin plads, og det endda i nogen tilfælde er en fordel man ikke er purung 

Anonym skriver:

Her sidder jeg og kigger efter uddannelser... snart 25 år og ikke kommet nogle vegne... (hvis man ser bort fra to børn og mand.) Har søgt ind på pædagogmedhjælper uddannelsen, anlægsgartner og sikkerhedsvagt uddannelserne... helt ærlig ved jeg ikke havd der gik af mig... måske en panik handling... 

Jeg føler mig som jordens mest forvirrede og ensommeste person. Har taget HTX tidligere, men med "dårlige" karakter grundet graviditet under tredje år. Startede på sygeplejersken da dette var det eneste mine karakter rakte til. (Tidligere var jeg ellers utroligt ambitiøs, drømte om at blive dyrelæge eller journalist... folkeskolen gav kun top karakter.) 

Startede sygeplejersken og var i starten ok med denne, men tror aldrig rigtigt jeg har kunne se mig selv i denne rolle. Fik et utroligt dårligt forløb på sygeplejerske da jeg startede op efter endt barsel på modul 7, hvilket resulterede i depression og angst. (Sidstnævnte kæmper jeg stadigvæk med.) 

Nu har jeg opgivet uddannelsen efter endt modul 9... tror ikke på den mere og kan ikke forstille mig at blive færdig. Hvad skal jeg så nu? Der er intet der tiltaler mig. Har og går stadigvæk til psykolog... alle (de få jeg kender) ser jeg er i bedring og mere social osv... men må indrømme jeg selv føler det hele går fuldstændig modsat. 

Det føles som om jeg er ved at give helt op, har simpelthen ikke energi til en uddannelse og føler mig så gammel efterhånden, føler ikke der er noget at give af mere og hvem kan også bruge en der er så uduelig... føler ikke at jeg har det så meget bedre som psykologen oplever, ja jeg smiler og griner nu når jeg er der, men det kun et øjebliksbillede for hende. 

Jeg græder hele tiden når jeg tænker på femtiden, er pt. kun rigtigt glad og tilfreds hvis jeg 100% forkusere på nuet og børnene. (Dog ikke altid muligt med møder hos jobcenter og en mand der fokusere på jeg skal have en uddannelse nu.) 

... Hvis bare man kunne flygte fra det hele... pakke børnene og forsvinde til et andet sted... et sted hvor man kan trække vejret og ikke skal presses hele tiden. 

Gud hvor ville jeg ønske jeg bare kunne tage mig sammen, sparke mig selv i røven og finde noget... men har intet kald i livet. 

Puha Sorry mit deprimerende indlæg men har ingen steder at søge råd og få luft. Min mand og jeg er ved at glide fra hinden pga. mig. 

Først skal du have et kæmpe kram, for der hvor du er lige nu i dine tanker er ikke et sjovt sted. 

derefter skal du have et blødt spark i røven - hvad vil du? Har du stadig ambitioner, drømmer du stadig om dyrlæge jamen så hank op og find ud af hvordan drømmen kan realiseres. Ring tilstudirvejlederen, find ud af om der er en bagvej, fx dyreassistent og veterinærsygeplejerske - der er altid en vej, det er altid muligt at forfølge en drøm selvom livet gav udfordringer.

Eller er du måske blevet mere pragmatisk og nu handler det om at få en uddannelse og kunne være med til at forsørge familien. Jamen sp overvej hvad er mulighederne med din eksamen, med dine forhold og søg det og opfat uddannelsen som er job du tager på hver dag - ville aå nok råde dig til hvis det er den tilgang også at vælge ud fra jobmuligheder. 

Og når du har fundet ud af om du er den der vil forfølge en drøm eller pragmatikeren (og begge er altså lige gode men handler om hvem man er), så gør det ikke undskyldninger med det skal være i lokalområdet, for selvfølgelig kan du have en transport tid også selvom I har børn - det kunne jo også være et kriterie: jeg vil have en uddannelse der gør jeg kan få et arbejde i vores lokalområde og så undersøg mulighederne. Gør det, prøv af og spænd selvsagt sikkerhedsnettet ud. Man kan få drømme til at gå i opfyldelse og man kan næsten hvad man vil, problemet er man skal vide man vil og det er dit første skridt: afklar med dig selv. Og kan du ikke lige nu, så som andre skriver ud og find et arbejde også selvom du får transport tid, kom i gang med noget der er vildt men det giver faktisk overskud at være i gang, også overskud til at handle og vælge hvad man vil. 

