barn med stort temperament

Det, der springer mig i øjnene er:

1. søskenderoller og -forventninger
2. at mor og far er opgivende og ...?
3. at I har høje forventninger til hans adfærd og måske ikke tæller de gode ting?

1. Det er nemt for et mellemstebarn at komme i klemme mellem en ældre bror, der er dygtigere til alt - og langt mere ansvarlig - og en eller flere små søskende, der ikke kan stilles til ansvar og skal tages hensyn til. Hvad er dit mellemste barns positive rolle i søskendeflokken?

Det er også let at komme til at have samme forventninger til en yngre søskende som til den ældre, især når der er endnu yngre søskende.

Fx hvorfor skal din 5-årige selv vælge sine sandaler? Hvis dit svar begynder med: 'men hans bror kan godt'/'kunne godt, da han var 5 år', vil jeg bede dig kigge på A. Kan A løse den opgave? Hvorfor give ham opgaven? Det kræver, at han kan overskue udvalget (og samtidig filtrere storebrors adfærd, de andre mennesker i butikken, muzak, dine forventninger, osv.) ind. Hvorfor ikke lade ansvarlige storebror selv vælge sandaler, mens du tager lillebror i hånden og guider ham? Se her står sandalerne til 5-årige drenge. De her tre par er gode, for de har velcro, så du selv kan tage dem på og af. Hvilken farve kan du bedst lide? Osv.

fx er han god til selv at sætte sig selv i gang med en leg i haven? Konkurrerer han med sine brødre om din opmærksomhed? (det lyder sådan). Så giv ham en opgave med at hjælpe dig med at slå græs (trykke på chokeren, sammen rydde legetøj op på græsset, køre græsslåmaskinen med dig, osv.) Lillebror har selv fundet på en leg og storebror kan holde øje med ham. Eller A kan blive i inde hos far og få en mandesnak mens mor går i haven med B og C.

2. Jeg anerkender, at I har nået bristepunktet og måske misforstår jeg dig, når du skriver, at i overvejer, om han skal med på ferie. Måske mener du, at I overvejer, om I skal tage på ferie. Hvis du mener, at I overvejer at tage på ferie som familie, men lade A blive hjemme, fordi I ikke orker ham, så må du anerkende, at A ikke er medlem af jeres familie på samme vilkår som familiens andre medlemmer. Han accepteres ikke betingelsesløst, men kan ekskluderes fra fællesskabet. Hvis det er der I er, forstår jeg godt, hvis A giver den gas med at afprøve jeres kærlighed og accept 24/7. I bliver nødt til at få vist ham, at I vil ham hele vejen igennem, uanset opførsel. Det må være frygteligt stressende for ham, hvis han fornemmer det, jeg fornemmer i dit opslag.

3. Jeg forstår godt, at det er pissehårdt. Men husker I at se på, at han faktisk gik i seng, da far sagde det? At han gik med i haven, da du sagde, at I skulle ud at slå græs? Hvordan gik det i butikken, inden det gik galt? Ser I en dreng, der gør rigtig meget af det, I beder ham om? Eller ser I kun de store konflikter?

Jeg synes, at I skal søge hjælp hos en familieterapeut, fx gennem kommunen. En, der kan hjælpe jer med at se på den måde, I er forældre og familie på og A rolle i det. I mellemtiden ville jeg give alt, hvad han gør rigtigt stor opmærksomhed. Husk at 'se' ham, mens det endnu går godt. Og giv ham begge små opmærksomheds'treats', hvor han er den der hjælper mor eller far, kommer op og sidde på køkkenbordet, osv. Og skru ned for forventningerne - få afgrænsede valg, sæt ham i gang med ting, bed ham om hjælp, m.m.

L-mor skriver:

Det, der springer mig i øjnene er:

1. søskenderoller og -forventninger
2. at mor og far er opgivende og ...?
3. at I har høje forventninger til hans adfærd og måske ikke tæller de gode ting?

1. Det er nemt for et mellemstebarn at komme i klemme mellem en ældre bror, der er dygtigere til alt - og langt mere ansvarlig - og en eller flere små søskende, der ikke kan stilles til ansvar og skal tages hensyn til. Hvad er dit mellemste barns positive rolle i søskendeflokken?

