Hvor meget leger jeres børn på værelserne..

Sjovt, jeg troede det var mortilpige der stillede et spørgsmål, alligevel så er det mig der skal have alle jeres svar Jeg vidste bare folk ikke kunne lade mig komme med mit input uden at skulle fodre mig med deres meninger Svar nu bare for jer selv på det der bliver spurgt om, så svare jeg for mig hvad min mening er. Det sjove er bare, de forældre jeg besøger, SELV legede på deres værelser som barn, folk glemmer fuldstændig selv hvordan det var at være barn, hvor fedt det var at kunne leve sig ind i en leg uden voksne, og at man kunne forlade et selskab for at kunne søge ro på sit værelse, nu oplever jeg børn der sidder til familiefødselsdage og tysser på de voksne der larmer, mens ipaden køre. Det er seriøst! Børnene TYSSER på de voksne, og beder(råber) de voksne om at være stille, og vi snakker almindelig kaffe og hyggesnak. Hvis I har oplevet de børn jeg har oplevet, ville I måske have en anden mening, og det er lidt derfor vi skal respektere hinandens meninger, for vores meninger er dannet udfra hvad vi har oplevet  

Jeg er bare den sjældne type der mener børn ikke er hele verdens eller husets navle, og at alt skal dreje sig om dem hele tiden.Jeg har aldrig sagt noget om at SMIDE eller TVIIIINGE et barn ind på et værelse For det er ikke min mening, min mening er at man skal gøre værelses attraktivt, ligge det tæt på stuen evt. og ikke i den anden ende af huset f.eks. ved siden af bryggerset, eller tæt på hoveddøren. Jeg har heller ikke decideret ment at børn ikke må lege i stuen, jeg mener mere det faktum at alt deres legetøj er i stuen fast, og ikke på deres eget værelse, så barnet altså ligesom føler det har 2 værelser.

Og ja, en af jer snakker om instinkter som frygt, angst, og overlevelse. Aldrig har så mange børn fået diagnosen stress, angst, og igen, et af de børn jeg kender (5 år) tør ikke være på sit eget værelse, ubevidst bliver han bare bekræftet I at hans angst for sit værelse er god nok, derfor skal han sove hos mor og far, fordi det er lettere end at gøre noget ved rummet så han f.eks. ikke er bange. 
Igen, jeg ville aldrig tvinge et skrigende og grædende barn ind på et værelse hvis det ikke vil, men jeg vil personligt gøre mit for at fra dag 1 skal der foretrækkes man kan lege på værelset, værelset er ens eget hvor man må lave hvad pokker man vil i, og er man angst for værelset må man lave det om eller arbejde med følelsen. Angst er en livslang følelse man kun kan lære at tackle ved at tage den alvorligt og arbejde med, ikke ved at sørge for ens barn bare skal undgå alle angst situationer. Jeg vil personligt hellere sove på barnets værelse i en kort periode, end jeg vil bekræfte barnet I at angsten går væk hvis han/hun sover hos mig. Det er MIN holdning. Og ja, jeg skal sgu nok blive klogere Jeg har jo jer til at fortælle mig hvordan virkeligheden er Så skriv nu jeres erfaringer, som vi andre kan suge til os, uden at rette!

 
Og nu kommer I sikkert allesammen og siger det er en debat, og at alle må svare mig, og at jeg skal holde mig væk hvis jeg ikke kan klare at få svar, men skal vi ikke bare blive enige om debatten er ikke for at vi skal diskutere, debatten er for at mortilpige kan få et svar hun kan bruge til noget, så hjælp nu hende, istedet for at bruge tid på at svare mig  

Ja, nu siger jeg det altså alligevel, det er mig en evig gåde at folk af og til føler sig trådt over tæerne når folk modsiger dem på et debatforum. I mine øjne er ethvert spørgsmål eller indlæg et grundlag for en spændende diskussion - baby.dk ville da være verdens kedeligste sted hvis tingene ikke måtte udvikle sig og det eneste man skulle forholde sig til var det konkrete spørgsmål. Det lader i øvrigt til at du godt vidste at du bragte noget der kunne opfattes en smule kontroversielt på banen. At respektere hinandens meninger er ikke lig med ikke at måtte sige dem imod/stille spørgsmålstegn. Det er jo tit der der udgøre en spændende debat og i bund og grund er det jo aldrig noget personligt men derimod en spændende udveksling hvis folk ikke opfatter andres besyv (som ikke altid er ens med det man selv mener) som at være rettende eller ude på at være Rasmus-modsat 

