Uplanlagt graviditet - glæde, hvornår?

Bananaalice skriver:

Jeg fatter ikke hvordan det kan komme bag på mænd at prævention kan fejle og at man kan få børn uanset hvad. 

Og det synes jeg du må holde fast i.

Og så simpelthen "ruske op" i ham og sige, det kan godt være det ikke er ønskesituation, men nu er det hvad det er, der er ikke noget at gøre, der er kun en vej og det er fremad og så få styr på prioriteterne og mulighederne. Det er sindsygt belastende at du skal bruge tid på at få hans negativitet ind i dit blod. Jeg er måske lidt overtroisk, men jeg tror på at et foster kan mærke alle dine følelser og hormoner, og den skal ikke mærke så mange negative følelser..

Nu må han altså lige vågne op.

Ja - det ville da være dejligt nemt hvis man bare kunne ruske op i sig selv.

Men det er godt lidt svært at tvinge folk til at glæde sig over noget som man ikke kan se noget godt i - der vel næsten det samme som at sige til en kvinde der har det hårdt at hun skal have en abort at hun bare skal tage sig sammen og blive lidt glad.

Er selv i lidt samme situation, har 3 børn og den sidste helt igennem mod min vilje, glædet mig overhovedet heller ikke igennem hele graviditeten, blev sur og ked af det hver gange jeg så min kærestes mave. Til at starte med spurgte hun mig tit hvorfor jeg ikke bare kunne være glad ligesom hende og tro mig det hjalp ikke.

Helt ærligt og hånde på hjertet, hvis jeg kunne gøre det om, ville vi ikke have fået ham - så man må sige jeg har fortrudt ham, men på trods af det elsker jeg alle mine børn nu og ville ofre mit liv for at beskytte dem, og selv den "uønsket" kan give mig et sug i maven af glæde, men det har taget noget tid, det første år var han bare et barn som jeg følte mig ansvarlig for - det er jo ikke ham som person jeg har noget imod, men den rolle han spillede i vores forhold. Så mit råd kan kun være at du skal væbne dig med tålmodighed. Har fuld forståelse for din frustration  og ville ønske jeg kunne sige noget mere opløftende.

R! skriver:

Ja - det ville da være dejligt nemt hvis man bare kunne ruske op i sig selv.

Men det er godt lidt svært at tvinge folk til at glæde sig over noget som man ikke kan se noget godt i - der vel næsten det samme som at sige til en kvinde der har det hårdt at hun skal have en abort at hun bare skal tage sig sammen og blive lidt glad.

Er selv i lidt samme situation, har 3 børn og den sidste helt igennem mod min vilje, glædet mig overhovedet heller ikke igennem hele graviditeten, blev sur og ked af det hver gange jeg så min kærestes mave. Til at starte med spurgte hun mig tit hvorfor jeg ikke bare kunne være glad ligesom hende og tro mig det hjalp ikke.

Helt ærligt og hånde på hjertet, hvis jeg kunne gøre det om, ville vi ikke have fået ham - så man må sige jeg har fortrudt ham, men på trods af det elsker jeg alle mine børn nu og ville ofre mit liv for at beskytte dem, og selv den "uønsket" kan give mig et sug i maven af glæde, men det har taget noget tid, det første år var han bare et barn som jeg følte mig ansvarlig for - det er jo ikke ham som person jeg har noget imod, men den rolle han spillede i vores forhold. Så mit råd kan kun være at du skal væbne dig med tålmodighed. Har fuld forståelse for din frustration  og ville ønske jeg kunne sige noget mere opløftende.

Tak for dit ærlige svar. Jeg tænker, at det er sådan min mand kommer til at have det.. 

Hvis din kone havde spurgt dig, om du synes det skulle være en abort, hvad havde du så svaret? Snakkede I om det den gang? 

Jeg blev gravid med vores 4. Barn (nummer 3 levende) og det var absolut ikke planlagt. Vi havde haft mange snakke om det før og vi vidste begge vi ikke kunne vælge en abort. Jegvhavde ønsket mig et barn mere, men var blevet overbevist om det bedste for alle var vi ikke skulle have flere og det var svært at vende alle argumenterne om igen, men for mig tog det ikke så længe som det gjorde for min mand. Han ønskede ikke flere børn, han tog afstand fra mig og min krop som han irrationelt gav hele skylden. Han kom aldrig til at glæde sig, men fik en beskyttertrang og faldt med det samme for vores søn og blev far. Men han tilgav ikke min krop eller  hvad man kan sige, vi var forældre sammen, 'en sjældent kærester. 

