Jeg har personligt haft virkelig svært ved at få vores datter passet, og det har både været af mine egne og min kærestes forældre. De er fantastiske alle 4 og jeg ved at vores datter er i de bedste hænder, men jeg har lidt voldsomt af hjemve som barn og det har jeg koblet sammen med at jeg er blevet passet en del også som ret lille, det er muligvis irrationelt, men det har gjort at jeg virkelig har trukket at få passet ude. Der ud over ammede jeg vores datter til hun var 13/14 måneder hvilket også sætter en naturlig begrænsning.
Hun var godt et år første gang hun blev passet med overnatning og det var kun fordi vi skulle til bryllup. Og hun var knap 2,5 da hun havde to overnatninger og det er kun sket den ene gang, hun er 4 år nu. Hun er blevet passet de få gange hvor vi har skullet noget og et par enkelte gange, hvor vi har taget en kæresteaften. Men l hendes 4 årige liv tror jeg det kan tælles på to hænder hvor mange gange hun max er blevet passet med overnatning.
Jeg har klart haft det bedst med, at hun selv har været i stand til udtrykke ønske om at ville overnatte, og det er først nu hun gør det. Det er muligvis mit behov, det vil jeg ikke udelukke, men det er sådan vi har valgt at gøre det. Og det er altså alfa omega at forældrene er trygge og har lyst til at lade deres barn passe og så må bedsteforældrene glæde sig over alt den tid de kan få med barnet sammen med forældrene i stedet for at ville have egne behov opfyldt! Det er ikke dit behov, men forældre og barnets behov der kommer i første række!
Jeg kan måske forstå utålmodigheden hvis barnet er 5-6 år men ellers vil jeg sige slap af og respekter forældrenes valg.
Anmeld
Citér