Joanhs skriver:

Sjovt, jeg troede det var mortilpige der stillede et spørgsmål, alligevel så er det mig der skal have alle jeres svar Jeg vidste bare folk ikke kunne lade mig komme med mit input uden at skulle fodre mig med deres meninger Svar nu bare for jer selv på det der bliver spurgt om, så svare jeg for mig hvad min mening er. Det sjove er bare, de forældre jeg besøger, SELV legede på deres værelser som barn, folk glemmer fuldstændig selv hvordan det var at være barn, hvor fedt det var at kunne leve sig ind i en leg uden voksne, og at man kunne forlade et selskab for at kunne søge ro på sit værelse, nu oplever jeg børn der sidder til familiefødselsdage og tysser på de voksne der larmer, mens ipaden køre. Det er seriøst! Børnene TYSSER på de voksne, og beder(råber) de voksne om at være stille, og vi snakker almindelig kaffe og hyggesnak. Hvis I har oplevet de børn jeg har oplevet, ville I måske have en anden mening, og det er lidt derfor vi skal respektere hinandens meninger, for vores meninger er dannet udfra hvad vi har oplevet  

Jeg er bare den sjældne type der mener børn ikke er hele verdens eller husets navle, og at alt skal dreje sig om dem hele tiden.Jeg har aldrig sagt noget om at SMIDE eller TVIIIINGE et barn ind på et værelse For det er ikke min mening, min mening er at man skal gøre værelses attraktivt, ligge det tæt på stuen evt. og ikke i den anden ende af huset f.eks. ved siden af bryggerset, eller tæt på hoveddøren. Jeg har heller ikke decideret ment at børn ikke må lege i stuen, jeg mener mere det faktum at alt deres legetøj er i stuen fast, og ikke på deres eget værelse, så barnet altså ligesom føler det har 2 værelser.

Og ja, en af jer snakker om instinkter som frygt, angst, og overlevelse. Aldrig har så mange børn fået diagnosen stress, angst, og igen, et af de børn jeg kender (5 år) tør ikke være på sit eget værelse, ubevidst bliver han bare bekræftet I at hans angst for sit værelse er god nok, derfor skal han sove hos mor og far, fordi det er lettere end at gøre noget ved rummet så han f.eks. ikke er bange. 
Igen, jeg ville aldrig tvinge et skrigende og grædende barn ind på et værelse hvis det ikke vil, men jeg vil personligt gøre mit for at fra dag 1 skal der foretrækkes man kan lege på værelset, værelset er ens eget hvor man må lave hvad pokker man vil i, og er man angst for værelset må man lave det om eller arbejde med følelsen. Angst er en livslang følelse man kun kan lære at tackle ved at tage den alvorligt og arbejde med, ikke ved at sørge for ens barn bare skal undgå alle angst situationer. Jeg vil personligt hellere sove på barnets værelse i en kort periode, end jeg vil bekræfte barnet I at angsten går væk hvis han/hun sover hos mig. Det er MIN holdning. Og ja, jeg skal sgu nok blive klogere Jeg har jo jer til at fortælle mig hvordan virkeligheden er Så skriv nu jeres erfaringer, som vi andre kan suge til os, uden at rette!

 
Og nu kommer I sikkert allesammen og siger det er en debat, og at alle må svare mig, og at jeg skal holde mig væk hvis jeg ikke kan klare at få svar, men skal vi ikke bare blive enige om debatten er ikke for at vi skal diskutere, debatten er for at mortilpige kan få et svar hun kan bruge til noget, så hjælp nu hende, istedet for at bruge tid på at svare mig  

Det med ipaden er da også langt ude men tænker ikke det er det generelle billede. 

