Hjæææælp

Jeg er en yngre mor, til flere børn  som jeg elsker over alt på jorden! Derud over har jeg en fantastisk mand! 

Det hele er startet efter en fødselsdepression jeg fik for 17 mdr siden.

Jeg går hjemme pt, jeg er sygemeldt. Jeg har stress og angst, desværre meget af det. Jeg går til psykolog hver uge, og samtaler hos min læge hver mdr.  men sidder lige som fast der. Jeg rykker mig ikke, og mentalt får jeg det værre.. alle kan manipulere mig til hvad de vil, jeg stoler blindt på alle! Dumt.. 

jeg har ingen familie, og derfor ingen netværk.  

Min mand arbejder op til 60 timer om ugen, men kommer hjem vis behovet er stort, og tingene er for uoverskueligt for mig - og det er jo ikke holdbart.

jeg er træt som aldrig før, og jeg ikke huske hvor jeg var for en time siden.. jeg ligger vågen flere timer hver nat, fordi jeg prøver huske dagens gøremål. 

Jeg har altid hjertebanken (har fået taget hjertediagram) og der er ikke noget.. min puls fyre afsted. Jeg tvivler på min egen forstand, og føler jeg er ved at blive sindsyg! 

Min læge har det sidste halve år snakket medicin, men det er der min angst ligger, sygedom/medicin og så har jeg generaliserede angst, over rigtig mange ting udover.. 

pt ser jeg altså ikke medicin som en mulighed..

nogle der har været samme sted, som måske kan sparke mig lidt videre, har overvejet skifte psykolog, men ved ikke hva det sku hjælpe for han er egentlig god. 

Ingen?

Jeg kan desværre ikke give nogen gode råd da jeg aldrig har stået i din situation, men du får lige et kram herfra 

Det er godt du tager kontakt her og prøver at finde løsninger udenom det, der ikke virker. Men jeg synes du bør starte med at vise din mand det her opslag eller måske bare fortælle ham dine inderste følelser - for du har tydeligvis stadig meget på hjerte selvom du både kommer regelmæssigt hos lægen og psykolog. 

Michfich skriver:

Jeg kan desværre ikke give nogen gode råd da jeg aldrig har stået i din situation, men du får lige et kram herfra 

Det er godt du tager kontakt her og prøver at finde løsninger udenom det, der ikke virker. Men jeg synes du bør starte med at vise din mand det her opslag eller måske bare fortælle ham dine inderste følelser - for du har tydeligvis stadig meget på hjerte selvom du både kommer regelmæssigt hos lægen og psykolog. 

Ja, for jeg er bange for at åbne det ud, jeg stoler ikke på nogle. Og jeg er bange for folk bruger det mod mig! det er enormt svært, og jeg får det psykisk dårligt de dage jeg skal til psykolog.. jeg syntes virkelig at det er svært, og HÅRDT!!!

tror godt min mand ved det.. 

jeg tror jeg prøver ringe til min svigerinde og snakker med hende . 

Anonym skriver:

Ja, for jeg er bange for at åbne det ud, jeg stoler ikke på nogle. Og jeg er bange for folk bruger det mod mig! det er enormt svært, og jeg får det psykisk dårligt de dage jeg skal til psykolog.. jeg syntes virkelig at det er svært, og HÅRDT!!!

tror godt min mand ved det.. 

jeg tror jeg prøver ringe til min svigerinde og snakker med hende . 

Det er rigtigt svært at tale om noget så dybt. Men det MÅ ud. God idé at prøve der hvis du endnu ikke tør tale om det med nogen anden. Men du må forsøge at stole på at folk ikke vil dig noget ondt. De fleste vil dig det bedste. Og fagfolk er professionelle der aldrig i deres vildeste fantasi kunne finde på at bruge dine svagheder mod dig.

Godt sted at starte med svigerinden.  Held og lykke med det, det er altid vigtigt at få snakket ud. 

Anonym skriver:

Ja, for jeg er bange for at åbne det ud, jeg stoler ikke på nogle. Og jeg er bange for folk bruger det mod mig! det er enormt svært, og jeg får det psykisk dårligt de dage jeg skal til psykolog.. jeg syntes virkelig at det er svært, og HÅRDT!!!

tror godt min mand ved det.. 

jeg tror jeg prøver ringe til min svigerinde og snakker med hende . 

Det er rigtig svært for folk at hjælpe dig hvis du ikke åbner op og prøver at stole på dem i sær dem der er uddannet til at hjælpe.

Jeg har selv stået der og er der stadig.

Jeg har haft det meget psykisk dårligt og da jeg aldrig rigtigt har stolet på nogen, så har jeg kun fortalt det som folk ville vide også de professionelle, uden rigtig at vide, at det faktisk virker som om jeg ikke ville hjælpes, selvom jeg altid har bedt om hjælp fordi jeg ikke vil have det dårligt resten af mit liv.

Men nu har jeg fundet en jeg kan stole på, som viste at hun var der da jeg havde Allermest brug for det, og selv om det bare er hendes job, så stå hun også klar til at snakke selv om det er weekend eller ferie hvis hun ved, man har det ekstra slemt.

