Hej alle.
Jeg har virkelig taget mig mod på at skrive dette indlæg i flere år og har derfor oprettet en bruger til dette ( så i ikke tvivler på en evt troll)
Nu har jeg set flere herinde skrive om deres parforhold med psykisk vold og kender selv følelsen af at være i tvivl, for det er man/jeg virkelig. For det meste fungere tingene, med så er der disse voldsomme udsving som giver en følelse indeni , at det ikke burde være sådan her, men så kommer tvivlen igen, da de jo så opfører sig rart igen kort tid efter. :/
Hvis der er andre herinde der har oplevet psykisk vold, må de meget gerne skrive deres historier. Det er den eneste motivation jeg har og børnenes tarv selvfølgelig.
Kort om mit liv.
Har selv som barn oplevet vold af groveste karakter imellem mine forældre, så da jeg mødte min kæreste for 11 år siden føltes det rigtigt, og han var så stabil, havde styr på alt, var fornuftig, kærlig og enormt romantisk. Der var selvfølgelig nogle små bitte tegn men vi skændes faktisk ikke rigtig de første to år og hvis vi gjorde var det ofte mig der var tarvelig.
Da jeg bliver gravid, kommer vi første gang op at toppes så voldsomt, at han river mig i håret over hele gulvet og tager hårdt fat om min hals og trykker til. Jeg tog faktisk på krisecenter dengang om natten. Der var så ulækkert på krisecenteret , jeg følte mig utryg der fordi der var råben og jeg savnede mit trygge hjem samtidig med at han græd og var virkelig ked af det hele situationen og undskyldte. Kort efter var jeg tilbage..
og sådan gik år efter år bare afsted. Vi fik det godt igen og levede videre. Da jeg fødte mit første barn for tidligt sagde han at det var min skyld og vi begynder igen at komme ind i en svær periode fordi det er hårdt med baby, gråd og minus søvn- vi skændes rigtig meget.
Han nedværdiger mig ofte, at jeg er tyk, grimt tøj eller lign. Små stikpiller indimellem. På et tidspunkt vil jeg gå fra ham. Der siger han ting som at jeg aldrig vil kunne klare mig uden ham, økonomisk og praktisk. På trods af at jeg levede fint før ham.
Han begynder at slå mig imens jeg sover. En lille flad eller også skubbede han mig så hårdt i ryggen imens jeg sov at jeg landede på gulvet. Han var frustereret over jeg ville gå.
Jeg får tilbudt en lejlighed igennem kommunen men den er fyldt med skimmelsvamp og de vil ikke give mig en ny, så ender med at komme tilbage igen... 
Årene går og vi får det okay igen og flytter i hus, får hund og tvillinger og han får en god stilling. Han får travlt som aldrig før og er voldsomt stresset. Han begynder igen at køre psykisk på mig. Det er aldrig hans mening siger han og er han er ked af hvad han gør for at såre mig, men han kan ikke lave det om, fordi hans egen barndom var sådan. Men får ham skrevet op i et behandlingsted og vi venter og venter. Ventetiden er på 1 år pt. Jeg er bare så udmattet psykisk, træt og dårligt selvværd. Selvom han skulle få hjælp ved jeg ikke om jeg kan tilgive ham for de ting han har gjort. Men samtidig er jeg for svag , for fattig og håber på det bedste, til bare at gå. Det er så svært at komme ud af sådan et spind!
Han er så omskiftelig i humøret. Så glad og omsorgsfuld det ene øjeblik, og rasende det andet øjeblik. Faktisk tror jeg han har Aspargers. Han kan være såååå sød og kærlig og hensynsfuld og en god far. Men kan også være et monster ift. mig. Det er det der gør det så svært. Hvis bare han slog mig hver dag tror jeg det ville være nemmere at gå!
Han råber af mig når jeg er i bad og banker hårdt på døren, så jeg bliver forskrækket. Må max være i bad 3-5 min.
Han tjekker mine boner, så jeg er begyndt at smide dem ud.
Han brokker sig konstant over ting jeg gør og jeg skal hele tiden stå til regnskab for hvorfor jeg har købt noget til børnene, eller hvorfor jeg har købt øko æbler istedet for billige. Han brokker sig over min økonomi ( er studerende) han er meget sortseer. sort/hvid tænkende. Mine og børnenes ting må ikke være blandet med hans ting. Alle hans ting skal helst stå snorrelige! Når jeg skal ud med en veninde er han altid så træt, dårlig eller andet, og snakker ikke til mig. Men når han skal ud spørger han ikke om lov.
eg må ikke bruge tørretumbleren fordi vi skal spare og hvis jeg gør det alligevel og han opdager det kalder han mig, kælling, fede ko, taber, eller luder. Må heller ikke vaske tøj for ofte. Dise ord kælder han mig i øvrigt når vi skændes. og han siger det ikke er med vilje men at de flyver ud af munden og han flover sig efter. Jeg er begyndt ikke at modsige ham fordi jeg ikke magter det mere. Han har en gang slået mig med knytnæve, men det er mange år tilbage. Og dette flover han sig også over. Selv når han ikke kalder mig disse ting, er hans stemme og mimik ret truende og jeg er utryg.
Han mener det er mig der overdramatisere alt, og alle med børn har disse udfordringer ...
Han siger jævnligt at vi aldrig skulle have haft børn for så havde vi været lykkelige! ( som om tænker jeg) hver gang jeg snakker om nogle drømme piller han dem ned ligeså hurtigt som lynets hast og jeg er er begyndt at miste mig selv, få angst anfald ind imellem, være sortseer, blive nemmere vred på børnene og sådan er jeg ikke. Jeg var så optimistisk og glad engang.
Vi kan faktisk ikke diskutere uden at det bliver grimt. Han bliver altid voldsom ophidset og jeg går min vej, og så snakker vi ellers ikke sammen det næste døgn. Stemningen er så trykket og lunefuld. Han bliver vred over små ting. Når der er andre er han sjov, charmerende, og venlig overfor dem og mig.
Men det lyder så grimt og det er jo ikke fordi det er sådan hele tiden. Vi hygger os også med film, børnene, familie og har god sex, på familieture, snakker godt sammen i ny og næ.
Men hører gerne jeres syn på det her og gode råd.
Jeg ved jeg skal væk, men det er bare så pokkers svært.! Har ikke opsparing, frygten for at børnene vil miste deres liv med venner osv, vores velhavende liv. Derudover er han så god til at få mig til at blive med hans overtalellesevner og håbet om det bedre. Men tror jeg må indse at det aldrig bliver bedre og jeg ikke får den kernefamilie jeg drømte om 