Mht. dine andre forslag med at gøre værelset attraktivt og værelset skal ligge tæt på stuen, tænker jeg er råd som egentlig er baseret på at du ikke har børn. Mange har fantastisk spændende værelser, mange bor i lejligheder hvor værelset er lige ved siden af stuen, mange har de første år leget på værelset med deres barn....men børn vil helst være hvor mor og far er og er de i stuen så er de der også. (Noget andet hvis man har en legekammerat på besøg eller man har søskende, så er min erfaring at værelset bliver brugt) 

Sjovt, jeg troede det var mortilpige der stillede et spørgsmål, alligevel så er det mig der skal have alle jeres svar Jeg vidste bare folk ikke kunne lade mig komme med mit input uden at skulle fodre mig med deres meninger Svar nu bare for jer selv på det der bliver spurgt om, så svare jeg for mig hvad min mening er. Det sjove er bare, de forældre jeg besøger, SELV legede på deres værelser som barn, folk glemmer fuldstændig selv hvordan det var at være barn, hvor fedt det var at kunne leve sig ind i en leg uden voksne, og at man kunne forlade et selskab for at kunne søge ro på sit værelse, nu oplever jeg børn der sidder til familiefødselsdage og tysser på de voksne der larmer, mens ipaden køre. Det er seriøst! Børnene TYSSER på de voksne, og beder(råber) de voksne om at være stille, og vi snakker almindelig kaffe og hyggesnak. Hvis I har oplevet de børn jeg har oplevet, ville I måske have en anden mening, og det er lidt derfor vi skal respektere hinandens meninger, for vores meninger er dannet udfra hvad vi har oplevet  

Jeg er bare den sjældne type der mener børn ikke er hele verdens eller husets navle, og at alt skal dreje sig om dem hele tiden.Jeg har aldrig sagt noget om at SMIDE eller TVIIIINGE et barn ind på et værelse For det er ikke min mening, min mening er at man skal gøre værelses attraktivt, ligge det tæt på stuen evt. og ikke i den anden ende af huset f.eks. ved siden af bryggerset, eller tæt på hoveddøren. Jeg har heller ikke decideret ment at børn ikke må lege i stuen, jeg mener mere det faktum at alt deres legetøj er i stuen fast, og ikke på deres eget værelse, så barnet altså ligesom føler det har 2 værelser.

Og ja, en af jer snakker om instinkter som frygt, angst, og overlevelse. Aldrig har så mange børn fået diagnosen stress, angst, og igen, et af de børn jeg kender (5 år) tør ikke være på sit eget værelse, ubevidst bliver han bare bekræftet I at hans angst for sit værelse er god nok, derfor skal han sove hos mor og far, fordi det er lettere end at gøre noget ved rummet så han f.eks. ikke er bange. 
Igen, jeg ville aldrig tvinge et skrigende og grædende barn ind på et værelse hvis det ikke vil, men jeg vil personligt gøre mit for at fra dag 1 skal der foretrækkes man kan lege på værelset, værelset er ens eget hvor man må lave hvad pokker man vil i, og er man angst for værelset må man lave det om eller arbejde med følelsen. Angst er en livslang følelse man kun kan lære at tackle ved at tage den alvorligt og arbejde med, ikke ved at sørge for ens barn bare skal undgå alle angst situationer. Jeg vil personligt hellere sove på barnets værelse i en kort periode, end jeg vil bekræfte barnet I at angsten går væk hvis han/hun sover hos mig. Det er MIN holdning. Og ja, jeg skal sgu nok blive klogere Jeg har jo jer til at fortælle mig hvordan virkeligheden er Så skriv nu jeres erfaringer, som vi andre kan suge til os, uden at rette!

 
Og nu kommer I sikkert allesammen og siger det er en debat, og at alle må svare mig, og at jeg skal holde mig væk hvis jeg ikke kan klare at få svar, men skal vi ikke bare blive enige om debatten er ikke for at vi skal diskutere, debatten er for at mortilpige kan få et svar hun kan bruge til noget, så hjælp nu hende, istedet for at bruge tid på at svare mig  

Nu vil jeg så både svare dig og trådstarter:børn er forskellige. Det var de da jeg var barn og det var de da min mor var barn og det er de nu. 

