Hvornår kan vi med rimelighed som bedsteforældre forvente at være alene sammen med barnebarnet- uden overvågning af forældrene?
Hvornår er det tid for at vi kan passe barnebarnet i kortere tid?
Gå en tur med barnebarnet og købe en is osv.
Evt en overnatning.
Sagt med andre ord- hvornår er det forventeligt at forældrene giver slip på barnebarnet?
Lindas svar
Kære bedste
Det kan være rigtigt skuffende at føle sig overvåget af sine egne børn, da det kan vidne om manglende tillid. Men jeg slår mig lidt på begrebet: " Rimelighed", da det indikerer en rettighed, der er blevet krænket... mon det er sådan du har det?
Min holdning er, at bedsteforældre ingen rettigheder har til at definere forhold i deres børnebørns liv - andet end retten til at se dem. Hvad der er derudover skal og må defineres af forældrene, med mindre forældrene er ude af stand til at tage vare på deres egne børn.
At få lov at være en aktiv bedste overfor sit barnebarn vil altid være et privilegium først og fremmest! Alt andet vil være formynderisk - for det er forældrene, der nu skal lære at tage ansvar for eget liv og egne børn.
Obs. til efteråret holder jeg oplæg for bedsteforældre omkring den sårbare relation til forældrene. Oplæggene udbydes via FOF i hovedbyerne. Via mit nyhedsbrev skal jeg nok sige til, når datoerne er lagt.
Du spørger om, hvornår det er rimeligt at bedsteforældre får lov at passe barnebarnet uden overvågning fra forældrene:
Det korte svar på dit spørgsmål er: Når tilliden er lagt til det og barnet er klar.
Det lidt længere svar er:
Det afhænger helt af 4 faktorer:
- Forældrenes evne, mod og tillid til at give barnet fra sig (obs. en fødselsdepression viser sig fx ved at mor har svært ved at give barnet fra sig).
- Dine evner til at være støttende, tilbyde ro og nærvær, der opøver til tillid og din evne til tydeligt men kærligt at bede om at få lov at passe barnet alene. Det handler også om, om barnet kender dig i forvejen og er tryg ved dig - og om mor og far kan se det.
- Barnet skal også være klar. Måske det er et barn der er meget genert, ængsteligt, med kolik, forsigtigt eller "vildt" - alt dette vil påvirke, om forældrene tør overlade barnet til andre uden opsyn.
- Hvis vi taler om overnatning, så er der er tommelfingerregel, der hedder: Når barnet er 1 år gammelt kan det være 1 døgn væk fra omsorgspersonerne ad gangen, 2 år, 2 døgn, 3 år tre døgn osv. Denne grundregel skal altid vurderes individuelt.
- De erfaringer I sammen gør jer, med at barnet er passet af andre end mor og far vil enten understøtte eller forhindre at det sker igen. Vær derfor nænsom og tal kærligt og ærligt om tanker, bekymringer og ønsker.
Tonen i familien
Jeg fornemmer en tydelig irritation og utålmodighed i dit spørgsmål - og jeg er bange for dette vil gøre det endnu sværere for forældrene at lade dig passe barnet uden overvågning.
Mit råd er derfor - som så ofte - at I tager snakken i fredstid. Selvfølgelig ikke en konfronterende snak i forsvarsposition, der siger: " Hvorfor skal I altid overvåge mig?" Men en undrende og omsorgsfuld snak der fx lyder: " Jeg har sådan lyst til at I kan få en pause indimellem og at jeg får lov at give jer den, ved at passe jeres barn uden at I behøver være der! Hvad skal der til, for at vi kan nå dertil?"
Med alt dette sagt vil jeg ønske dig, din familie og dit barnebarn alt det bedste!
Venlig hilsen Linda Stæhr
Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk
Linda Stæhr tilbyder foredrag og rådgivning af småbørnsforældre. Omdrejningspunktet er at give konkrete her-og-nu løsninger til hverdagen, og give forældrene styrke til at imødegå fremtidige udfordringer i familien med kærlighed, handleparathed og stor autoritet.
Se Lindas hjemmeside: Trivselifamilien.dk