Anonym skriver:

Her sidder jeg og kigger efter uddannelser... snart 25 år og ikke kommet nogle vegne... (hvis man ser bort fra to børn og mand.) Har søgt ind på pædagogmedhjælper uddannelsen, anlægsgartner og sikkerhedsvagt uddannelserne... helt ærlig ved jeg ikke havd der gik af mig... måske en panik handling... 

Jeg føler mig som jordens mest forvirrede og ensommeste person. Har taget HTX tidligere, men med "dårlige" karakter grundet graviditet under tredje år. Startede på sygeplejersken da dette var det eneste mine karakter rakte til. (Tidligere var jeg ellers utroligt ambitiøs, drømte om at blive dyrelæge eller journalist... folkeskolen gav kun top karakter.) 

Startede sygeplejersken og var i starten ok med denne, men tror aldrig rigtigt jeg har kunne se mig selv i denne rolle. Fik et utroligt dårligt forløb på sygeplejerske da jeg startede op efter endt barsel på modul 7, hvilket resulterede i depression og angst. (Sidstnævnte kæmper jeg stadigvæk med.) 

Nu har jeg opgivet uddannelsen efter endt modul 9... tror ikke på den mere og kan ikke forstille mig at blive færdig. Hvad skal jeg så nu? Der er intet der tiltaler mig. Har og går stadigvæk til psykolog... alle (de få jeg kender) ser jeg er i bedring og mere social osv... men må indrømme jeg selv føler det hele går fuldstændig modsat. 

Det føles som om jeg er ved at give helt op, har simpelthen ikke energi til en uddannelse og føler mig så gammel efterhånden, føler ikke der er noget at give af mere og hvem kan også bruge en der er så uduelig... føler ikke at jeg har det så meget bedre som psykologen oplever, ja jeg smiler og griner nu når jeg er der, men det kun et øjebliksbillede for hende. 

Jeg græder hele tiden når jeg tænker på femtiden, er pt. kun rigtigt glad og tilfreds hvis jeg 100% forkusere på nuet og børnene. (Dog ikke altid muligt med møder hos jobcenter og en mand der fokusere på jeg skal have en uddannelse nu.) 

... Hvis bare man kunne flygte fra det hele... pakke børnene og forsvinde til et andet sted... et sted hvor man kan trække vejret og ikke skal presses hele tiden. 

Gud hvor ville jeg ønske jeg bare kunne tage mig sammen, sparke mig selv i røven og finde noget... men har intet kald i livet. 

Puha Sorry mit deprimerende indlæg men har ingen steder at søge råd og få luft. Min mand og jeg er ved at glide fra hinden pga. mig. 

Hvad med 'bare' at arbejde? Feks som pædagog medhjælper, eller hvad interesserer dig? 

Er det vigtigt for dig, eller din mand og/eller omgivelsernes syn på dig, at du får en uddannelse? 

For mig lyder det lidt som om at du er rigeligt presset i forvejen, en uddannelse oveni i hatten er måske at presse dig selv for meget? Og derfor foreslår jeg at du 'bare' arbejder.

(Vil forresten lige nævne at hvis det er pædagogisk assistent uddannelsen  (PAU) du har søgt, så er den ikke meget værd  nærmest umuligt at få arbejde, så med mindre man vil bruge den til at læse videre, og komme ind på pædagog studiet, så er den ubrugelig...) 