At have sit eget værelse med bunker af legetøj wr en ny opfindelse, du skal såmænd ikke længere tilbage end til 50'erne så var der familier der boede med 3 børn i en toværelset lejlighed (jeg kender familier også i dag der bor så børnene ikke har eget værelse - ja mine to drenge har ikke men deler). 

Jeg elskede mit eget værelse, min egen tid, roen og den lukkede dør. Det samme gør mine ene søn, mens den anden er yderst social og helst vil være i snak hele tiden. De er vokset op i samme familie og er dybt forskellige.

Men jo det er instinktivt en fare at være ladt alene, derfor søger børn især når de er små fællesskabet også om natten. Og tro mig man udviklere ikke angst af at samsove, så ville alle i vikingetiden have haft angst 

Og ja smiler lidt og tænker på da jeg sad som gravid og bestilte billetter til Wagner opera 5ugee efter termin og sagde: ork ja jeg skal da ikke stoppe med at leve fordi jeg bliver mor - jeg blev klogere og jeg kom ikke i operaen 

og forresten hos os os er stuerne fælles rum, pg der er ingen krav om hvad man laver. Jeg må sidde og læse en bog, jeh må sy, jeg må gå på nettet. Børnene må lege, de må tegne, de må laver perler osv. Det jeg elsker aller mest er når vi alle er i gang i samme rum med hver vores sysler... og ingen tysser på hinanden for der er jo plads til os alle sammen.

Kan godt være der er en overskrift i en sort "header" øverst der hedder debat, men igen, burde vi ikke være her for at løfte hinanden op, støtte hinanden og gøre hinanden bedre, evt. besvare trådsstarters spørgsmål, i stedet for at trække hinanden ned, dømme andre, og være bedrevidende, og bruge tid på at starte små interne skænderier, i stedet for at hjælpe andre videre? Brug dog energien positivt Livet er for kort til at I skal tage jer af hvad fanden jeg mener! Seriøst, jeg er ikke en skid værd i jeres verden alligevel, og i morgen er det glemt, så kom nu bare videre I behøver ikke komme med jeres mening til alt som andre skriver til en anden, men her er sgu også for kedeligt til at folk med anderledes tankegange tænker "hmm, jeg vil egentligt gerne besvare spørgsmålet, men jeg gider ikke en kæmpe debat hvor jeg skal forsvarer hvorfor jeg hellere vil drikke ikke-øko mælk end øko"! Hvis folk med de lidt anderledes levemåder ikke tør svare, bliver her temmelig ensformigt, kedeligt, og nok også med tiden tomt. Så omfavn nu bare at nogen mener noget andet, og det er vel okay. Jeg angreb ikke jer andre i mit oprindelige indlæg for at leve som I gør For I gør det I gør, udfra jeres overbevisning og erfaring. 

lineog4 skriver:

Nu vil jeg så både svare dig og trådstarter:børn er forskellige. Det var de da jeg var barn og det var de da min mor var barn og det er de nu. 

At have sit eget værelse med bunker af legetøj wr en ny opfindelse, du skal såmænd ikke længere tilbage end til 50'erne så var der familier der boede med 3 børn i en toværelset lejlighed (jeg kender familier også i dag der bor så børnene ikke har eget værelse - ja mine to drenge har ikke men deler). 

Jeg elskede mit eget værelse, min egen tid, roen og den lukkede dør. Det samme gør mine ene søn, mens den anden er yderst social og helst vil være i snak hele tiden. De er vokset op i samme familie og er dybt forskellige.

Men jo det er instinktivt en fare at være ladt alene, derfor søger børn især når de er små fællesskabet også om natten. Og tro mig man udviklere ikke angst af at samsove, så ville alle i vikingetiden have haft angst 

Og ja smiler lidt og tænker på da jeg sad som gravid og bestilte billetter til Wagner opera 5ugee efter termin og sagde: ork ja jeg skal da ikke stoppe med at leve fordi jeg bliver mor - jeg blev klogere og jeg kom ikke i operaen 

og forresten hos os os er stuerne fælles rum, pg der er ingen krav om hvad man laver. Jeg må sidde og læse en bog, jeh må sy, jeg må gå på nettet. Børnene må lege, de må tegne, de må laver perler osv. Det jeg elsker aller mest er når vi alle er i gang i samme rum med hver vores sysler... og ingen tysser på hinanden for der er jo plads til os alle sammen.

