At give op...

Her sidder jeg og kigger efter uddannelser... snart 25 år og ikke kommet nogle vegne... (hvis man ser bort fra to børn og mand.) Har søgt ind på pædagogmedhjælper uddannelsen, anlægsgartner og sikkerhedsvagt uddannelserne... helt ærlig ved jeg ikke havd der gik af mig... måske en panik handling... 

Jeg føler mig som jordens mest forvirrede og ensommeste person. Har taget HTX tidligere, men med "dårlige" karakter grundet graviditet under tredje år. Startede på sygeplejersken da dette var det eneste mine karakter rakte til. (Tidligere var jeg ellers utroligt ambitiøs, drømte om at blive dyrelæge eller journalist... folkeskolen gav kun top karakter.) 

Startede sygeplejersken og var i starten ok med denne, men tror aldrig rigtigt jeg har kunne se mig selv i denne rolle. Fik et utroligt dårligt forløb på sygeplejerske da jeg startede op efter endt barsel på modul 7, hvilket resulterede i depression og angst. (Sidstnævnte kæmper jeg stadigvæk med.) 

Nu har jeg opgivet uddannelsen efter endt modul 9... tror ikke på den mere og kan ikke forstille mig at blive færdig. Hvad skal jeg så nu? Der er intet der tiltaler mig. Har og går stadigvæk til psykolog... alle (de få jeg kender) ser jeg er i bedring og mere social osv... men må indrømme jeg selv føler det hele går fuldstændig modsat. 

Det føles som om jeg er ved at give helt op, har simpelthen ikke energi til en uddannelse og føler mig så gammel efterhånden, føler ikke der er noget at give af mere og hvem kan også bruge en der er så uduelig... føler ikke at jeg har det så meget bedre som psykologen oplever, ja jeg smiler og griner nu når jeg er der, men det kun et øjebliksbillede for hende. 

Jeg græder hele tiden når jeg tænker på femtiden, er pt. kun rigtigt glad og tilfreds hvis jeg 100% forkusere på nuet og børnene. (Dog ikke altid muligt med møder hos jobcenter og en mand der fokusere på jeg skal have en uddannelse nu.) 

... Hvis bare man kunne flygte fra det hele... pakke børnene og forsvinde til et andet sted... et sted hvor man kan trække vejret og ikke skal presses hele tiden. 

Gud hvor ville jeg ønske jeg bare kunne tage mig sammen, sparke mig selv i røven og finde noget... men har intet kald i livet. 

Puha Sorry mit deprimerende indlæg men har ingen steder at søge råd og få luft. Min mand og jeg er ved at glide fra hinden pga. mig. 

Kram.. jeg er lidt i samme båd ift at være helt på herrens mark. Jeg har dog job of udd. Men jeg er ikke tilstede i det. Jeg hader det hver eneste dag og har bare lyst til at sige op og melde mig ud af verden. Jeg aner heller ikke hvad jeg skal, som vil gøre mig glad. Jeg er helt lost. 

Kram.. jeg er lidt i samme båd ift at være helt på herrens mark. Jeg har dog job of udd. Men jeg er ikke tilstede i det. Jeg hader det hver eneste dag og har bare lyst til at sige op og melde mig ud af verden. Jeg aner heller ikke hvad jeg skal, som vil gøre mig glad. Jeg er helt lost. 

Selvom det er mega egoistisk, så er jeg glad for at hører jeg ikke er alene. Det er hæsligt at have det sådan her. Føler ikke der er noget andet end mine børn som holder mig her. 

Hov glemte lige.  Til dig også. 

Du er da ikke gammel ved du hvad se at finde dig en studievejleder det kan hjælpe dig i den retning du gerne vil og du skal olle give dine børn skylden for du får dårlige karakter det handler om hvad du ligger i det.

jeg har altid fået dårlige karakter men jeg er bare ikke særlig god ang. Skolen men jeg er hammer god til mit fag.

det lyder som om du er kørt træt og trænger til noget posetivt nu ved jeg ikke om du bor med faren men så må han jo tage over eller en der kan passe børne lidt når du laver lektier. 

