Hvad gør vi med mormor

En af vores børn, har snart fødselsdag, og da vi spurgte hvem som skulle med, blev mormor nævnt. 

Vi snakker ikke med min mor længere af mange årsager. Børnene har aldrig vakt den store interesse eller prioritet, og set dem sjældent og kort tod af gangen. Det mest interessante virkede til at kunne prale lidt på Facebook, men egentlig interesse var der ikke meget meget af. 

Der har så været en masse som gør at vi ikke har haft kontakt siden jul, mig var der ingen interesse for at se, men pludselig var børnene interessante og min mand blev udspurgt, og fik SMS osv. Til sidst valgte han at sige fra, da der ingen ønske var fra hendes side, selvom hun sagde hun ikke havde valgt børnene fra. Der ligger meget bag, men er ikke en bog jeg skal skrive så holder det ret kort. 

Nå men nu har barnet så kort sagt, mormor skulle inviteres (børnehavebarn) kun nævnt sammen med de andre bedster, og mormor har inkl denne nævnelsen kun været nævnt 2 gange siden, de virker ikke til at opfatte hun ikke er en del af noget længere, ikke savne hende, eller andet i den forbindelse, de spørger aldrig efter hende,  men spørger dog meget efter farmor og farfar, morfar og bedstemor. 

Jeg er dog i tvivl om vi skal fortsætte og ikke nævne moget og lade tanken om mormor glide ud i sandet, og at hun bare forsvinder længere ud i periferien, eller om man bør snakke med børnene omkring situationen med mormor. Som det ser ud nu, er der ingen håb for at få kontakt med mormor igen, hvilket jeg egentlig heller ikke ønsker, da det bragte så meget negativt i vores og især mit liv. Høje krav til væremåde og intet var godt nok osv. Ting jeg ikke ønsker skal ske for mine børn osv. I en kort periode prøvede vi at børnene så mormor og imødekom mormor, men dette var ikke godt nok og til sidst gav vi op. 

At invitere mormor til fødselsdag er ikke en mulighed. 

Jeg ville sige det ligeud til børnene.

Børn kan være overraskende forstående hvis man bare forklare tingene til dem. Nogen gange tager det længere tid at forstå end andre, men det kommer jo også an på det individuelle barn.

Hvis du ikke siger noget kan det være de undre sig om hvorfor du ikke siger noget. Børn har flere bekymringer end de viser og vi ofte ved af. 

Held og lykke med hvad du end vælger.

Hvis du ved, at mormor ikke kommer mere, så synes jeg bare du skal lade det glide ud stille og roligt. Hvis de er så små og hun alligevel ikke har spillet den store rolle, så går der vel ikke længe før hun i det store hele er glemt. Min personlige holdning ville være, at voksenkonflikten ikke behøver blive forklaret til så små børn, der ville jeg bare lade være at nævne noget overhovedet. 

klmf skriver:

Hvis du ved, at mormor ikke kommer mere, så synes jeg bare du skal lade det glide ud stille og roligt. Hvis de er så små og hun alligevel ikke har spillet den store rolle, så går der vel ikke længe før hun i det store hele er glemt. Min personlige holdning ville være, at voksenkonflikten ikke behøver blive forklaret til så små børn, der ville jeg bare lade være at nævne noget overhovedet. 

Tak for dit besyv

de virker ikke til at spekulere voldsomt og lod egentlig som om det gik ok med bare at sige, mormor kommer ikke, da der blev spurgt til fødselsdag. De virker ikke til at tænke over at mormor ikke er en del af vores liv mere, men hvis de begynder atspørge ind og undre sig må jeg finde en god måde at forklare tingene ærligt på, uden at involvere dem for meget i selve konflikten 

Anonym skriver:

Jeg ville sige det ligeud til børnene.

Børn kan være overraskende forstående hvis man bare forklare tingene til dem. Nogen gange tager det længere tid at forstå end andre, men det kommer jo også an på det individuelle barn.

Hvis du ikke siger noget kan det være de undre sig om hvorfor du ikke siger noget. Børn har flere bekymringer end de viser og vi ofte ved af. 

Held og lykke med hvad du end vælger.

Tak for svar og held på vejen 

jeg tænker at ærlighed må være vejen frem hvis de begynder at spørge ind, uden at indvolvere dem for meget i konflikten. Mormor har jo ikke været så stor rolle tidligere selvom hun dog har været der. De virker ikke til at have bemærket at mormor ikke er en del af familien mere. Men er jo heller ikke sagt, så lige nu tænker de nok bare ikke videre over det og er jo et sted godt at de ikke lider afsavn.

Men vil dog være ærlig, da mormor selv er overbevist om at hun på ingen måde har valgt nogen fra, ej heller børnene. Men vælger man ikke at ville skrive eller have kontakt til sit eget barn, vælger man jo også barnet fra, og siden de blev født har interessen ikke været det store og især de sidste 1-2 år inden "bruddet" gik det ned af bakke. Af en mormor som bor 10 min væk i bil, og som ikke arbejder, og hvor jeg ofte har tilbudt at vi kunne holde fridage og mødes og ses, evt bare 1 times tid. Dette uden interesse. Når vi endelig blev inviteret skulle deres venner altid med og vi blev nærmest ignoreret og dwr var ikke tid til børnene kun set skævt til de ikke var musestille under middagen så de kunne hygge med drinks og voksensnak så mormor hardesværre gennem mange handlinger (og mange flere end nævnt) selv valgt fra og prioriteret mange andre ting, end vores familie, langt højere. Hendes valg er selvfølgelig ok, det er jo hendes valg, men vi kan ikke blive ved at lide under disse valg og ville ønske hun i det mindste stod ved sine egne handlinger og valg

Jeg har ingen børnehavebørn selv så kan ikke sige hvordan sådan nogle tænker. 