Det er også let at komme til at have samme forventninger til en yngre søskende som til den ældre, især når der er endnu yngre søskende.

Fx hvorfor skal din 5-årige selv vælge sine sandaler? Hvis dit svar begynder med: 'men hans bror kan godt'/'kunne godt, da han var 5 år', vil jeg bede dig kigge på A. Kan A løse den opgave? Hvorfor give ham opgaven? Det kræver, at han kan overskue udvalget (og samtidig filtrere storebrors adfærd, de andre mennesker i butikken, muzak, dine forventninger, osv.) ind. Hvorfor ikke lade ansvarlige storebror selv vælge sandaler, mens du tager lillebror i hånden og guider ham? Se her står sandalerne til 5-årige drenge. De her tre par er gode, for de har velcro, så du selv kan tage dem på og af. Hvilken farve kan du bedst lide? Osv.

fx er han god til selv at sætte sig selv i gang med en leg i haven? Konkurrerer han med sine brødre om din opmærksomhed? (det lyder sådan). Så giv ham en opgave med at hjælpe dig med at slå græs (trykke på chokeren, sammen rydde legetøj op på græsset, køre græsslåmaskinen med dig, osv.) Lillebror har selv fundet på en leg og storebror kan holde øje med ham. Eller A kan blive i inde hos far og få en mandesnak mens mor går i haven med B og C.

2. Jeg anerkender, at I har nået bristepunktet og måske misforstår jeg dig, når du skriver, at i overvejer, om han skal med på ferie. Måske mener du, at I overvejer, om I skal tage på ferie. Hvis du mener, at I overvejer at tage på ferie som familie, men lade A blive hjemme, fordi I ikke orker ham, så må du anerkende, at A ikke er medlem af jeres familie på samme vilkår som familiens andre medlemmer. Han accepteres ikke betingelsesløst, men kan ekskluderes fra fællesskabet. Hvis det er der I er, forstår jeg godt, hvis A giver den gas med at afprøve jeres kærlighed og accept 24/7. I bliver nødt til at få vist ham, at I vil ham hele vejen igennem, uanset opførsel. Det må være frygteligt stressende for ham, hvis han fornemmer det, jeg fornemmer i dit opslag.

3. Jeg forstår godt, at det er pissehårdt. Men husker I at se på, at han faktisk gik i seng, da far sagde det? At han gik med i haven, da du sagde, at I skulle ud at slå græs? Hvordan gik det i butikken, inden det gik galt? Ser I en dreng, der gør rigtig meget af det, I beder ham om? Eller ser I kun de store konflikter?

Jeg synes, at I skal søge hjælp hos en familieterapeut, fx gennem kommunen. En, der kan hjælpe jer med at se på den måde, I er forældre og familie på og A rolle i det. I mellemtiden ville jeg give alt, hvad han gør rigtigt stor opmærksomhed. Husk at 'se' ham, mens det endnu går godt. Og giv ham begge små opmærksomheds'treats', hvor han er den der hjælper mor eller far, kommer op og sidde på køkkenbordet, osv. Og skru ned for forventningerne - få afgrænsede valg, sæt ham i gang med ting, bed ham om hjælp, m.m.

Så enig!! Jeg tænker også det er HER problemet ligger sammen med manglende kommunikation og forståelse imellem ham og jer. Jeg ville slet ikke tage alle de former for konsekvensopdragelser i brug (ekskludere et lille barn fra en ferie eller en fælles oplevelse?!?! What?!) og så kigge på disse forslag i stedet

Anonym skriver:

JEG råber om hjælp!!!! 

Jeg/vi som familie kan snart ikke mere!! 

sagen er den at vi har en 5 årig dreng, en 5 årig med en vanvittigt temperament, og jeg er fuldkommen på bar bund hvad jeg snart skal gøre ved ham! 

Han kan springe i luften når som helst og over hvad som helst! 