Tænk på hvad drømmer DU om? Og det er se. Drøm du skal følge og mange tager nye uddannelser når de er 40-60år 

Måske skulle du melde dig ud af uddannelse/kald i livet ræs. Du er KUN 25, og hvad så at du ikke har en uddannelse endnu? Der er rigtig mange der ikke har fundet sit kald også når de er 35 og 45. Mange finder ud af det hen ad vejen og får en ny uddannelse fordi det de havde faktisk var forkert for dem. Jeg er 32, næsten færdig med kandidat,men har nu fundet ud af jeg vil lave noget helt andet. Ville ønske jeg fandt ud af det før? Tja, det ville jeg nok. Men jeg var jo et andet sted i mit liv,et andet menneske da jeg startede for år tilbage. 

Det er aldrig for sent at gå i gang med en drømmeuddanelse, men spild af tid at gå i gang med flere forkerte. Spild af ens liv. Uddannelse er ikke hvad livet handler om. Find et job for nu, og vent på du finder dig selv og din drøm indenfor de næste par eller fem år. Det skal nok komme. Man ændrer sig, modner, lærer sig selv at kende, og finder ud af det. Du er stadig helt ung. 

B&J skriver:

Du er da ikke gammel ved du hvad se at finde dig en studievejleder det kan hjælpe dig i den retning du gerne vil og du skal olle give dine børn skylden for du får dårlige karakter det handler om hvad du ligger i det.

jeg har altid fået dårlige karakter men jeg er bare ikke særlig god ang. Skolen men jeg er hammer god til mit fag.

 

det lyder som om du er kørt træt og trænger til noget posetivt nu ved jeg ikke om du bor med faren men så må han jo tage over eller en der kan passe børne lidt når du laver lektier. 

 

Tænk på hvad drømmer DU om? Og det er se. Drøm du skal følge og mange tager nye uddannelser når de er 40-60år 

Det lyder også forkert formuleret, det på ingen måde børnene der bære skylden for karakterene, men fik en svær fødselsdepression efter den første, hvilket resulterede i at skolen ikke just blev fokuseret på. 

Set i bagklogskabens klare lys, skulle jeg dengang have sygemeldt mig og ventet et år me tredje år. Men det nemt at være bagklog. Det kunne aldrig aldrig falde mig ind at lade dem få skylden. 

Jeg synes du skal gå på ug.dk og finde nærmeste Studievalgscenter, de kan hjælpe hvad angår videregående uddannelser. ELlers kan du prøve alle værktøjerne inde på siden, og se hvad der passer til dig.
Der må jo være noget du kan Men du må finde noget, man når desværre ikke langt i fremtiden uden en uddannelse. Det er s hårdt sagt, men bare spørg en masse arbejdsløse 50 årige lige nu. De har både alderen i mod sig, fagligheden, og viljen til at skulle omskoles er ikke stor. Det vil koste dig senere at få råd til at studere.

Jeg tror man skal være forsigtig med at tro man skal finde sit "kald". Det er bare ikke alle forundt at finde det perfekte erhverv så man behøver ikke nødvendigvis blive skuffet hvis man ikke kan finde på noget. 

Jeg ved i en alder på knapt 40 stadig ikke hvad jeg vil være når jeg bliver voksen. Det til trods har jeg lykkedes med en videregående uddannelse, men jeg har endnu ikke fundet noget jeg virkelig brænder for og det er måske også okay omend lidt ærgerligt. 

Hvad med bare at arbejde? Måske får du mulighed for videreuddannelse gennem dit arbejde? 

Selvfølgelig er det ikke for sent. Du er kun 25, tænk på at du har en 40-45 år tilbage på arbejdsmarkedet. Det er da helt sikkert det værd, at finde noget meningsfuldt at lave.

Jeg fik selv valgt den forkerte uddannelse i første omgang, og skulle derfor starte på noget nyt, da jeg var 23. Det var vigtigt for mig, at finde et job, jeg kunne trives med, og jeg kiggede derfor på nogle helt grundlæggende faktorer som arbejdstid (familievenlige), stressniveau (så lavt som muligt), menneskeligt ansvar (intet), faglige udfordringer (mange) osv.

Jeg besluttede, at ovenstående var langt vigtigere for mig, end hvad det egentlig var for et fag, jeg endte indenfor. Måske det kunne hjælpe dig at gøre noget lignende? For lige nu virker det som om du skyder lidt i øst og vest.

Jeg var så heldig at ramme helt rigtigt, og har i dag et arbejde jeg elsker.