Men vil nu gerne lufte min tanke alligevel. 

Kan godt være at børnene ikke ytre sig om savn i dagligdagen. Men op til en fødselsdag som vi alle ved er stort for børn i den alder og barnet ligefrem nævner at det ønsker at mormor skal med. Så tror jeg at savnet er større end du måske lige går og tror. 

Jeg ville derfor - hvis det var mig - inviterer mormor med når barnet ønsker det. Hvis hun så ikk vælger at komme så fortælle som det er at mormor ikke kunne. Kommer hun derimod. Så få det bedste ud af det og glæde sig over at barnet er glad for mormor er der. 

Her var hverken mormor eller morfar velkommen til sidst, efter meget lange og seje forsøg...

Nu kunne barnet ikke undgå at bemærke deres måde at være på eller høre hvad der blev sagt, men her blev der meldt ud at de desværre ikke var så søde når vi var sammen, og at de derfor ikke kom ved os mere.  

Her har det nok været et savn, men prisen for at ses havde været dyre end savnet på kort og langt sigt 

Anonym skriver:

Jeg har ingen børnehavebørn selv så kan ikke sige hvordan sådan nogle tænker. 

Men vil nu gerne lufte min tanke alligevel. 

Kan godt være at børnene ikke ytre sig om savn i dagligdagen. Men op til en fødselsdag som vi alle ved er stort for børn i den alder og barnet ligefrem nævner at det ønsker at mormor skal med. Så tror jeg at savnet er større end du måske lige går og tror. 

Jeg ville derfor - hvis det var mig - inviterer mormor med når barnet ønsker det. Hvis hun så ikk vælger at komme så fortælle som det er at mormor ikke kunne. Kommer hun derimod. Så få det bedste ud af det og glæde sig over at barnet er glad for mormor er der. 

Det er ikke en mulighed at mormor kommer hjem. Jeg kan selvfølgelig ikke vide hvor lidt og hvor meget de savner. Men tænker ikke det vil gøre situationen bedre hvis de så ser hende et par gange om året pg ikke har kontakt ellers. Mormors adfærd generelt har gjort vi ikke ønsker at der skal være kontakt, at jeg ikke vil leve eller for den sags skyld lære mine børn at det er ok kun at være god nok engang imellem når mormor lige lyster og har en gevinst ud af det, og man i øvrigt skal have bestemt adfærd, hvis ikke, er man ikke velkommen. Vi har feks stået flere gange hvor alke på nær os blev inviteret, bla til julefrokoster, familue ture osv 

Tak for svar og held på vejen 

jeg tænker at ærlighed må være vejen frem hvis de begynder at spørge ind, uden at indvolvere dem for meget i konflikten. Mormor har jo ikke været så stor rolle tidligere selvom hun dog har været der. De virker ikke til at have bemærket at mormor ikke er en del af familien mere. Men er jo heller ikke sagt, så lige nu tænker de nok bare ikke videre over det og er jo et sted godt at de ikke lider afsavn.

Men vil dog være ærlig, da mormor selv er overbevist om at hun på ingen måde har valgt nogen fra, ej heller børnene. Men vælger man ikke at ville skrive eller have kontakt til sit eget barn, vælger man jo også barnet fra, og siden de blev født har interessen ikke været det store og især de sidste 1-2 år inden "bruddet" gik det ned af bakke. Af en mormor som bor 10 min væk i bil, og som ikke arbejder, og hvor jeg ofte har tilbudt at vi kunne holde fridage og mødes og ses, evt bare 1 times tid. Dette uden interesse. Når vi endelig blev inviteret skulle deres venner altid med og vi blev nærmest ignoreret og dwr var ikke tid til børnene kun set skævt til de ikke var musestille under middagen så de kunne hygge med drinks og voksensnak så mormor hardesværre gennem mange handlinger (og mange flere end nævnt) selv valgt fra og prioriteret mange andre ting, end vores familie, langt højere. Hendes valg er selvfølgelig ok, det er jo hendes valg, men vi kan ikke blive ved at lide under disse valg og ville ønske hun i det mindste stod ved sine egne handlinger og valg

 

 

Jeg mente du kan sige det lige ud som det er nu. At det ikke er en mulighed at invitere mormor med. Når de så når til det punkt hvor de selv begynder at stille flere og flere spørgsmål eller undre sig om hvor hun er så kan du eventuelt gå lidt mere i detaljer, ikke at sige du skal fortælle dem alt. Det er et voksen problem som børnene ikke behøver at være inden i, men når tiden er inde er selv små/få detaljer store i børns øjne.

Her bor vi selv mindre end 5 min væk fra den ene bedsteforældre og 45 min væk fra den anden. Den på 5 min væk ser vi meget sjældent, og vi har også forsøgt og prøvet længe. Overraskende nok ser på den bedsteforældre 45 min væk meget oftere end den på 5 min.. Det handler om hvem der vil og gider at tage sig tid.

Anonym skriver:

Her var hverken mormor eller morfar velkommen til sidst, efter meget lange og seje forsøg...

 

Nu kunne barnet ikke undgå at bemærke deres måde at være på eller høre hvad der blev sagt, men her blev der meldt ud at de desværre ikke var så søde når vi var sammen, og at de derfor ikke kom ved os mere.  

Her har det nok været et savn, men prisen for at ses havde været dyre end savnet på kort og langt sigt 

Det er desværre sådan det er her, den ældste af vores børn, udtalte ofte når vi havde været derovre at han var vred, ked osv og at mormor og hendes mand var dumme og ikke ville derover 

selvom det har været hårdt har bruddet, især for mig og som os som familie, været det helt klart bedste valgt. Det var for negativt og kostede meget på den konto