Kommer her med nogle eksempler: 

1: Mor og A er ude og køre med storebror B på 7 år. 
Vi skal ud og finde nye sandaler. B finder hurtigt et par og går stolt med dem. A havde glædet sig til nye sandaler, men da det kommer til at prøve nogen, nægter han! han siger hårdt NEJ og begynder så at drille storebror B meget. 
Mor bliver lettere sur og advare A om at fortsætte drillerierne. 
A fortsætter og begynder så at spytte efter storebror, samt går fra mor på gaden, råber og siger dumme mor. 
Siger til A at fredagsslik bliver inddraget hvis ikke han stopper NU! 
A lover at opføre sig pænt. de næste timer går nogenlunde fint, indtil vi rammer sengetid, A går op i en spids og nægter ALT! og råber alle skældsord han kan: lortemor, dumme mor, jeg smadre dig, jeg hader dig,. osv osv . 

ender med at far må overtage og sige at han SKAL gå i seng! drengen raser med høje lyde og vrisser, men går i seng. 

2: Idag. 
A har drillet hans yngre søskende med ALT! det kolominere da mor skal ud og slå græs, børnene går med. 
Lillebror C går rundt med en legegræsmaskine da A beslutter sig for at tage den fra ham. Lillebror C er kun 21 måneder, så han blver selvf ked af det, og forstår ikke hvorfor A tager den,. jeg siger han skal aflevere den tilbage, A bliver gal, går mod lillebror C, kaster den på ham, så C falder, og går derefter hen til ham og råber, JEG SMADRE DIG! hvor han så sparker lillebror  

jeg flyver mod ham, hvor han bare råber nja nja du kan ikke fange mig! mens han griner !! 

jeg får fat i ham, og han bliver sendt på værelset! hvor han så går i selvdistruktion! ALT på værelset kaster han med på døren, mens han råber og skriger alle de skældsord han kan mod mig 

jeg er fuldkommen knækket på min rygrad og i mit hjerte!! 

Børnehaven er med ind over og siger det jo nok bare er en fase, men den fase har varet i over 1 år! samt han bliver nærmere kun værre  

HVAD SKAL VI GØRE!???

vi står med en sommerferie som vi skal på, som vi virkelig overvejer at sige han ikke kan komme med på! for vi er SÅ nervøse for hans udbrud skal ske alle steder. i lufthavnen! når vi skal ud og gå! når vi skal ud og se noget osv osv. han kan få et flip over alt og ingenting! og jeg ved ikke om jeg personligt orker en hel uge i et eller andet fremmedet land med en dreng vi kan risikere springer i luften, samt hans søskende skal lide under hans temperament !!  

skal siges der går ikke EN dag hvor vi ikke har kontroverser! nogle dage flere end andre,. men vi har altid kampe med ham 

vi har selvf været ned på jorden med ham og spurgt hvorfor? og om han er ked af noget herhjemme osv . men han siger endt ingenting, eller også siger han at det er hans hjerne der bliver vred  suk.. 

Han lyder som vores søn. 

Han havde problemer med sit temperament og kunne bryde ud ved de mindste ting vi sagde til ham. Fx at han ikke skulle drille sin storbror eller lillesøster. Hvis det ikke lige var han som fik nye sko først. Problemer med at lege med de andre i børnehaven.

Vi fik psykologen inddrager. Som lavede nogle test på vores søn. Som viste at han ikke var alderssvarende. 

Så efter vi er begyndt at forlange ting som svarer til en der er yngre end han er. Han er blevet skole udsat og de sidste 2 måneder har været fantastiske. Vi kan have ham med ud og handle uden problemer.

Så til jeres søn. Syntes jeg i skal tage fat i børnehaven og sige i vil have lavet et tværfagligt gruppemøde på han. Psykologen kan ved nogle få observationer på jeres søn. Hurtigt finde nogle redskaber i og børnehaven kan bruge således at hverdagen bliver bedre for jer alle.

Aristocats skriver:

Så enig!! Jeg tænker også det er HER problemet ligger sammen med manglende kommunikation og forståelse imellem ham og jer. Jeg ville slet ikke tage alle de former for konsekvensopdragelser i brug (ekskludere et lille barn fra en ferie eller en fælles oplevelse?!?! What?!) og så kigge på disse forslag i stedet

Så lille er barnet ikke. 