Vi er begge enige om nu at vores lille trold er fantatisk og vi ville ikke livet uden ham, enige om han har tilføjet vores liv en masse. Men vi ved også begge det på en eller anden måde skadede vores forhold. Vi er stadig gift, de bedste venner men min krop bærer skylden - svært at forklare. Jeg ved jeg ikke gjorde det igen, selvom en abort ville være svært, så ville jeg vælge aborten for vi som par overlever ikke endnu et barn min mand ikke ønsker 

lineog4 skriver:

Jeg blev gravid med vores 4. Barn (nummer 3 levende) og det var absolut ikke planlagt. Vi havde haft mange snakke om det før og vi vidste begge vi ikke kunne vælge en abort. Jegvhavde ønsket mig et barn mere, men var blevet overbevist om det bedste for alle var vi ikke skulle have flere og det var svært at vende alle argumenterne om igen, men for mig tog det ikke så længe som det gjorde for min mand. Han ønskede ikke flere børn, han tog afstand fra mig og min krop som han irrationelt gav hele skylden. Han kom aldrig til at glæde sig, men fik en beskyttertrang og faldt med det samme for vores søn og blev far. Men han tilgav ikke min krop eller  hvad man kan sige, vi var forældre sammen, 'en sjældent kærester. 

Vi er begge enige om nu at vores lille trold er fantatisk og vi ville ikke livet uden ham, enige om han har tilføjet vores liv en masse. Men vi ved også begge det på en eller anden måde skadede vores forhold. Vi er stadig gift, de bedste venner men min krop bærer skylden - svært at forklare. Jeg ved jeg ikke gjorde det igen, selvom en abort ville være svært, så ville jeg vælge aborten for vi som par overlever ikke endnu et barn min mand ikke ønsker 

Selvom du siger det er svært at forklare, så håber jeg det er i orden at jeg spørger, hvad mener du med at din krop bærer skylden? Er det det fysiske med 4 graviditeter som kroppen bærer præg af eller er det mere noget underliggende såsom at han ikke kunne forholde sig helt så godt til den sidste graviditet og derved tog afstand fra din krop hvor baby også befandt sig på det tidspunkt og hvor den store mave selvfølgelig også var der, som signalerede det han havde det ambivalent med?

Aristocats skriver:

Selvom du siger det er svært at forklare, så håber jeg det er i orden at jeg spørger, hvad mener du med at din krop bærer skylden? Er det det fysiske med 4 graviditeter som kroppen bærer præg af eller er det mere noget underliggende såsom at han ikke kunne forholde sig helt så godt til den sidste graviditet og derved tog afstand fra din krop hvor baby også befandt sig på det tidspunkt og hvor den store mave selvfølgelig også var der, som signalerede det han havde det ambivalent med?

Det var en form for at min krop bedre ham - at den blev gravid, når nu vi vidste vi ikke ønskede det. Totalt irrationelt, og det er han klar over, men det er følelser der er svære at kontrollere. Han gav ikke mig skylden for han vidste godt jeg absolut ikke havde planlagt det (kom på et for mig helt åndsagt tidspunkt), men min krop kunne få skylden. 

Og for mig, ja der har jeg i forvejen kæmpet med at min krop både holdt på et foster der ikke kunne livet og ikke kunne skabe et barn der var perfekt - og nu blev den så endda også gravid når den ikke skulle.

Min krop er vist blevet det sorte får i familien 

Anonym skriver:

Jeg har spurgt ham direkte, om det var det han synes det skulle være en abort og det sagde han nej til.. Og jeg har spurgt flere gange, men jeg har givet udtryk for, at jeg ikke selv kunne tage den beslutning, hvis det skulle være en abort. 

Der er også den mulighed at han ikke har villet svare ærligt på spørgsmålet, hvis han ved du er meget mod abort eller virkelig ønsker det barn. Det er selvfølgelig problematisk, men det kan være han har set for sig at familien og jeres forhold vil falde fra hinanden hvis han ytrede ønske om abort.