Tak for et fedt svar Mange gode pointer jeg godt kan følge.

mortilpige skriver:

Ja, som overskriften lyder, så var jeg da bare nysgerrig på, hvor meget jeres børn bruger sit værelse..

Min datter bruger det aldrig. Bruger det kun til at sove i, men ville egentlig gerne lære hende, "at elske sit værelse til leg".. Håber det giver mening 

Skal nok lige nævne, at hun er 4 1/2 

 

Bare vent når hun er 14 vil du hige efter hun kommer ud af værelset 

nej pjat (eller nej det er ikke pjat), mine bruger faktisk ikke deres værelse særlig meget de er 6 og 9 (hende på 14 er der hele tiden hvis hun ikke er ude). Vi er så heldige så vi har to stuer og jeg elsker det parallel liv vi har i stuerne, vi hr er stort kreabord hvor jeg kan sidde med minsybibg og de tegner, laver perler eller.... og så kan vi lige tale lidt sammen. Eller jeg sidder i sofaen med en bog og kan høre deres skønne leg og smile pg blive varm inden i. 

Min ene søn (ham på 9) er nok den der mest trækker ind på værelset, men han kan også (so jeg kunne og kan) sidde midt i kaos og være helt i sin egen lege verden så det gør han ofte i en af stuerne. Den mindste er meget mere social og har brug for der er nogle omkring ham så han gåe aldrig alene på værelset, han er heller ikke en rigtig leger, han er mere en hopper og bold dreng. 

Joanhs skriver:

Jeg har ikke selv børn, men det er klart vores mening, at børn skal lege på værelset. Personligt tror jeg min mor aldrig så mig i stuen, for jeg havde alt for travlt med at lege på mit værelse, jeg havde en virkelig god fantasi Jeg skulle kun være i stuen hvis jeg skulle lege med større ting der ikke var plads til på værelset. Jeg har altid været glad for mine værelser, og alene tid.

Men overalt hvor vi kommer i andres hjem, gider børnene knap nok sove på deres værelser, alt legetøjet er i stuen, nogen af børnene er bange for deres egne værelser, så de sover hos forældrene, og leger kun i stuen når forældrene er der. Forældrene klager over de aldrig har voksen-samtaler med nogen af deres gæster, men hvis de prøver at sige til børnene "du skal lige lege på værelset" så tudbrøler børnene, eller gør på anden måde vrøvl, så er det trods alt nemmere bare at stikke hørebøffer og en ipad, så barnet kan sidde i stuen og se tegnefilm Helt ærligt, jeg bliver mega upopulær, men en stue skal holdes børnefri så meget som muligt. Det er et sted man er sammen og interagere med hinanden. Hvi sman alligevel vil sidde og lege med brandbiler og lege alene med lego, så skal man være på sit værelse.

Jeg tror godt jeg forstår hvad du mener.. jeg kan ihvertfald genkende noget af det du skriver med at børn også godt kan fylde "for" meget. (Min mening). Det er efter min mening "okay" at vi også må sidde og nyde vores mad i ro og fred og tale om vigtige voksentema'er uden konstant at skulle servicere ungerne. Det er rigeligt at skulle pudse næse, skifte en ble, tørre en numse imens man sidder og spiser. Så skal der ikke også oveni leges højlydt lige dér. 

I vores stue ligger der pt også mange ting.. den 1 årige slæber det derind hver dag. Hver dag bliver det ryddet op igen. Hun er så lille at hun ikke kan -eller bør- sendes ovenpå på værelset. Hun har legekøkken i stueetagen samt en kasse med legetøj fordi hun er lille. Men jeg beder tit- hver dag- de store gå op ovenpå og lege. (Hvilket de altså også bare gør uden nogensinde at brokke sig). 

De er hvor det nu er mest praktisk. Jeg vil have ro til at rydde op, ro til at indimellem bare tale i fred med far, uden at blive afbrudt konstant af fem børn. Stuen kan de fx bruge til at spille matador osv fordi vi har et dejligt stort bord at spille ved- men jeg gider ikke have larmende tegneserier kørene herinde på tv, jeg vil ikke have hele playmobil osv. bygget op. De har 65 m2 for sig selv og der kan de rode, lege, danse som de vil. Nedenunder vil jeg have pænt, opryddet og rent! 