Man kan sagtens sige til en 5 årige "du kommer ikke med fordi du slår din bror. 

Børn tager ikke skade af konsekvenser. 

Flomama skriver:

Så lille er barnet ikke. 

Man kan sagtens sige til en 5 årige "du kommer ikke med fordi du slår din bror. 

Børn tager ikke skade af konsekvenser. 

Jeg synes det er grundlæggende forkert at udelukke børn fra fælles oplevelser eller endda ferier. Altså, helt ærligt, det er et barn! Hvordan forstiller man sig lige et barn på 5 år har det, når de konsekvent bliver udelukket fra en ferie eller en fælles oplevelse? Det skærer lidt i mit hjerte at tænke på - men det er måske også meningen med det - at de skal have det dårligt. Jeg tror bare ikke på idéen med bevidst at få et barn til at have det dårligt - jeg tror det i sidste ende udøver en yderst kortvarig effekt og det primære der bliver tilbage er et barn der føler sig forkert og holdt udenfor af sin egen familie. Er det virkelig det, som man ønsker at påføre et barn? Mon ikke der findes alternativer, der er langt mere humane med længerevarende effekt? 

Jeg tror ikke på konsekvensopdragelse - og jeg har hermed heller aldrig udøvet det. Det har mine børn heller ikke taget skade af - tværtimod. Man kan godt forklare børn ting og finde frem til en fælles løsning fremfor at tage straf i brug. Straf er sjældent hensigtsmæssigt for virkelig at ændre folks adfærd - det er tit bare princippet i straf og ikke effekten af det, der får folk til at udøve det. 

Anonym skriver:

Jeg er nysgerrig Men hvad ville så være en naturlig konsekvens af det? Han er da pænt ligeglad med om de bare forlader en død-kedelig sko butik før tid, det vil da næste kun være en belønning. 
Det er ikke fordi det du siger er forkert, jeg tror bare vi alle måske så kunne få gavn af at høre hvad der vil være en naturlig konsekvens af et barn der bliver aggresiv sig i en sko eller tøjbutik

Ingen nye sandaler, som han havde glædet sig til. 

Aristocats skriver:

Jeg synes det er grundlæggende forkert at udelukke børn fra fælles oplevelser eller endda ferier. Altså, helt ærligt, det er et barn! Hvordan forstiller man sig lige et barn på 5 år har det, når de konsekvent bliver udelukket fra en ferie eller en fælles oplevelse? Det skærer lidt i mit hjerte at tænke på - men det er måske også meningen med det - at de skal have det dårligt. Jeg tror bare ikke på idéen med bevidst at få et barn til at have det dårligt - jeg tror det i sidste ende udøver en yderst kortvarig effekt og det primære der bliver tilbage er et barn der føler sig forkert og holdt udenfor af sin egen familie. Er det virkelig det, som man ønsker at påføre et barn? Mon ikke der findes alternativer, der er langt mere humane med længerevarende effekt? 

Jeg tror ikke på konsekvensopdragelse - og jeg har hermed heller aldrig udøvet det. Det har mine børn heller ikke taget skade af - tværtimod. Man kan godt forklare børn ting og finde frem til en fælles løsning fremfor at tage straf i brug. Straf er sjældent hensigtsmæssigt for virkelig at ændre folks adfærd - det er tit bare princippet i straf og ikke effekten af det, der får folk til at udøve det. 

Der er vi meget forskellige 

jeg mener ikke der er noget galt i barnet bliver udlukket når der er dårlig adfærd. 

Det er skærer mig bestemt heller ikke i hjertet at barnet føler sig fokert, gir deres handling er fokert og det skader ikke de mærker det. 

Bananaalice skriver:

Nej, han havde glædet sig til nye sandaler, udfra hvad moren tror. Men måske han ikke helt var klar over hvad det indebar at skulle finde nye sandaler, og hvem ved om han selv har sagt "iih jeg glæder mig til nye sandaler", eller om han er blevet spurgt/opfordret til at sige "ja" på f.eks. et spørgsmål om nye sandaler.

