Uplanlagt graviditet - glæde, hvornår?

Hej 

Sagen er den, at jeg er blevet uplanlagt gravid - vores barn nr. 3, 4. graviditet. 

Min mand glæder sig ikke og ser kun de negative konsekvenser - pladsmangel i hus og bil, økonomi osv. Vi har talt om, hvilke andre muligheder vi har og er enig om, at en abort ikke er vejen frem for os - vi skal selvfølgelig have det barn. 

Jeg er bange for, at han ikke kan slippe de negative tanker omkring barnet, når det er her og vi har talt om, at uanset hvad, må barnet aldrig føle, at vi ikke har plads eller lyst til det

For mig blev der til et ønskebarn, da vi så det første gang til scanning og jeg glæder mig vanvittigt - selvom jeg ved, at det bliver hårdt (vores yngste er 9 måneder). Men jeg står med alle glæder, tanker og bekymringer alene. Han siger, at det,  for ham, ikke er ligeså meget et ønskebarn, som det er for mig, men at han kommer til at elske det ligeså meget som de to andre. 

Er der nogen, der har stået i samme situation, eller lignende, som kan fortælle om, hvordan det har været for jer? 

Knus fra mig 

Hej 

Sagen er den, at jeg er blevet uplanlagt gravid - vores barn nr. 3, 4. graviditet. 

Min mand glæder sig ikke og ser kun de negative konsekvenser - pladsmangel i hus og bil, økonomi osv. Vi har talt om, hvilke andre muligheder vi har og er enig om, at en abort ikke er vejen frem for os - vi skal selvfølgelig have det barn. 

Jeg er bange for, at han ikke kan slippe de negative tanker omkring barnet, når det er her og vi har talt om, at uanset hvad, må barnet aldrig føle, at vi ikke har plads eller lyst til det

For mig blev der til et ønskebarn, da vi så det første gang til scanning og jeg glæder mig vanvittigt - selvom jeg ved, at det bliver hårdt (vores yngste er 9 måneder). Men jeg står med alle glæder, tanker og bekymringer alene. Han siger, at det,  for ham, ikke er ligeså meget et ønskebarn, som det er for mig, men at han kommer til at elske det ligeså meget som de to andre. 

Er der nogen, der har stået i samme situation, eller lignende, som kan fortælle om, hvordan det har været for jer? 

Knus fra mig 

Det har jeg prøvet. Her var det min mand, der ville have barnet og mig, der slet ikke magtede at gå det igennem igen (vi havde 4 børn i forvejen).

I modsætning til de andre blev det en lortegraviditet og fødsel med komplikationer, jeg/vi var indlagt flere gange, og familien og økonomi led under det.

Her 2 år senere er vi langsomt ved at komme ovenpå.

Jeg blev steriliseret under det akutte kejsersnit, så skal heldigvis aldrig den vej igen.

Det skal siges, at vi har bil og hus til mange børn, så ingen problem der, god indtjening, når der ikke blandes sygdom ind i ligningen (min mand stoppede med at arbejde under mine indlæggelser).

Beklager det ikke så opløftende svar.

Jeg fatter ikke hvordan det kan komme bag på mænd at prævention kan fejle og at man kan få børn uanset hvad. 

Og det synes jeg du må holde fast i.

Og så simpelthen "ruske op" i ham og sige, det kan godt være det ikke er ønskesituation, men nu er det hvad det er, der er ikke noget at gøre, der er kun en vej og det er fremad og så få styr på prioriteterne og mulighederne. Det er sindsygt belastende at du skal bruge tid på at få hans negativitet ind i dit blod. Jeg er måske lidt overtroisk, men jeg tror på at et foster kan mærke alle dine følelser og hormoner, og den skal ikke mærke så mange negative følelser..

Nu må han altså lige vågne op.

Anonym skriver:

Det har jeg prøvet. Her var det min mand, der ville have barnet og mig, der slet ikke magtede at gå det igennem igen (vi havde 4 børn i forvejen).

I modsætning til de andre blev det en lortegraviditet og fødsel med komplikationer, jeg/vi var indlagt flere gange, og familien og økonomi led under det.

Her 2 år senere er vi langsomt ved at komme ovenpå.

Jeg blev steriliseret under det akutte kejsersnit, så skal heldigvis aldrig den vej igen.

Det skal siges, at vi har bil og hus til mange børn, så ingen problem der, god indtjening, når der ikke blandes sygdom ind i ligningen (min mand stoppede med at arbejde under mine indlæggelser).

Beklager det ikke så opløftende svar.

Det gør ikke noget! Jeg er glad for at høre din historie - selvom den dog er lidt trist.. 

Hvordan har I det nu? 

Bananaalice skriver:

Jeg fatter ikke hvordan det kan komme bag på mænd at prævention kan fejle og at man kan få børn uanset hvad. 

Og det synes jeg du må holde fast i.

