Jeg har lidt af angst sideløbende med andre psykiske lidelser de sidste 15 år af mit liv og får også medicin for disse.
Min angst kommer frem når jeg får for mange ting omkring mig, eller kommer tilbage i de gamle følelser jeg har fra min opvækst, som har resulteret i at jeg har det som jeg har det. Den giver sig udslag i at jeg frygter mine nærmeste dør, jeg er nødt til at bekræfte flere gange om dagen at min mand stadig lever og kommer hjem til mig. Hos mig selv får jeg tit følelsen af at jeg er ved at dø, eller ikke kan få luft. Jeg går til mange lægebesøg for at blive tjekket for om jeg nu fejler noget siden sidst. Oftest kan jeg kun klare 1 eller 2 ting (huslige eller arrangementer) om ugen, nogle uger slet ingenting for at holde min angst nede.
Jeg har været i behandling i distriktet, men er nu videre i systemet, går hos privatpraktiserende psykiater. Jeg er på førtidspension fordi behandling ikke kan hjælpe mig, hverken terapeutisk eller medicinsk, til at forbedre min arbejdsevne. Det eneste behandling hjælper mig med, er at forbedre min livskvalitet.
Det har krævet meget af mig og taget 4 år for mig at acceptere min situation og finde ro i at jeg som 24-årig måtte sige farvel til arbejdsmarkedet, men for mig var det først der jeg rigtig fandt ro til at kunne arbejde med mig selv og mine problematikker og virkelig forbedre min livskvalitet så livet igen var værd at leve.
Jeg blev mor for halvandet år siden. Det var ikke planlagt, fordi vi egentligt ikke troede at jeg kunne rumme det, men jeg ønskede mig brændende det her barn efter jeg opdagede min graviditet. At blive mor som psykisk syg er ikke let, men jeg synes vi klarer det rigtig godt. Min mand er en uvurderlig støtte og min søn er også i dagpleje på halv tid så jeg stadig har lidt ro omkring mig nogle timer hver dag. Dette gav mig også dårlig samvittighed, at jeg gik hjemme, men stadig sendte min søn afsted i dp, indtil min behandler mindede mig om at det er et fuldtidsjob at være syg med mine lidelser. Og nu kan jeg også mærke på min søn hvor meget han får ud af det. Han får nogle gode legekammerater og nyder at være afsted (har ofte ikke tid til at sige farvel eller komme med hjem når jeg henter) og jeg har overskuddet til ham når han kommer hjem igen.
Lige pt peaker min angst igen, her må jeg sende min søn afsted lidt længere tid og min mand tager ham meget imens jeg har det skidt. Min største frygt er at min angst skal påvirke min søn, at han mærker at jeg ikke kan rumme ham når min angst er her.
Det var lige en lille stil fra mig. 
Jeg har erfaret at det virker for mig at være åben omkring min situation, selvom det kan føles meget som et tabu at sige højt. Tidligere løj jeg og sagde at jeg arbejdede, men efter jeg begyndte at være ærlig omkring hvordan jeg havde det, har jeg fået det bedre, ikke mindst med mig selv. Og mine venner ved hvor de har mig og forstår når jeg ikke kan alt det jeg gerne ville.