 
Og I så fald at turen hjem er "straffen" men fair nok, så sidder han satdig fredag aften med freddagsslik, så får han bare sko dagen efter eller næste uge, livet går da bare videre.

Det er også ligemeget, og giver en helt 3. diskussion jeg ikke vil ud på, jeg vil blot høre det jeg spørger om, hvilken konsekvens vil I så fald være logisk, hvis det ikke er at få fjernet "privilegier".

Det har jeg jo svaret på? Tage hjem og ingen nye sandaler. Det er en logisk konsekvens. Det er meget muligt, at han så bare får skandalerne ugen efter, men det er en konsekvens, der til at forstå for et barn på fem år, fordi det hænger sammen med det, han har gjort. 

Det har jeg jo svaret på? Tage hjem og ingen nye sandaler. Det er en logisk konsekvens. Det er meget muligt, at han så bare får skandalerne ugen efter, men det er en konsekvens, der til at forstå for et barn på fem år, fordi det hænger sammen med det, han har gjort. 

 

Nu var det jo så ikke dig jeg spurgte, men hende der skrev det indlæg Men fint du har det sådan, jeg tror bare det ikke nødvendigvis hænger sammen på den måde, og jeg synes ikke det er en konsekvens at man så forlader en skobutik. Jo handlingen er en konsekvens, men det er ikke en livsændendrene opdragelsesmetode, som hvis det havde været som at forlade en isbutik, legoland, eller andet. Det virkede jo det med slikket, så det er sjovt I snakker om han ikke forstår konsekvensen, han faldt da ned? Og igen "det han har gjort" - han gjorde mange ting som han også gør derhjemme, det er jo præcis det der er problemet, han er som han er, uanset hvor de er i verden. De kan jo ikke gå hjemmefra når han kalder hende dumme derhjemme?

Og så noget helt andet, tror jeg måske det er meget sandt at han måske har følt der var lidt for mange valg, hellere give højest 2-3 valg.

Og ja, dybt forfærdeligt at tage på ferie uden ham, så kan han rigtig føle sig udenfor, når han om nogen år måske har fået en diagnose, og kan se han mangler på diverse feriebilleder og fællesture: "nåårhja, jeg var ikke med fordi jeg ikke blev tacklet på den helt rigtige måde endnu, det var først et par måneder efter jeg fik den hjælp jeg skulle have, så kunne jeg lære det kunne jeg bare!".

Forstår så heller ikke man som mor kan byde sig selv det, det må da gøre så ondt i hjertet at skulle tage afsted og bare være glad med sine andre børn og mand, og vide man har valgt at lade et barn blive hjemme fordi man ville skåne sig selv.

Flomama skriver:

Der er vi meget forskellige 

jeg mener ikke der er noget galt i barnet bliver udlukket når der er dårlig adfærd. 

Det er skærer mig bestemt heller ikke i hjertet at barnet føler sig fokert, gir deres handling er fokert og det skader ikke de mærker det. 

Det er i mine øjne en helt forfejlet tilgang, for når man giver så enorm en konsekvens, så lukker man øjnene for de grunde, der kan være til barnets adfærd, som kan skyldes mange ting: Mangel på positiv opmærksomhed, psykisk lidelse, inkonsekvent opdragelse, umodenhed mv. Årsager som kan betyde, at barnet ikke har 100% skyld i sin egen adfærd. Vi skal huske på, at børn ikke grundlæggende er dårlige mennesker, der ønsker negativ opmærksomhed. Som regel er der en grund til, at børn reagerer som de gør. Lidt trods her og der er helt normalt, men så massive sammensmeltninger som beskrevet i første indlæg fortæller mig, at der er nogle andre ting på spil end bare 'almindelig trodsalder'. Og så er det i mine øjne fuldstændig skævt at udelukke barnet fra en stor og vigtig familieferie, frem for at se på, om der er noget, man selv kan arbejde med eller lave om, der kunne fremme positiv adfærd hos barnet.