Og så simpelthen "ruske op" i ham og sige, det kan godt være det ikke er ønskesituation, men nu er det hvad det er, der er ikke noget at gøre, der er kun en vej og det er fremad og så få styr på prioriteterne og mulighederne. Det er sindsygt belastende at du skal bruge tid på at få hans negativitet ind i dit blod. Jeg er måske lidt overtroisk, men jeg tror på at et foster kan mærke alle dine følelser og hormoner, og den skal ikke mærke så mange negative følelser..

Nu må han altså lige vågne op.

Det hele bunder i, at situationen på hans job er meget usikker lige nu. Vi ved reelt set ikke, om han har job om en måned og det er ham der trækker læsset, da jeg er på barselsdagpenge.. 

..Men.. Du har ret! Vi må se fremad og få det bedste ud af det! 

Jeg har spurgt, om han vil med til nf eller om jeg skal tage en veninde med og han sagde, at han gerne vil med. Håber det kan give ham lidt.. Et eller andet 

Min datter var ikke planlagt, og hendes far ville have en abort. 

Han havde det rigtig svært med graviditeten i rigtig lang tid, og kunne slet ikke glæde sig. Han var med til md (men ikke nf), og selvom han synes det stadig var totalt surrealistisk at det var et barn der var inde i bulen på min mave, så var han glad for at være med der. Men det var først efter at vi var til 3D scanning i uge 27+? at han begyndte at glæde sig lidt. Det var også først der han havde lyst til at mærke på maven når baby sparkede, og i det hele taget sådan interesserede sig for graviditeten. 

Efter fødslen havde han det lidt svært med hende igen. Det første års tid havde han det ret svært med hende, fordi hun ikke rigtig kunne give ordenligt udtryk for hvad hun ville, og han havde svært ved at lege med hende. Men da hun begyndte at kunne sige nogle ord (10 mdr gammel) og særligt da hun begyndte at gå (13 mdr) begyndte han at have nemmere ved det, og begyndte at savne hende når han ikke så hende. - Og fortalte at han elskede hende.

Nu er hun (lige knap) 3 år, og han elsker hende højt, og ville ikke undvære hende.

Anonym skriver:

Det hele bunder i, at situationen på hans job er meget usikker lige nu. Vi ved reelt set ikke, om han har job om en måned og det er ham der trækker læsset, da jeg er på barselsdagpenge.. 

..Men.. Du har ret! Vi må se fremad og få det bedste ud af det! 

Jeg har spurgt, om han vil med til nf eller om jeg skal tage en veninde med og han sagde, at han gerne vil med. Håber det kan give ham lidt.. Et eller andet 

Er I blevet enige om at du ikke skal have abort, eller har du reelt set truffet beslutningen?

For er I blevet enige, så må man altså hanke op i sig selv, og se muligheder istedet for begrænsninger. Men er det reelt dig som har taget beslutningen, kan jeg godt følge din mand, nu hvor jeres økonomiske grundlag er så usikkert.

Mom skriver:

Er I blevet enige om at du ikke skal have abort, eller har du reelt set truffet beslutningen?

For er I blevet enige, så må man altså hanke op i sig selv, og se muligheder istedet for begrænsninger. Men er det reelt dig som har taget beslutningen, kan jeg godt følge din mand, nu hvor jeres økonomiske grundlag er så usikkert.

Jeg er enig. Hvis det mest af alt er dig der har truffet beslutningen, mener jeg også at din mand har ret til ikke at glæde sig på samme måde. 

Det kan jo godt være en kæmpe bekymring lige pludselig at skulle have et uønsket barn, når man blandt andet føler sig økonomisk presset - jeg ville mest af alt se tiden an med ham og så acceptere at han har det som han har det på nuværende tidspunkt. 

Mom skriver:

Er I blevet enige om at du ikke skal have abort, eller har du reelt set truffet beslutningen?

For er I blevet enige, så må man altså hanke op i sig selv, og se muligheder istedet for begrænsninger. Men er det reelt dig som har taget beslutningen, kan jeg godt følge din mand, nu hvor jeres økonomiske grundlag er så usikkert.

Jeg har spurgt ham direkte, om det var det han synes det skulle være en abort og det sagde han nej til.. Og jeg har spurgt flere gange, men jeg har givet udtryk for, at jeg ikke selv kunne tage den beslutning, hvis det skulle være en abort. 

Aristocats skriver:

Jeg er enig. Hvis det mest af alt er dig der har truffet beslutningen, mener jeg også at din mand har ret til ikke at glæde sig på samme måde. 

Det kan jo godt være en kæmpe bekymring lige pludselig at skulle have et uønsket barn, når man blandt andet føler sig økonomisk presset - jeg ville mest af alt se tiden an med ham og så acceptere at han har det som han har det på nuværende tidspunkt. 

Jeg snakker overhovedet ikke om graviditeten og acceptere også, at han ikke glæder sig på samme måde, men synes stadig det er enormt hårdt at stå med det alene