Jeg siger overhovedet ikke det er sådan, men det er ikke et fuldstændig utænkeligt scenarie. Det løser selvfølgelig ikke dit problem, men du skal nok væbne dig med tålmodighed.

IenFart skriver:

Der er også den mulighed at han ikke har villet svare ærligt på spørgsmålet, hvis han ved du er meget mod abort eller virkelig ønsker det barn. Det er selvfølgelig problematisk, men det kan være han har set for sig at familien og jeres forhold vil falde fra hinanden hvis han ytrede ønske om abort.

Jeg siger overhovedet ikke det er sådan, men det er ikke et fuldstændig utænkeligt scenarie. Det løser selvfølgelig ikke dit problem, men du skal nok væbne dig med tålmodighed.

Jeg tænkte det samme - ikke at vi herinde kan vide, men det kan jo være at han har haft svært ved at fortælle, at han ønsker en abort, hvis han tydeligt mærker, at det gør du, ts, ikke.

Held og lykke med det hele til ts, jeg håber I finder ud af det.

R! skriver:

Ja - det ville da være dejligt nemt hvis man bare kunne ruske op i sig selv.

Men det er godt lidt svært at tvinge folk til at glæde sig over noget som man ikke kan se noget godt i - der vel næsten det samme som at sige til en kvinde der har det hårdt at hun skal have en abort at hun bare skal tage sig sammen og blive lidt glad.

Er selv i lidt samme situation, har 3 børn og den sidste helt igennem mod min vilje, glædet mig overhovedet heller ikke igennem hele graviditeten, blev sur og ked af det hver gange jeg så min kærestes mave. Til at starte med spurgte hun mig tit hvorfor jeg ikke bare kunne være glad ligesom hende og tro mig det hjalp ikke.

Helt ærligt og hånde på hjertet, hvis jeg kunne gøre det om, ville vi ikke have fået ham - så man må sige jeg har fortrudt ham, men på trods af det elsker jeg alle mine børn nu og ville ofre mit liv for at beskytte dem, og selv den "uønsket" kan give mig et sug i maven af glæde, men det har taget noget tid, det første år var han bare et barn som jeg følte mig ansvarlig for - det er jo ikke ham som person jeg har noget imod, men den rolle han spillede i vores forhold. Så mit råd kan kun være at du skal væbne dig med tålmodighed. Har fuld forståelse for din frustration  og ville ønske jeg kunne sige noget mere opløftende.

Hvorfor skulle man fortælle en kvinde at hun bare skal være glad, når hun skal have en abort?? 
Jeg har selv fået en abort, og ja jeg bliver ked indimellem, men jeg hanker sgu også op i mig selv og siger, jeg tog det valg ud fra den virkelighed jeg havde på det tidspunkt, det nytter ikke noget at dvæle ved det, man skal altså komme videre i livet for at åbne op for nye glæder, muligheder, og oplevelser. 

Hvorfor forlod du ikke din kæreste, hvis det er så forfærdeligt at hun var gravid? Altså du har da et ansvar for alles lykke, inklusiv din egen? Jeg siger ikke man bare skal være jublende glad og lykkelig, men jeg fornemmer at ham her "pisser på hendes parade" om du vil det, og det synes jeg altså også man må holde for sig selv, det giver den gravide en unødvendig følelse man ikke har brug for i en hormonel krop. Jeg har ret til at mene jeg synes man skal komme med sine bekymringer, men når beslutningen er taget må man altså lade være med at rende og sige alle de negative ting.. "det har vi ikke råd til", "nu kan vi heller ikke rejse foreløbig", "Ja der røg tanken om en ny bil", eller whatever. Tag et valg, accepter situationen eller ændre det. Det er nu altså min holdning i alle livssituationer. Nogen ting må man altså bare leve med, så hvorfor spilde tid på at gøre andre kede af det?? Er det bedre?? 

Anonym skriver:

Tak for dit ærlige svar. Jeg tænker, at det er sådan min mand kommer til at have det.. 

Hvis din kone havde spurgt dig, om du synes det skulle være en abort, hvad havde du så svaret? Snakkede I om det den gang? 