Indimellem ser vi en film sammen som hele familien, men jeg og far vil også i alderen 30+ have lov at have egne "rum".. ligesom børnene har det. 

Anonym skriver:

Jeg tror godt jeg forstår hvad du mener.. jeg kan ihvertfald genkende noget af det du skriver med at børn også godt kan fylde "for" meget. (Min mening). Det er efter min mening "okay" at vi også må sidde og nyde vores mad i ro og fred og tale om vigtige voksentema'er uden konstant at skulle servicere ungerne. Det er rigeligt at skulle pudse næse, skifte en ble, tørre en numse imens man sidder og spiser. Så skal der ikke også oveni leges højlydt lige dér. 

I vores stue ligger der pt også mange ting.. den 1 årige slæber det derind hver dag. Hver dag bliver det ryddet op igen. Hun er så lille at hun ikke kan -eller bør- sendes ovenpå på værelset. Hun har legekøkken i stueetagen samt en kasse med legetøj fordi hun er lille. Men jeg beder tit- hver dag- de store gå op ovenpå og lege. (Hvilket de altså også bare gør uden nogensinde at brokke sig). 

De er hvor det nu er mest praktisk. Jeg vil have ro til at rydde op, ro til at indimellem bare tale i fred med far, uden at blive afbrudt konstant af fem børn. Stuen kan de fx bruge til at spille matador osv fordi vi har et dejligt stort bord at spille ved- men jeg gider ikke have larmende tegneserier kørene herinde på tv, jeg vil ikke have hele playmobil osv. bygget op. De har 65 m2 for sig selv og der kan de rode, lege, danse som de vil. Nedenunder vil jeg have pænt, opryddet og rent! 

Indimellem ser vi en film sammen som hele familien, men jeg og far vil også i alderen 30+ have lov at have egne "rum".. ligesom børnene har det. 

Jeg tror forskellen står og falder på forståelsen af stuen. Her hjemme er stuen ikke min eller de voksnes, det er familiens - også nemt for os fordi vi har to stuer og et dejligt stort køkken, så skal nok finde pladsen hvis det er. Vi er også en familie med kun et fjernsyn så skal man se fjernsyn så foregår det i stuen. 

Alle de ord var jo egentlig ligegyldige, for vi har i indrettet os forskellige, men det der "provokerer" ved dit og anden debattørs indlæg er at jeg læser nogle værdi domme i dem, noget alla de hvor en har plads i stuen, der er de voksne nærmest alene marionetdukker for børnene, børnenes serviceres og der er ikke plads til de voksne. 

Mon ikke det i højere grad handler om kultur, om vaner og forståelser? Mine unger er i stuerne også når der tales voksent (selvfølgelig sidder vi ikke og taler om sexliv og er også moderate i forhold til krig og ødelæggelse), de hører om politik, om vores arbejde, om ja sol og vind - det betyder de to store på 9 og 14 efterhånden også er små debattører, og jeg synes det er skønt de blander sig, stiller spørgsmål osv. 

Vores stuer er nok ikke indbegrebet af orden og minimalisme, men de er pæne nok - eller i hvert fald pæne nok til jeg kan holde ud at være der. Jeg har ikke mit eget værelse udover et lille bitte soveværelse, men ungerne har en respekt for jeg sidder med studiebøger fx og jeg siger: lige to sekunder og så når jeg til et sted hvor det er naturligt at holde en pause. Jeg føler mig ikke som er service organ, som der ikke er plads til mig, jeg ikke kan være voksen og det til trods for hele bordet pludselig kan være en legoverden. Jeg respekterer fuldt ud alle ikke har det som mig, og tænker det alene handler om vi er forskellige og ikke at nogle er bedre eller dårligere forældre, mere eller mindre servicerende osv. Vi her hjemme er også forskellige, jeg føler jeg har frihed og rum i rummet med alle børnene, oplever det som fritid når vi er sammen, mens min mand først føler han har helt fritid når børnene også er "væk" - så har vi heldigvis plads nok til han kan få sin fritid og jeh kan få min slags.

