Hvad tænker I om folk ud fra stillingsbetegnelser?

Det betyder langt mere end hvad godt er... nu har jeg været på datingmarkedet for ikke ret længe siden og folk bliver decidere valgt fra ogs deres stillinger. Jeg valgte st holde min anonym da jeg ikke er højt uddannet men erhvervsuddannet og det tror jeg egentlig var klogt, ellers var der en del der kørte direkte udenom. Det kunne jeg også se i byen fx. Hvis jeg mødte en fyr der spurgte til mit fag, kunne jeg sagtens forvente at han ligeså stille listede af bagefter. Det var fandme ligeså slemt som at sige man har børn 

en jeg datede der er akademisk uddannet, valgte mig fra som fast kæreste pga mit uddannelses niveau. Han har aldrig sagt det direkte, men jeg er ikke i tvivl. Vi er stadig gode venner og taler meget sammen - vi fungerede i det hele taget ret godt sammen fra start. Men, nu kan jeg høre når han dater nogen, at han altid lige pointerer at hun er akademiker - så derfor har de noget til fælles (også selvom de er uddannet noget vidt forskelligt).. det er ret grimt egentlig.. men sandt. 

jeg har nok også selv mine fordomme, især efter den der datingperiode er der nogen ting der går igen for specifikke fag.. men jeg forsøger virkelig at holde det nede! Jeg er selv langt fra stereotypen af mit fag, så jeg VED at man skal passe på med fordommene!  

Tak for alle indlæg (og kom gerne med flere!) Spændende at høre hvor forskelligt folk ser på det med jobs og uddannelse. Men man har jo nok altid selv hver og især sine forestillinger som måske ikke altid holder stik�� Til info er jeg 38 år.  Så er ikke SÅ gammel igen...��

Rykker op

Jeg tænker at titlen distrikssygeplejerske ikke siger mig så meget, men jeg tænker du måske har noget ledelsesansvar. Om sygeplejersker generelt tænker jeg at  de nok valgte deres fag, for at gøre en forskel, indenfor det område de er specialiseret i. Jeg tænker de er stressede og jeg bliver nysgerrig på om de virklelig er så hårdt spændt for, som man hører i medierne.

Jeg er biokemiker og oplever at folk ofte synes det jeg laver er lidt noget underligt noget. 

Det er helt rigtigt at sygeplejersker har så vanvittig travlt. Tror slet ikke folk ved hvor stærkt de egentlig løber. Og håndterer ting der kan handle om liv eller død samtidigt.

Specielt på sengeafdelinger hvor man typisk ikke når mere end fem minutters spisepause osv.

Jeg skal ihvertfald ikke tilbage til en sengeafdeling og tager hatten af for dem der er der. Det er urimelige vikår (og til en ringe løn kontra vores uddannelse)

Op

Jeg tror jeg sætter folk meget i kasser alt efter deres stillingsbetegnelse. Danner mig en forestilling om hvor de kommer fra og hvordan de er. Det betyder dog ikke at jeg undgår nogen faggrupper som venner. Men jeg oplever tit at mine fordomme bliver bekræftet. 

Om ledende sygeplejesker tænker jeg at de er enormt strukturede og kan bevare et køligt overblik. Venlige men bestemte. "Seje". Har prøvet lidt af hvert. Selvsikker. Det er det billede jeg får når jeg tænker på dem. 

Mit første billede er også en lidt moden 45-50 årig kvinde, buttet/bastant i det, og så ret skrap! 

Jeg er selv bogholder, og passer nok meget godt på det lidt kedelige billede (og har det fint med det!), men jeg har flere kolleger der er totalt modsat mig - altså meget udadvendte, der elsker at snakke og fester til den lyse morgen 

Og hvor meget betyder det for jer i forhold til hvordan I ser på folk?

Jeg sidder selv som distriktssygeplejerske.  - Hvad tænker I f.eks. så om mig ud fra det?- Uden at have mødt mig. 

Og tænker I måske noget andet når I så har mødt folk?

Er nysgerrig på hvor hvor meget stillingsbetegnelser betyder nu til dags!

Min stereotypiske opfattelse af sygeplejersker er, at de er højrøvede. Typisk er det i virkeligheden stik modsat.

Jeg er selv dagplejer, så jeg er vant til at blive set ned på, da det er lavstatus at være dagplejer.

Anonym skriver:

Det er helt rigtigt at sygeplejersker har så vanvittig travlt. Tror slet ikke folk ved hvor stærkt de egentlig løber. Og håndterer ting der kan handle om liv eller død samtidigt.

Specielt på sengeafdelinger hvor man typisk ikke når mere end fem minutters spisepause osv.

Jeg skal ihvertfald ikke tilbage til en sengeafdeling og tager hatten af for dem der er der. Det er urimelige vikår (og til en ringe løn kontra vores uddannelse)

Det er sjovt, for det er slet ikke den oplevelse jeg som pårørende har. 

Vi oplever stort set dagligt, at sygeplejerskerne på de forskellige afdelinger bruger meget tid i personale stuen med en kop kaffe.