Vi snakkede om det og ja jeg fortalte jeg synes det skulle være en abort. Hun havde ikke tidligere haft nogle særlige holdninger til abort. 

Håber du fangede pointen om at på trods af alt så elsker jeg barnet, lige så meget som de andre børn jeg har, føler ikke noget særligt had til barnet eller noget i den retning. 

Held og lykke med det hele

Bananaalice skriver:

Hvorfor skulle man fortælle en kvinde at hun bare skal være glad, når hun skal have en abort?? 
Jeg har selv fået en abort, og ja jeg bliver ked indimellem, men jeg hanker sgu også op i mig selv og siger, jeg tog det valg ud fra den virkelighed jeg havde på det tidspunkt, det nytter ikke noget at dvæle ved det, man skal altså komme videre i livet for at åbne op for nye glæder, muligheder, og oplevelser. 

Hvorfor forlod du ikke din kæreste, hvis det er så forfærdeligt at hun var gravid? Altså du har da et ansvar for alles lykke, inklusiv din egen? Jeg siger ikke man bare skal være jublende glad og lykkelig, men jeg fornemmer at ham her "pisser på hendes parade" om du vil det, og det synes jeg altså også man må holde for sig selv, det giver den gravide en unødvendig følelse man ikke har brug for i en hormonel krop. Jeg har ret til at mene jeg synes man skal komme med sine bekymringer, men når beslutningen er taget må man altså lade være med at rende og sige alle de negative ting.. "det har vi ikke råd til", "nu kan vi heller ikke rejse foreløbig", "Ja der røg tanken om en ny bil", eller whatever. Tag et valg, accepter situationen eller ændre det. Det er nu altså min holdning i alle livssituationer. Nogen ting må man altså bare leve med, så hvorfor spilde tid på at gøre andre kede af det?? Er det bedre?? 

Kan ikke fortælle dig hvorfor man skulle sige det til en kvinde, fordi jeg synes jo netop det ville være noget mærkeligt noget at gøre. 

Tror vi to har talt om dette før - husker det godt nok som om det var i et andet forum - men tjaa.. hvorfor gik jeg ikke bare nu jeg synes det var så forfærdeligt (som du påstår jeg har skrevet)? Tro mig det blev da overvejet, men for det første så synes jeg ligesom dig at man har ansvar for sin egen lykke og jeg kunne ikke se mig selv i øjnene hvis jeg bare var smuttet fra det hele og det er der flere grunde til. 

1 - jeg ville få et barn om jeg blev eller gik

2 - hvis jeg virkelig ikke ville have noget med dette barn at gøre, kunne jeg se nogle andre muligheder end at droppe al kontakt til alle min børn og jeg har to andre børn som jeg på ingen måde har lyst til at miste.

3 - kunne ikke leve med tanken om en barn der ikke ville accepteres af sin far og at jeg var skyld i det.

Så jeg har netop gjort hvad du selv skriver i dit indlæg - tog et valg, accepterede situationen. Men det gjorde jo altså ikke nødvendigvis at jeg synes det var en fantastisk situation jeg var i - og det var der ingen der kunne tvinge mig til at synes og da slet ikke ved at fortælle mig at jeg bare skulle ruske op i mig selv. 

Tror nu heller ikke at trådstarters mand har valgt at han gerne vil gøre hende ked af det, så nej det synes jeg bestemt ikke det er det rigtige at gøre - men tror nu han trækker alle disse lav-praktiske problemer frem fordi det er nemmere end at forholde sig til det der virkelig gør ondt inde i ham - og tro mig når jeg siger, taler jo af erfaring, så har mange (især kvinder) meget svært at forstå når man fortæller hvad det er for nogle følelser der rør sig inde i en når man står i den situation og ikke ville have et barn. Min erfaring er at den generalle holdning til mig (eller måske nærmere min situation) er at jeg vag undskyldning af en mand der bør hanke op i sig selv og stå til ansvar for min egen handlinger. 

Men for lige at slå knude på det hele så føler jeg meget med trådstarter og har ondt af det tager en del af glæden ved graviditeten og jeg synes selvfølgelig ikke at det er det rigtig at gøre - men det ændre ikke på at jeg synes det er virkelig snæversynet at bare bede trådstarters mand om at ruske op i sig selv og blive glad for situationen.