Joanhs skriver:

Sjovt, jeg troede det var mortilpige der stillede et spørgsmål, alligevel så er det mig der skal have alle jeres svar Jeg vidste bare folk ikke kunne lade mig komme med mit input uden at skulle fodre mig med deres meninger Svar nu bare for jer selv på det der bliver spurgt om, så svare jeg for mig hvad min mening er. Det sjove er bare, de forældre jeg besøger, SELV legede på deres værelser som barn, folk glemmer fuldstændig selv hvordan det var at være barn, hvor fedt det var at kunne leve sig ind i en leg uden voksne, og at man kunne forlade et selskab for at kunne søge ro på sit værelse, nu oplever jeg børn der sidder til familiefødselsdage og tysser på de voksne der larmer, mens ipaden køre. Det er seriøst! Børnene TYSSER på de voksne, og beder(råber) de voksne om at være stille, og vi snakker almindelig kaffe og hyggesnak. Hvis I har oplevet de børn jeg har oplevet, ville I måske have en anden mening, og det er lidt derfor vi skal respektere hinandens meninger, for vores meninger er dannet udfra hvad vi har oplevet  

Jeg er bare den sjældne type der mener børn ikke er hele verdens eller husets navle, og at alt skal dreje sig om dem hele tiden.Jeg har aldrig sagt noget om at SMIDE eller TVIIIINGE et barn ind på et værelse For det er ikke min mening, min mening er at man skal gøre værelses attraktivt, ligge det tæt på stuen evt. og ikke i den anden ende af huset f.eks. ved siden af bryggerset, eller tæt på hoveddøren. Jeg har heller ikke decideret ment at børn ikke må lege i stuen, jeg mener mere det faktum at alt deres legetøj er i stuen fast, og ikke på deres eget værelse, så barnet altså ligesom føler det har 2 værelser.

Og ja, en af jer snakker om instinkter som frygt, angst, og overlevelse. Aldrig har så mange børn fået diagnosen stress, angst, og igen, et af de børn jeg kender (5 år) tør ikke være på sit eget værelse, ubevidst bliver han bare bekræftet I at hans angst for sit værelse er god nok, derfor skal han sove hos mor og far, fordi det er lettere end at gøre noget ved rummet så han f.eks. ikke er bange. 
Igen, jeg ville aldrig tvinge et skrigende og grædende barn ind på et værelse hvis det ikke vil, men jeg vil personligt gøre mit for at fra dag 1 skal der foretrækkes man kan lege på værelset, værelset er ens eget hvor man må lave hvad pokker man vil i, og er man angst for værelset må man lave det om eller arbejde med følelsen. Angst er en livslang følelse man kun kan lære at tackle ved at tage den alvorligt og arbejde med, ikke ved at sørge for ens barn bare skal undgå alle angst situationer. Jeg vil personligt hellere sove på barnets værelse i en kort periode, end jeg vil bekræfte barnet I at angsten går væk hvis han/hun sover hos mig. Det er MIN holdning. Og ja, jeg skal sgu nok blive klogere Jeg har jo jer til at fortælle mig hvordan virkeligheden er Så skriv nu jeres erfaringer, som vi andre kan suge til os, uden at rette!

 
Og nu kommer I sikkert allesammen og siger det er en debat, og at alle må svare mig, og at jeg skal holde mig væk hvis jeg ikke kan klare at få svar, men skal vi ikke bare blive enige om debatten er ikke for at vi skal diskutere, debatten er for at mortilpige kan få et svar hun kan bruge til noget, så hjælp nu hende, istedet for at bruge tid på at svare mig  

nøj du har en bedre videne "hør nu her små venner" debat stil 

ts  stiller et spørgsmål, men ærligt er svarene jo ikke pind værd uden en udybning 

og skal vi blive rigtig flue kneppende, detalje orinteret hvis tråden udelukkende er et spørgsmål om hvor meget børn leger på værelset. 

hvorfor svarer du så? du har slet ikke børn 

og igen hvilken hjælp har du bidraget med til trådtstarter? "Da jeg var barn, forældre glemmer, u opdragene børn" hvad skal hun bruge det til?