Efter jeg har turdet at åbne op for alle mine tanker og følelser, så har hun fortalt mig, at selvom jeg siger jeg vil hjælpes, så virker det af og til som om jeg ikke vil, fordi at nå jeg skal til psykologer osv. så svare jeg kun på det de spørger om, fordi jeg bare ikke bare kan fortælle en hel masse. hun har været med til nogen af de ting, fordi jeg på et tidspunkt havde det så slemt, så jeg ikke selv kunne.

Hende jeg stoler på ved så godt hvorfor jeg har svært ved at åbne op og forstå det godt, og prøver at hjælpe mig med at lukke op for dem, der kan hjælpe mig, med det psykiske.

Og ja lige i øjeblikket frygter jeg at hun på et tidspunkt opgiver mig, eller ikke få flere timer til at snakke med mig, men det er den frygt jeg må blive ved med at have nu hvor jeg endelig har turde stole på nogen.

Men det er en lang og sej kamp og  imellem få jeg det ekstra slemt fordi jeg skal lære at håndter alle de ting som jeg normalt lukker af for.

Det eneste råd jeg kan give dig er at finde en du mener du kan stole på og som kan klare det ekstra psykisk pres det vil blive og lade dem støtte dig så godt de kan, om det er en nær ven, psykolog støtte person eller noget helt 3 er lige meget.

Michfich skriver:

Det er rigtigt svært at tale om noget så dybt. Men det MÅ ud. God idé at prøve der hvis du endnu ikke tør tale om det med nogen anden. Men du må forsøge at stole på at folk ikke vil dig noget ondt. De fleste vil dig det bedste. Og fagfolk er professionelle der aldrig i deres vildeste fantasi kunne finde på at bruge dine svagheder mod dig.

Godt sted at starte med svigerinden.  Held og lykke med det, det er altid vigtigt at få snakket ud. 

Jeg har talt med hende nu  jeg har ikke fortalt hende alt, men noget.. 

vi aftalte at hun kunne prøve tá med til lægen næste gang.. hun siger at mange har det på den her måde overfor 'fremmede'

Anonym skriver:

Det er rigtig svært for folk at hjælpe dig hvis du ikke åbner op og prøver at stole på dem i sær dem der er uddannet til at hjælpe.

 

Jeg har selv stået der og er der stadig.

Jeg har haft det meget psykisk dårligt og da jeg aldrig rigtigt har stolet på nogen, så har jeg kun fortalt det som folk ville vide også de professionelle, uden rigtig at vide, at det faktisk virker som om jeg ikke ville hjælpes, selvom jeg altid har bedt om hjælp fordi jeg ikke vil have det dårligt resten af mit liv.

Men nu har jeg fundet en jeg kan stole på, som viste at hun var der da jeg havde Allermest brug for det, og selv om det bare er hendes job, så stå hun også klar til at snakke selv om det er weekend eller ferie hvis hun ved, man har det ekstra slemt.

Efter jeg har turdet at åbne op for alle mine tanker og følelser, så har hun fortalt mig, at selvom jeg siger jeg vil hjælpes, så virker det af og til som om jeg ikke vil, fordi at nå jeg skal til psykologer osv. så svare jeg kun på det de spørger om, fordi jeg bare ikke bare kan fortælle en hel masse. hun har været med til nogen af de ting, fordi jeg på et tidspunkt havde det så slemt, så jeg ikke selv kunne.

Hende jeg stoler på ved så godt hvorfor jeg har svært ved at åbne op og forstå det godt, og prøver at hjælpe mig med at lukke op for dem, der kan hjælpe mig, med det psykiske.

Og ja lige i øjeblikket frygter jeg at hun på et tidspunkt opgiver mig, eller ikke få flere timer til at snakke med mig, men det er den frygt jeg må blive ved med at have nu hvor jeg endelig har turde stole på nogen.

Men det er en lang og sej kamp og  imellem få jeg det ekstra slemt fordi jeg skal lære at håndter alle de ting som jeg normalt lukker af for.

Det eneste råd jeg kan give dig er at finde en du mener du kan stole på og som kan klare det ekstra psykisk pres det vil blive og lade dem støtte dig så godt de kan, om det er en nær ven, psykolog støtte person eller noget helt 3 er lige meget.

Hold da ferie hvor det lyder som mig du skriver  har det på præcis samme måde. 

Jeg syntes godt nok også det er svært. 

Har du angst og stress? Hvis ja, får du medicin? Min læge siger det er rigtig godt til at 'slukke brænden' jeg har i hovedet 

Anonym skriver:

Jeg har talt med hende nu  jeg har ikke fortalt hende alt, men noget.. 

vi aftalte at hun kunne prøve tá med til lægen næste gang.. hun siger at mange har det på den her måde overfor 'fremmede'

Det er jeg glad for at høre. Godt du tager skridtet frem. Det er nok meget godt at have den støtte med sig! 

Michfich skriver:

Det er jeg glad for at høre. Godt du tager skridtet frem. Det er nok meget godt at have den støtte med sig! 

Det tænker jeg, nu har det stået på så længe stort set uden fremskridt , det godt nok hårdt, og slet ikke holdbart i længden det ved jeg godt. Men kan ikke rigtig komme i gang og jeg er virkelig bange.. jeg har panik angst flere gange om dagen, og uro hele dagen.