Jeg selv arbejder i et ikke uddannet-nederst på rangstigen-job, jeg gør rent. Og det passer mig perfekt. Men ved da godt folk undrer sig over hvorfor jeg ikke har brugt mit hoved bedre. Men det er fordi jeg ikke selv har et kæmpe psykisk overskud og derfor hellere vil arbejde og tjene mine penge og så komme hjem til mine børn og holde fri, end stresse og presse mig selv så jeg ikke har så meget overskud når jeg kommer hjem... Jeg er i øvrigt 32, skulle tingene ændre sig for mig har jeg jo masser af år fremover til at skulle tage en uddannelse... Men jeg er faktisk ok tilfreds 

Bananaalice skriver:

Jeg synes du skal gå på ug.dk og finde nærmeste Studievalgscenter, de kan hjælpe hvad angår videregående uddannelser. ELlers kan du prøve alle værktøjerne inde på siden, og se hvad der passer til dig.
Der må jo være noget du kan Men du må finde noget, man når desværre ikke langt i fremtiden uden en uddannelse. Det er s hårdt sagt, men bare spørg en masse arbejdsløse 50 årige lige nu. De har både alderen i mod sig, fagligheden, og viljen til at skulle omskoles er ikke stor. Det vil koste dig senere at få råd til at studere.

Uha jeg er helt klar over at man ikke kommer langt uden uddannelse, også derfor jeg føler jeg har travlt nu. 

Har mange gange tænkt, jeg gør bare sygeplejersken færdig og lever med det. Men føj jeg får ondt i maven og går psykisk ned på det. 

Overvejer også "bare" at starte på gartner uddannelsen hvis jeg kommer ind... Men kan godt mærke at angsten spænder ben for mig. 

Men du har ret. Tror heller ikke at jeg bliver glad på sigt hvis jeg ikke får en uddannelse. 

IenFart skriver:

Jeg tror man skal være forsigtig med at tro man skal finde sit "kald". Det er bare ikke alle forundt at finde det perfekte erhverv så man behøver ikke nødvendigvis blive skuffet hvis man ikke kan finde på noget. 

Jeg ved i en alder på knapt 40 stadig ikke hvad jeg vil være når jeg bliver voksen. Det til trods har jeg lykkedes med en videregående uddannelse, men jeg har endnu ikke fundet noget jeg virkelig brænder for og det er måske også okay omend lidt ærgerligt. 

Har på en måde også accepteret at jeg nok ikke finder et kald i livet. Men vil i det mindste gerne lave noget jeg ved jeg kan og vil kunne gøre ok godt. Men det så svært når man føler sig så uintelligent og ikke længere kan klare presset. 

Abracadabra skriver:

Hvad med bare at arbejde? Måske får du mulighed for videreuddannelse gennem dit arbejde? 

Ville jeg gerne, og har været ude med ansøgninger i hele byen og omegn, men har enten ikke fået svar tilbage, eller får svaret "du mangler erfaringer" eller "du skal have eud eller anden adgangsgivende uddannelse!" 

Spurgte jobcenter om de ikke kunne sende mig i arbejde/aktivering, men hun svarede at det gør de ikke på det her tidspunkt, pga min alder, de vil have mig i uddannelse. 

Celine89 skriver:

Selvfølgelig er det ikke for sent. Du er kun 25, tænk på at du har en 40-45 år tilbage på arbejdsmarkedet. Det er da helt sikkert det værd, at finde noget meningsfuldt at lave.

Jeg fik selv valgt den forkerte uddannelse i første omgang, og skulle derfor starte på noget nyt, da jeg var 23. Det var vigtigt for mig, at finde et job, jeg kunne trives med, og jeg kiggede derfor på nogle helt grundlæggende faktorer som arbejdstid (familievenlige), stressniveau (så lavt som muligt), menneskeligt ansvar (intet), faglige udfordringer (mange) osv.

Jeg besluttede, at ovenstående var langt vigtigere for mig, end hvad det egentlig var for et fag, jeg endte indenfor. Måske det kunne hjælpe dig at gøre noget lignende? For lige nu virker det som om du skyder lidt i øst og vest.

Jeg var så heldig at ramme helt rigtigt, og har i dag et arbejde jeg elsker.

Tusind tak for rådet. Tror jeg vil forsøge mig med samme teknik.  må jeg spørge hvad du endte ud med af uddannelse/arbejde? 

Det er hårdt at føle sig som en byrde for familien og ikke bidrage. Vil gerne ud i noget som jeg ved jeg kan og som ikke presser en.